-har ikke læst bogen, har derimod oplevet Østeuropa ”live”. Havde bl.a. virksomhed i Kraków fra 1981 til 1992. Plejer at påstå et 2.Verdenskrig sluttede 1986  -enig i at ”Europas” 2.Verdenskrigs geografiske tyngdepunkt lå i Rusland. 
Daværende russere var barske. Stalin lavede nogle kæmpebommerter, og alligevel gjorde begivenhederne Sovjet til en supermagt. 
 
-havde Sovjet udviklet markedsøkonomi, kunne unionen have taget et altomfattende greb om kontinentet helt fra Stillehavet til Irland, hvilket måske slet ikke havde været dårligt, hvis man kigger på mulighederne.

Der er ingen tvivl om at Kursk var verdens stoerste kampvognsslag og vendepunktet paa oestfronten. En kombination af Hitler's modstand mod "fleksibel" forsvar fra Stalingrad og noedvendigheden af at have store styrker foerst i nord Afrika, saa Italien og senere Frankrig afgjorde krigen. Hvis Hitler kunne koncentrere alle sine styrker i oest og tillod generalerne at bruge elastisk forsvar ved at bruge vundet land til tilbagetraekning og saa modangreb kunne udfaldet have blevet anderledes. Hvis von Mannstein's angreb i begyndelsen af 1943 havde ledt til tilbagetraekning fra Stalingrad og Tyskland ikke havde mistet omkring 250,000 (fanger) i nord Afrika saa kunne tingene ogsaa havde taget en anden drejning. Hovedspillet var i oesten men truslen fra vest efter El Alamein og amerikanernes landgang i nord Afrika i 1943 var en stor hjaelp i a dreje krigen da Hitler var noedt til at sende tropper vestpaa. Husk ogsaa paa at luftbombardementerne af tysk industri og noedvendingheden af at have mange 88mm anti fly kanoner stationeret i Tyskland var en stor hjaelp. Taenk paa hvor mange russiske T34 der kunne blive pulveriseret hvis alle disse 88mm kanoner var til raadighed i Rusland (USSR). Tingene er kompliceret men det er rigtigt at verdenskrig 2 kunne ikke have blevet vundet uden USSRs store insats. (Undskyld mit dansk men jeg er sikker paa at I kan forstaa meningen)

Helt enig med Jesper i hans betragtninger.
Jeg var også glad for de små afsnit om diverse befolkningsgrupper og erhverv. På den måde kan bogen i første omgang virke fragmenteret i forhold til hovedfortællingen, men hans disposition har dog den fordel, at man kan hive bogen ned fra hylden og bruge den senere som opslagsbog.
En anden vigtig pointe er, at (jeg i hvert fald) fik den oplevelse, at historien hænger sammen. Altså at Anden Verdenskrig og den europæiske historie før og efter stadig er relevant 70 år efter krigen tog sin begyndelse i 1939.
Det er vigtigt for de yngre generationer for, at de forstår, at historien ikke begyndte med dem selv. Og som medlem af foreningen Frihedsmuseets Venner, så er det vores hovedopgave til stadighed at holde fanen højt, når det gælder om at hylde de ganske få frihedskæmpere, som satte livet på spil eller overlevede med nød og næppe, så vi ikke endte i den nazistiske lejr.
Eller som generalguvernøren (topjuristen og pianisten) i generalguvernementet i Polen, Hans Frank, sagde, inden han blev hængt for sine forbrydelser. "Det vi har gjort - vil ikke blive glemt i 1000 år". 
  

Jeg har læst den engelske udgave af bogen, som kan fåes til under 100kr på nettet for dem der er ligeglad med sproget.
Jeg er for så vidt enig med andre herinde om at selve fokuset på Østfronten - og pointen med at det var Sovjetunionen der næsten alene besejrede tyskerne, at det var i Østeuropa langt størstedelen af krigen fandt sted og at østeuropæerne, ikke mindst borgerne i Sovjetunionen, bar de største ofrelser, både fra egne magthavere og fra fjenden - ikke er noget nyt for faghistorikere. Det er dog helt sikkert en pointe som er relevant generelt. Helt op i gymnasiet husker jeg at fokus i historieundervisningen var på vestmagternes rolle, og det er også mit indtryk at der i befolkningen generelt er en idé om at "englænderne og amerikanerne besejrede nazismen".
Jeg er uenig med Carsten i at det forekommer malplaceret når Davies sætter lidt fokus på forskellige befolkningsgruppers oplevelser under krigen. For mig var det ret interessant, da det ligesom følger det generelle spor i bogen omkring hvordan krigen ikke bare var en krig, men oplevedes forskelligt alt efter hvem man var, hvor man boede og hvilket tidspunkt af krigen man taler om.
Hvis jeg skal finde et kritikpunkt, som også er fremhævet i nogle anmeldelser jeg har læst, så er det, at Davies måske har lidt for stor fokus på især Polen, hvilket nok hænger sammen med at hans specialle er polsk historie.

