»Jeg er kemiker,« siger Philippe Walter. Og efter det store smil at dømme, er han ganske fornøjet med at være kemiker netop her, i kælderen under Louvre - Frankrigs berømte nationalmuseum.
Nede af nogle trapper og bag en umærket, hvælvlignende dør, finder man nemlig de franske museers forskningscenter, 'Centre de recherche et de restauration des museés de France'.
Her arbejder kemikere, fysikere, historikere og lægeuddannede med at finde ud af, hvad der ligger bag kunsten og genstandene fra fortiden - både i bogstavelig og overført betydning.
Walter har specialiseret sig i kemiske analyser af kosmetik og sminke fra antikken og det gamle Egypten, og har de seneste 15 år forsøgt at vride mere viden ud af de ældgamle spor på forfængelighed.
»Der er gjort utallige fund af kosmetik i grave fra antikken og Egypten,« fortæller han.
»Disse produkter ser ud til at have været meget vigtige i dagligdagen, og derfor ville folk have deres 'beautyboks' med sig i graven. Derved har vi fundet krukker og flasker fulde af sminke og cremer.«
»Det tidligste fund, som kan være sminke, stammer helt tilbage fra omkring år 3500 før Kristus,« siger Walter.
»Vi har fundet spor af grøn farve på underkanten af øjenhulerne hos kraniet på en naturlig mumie i ørkenen i Egypten. Analyser, som vi foretog på stedet, viste at farven stammede fra en kobberforbindelse, som en gang blev lagt på huden.«
»I samme område blev der også afdækket en skål med det samme grønne materiale i. Dette er et helt enestående fund, og måske den ældste kendte sminke.«
Fra efterfølgende tidsperioder er der fundet sminkebeholdere af både træ og sten med intakt indhold. I faraoernes Egypten drejede det sig udelukkende om grønt, hvidt og sort, fortæller Walter.
»Egypterne brugte formodentlig sminke både for at blive pænere, i religiøse sammenhænge og som forebyggende midler - for eksempel mod øjensygdomme eller hudlidelser,« siger han.
Der findes gamle tekster, som beskriver disse stoffer, og hvordan de skulle bruges. Malingen på gamle skulpturer giver også et fingerpeg om, hvordan ansigterne blev dekoreret, med kraftig øjensminke.
»Det kan se ud som om alle egyptere brugte sminke, formodentlig hver dag,« fortæller Walter.
»Dette gjaldt både kvinder, mænd og børn, og sikkert folk i alle samfundslag. Der er for eksempel fundet en tekst fra en håndværker, som vil have øjensminke for at behandle en øjensygdom.«
Og dette er bare begyndelsen på beretningen om gammel makeup, selv om det medicinske aspekt ser ud til at være enestående i Egypten.
Både mesopotamierne, og senere grækerne og romerne, brugte sminke for at blive pæne, delvis med helbredet som indsats.
»Nu bliver kropsplejen temmelig kompliceret, med hele arsenaler af produkter og redskaber,« fortæller Walter.
»Kosmetiske produkter var vigtige for grækerne og romerne. Vi kender til utallige instrumenter som spatler, svampe, pimpestene, barberhøvle, hudskrabere, kamme, pyxider (græske krukker) og spejle som blev brugt til kropspleje og sminkning.«
For ikke at tale om de krukker som indeholder farvestoffer.
»I nogle tilfælde kan det være svært at sige om dette virkelig er sminke - lignende materialer blev også brugt i maling. Men når vi finder krukker med sort og hvidt sammen med et spejl i en grav, kan vi gå ud fra, at det drejer sig om makeup.«
»Eller når vi finder farverne i nydelige beholdere. Kunstneres udstyr ville være grovere, mens kvinder ville have flotte æsker til at have stående fremme på deres værelser.«
I antikken var sminke i første omgang noget for pigerne, fortæller forskeren. Og meget tyder på at de græske og romerske kvinder ikke gik efter nogen diskret fremhævning af det naturlige.
»Vi har fundet beskrivelser af, hvordan kvinderne dækkede hele ansigtet med hvidt, og sminkede øjnene mørke og læber og kinder røde,« fortæller Walter.
»Det var også almindeligt at farve håret. Derudover havde de mange andre produkter til kropspleje, såsom hudcremer og parfumer.«
Forskerne ved ikke helt, om alle brugte kosmetik, men der er fundet sminke og andre produkter i gravene hos kvinder som ikke havde nogen vigtig position i samfundet.
»Så middelklassen brugte nok kosmetik, men ikke nødvendigvis hver dag,« siger Walter.
Det er derimod temmelig sikkert, at kvindernes brug af tid på deres toilette var omdiskuteret allerede for over 2000 år siden.
»Der findes mange beskrivelser af hvordan kvinderne gjorde sig i stand om morgenen,« smiler Walter.
I skuespillet 'Poenulus' af den romerske forfatter Titus Maccius Plautus (254-184 f.kr), siger en kvinde for eksempel:
"Fra morgengry til denne tid på dagen er vi to aldrig holdt op med at vaske, skrubbe, gnide og klæde os på, glatte, polere, male, sminke: heldigvis har vi fået to tjenestepiger, som har tilbragt tiden med at vaske og rense os, og desuden har to mænd knoklet sig til udmattelse med at hente vand til os. Min Gud! Så meget arbejde for en eneste kvinde! Men to er jeg sikker på er i stand til at give enhver person, uanset hvor høj, mere besvær end nødvendig er." (Frit oversat fra fransk.)
