To sikkerhedsvagter optog Saddam Husseins hængning på deres mobiltelefon-kamera og undergravede de Irakiske myndigheders fremstilling af begivenheden som reglementeret. (Foto: Screendump fra en af de uofficielle videoer.)

Internettet og mobilkameraer giver myndighederne grå hår på hovedet. For de kan ikke længere kontrollere, hvilke oplysninger, der kommer ud om krigshandlinger, konflikter og andre kontroversielle begivenheder.

Dette er et stort skred i dokumentationen af krig, mener Mette Mortensen, adjunkt på Institut for Medier, Erkendelse og Formidling, som har publiceret en række artikler om de seneste års stigende brug af amatørers dokumentation af krige og konflikter, senest i tidsskriftet Global Media and Communication.

»Billeder af krig og konflikter er traditionelt et fuldstændigt gennemreguleret – for ikke at sige censureret – område. Den vigtigste implikation ved amatøroptagelser er, at vi får adgang til andre billeder og andre informationer, end vi ellers ville have haft,« fortæller hun.

Videoer afslørede Husseins hængning

Et eksempel på den positive side af amatøroptagelserne, hvor vi får vigtige informationer, som vi ellers ikke ville have fået, er Saddam Husseins hængning i 2006.

Lige efter henrettelsen sendte de irakiske myndigheder en video ud, som dokumenterede henrettelsen. Der var ingen lyd på og ingen billeder af selve hængningen.

Lynhurtigt efter den officielle video blev endnu en video offentliggjort, og senere én mere.

Videoerne var optaget på mobilkameraer af to sikkerhedsvagter og viste, at hængningen ikke var foregået på den reglementerede måde, som myndighederne havde givet udtryk for.

»Et vigtigt træk ved amatøroptagelser er dette potentiale til at undergrave den officielle dokumentation af begivenhederne. De kan påpege forhold, som offentligheden ikke har haft opmærksomhed på eller billeddokumentation for før,« siger Mette Mortensen.

Billeder virker mere ægte end ord

Amatøroptagelser bruges ofte i forbindelse med aktivisme og protester i lukkede styrer. Det har vi for eksempel set i forbindelse med oprøret mod det totalitære styre i Burma i 2007, hvor det netop var gennem aktivisternes billeder, at vi fik indsigt i, hvad der skete i landet, og hvordan styret behandlede sine modstandere.

- Mette Mortensen

Der har jo i virkeligheden altid været øjenvidner til krige og konflikter. Men der er stor forskel på at fortælle om noget og at vise billeder af det. Billeder virker stærkere, når man skal dokumentere forhold og begivenheder.

For eksempel dokumenterede flere menneskerettighedsorganisationer de forfærdelige forhold i Abu Ghraib-fængslet, længe før billederne kom frem. Men det var først, da billederne kom ud, at kendskabet blev verdenskendt, og USA greb ind og satte en stopper for de fysiske, psykiske og seksuelle krænkelser af fangerne.

»Amatørbilleder er ofte dramatiske og spektakulære. De virker meget autentiske, spontane og umiddelbare, og der er måske en tendens til, at de bliver tillagt en stor sandheds- og dokumentationsværdi,« fortæller Mette Mortensen.

Amatøroptagelser er vanskelige kilder

På den ene side giver amatørfotos og -videoer os et indblik i forhold, som vi ellers ikke ville have fået, hvor det seneste eksempel er optagelserne af Muammar Gadaffis tilfangetagelse. De er med til at dokumentere en større mangfoldighed af vinkler.

På den anden side har amatørfotos og -optagelser for det meste anonyme ophavsmænd og er ofte taget af folk, som krydser grænsen mellem at deltage i krigen og at dokumentere krigen. Vi kan derfor ikke bare tage billederne for at være objektive og sande.

»Den største overvejelse man må have i forbindelse med amatøroptagelser er, hvilken kildeværdi de har. Man kan ikke betragte dem som objektiv dokumentation, men nærmere som subjektive partsindlæg,« siger Mette Mortensen.

En anden etisk overvejelse ved amatøroptagelser er, at de ofte er mere voldelige, end de billeder vi ser fra professionel side, og der kan være en tendens til, at man viser mere voldelige optagelser, når de er taget af amatører, måske fordi de allerede er tilgængelige på nettet.

»Det kan i virkeligheden stadig være meget vigtige kilder, men det er essentielt, at nyhedsmedierne overvejer, hvordan man håndterer dem,« slutter hun.