Milgram-eksperimentet foregav at omfatte to forsøgspersoner, en forsøgsleder i hvid kittel og en elektrisk stol. Angiveligt var formålet at studere, hvordan straf påvirkede indlæringen. Den ene forsøgsperson (S) - "eleven" - blev spændt fast i stolen og blev stillet en række spørgsmål af "læreren" (L), der sad foran stolens kontrolpanel. Når eleven svarede forkert, fik læreren besked på at give ham elektrisk stød af forsøgslederen (V). Jo flere gange han svarede forkert, desto voldsommere stød fik han. I virkeligheden spillede personen i stolen skuespil: han fik ikke stød. Det lykkedes for forsøgslederen at få samtlige forsøgspersoner til at sende 300 volt gennem manden i stolen, og 65% af deltagerne var parat til at give ham 450 volt, til trods for at der på kontrolpanelet tydeligt var angivet at 450 volt var farligt.

Den 14. august 1971 foretager amerikansk politi en razzia, hvor ni personer blev anholdt.

De anholdte bliver lagt i håndjern og kropsvisiteret for øjnene af deres familie og naboer. De får læst deres rettigheder og bliver derefter smidt i fængsel, uden på noget tidspunkt at have været forbi en dommer.

Før der er gået en uge, udviser halvdelen af fangerne umiskendelige tegn på psykisk forfald. De lider af voldsom depression, er grådlabile og får angstanfald. Én af fangerne slår ud i psykosomatisk eksem.

Fangerne er - ligesom fangevogterne - frivillige deltagere i det berømte Stanford Prison-eksperiment.

Fængslet er et psykologisk laboratorium bygget i Stanford-universitetets kælder og fangevogterne er ligeledes frivillige; alle deltagere er nøje udvalgt efter deres emotionelle, fysiske og sociale velbefindende. De er med andre ord så ærkenormale, som tænkes kan.

Henrik Høgh-Olesen og Thomas Dalsgaard fra Psykologisk Institut på Aarhus Universitet har i bogen 20 Psykologiske Eksperimenter - der ændrede vores syn på mennesket udvalgt en serie forskellige psykologiske eksperimenter, som hver især har bidraget væsentligt til forståelsen af menneskets psyke.

De to redaktører har fundet en vifte af spændende eksperimenter og hvert eksperiment bliver belyst af forskellige udvalgte psykologer. 

Stanford Prison-eksperimentet er bogens suverænt mest dramatiske, men fælles for de fleste af bogens eksempler er, at de dokumenterer, hvor let det er at manipulere mennesker, ikke kun følelsesmæssigt, men også rationelt.

Det sadistiske menneske

Næst efter Milgram-eksperimentet (se boks), er Stanford Prison-eksperimentet nok det mest berømte psykologiske eksperiment i historien, men til forskel fra Milgram-eksperimentet var alle deltagerne på det rene med, at de deltog i et psykologisk eksperiment, ligesom der i Stanford Prison-eksperimentet ikke fandtes en forsøgsleder, der aktivt forsøgte at få deltagerne til at overskride deres grænser.

Plancherne fra Solomon Asch´s konformitetseksperiment

Alligevel tog det kun seks dage, før fangevogterne udviste en 'afvigende, antisocial adfærd' udtrykt som småsadistisk magtliderlighed.

Eksperimentet, der er planlagt til at vare to uger, bliver afsluttet efter seks dage, da tilstandene i Stanford-fængslet begynder at udvikle sig i retning af forholdene i en KZ-lejr.

Det manipulerbare menneske

Et andet interessant eksperiment er Solomon Asch's konformitetseksperiment.

Her får forsøgsgruppen forevist en serie af to plancher: på den ene er en linje og på den anden er en linje af samme længde som den på den første planche og tillige to linjer der tydeligvis er hhv. kortere og længere.

En gruppe forsøgspersoner bliver bedt om at svare på, hvilken af de tre linjer på planche to, der er af samme længde som den på planche ét - et spørgsmål som en normaltbegavet treårig vil være i stand til at svare på.

Ni ud af ti forsøgspersonerne er imidlertid instrueret i fra tid til anden at give forkerte, men samstemmende svar.

Resultatet var, at det lykkedes for Solomon Asch at få de ægte forsøgspersoner til at tilslutte sig det forkerte svar i 37 procent af tilfældene. "To plus to kan blive fem, hvis bare vi er mange nok", som det lyder i kapitlets undertitel.

Falske erindringer

Mindre dramatisk, men langt mere tankevækkende er nok "Lost in the mall"-eksperimentet.

I halvfemserne var 'genfundne erindringer' et udbredt psykoterapeutiske paradigme og det bestod i, at voldsomme traumatiske oplevelser kunne fortrænges og gennem resten af livet ligge og rumstere i underbevidstheden, hvor de gav sig udslag i f.eks. spiseforstyrrelser, depression og angst.

To plus to kan blive fem, hvis bare vi er mange nok

Ved at hjælpe klienten til at huske de glemte overgreb, kunne terapeuten behandle depressionen eller spiseforstyrrelsens underliggende årsag.

Problemet var, at paradigmet ikke havde skyggen af videnskabelig evidens, men stammede fra talkshows, selvhjælpsbøger og ugeblade.

Ideen om genfundne erindringer blev først taget til revision, da der i USA alene havde fundet mere end 800 retssager sted på grundlag af erindringer 'genfundet' ved hjælp af en psykoterapeut og efter at anklagerne blev mere og mere groteske og ledte til en opfattelse af, at mere end 90 procent af alle kvinder havde været udsat for seksuelle overgreb som børn.

"Lost in the mall"-eksperimentet og en række lignende eksperimenter, viste i korte træk at det ikke er helt ligetil at adskille fantasi og erindringer, at det er relativt let at indpode en falsk erindring i et andet menneske.

Eksperimentet viste, at terapeuternes metode nærmest var skræddersyet til at indgive folk falske erindringer om seksuelle overgreb, idet seksuelle overgreb jo var, hvad terapeuterne ledte efter.

Sagerne om genfundne erindringer er ét af den moderne psykoterapis sorteste pletter.

Tusindvis af mennesker har fået deres liv ødelagt af en psykoterapeut, der stolede mere på sin intuition end på den videnskabelige metode.

I den forstand var paradigmet om de genfundne erindringer i sig selv et kæmpe psykologisk eksperiment, hvor det var psykologerne selv, der var ufrivillige forsøgspersoner. Og forsøgspersonerne viste sig i dette eksperiment ligeså irrationelle og manipulerbare som deltagerne i Solomon Asch's eksperiment.