Men hvis sminke var del af den daglige morgenrutine hos massevis af kvinder - hvor fik de så deres makeup fra?
Det kan ganske enkelt se ud som om at sminke var 'big business' i det gamle Grækenland.
Meget tyder for eksempel på at produktionen af blyhvidt - en hvid farve som ofte blev brugt som ansigtspudder - var en storindustri, mener Walter. Han fortæller at der er fundet utallige tabletter med blyhvidt i grave over store dele af det græske rige.
»Vi har foretaget mange analyser af disse fund, for at identificere hvilke blyforbindelser det er tale om. Og ved at finde frem til isotopsammensætningen i stoffet, kan vi også afgøre hvor det kom fra.«
»Det ser ud til, at det meste stammer fra Laurion, et område øst for Athen.«
Her producerede grækerne sølv. Men malmen indeholdt masser af bly. Resultatet var at producenterne sad tilbage med enorme mængder affald - for det meste blyoxider.
Det var disse rester som blev brugt som råmateriale til at fremstille blyhvidt, mener Walter, som tror, der kan have været tale om en systematisk produktion og distribution af sminkeartiklerne. Produkterne ser til og med ud til at være standardiserede.
»Tabletterne er af omtrent samme størrelse, mellem 27 og 29 millimeter i diameter. Og dette gælder også for blyhvidt som ikke kommer fra Laurion. Måske var det en standardstørrelse som blev solgt til en bestemt pris,« spekulerer han.
Men nøjagtig hvilken pris, er han ikke sikker på. Der er nemlig ikke fundet noget skriftligt materiale, som siger noget om, hvor meget skønhedsprodukterne kostede.
»Men beholderne kan måske fortælle os noget om værdien af indholdet,« siger han.
»Nogle af krukkerne var meget kostbare - de kunne til og med være af guld.«
En anden pris kvinderne måtte betale for sminken, var nok deres gode helbred. Bly er særdeles giftigt, og det var nok ikke ufarligt konstant at dække ansigtet med stadset. Og hyppige omgange med blyhvidt gav hudreaktioner, som gjorde at man måtte bruge endnu mere sminke for at skjule problemerne.
Lægen og filosoffen Galen nedskrev for eksempel følgende anekdote, omkring år 150:
"En gang under en banket, spurgte Phryné, som havde set kvinderne sminket med blyhvidt og rosa sminke, om man som en leg skulle hente vand, og at man skulle vaske sig i ansigtet, og derpå skulle man tørre sig med klude, således som hun selv havde gjort. Alle kvindernes ansigter var fulde af grimme plamager. Kun Phryné fremstod endnu smukkere, og ægte, uden behov for nogen kosmetiske kunstgreb." (Frit oversat fra fransk.)
Til trods for dette blev blyhvidt brugt til langt frem mod vores tid, selv om andre materialer også dukkede op på markedet.
»Blyhvidt havde vældig gode sminkeegenskaber,« fortæller Walter.
Han mener den ældgamle sminke fortæller meget om, hvordan menneskene brugte avanceret kemi for flere tusind år siden.
»De udviklede videnskaben for at fremstille sminke! De brugte mange og til dels langvarige kemiske reaktioner. Det tager for eksempel flere uger at fremstille blyhvidt.«
»Det er utrolig interessant at prøve at forstå udviklingen af kemi i løbet af antikken. Og at følge overføringen af videnskabelig information op igennem tiderne,« siger Walter, og fortæller at der er fundet mange opskrifter på kosmetiske produkter.
Forskerne i kælderen har selvfølgelig også forsøgt at fremstille disse produkter, for at se hvad folkene fra fortiden brugte i deres toilette.
I fremtiden håber de på at udvikle endnu flere metoder til at trække yderligere viden ud af resterne i gamle krukker og beholdere.
»Det er ikke noget let arbejde. Indholdet nedbrydes ofte, og vi finder andre kemiske stoffer end dem som en gang var der.«
»Mange af farvestofferne er falmet gennem århundrederne, og det er umulig at sige, hvad der oprindelig var i beholderne. Men måske kan nye analysemetoder give os flere svar om nogle år,« siger Walter.
Han vil i hvert fald fortsætte med at undersøge efterladte parfumeflasker og sirligt nedpakkede beautybokse i gravene hos mennesker, som trak deres sidste suk for tusinder af år siden.
Hvad mon ejerne selv ville have sagt, hvis de vidste at deres øjenskygge en gang skulle blive genstand for nutidige undersøgelser under en videnskabsmands lup?
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
Fyldt med kemi?
Jeg undrer mig lidt over brugen af ordet kemi i overskriften. At der er kemi i et skønhedsprodukt svarer vel til at sige at der er fysik i en rumfærge?
Det virker som om udtrykket at der "er kemi i noget" begynder at betyde at der er skadelige stoffer i, selvom det med ordenes nuværende betydning af ordet kemi ikke giver mening, nemlig:
"videnskab om stoffernes opbygning, egenskaber og omdannelse; ? et el. flere kemiske stoffer der bruges til et praktisk formål" (fra sproget.dk)