Jakob er syg af stress. På grund af finanskrisen har hans virksomhed måttet fyre mange medarbejdere.
En stor del af produktionen er blevet flyttet til andre lande, og de få, der bliver tilbage i Danmark må løbe meget hurtigere. Selvom virksomheden kompenserer for problemet med ny teknologi, bukker medarbejderne under for arbejdspresset til stor ulykke for familie og virksomhed.
Dette er eksempel på de komplekse problemer, som vores samfund tumler med. De påvirker alt fra menneskers sundhed og psyke, samfundsøkonomien, udviklingen af nye teknologier, sprogbarrierer og kulturkløfter på én og samme tid.
Med håb om at finde robuste løsninger, vender politikerne sig ofte til videnskabsfolkene på universiteterne, men her er forskerne paradoksalt nok gearet til at løse en hel anden slags problemer.
I stedet for at gå tværvidenskabeligt til værks, splitter universiteterne forskningen op i erkendelsesområder som naturvidenskab og humaniora, der igen er opdelt i et væld af dybt specialiserede fag.
Universiteterne og samfundet takler altså problemer på hver deres måde og kan derfor ikke rigtigt bruge hinanden, mener historiker Randi Markussen.
Hun arbejder som gæsteprofessor ved IT-Universitetet i København, der for præcis 10 år siden blev etableret som et tværfagligt universitet. Her arbejder forskere inden for naturvidenskab, teknologi og humaniora sammen om en række konkrete forskningsprojekter.
For at udstikke en ny vej for et tættere bånd mellem de to områder, har hun igennem mange år været med til at opbygge et nyt miljø inden for videnskabsteori i Danmark kaldet STS (Science, Technology, Society). Dens tilhængere arbejder ud fra den overbevisning, at det er på tide at forstå og bruge videnskaben på en ny måde.
»De udfordringer, som samfundet står overfor, er så blandede i dag, at det dér med at putte dem i kasser og sige, at det her er naturforskning, og det her er kulturforskning, det duer ikke. Verden er langt mere dynamisk og sammenblandet, og det har ført til en diskussion af, hvor grænsen mellem naturvidenskab og humaniora overhovedet går,« siger hun.
Hidtil har forskerne skelnet mellem de to erkendelsesområder ved at henvise til, at de har hver deres fokusområder og samtidigt gør brug af hver deres metoder. Men spørgsmålet er, om det billede nu også stemmer overens med virkeligheden.
Når det kommer til stykket, kan der være stor forskel på, hvordan forskerne siger, at de arbejder, og hvad de rent faktisk gør, og det er noget, som sociologerne er begyndt at interessere sig for.
»Sociologer har altid studeret, hvordan alle mulige grupper i samfundet udfører deres arbejde. Men det er først inden for de seneste årtier, at man har fået den tanke, at det kunne være relevant at gøre det samme inden for forskningens verden. Man har fået et behov for at komme med nogle rigere beskrivelser af forskernes metoder, interesser og arbejdsprocesser,« fortæller Randi Markussen.
Den nye trend blev sat i gang af et hold skotske sociologer fra University of Edinburgh tilbage i 1960erne. For at kaste lys over, hvordan forskellige videnskabsfolk arbejdede, fulgte de forskningsgrupper fra hver lejr i mange forskellige projekter, og resultaterne talte for sig selv.
Studierne viste med al tydelighed, at naturvidenskabsfolk var akkurat lige så subjektive i deres forskning, som humanisterne var.
Den måde, som forskerne stillede deres spørgsmål på, afspejlede nemlig ikke bare forskernes faglige mål men også deres personlige ambitioner, værdier og etik. Spørgsmålets ordlyd havde stor betydning for svaret.
»Det er en udbredt holdning at naturvidenskabsfolk opnår en sand viden om verden, mens humaniora og samfundsvidenskaberne er mere subjektive. Men inden for STS-miljøet ser vi mere dynamisk på forholdet mellem iagttager og verden. Vi tror snarere på, at forskerens blik på verden former den viden, der skabes,« siger professor i historie Lene Koch fra Institut for Folkesundhedsvidenskab, Afdeling for Sundhedstjenesteforskning på Københavns Universitet.
Hun demonstrerer sin pointe ved at tage udgangspunkt i stamcelleforskningen, som forskere inden for de to fløje har et meget forskelligt syn på.
En teolog ville f.eks. sige, at et embryon (tidligt foster) er et besjælet liv, som det ville være en forbrydelse af slå ihjel. En biolog ville derimod slå på, at et embryon rummer de byggesten, der skal til, for at kunne helbrede dødssyge mennesker.
Blikket på embryonet er med til at styre forskningen. De to forskere vælger hver deres syn på, hvad et embryon er, og bruger det som udgangspunkt for deres arbejde, og det viser, at man ikke kan have et blik, der er objektivt. Biologen har ét bestemt værdisæt, mens teologen har et andet.
