Når mor drikker eller far er psykisk syg, kan børnene få en bedre opvækst ved at blive anbragt uden for hjemmet - enten hos en plejefamilie eller på en institution.
Men anbringelsen er ikke nok til at hjælpe børnene ud af deres sociale arv senere i livet. Unge, der har været anbragt som børn, klarer sig nemlig stadig dårligere end unge med lignende sociale problemer i bagagen, som ikke har været anbragt. Det viser en ny undersøgelse lavet af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI).
»Undersøgelsen viser, at der måske er et behov for at udvikle de plejeinstitutioner, hvor børnene vokser op,« siger professor Tine Egelund fra SFI, der er programleder på undersøgelsen.
I undersøgelsen har Tine Egelund og hendes kollegaer undersøgt tre hele årgange af unge født mellem 1980 og 1982, i alt 166.909 unge.
De unge er blevet fulgt op som 24-årige, og her viser det sig, at de tidligere anbragte unge klarer sig dårligere end andre unge, der også kommer fra socialt udsatte familier, men som ikke har været anbragt.
Anbringelsen giver ifølge undersøgelsen større risiko for, at de unge ikke får en højere uddannelse end folkeskolen, og som 24-årige er de tidligere anbragte unge oftere arbejdsløse og på kontanthjælp eller førtidspension end andre unge i gruppen, fortæller Tine Egelund.
Anbringelsen lader også til at påvirke de unges helbred negativt, både fysisk og psykisk.
Markant flere af de tidligere anbragte unge har for eksempel været i kontakt med det psykiske system end andre unge fra forsøgsgruppen. Og ikke nok med det – undersøgelsen viser desuden, at de tidligere anbragte unge har større sandsynlighed for at ende ud i voldskriminalitet.
Selvom resultaterne er nedslående, skal man stadig anbringe de børn, der har behov for det. Mange børn vokser nemlig op under så vanskelige betingelser, at de har brug for andre omgivelser.
»Vi argumenterer derfor ikke for, at børnene ikke skal anbringes. Men udfordringen må være at forbedre plejeinstitutionerne, så de bedre kan imødekomme de helt særlige behov hos børn, man ikke kan forsvare bliver derhjemme,« siger Tine Egelund.
Det er svært at opnå fuldstændig ens undersøgelses- og kontrolgrupper, når det handler om anbragte børn, påpeger Tine Egelund. Derfor skal resultatet af undersøgelsen behandles med visse forbehold.
»Vi kan sammenligne de anbragte børn med børn, der ligner dem i videst muligt omfang uden at have været anbragt. Det vil sige børn, der på en lang række områder er socialt dårligt stillede, hvor vi kan undersøge de ydre opvækstforhold som forældrenes jobsituation, økonomiske forhold og helbredsforhold. Men vi kan ikke sikre os, at de to grupper er fuldstændigt ens – der kan være en række faktorer, som vi ikke kan måle, fordi de ikke kun knytter sig til de ydre forhold,« uddyber Tine Egelund.
Ny lenke til NIBR-rapport - igjen
Enda en gang har NIBR-rapporten fått ny adresse. Nu er den:
Lars B. Kristofersen (2005): Barnevernbarnas helse. Uførhet og dødelighet i perioden 1990-2002
http://www.nibr.no/filer/2005-12.pdf
"den sociale arv"
Begrepet "den sosiale arv" er blitt et slags magisk simsalabim som brukes av sosiale profesjoner og politikere til å "forklare" hvordan det går og hvorfor det går sånn.
Det er et ufundert begrep og gir ingen forklaring, snarere forblinder det, og lokker oss til å IKKE lete etter plausible forklaringer. Sammenhengen er blant annet videnskapshistorisk.
Jeg begynte på en kommentar om det, men fant at den for å være rimelig klar, måtte bli så lang at jeg isteden gjorde den til en egen artikkel på min egen hjemmeside:
"Sosial arv" er en fiksjon
http://www.mhskanland.net/page64/page111/page111.html
*
Til Vagn Rydeng: Du vil finne nettopp noe om det du spør etter både i Bohman/Sigvardsson og i Vinnerljungs undersøkelser. (De samme herrer liker ikke, og de prøver å overse, at realiteten er den motsatte av hva sosialvesenet liker og tror. Derfor har de visse vanskeligheter med å tolke resultatene av sine egne undersøkelser. Det gjør det desto klarere at undersøkelsene er godt og pålidelig gjennomført!)
*
Forøvrig: Den NIBR-rapporten Arild Holta viser til i en av sine kommentarer, har han en død lenke til. Den skulle imidlertid finnes intakt som:
Lars B. Kristofersen (2005):
Barnevernbarnas helse. Uførhet og dødelighet i perioden 1990-2002
http://www.nibr.no/uploads/publications/73554262955c5368c576e02b38361f2d...