 
Carsten - jeg synes stadig, at det er en fremragende bog, fordi den samler og sammenligner de to frontafsnit på en måde, jeg ikke er stødt på før.
Det er også meget vigtigt - faktisk det allervæsentligste - at formidlingen er i orden, hvilket den er i dette tilfælde. Davies skriver godt. Ligesom Antony Beevor og Laurence Rees og den gamle militærhistoriker John Keegan. Alle har det tilfældes at de er gode gravere og gode skrivere.
keep up the good work
best¨
Svend Thaning 

Tak for kommentarerne – det er altid positivt, når man kan få en debat og diskussion i gang.
Indledende vil jeg lige slå fast, at den indledende overskrift om at Norman Davies' bog repræsenterer et forfriskende nyt syn på, hvem der var de virkelige sejrherrer under Anden Verdenskrig, er noget redaktionen har tilføjet uden min accept.
Jeg er således ikke af den mening, at Davies’ bog bringer et forfriskende nyt syn på Anden Verdenskrig – tværtimod skriver jeg til sidst i anmeldelsen, at der ikke vil være meget nyt at hente for faghistorikere, mens dem, der derimod har fået krigen formidlet gennem f.eks. Saving Privat Ryan og Band of Brothers, ville kunne få justeret deres opfattelse ved at læse Davies’ bog.
Således er det heller ikke nyt for mig, at det var russerne […] som smadrede nazisterne, som Christian Jensen skriver. Og det er heller ikke noget alle ved, selvom de måske burde.
Europa i krig er en fin fremstilling, der samler en masse tidligere indsamlet viden i ét værk, så man får en samlet oversigt over østfrontens betydning. Læg hertil hans gode brug af statistikker og tabeller, som han bruger til at understrege pointerne. Men Davies fremkommer ikke med meget nyt, derfor er bogen heller ikke fremragende og derfor kan anmeldelsen også opfattes som en "på den ene på den anden side"-anmeldelse – det var faktisk intentionen.

Svend Thaning: Davies sikkert ganske udmærkede bog er ikke kritiseret her. Fra min side bl.a. fordi jeg ikke har læst bogen. min kommentar drejer sig om at især krigen på østfronten skulle være ukendt for folk i almindelighed.

Jeg er ganske uenig med de to indlæg samt en hel del af anmeldelsen.
Norman Davies´bog er ganske enkelt fremragende. Gennem 45 år har jeg været besat af Anden Verdenskrig - fra de første kulørte tegneserier og til store tykke væker om Anden Verdenskrig.
Så kan man spørge sig selv om der overhovedet er noget nyt at skrive hjem om, fordi der findes så meget litteratur om emnet. Ja - det er der faktisk, fordi der er kommet en ny generation af historikere (især engelske) som både kan stikke hovederne i arkiverne, formidle og ikke mindst - sætte tingene ind i nye perspektiver - uden at glemme og bedømme krigen ud fra dens præmisser og tid. Davies er et glimrende eksempel på dette. Hvis jeg skal anbefale nogen at læse værket om Krigen i Europa - så er det hans bog, man skal læse.
Godt nok er det ikke ukendt for mange, at hovedbyrden lå på Østfronten. Men den detaljerigdom og skildring af især Stalins totale kynisme og det russiske folk næsten ubærlige lidelser, skal man lede længe efter. Davies har også nogle gode sammenligninger: De amerikanske dødtals fra D-dag første dag. Omkring de 3.000. Samtidig beskriver han, hvordan at oprørerne i Warszawa i de dage sender hilsen til de allierede og dagligt har et tabstal på nogenlunde det samme - men i 63 dage - den tid opstanden varede. Oven i købet beskriver han hvordan den af polsk herkomst russiske marskal og senere polske forsvarsminister efter krigen - Rokossovskij - står uden for den poske hovedstad og lader de borgerlige opørere forbløde og massakrere af bl.a. en horde af russere i tysk tjeneste, hvis brutalitet overgår alt. Det er fandme godt skrevet og sammenholdt. Derfor en klar anbefaling herfra overfor en "på den ene på den anden side"-anmeldelse. En anden god bog om de allieredes svig overfor Polen er Laureens Rees bog "Behind Close Doors", som vist nok er på vej i en dansk oversættelse.  

Det kan godt være at det er helt nyt for artiklen forfatter at det var russerne, og en meget streng vinter der smadrede nazisterne.
Men det er altså noget de fleste ved, eller burde vide. At amerikanske film har det med at fremstille USA som helten kan de fleste vist godt gennemskue. I øvrigt er der lavet mange fremragende film om krigen på østfronten også amerikanske.

Så vidt jeg husker ligger det da tæt op af fremstillinger som f.eks. "En verden i krig" der blev vist for en del år tilbage. Er det ikke lidt påfaldende hvor mange gange der omtales noget "revolutionerende nyt" om specielt anden verdenskrig, som alle de der har læst eller set blot en smule om emnet må have vidst?
Det næste kan så blive afsløringer af f.eks. at de "englændere", der bekæmpede tyskerne slet ikke alle var "englændere", men fra andre dele af øriget og fra hele imperiet og Dominions. Eller hele den østasiatiske del, der vel var i fuld gang længe før Polen invaderedes.
Er vi alle, også historikerne(jeg har i øvrigt indtryk af Davies som en fremragende af slagsen), efterhånden præget af en "journalistisk" tankegang om at alt skal præsenteres som "revolutionerende nyheder"?