Påstand 2
"Og i de tilfælde hvor intet sker, har vi mange eksempler på på at mishandling foregår gennem hele barndommen."
Derfor trenger vi skikkelig god gammeldags politietterforskning der det er REELL grunn for mistanke. Så fjerner man OVERGRIPEREN, ikke barnet.
I Norge er erstatninger til barnevernsofre (ofre for anbringelser) for lengst passert en milliarder. Før halvparten av kommunene hadde kommet med erstatningsordninger.
Hva er verst av at barn har bedre prognoser hos foreldre enn i det offentlige hvor de opplever å lengte og sørge seg syke. I tillegg til det de får erstatninger for.
Sitat fra Dansk Socialrådgiverforening (oversatt til norsk):
«Og tallene er rystende: 87 prosent av de 404 intervjuede sier, at de var ofre for forsømmelser, halvparten av de fortalte om vold med redskap, tre fjerdedeler om annen fysisk vold, 40 prosent ble truet, halvparten ble utsatt for hardt arbeid, godt halvparten opplevde seksuelle overgrep og størsteparten kjente til fysisk og psykisk skadelig tvang og identitetskrenkelser. Ofte var overgrepene og forsømmelsene langt verre enn den [påståtte (oversetters kom.)] omsorgssvikt, som hadde motivert selve omsorgsovertakelsen.»
http://www.socialrdg.dk/Default.aspx?ID=3920
Dette viser jo at argumentet om barns lidelse i familien er ganske tynnslitt. Hva med barns lidelse i det offentlige?
Hva med å bruke milliardene på å hjelpe familiene. Det er jo gjerne snakk om mange hundre tusen kroner pr år pr barn. Utrolig så mye det kunne hjulpet mange.
Påstand
"Skaden bærer de jo med."
Forestilling eller fakta?
Hvor mange argumenter skal til for å skape en sannhet? ;)
Barnevernet og den danske motsvarighet skylder på foreldrene. Det er imidlertid ikke dokumentert at de "bærer med seg" den mengde skade fra foreldrene som det blir påstått. Tvert imot er det skadelig å skille barn og foreldre. Den skaden ignorerer barnevernet når de i reelle saker kun skylder symptomer og resultater av anbringelser på foreldrene og ikke på sorg, lengsel og det at man ikke kan hevde at barna (mennesker) har evolusjonert til å motta primæromsorg fra andre enn foreldre, kun i nødsfall fra nær slekt.
Med hensyn til det siste så har man jo forskning fra land hvor velferdsstaten ikke har tatt over, og som viser at der foreldrene svikter så overtar nær slekt. Dette er naturens gang. Av uforståelige motarbeider man dette i Norden, samtidig som man ikke respekterer familiebåndene. Resultatene blir deretter.
Er anbringelse skadelig?
Jeg skrev et meget langt svar på dette, for det er alt for absolut at sige dette. Skaden bærer de jo med. Og i de tilfælde hvor intet sker, har vi mange eksempler på på at mishandling foregår gennem hele barndommen.
Men så forsvandt mit svar til dig. Og jeg har ikke en time nu til at gentage det. Men jeg lover at vende tilbage til dig. Jeg har arbejdet intenst med området i 40 år. Så jeg ved hvad jeg taler om. Jeg giver dig i nogen grad ret. Men det skyldes helt andre faktorer, end de forskerne på kort tid har fundet frem til.
Vi høres ved.
Annen forskning
Bohman & Sigvardsson:
et prospektivt longitudinelt studie av barn registrert for adopsjon
Omhandler hvordan det går med barnevernsbarn kontra hjemmeværende barn hos tilsvarende påstått dårlige foreldre.
http://www.barnasrett.no/Forskning/bohman.htm
Skadevirkninger av ikke-biologiske familier, så viser jeg til de canadiske psykologene Martin Daly og Margo Wilson. Det viser, til det dramatiske, hvordan det er for barn i ikke-biologiske miljø.
http://mhskanland.net/page64/page65/page5/page5.html#01
Fra boken "Adskillelse Barn og foreldre" av Sverre Kvilhaug.
"En gruppe forskere i Israel, O. Agid, B. Shapira, J. Zislin, M. Ritsner, B. Hanin, H. Murad, T. Troudart, M. bloch, U. Hersco-Levy og B. Lerer, presentert i Molecular Psychiatri i 1999, og referert bl.a i Mental Health Today, la fram meget overbevisende og dramatiske forskningsresultater vedrørende psykiske forstyrrelser relatert til tidlig tap av foreldre, særlig adskillelse på annen måte enn ved død."
For å gjøre historien kort, så kunne det knyttes økt mengde psykiske-, sosiale- og mange andre problemer til adskillelse barn og foreldre. Kort sagt: Barna tok skade.
Skadeomfang og selvmord hos norske barnevernsbarn - 1990-2002
http://www.nibr.no/content/view/full/2355
Barnevernsbarn tar sine liv 8 ganger oftere enn andre barn. Alle typer helseproblem og skader er dramatisk overrepresentert.
Lykken er medfødt
"Genene styrer den grunnleggende følelsen av lykke og tilfredshet. Noen er nærmest født med et smil om munnen, viser en ny norsk studie."
http://www.forskning.no/artikler/2007/desember/1198052663.08
Det er altså nok forskning som dokumenterer at omsorgsovertakelser (anbringelser) er bortkastede penger og direkte skadelig for barn. Selvsagt også for foreldrene.
Social arv og anbringelse.
Artiklen bringer i og for sig en gammel viden. Hvis børnene er blevet skadet, og dette måske så tidligt på starten af deres liv, at vi taler om "tidlig skade", så står dette pr deffinition ikke til at ændre. Uanset hvordan vi anbringer børnene - på institutioner eller i familieplejer, så vil de bære denne grundliggende skade med sig, og vi kan alene søge at afbøde de følger, som den skade de har lidt medfører.
Det stiller store krav til både personale og plejefamilier. Og det kræver også, at begge grupper har adgang til professionel konsulentbistand.
Her er plejefamilierne bedre stillet end personalet på institutionerne. Plejefamilierne er som regel tilknyttet en plejehjemsforening med både social og psykologisk kinsulenthjælp. Og de har jævnlige møder af både generel art og som fast supervision.
Det havde institutionerne også, indtil amternes nedlæggelse. Der var der både tidsbestemte og akutte møder. Og konsulenterne havde overblik over samtlige institutioner og plejehjemsforeninger, så de hurtigt kunne flytte et barn, som ikke trivedes på en institution til en anden. Måske oven i købet til et såkaldt behandlingshjem, hvor der bliver lagt meget større vægt på den enkeltes psykiske behandling end på den socialiseringsmæssige.
Denne hjælp er ikke så selvfølgelig i dag. Dels råder kommunerne ikke over mennesker med disse særlige kompetencer. Dernæst er kommunerne generelt så pressede, at de ikke når de lovpligtige tilsyn, som er meningen.
Jeg har siddet i et amt med dette ansvarsområde. Og det blev fulgt til punkt og prikke. Så overgik forpligtelsen til kommunerne. Da jeg år efter blev chef i en større kommune, opdagede jeg, at der hverken i plejesager eller i forhold til institutioner gennem alle de år, Kommune erne havde haft opgaven, ikke var foretaget et eneste tilsynsbesøg. Vi startede det som den eneste kommune op. Men amtet havde set udviklingen og tog opgaven tilbage. I dag er amterne væk og ingen kikker kommunerne over skulderen.
Så uanset hvordan et barn har det, så hviler ansvaret alene på personalet på institutionerne.
Den samlede viden, der kunne gøre en forskel er væk.
Så selv om intentionerne om at bryde den sociale arv er tilstede, så er det system, som skulle afhjælpe de værste skader i dag så amputeret at det reelt ikke lader sig gøre konstruktivt.
Vi kan så forholde os til en statistik, som siger, at det ikke nytter. Men det kræver den forklaring og indsigt, som jeg her har givet udtryk for.
Og min frygt er, at det bliver ikke bedre. De svageste i vores samfund på alle områder, får lov til i højere og højere grad at sejle deres egen sø. Og argumentet er hver gang dårlig økonomi.
Men det er også dårlig ledelse og faglighed i kommunerne.
Arv og tarv
*Men anbringelsen er ikke nok til at hjælpe børnene ud af deres sociale arv senere i livet.*
Med forbehold for de vanskeligheder der foreligger i undersøgelsens vilkår, rejser udkommet af undersøgelsen den væsentlige fordring, at den sociale arv netop er dette, en biologisk arv, og ikke et tarv.
Urnordisk tanke anerkender dette forhold, og det ligger i ordsproget:
*Bedste-Fars arv er ættens tarv*
Men samtidig tilsiger urnordisk tanke at mennesket i rummet "nutiden" gennem indlæring, dvs. tarv, kan påvirke rummet "fortiden", dvs. arven.
Jeg vil jo gætte på at det er indholdet af "indlæringen", dvs. anbringelsens vilkår, der ikke er i besiddelse af den nødvendige "kraft" til at opveje de fordringer en uheldig arv har givet den pårørte.
Det er et ømtåleligt emne fordi det strider mod tidens politiske korrekthed. De eneste tabere ved ikke at angribe problemstillingen ret er næste slægtled i rummet "fremtiden".
mvh
Flemming
Re:Svært at lave en retvisende undersøgelse
Det kunne være interessant at få sammenlignet børn/unge, der blev anbragt uden for hjemmet, med tilsvarende situationer, hvor man brugte ressourcer på at støtte familien til at blive bedre til at håndtere problemerne, eller på anbringelse i den nærmeste familie.