»Viden eksisterer ikke uden etik og moral. Det er den sammenhæng, jeg synes er vigtig. Naturen er ikke, som den er, men bliver skabt i mødet med iagttageren, og det får selvfølgelig konsekvenser for den forskning, der laves,« fastslår hun.
Tendensen går igen, når man sammenligner den videnskab, der udføres i forskellige kulturer. I nogle kredse, hvor nogle normer hersker, er bestemte forhold tilladt - i andre samfund er det helt andre regler, der gælder, og det smitter af på forskningen, fortæller lektor dr. phil i fysik-filosofi og ph.d. i moralfilosofi Steen Brock fra Institut for Filosofi og Idéhistorie på Aarhus Universitet.
Igennem sin karriere har han været redaktør på en lang række videnskabelige udgivelser om videnskabsteori, moralfilosofi og sprogfilosofi og har i den forbindelse også fulgt opblomstringen af STS-miljøet.
»Opfattelsen af, hvad videnskab er, kan ikke adskilles fra den holdning, man har til demokrati og samarbejde. Det vil sige, at videnskaben for os herhjemme i Danmark er noget andet end det, der karakteriserer videnskaben i Islam,« siger han.
At forskerne til en vis grad er styret af deres egne og samfundets etiske normer, får også en betydning for valget af metoder.
Hidtil har man typisk skelnet mellem 'humanistiske metoder' og 'naturvidenskabelige metoder', men i praksis er det ikke noget, som forskerne tager så højtideligt.
Det viser et studium, som for nogle år siden blev gennemført af Steen Brock i forbindelse med, at han arbejdede på bogen 'Videnskabens ansigter'. I studiet forsøgte han at trænge til bunds i, hvilke metoder forskerne rent faktisk brugte i deres arbejde, og om metoderne var generelle og objektive, eller om de var specifikke og subjektive.
Det viste sig, at hver forsker havde sit eget rationale og havde udviklet deres egne måder at gøre tingene på, og at det gjaldt alt fra biologi over medicin til dansk.
»Så dem, der siger, hvad forskerne skal og ikke skal gøre, skal tage og holde mund. Forskerne kan ikke arbejde under så strikse rammer,« fortæller han.
Selv om det at lave forskning er komplekst, så mener han, at man kommer til at spænde ben for sig selv ved at definere et forskningsfelt ud fra metoden. Forskningsmetoderne inden for alle områder er i konstant forandring, og varierer fra fag til fag og fra person til person.
Dette billede kan docent dr. phil. Hans Fink fra Institut for Idéhistorie, Aarhus Universitet godt genkende.
Science, Technology, and Society (STS) er et tværfagligt forskningsfelt, der forsøger at udforske og forstå samspillet mellem videnskab og teknologi på den ene side og samfundets kultur, struktur og værdier på den anden.
Og han ved, hvad han snakker om, for han har evalueret et stort center i Oslo med titlen Teknologi og Menneskelige Værdier og i den forbindelse fordybet sig i STS-miljøet. Men hans egen vinkel er dog filosofisk og vedrører meget mere alment forståelsen af mennesket som naturvæsen.
»Alene inden for naturvidenskab er der kæmpemæssige forskelle på metoderne, så der findes ikke én naturvidenskabelig metode. Der er ikke nogen klar enhed mellem geologi, kvantemekanik og matematik. Tilsvarende er der meget stor forskel på humanistiske fag, som f.eks. historie, filosofi og psykologi,« siger han.
River man sig løs fra den klassiske opsplitning mellem humaniora og naturvidenskab og ser på forskningen i fugleperspektiv, så har al forskning nogle klare fællestræk, der gør, at man kan tale om en generel videnskabelig metode.
Steen Brock udtrykker det sådan her:
»Forskernes største dyd er konstant at være åben over for nye typer af fænomener. Synspunktet er såre simpelt. Tag den gamle videnskab på et område, så vil du altid kunne finde et nyt perspektiv på det samme emne.«
STS-tilhængerne angriber universiteternes måde at opsplitte videnskaben på. De mener, at kløften mellem områderne er kunstig og skadelig, men det store spørgsmål er så, hvad man kan gøre ved det.
Vi tror på, at forskerens blik på verden former den viden, der skabes»Nogle myndigheder og universiteter gør en ihærdig indsats ved at oprette tværfaglige forskningscentre, hvor forskere inden for de to erkendelsesområder arbejder sammen, og det er da en begyndelse,« påpeger Hans Fink.
Som et eksempel nævner han Center of Functionally Integrative Neuroscience på Aarhus Universitetshospital, hvor neurologer arbejder tæt sammen med musikere om at blive klogere på menneskets hjerne.
Hans Fink glæder sig over den nye tendens til at samle, da han selv har den overbevisning, at der kun findes én natur, som er altomfattende. Derfor findes der også én og kun én videnskab, som beskæftiger sig med det hele.
»I vores måde at opdele videnskaben har vi en tilbøjelighed til at spænde ben for os selv ved at grave en kløft, som i virkeligheden ikke er der,« siger han.
Han spår, at der med tiden vil udvikle sig en anden måde at dele videnskaben op på.
»En eller anden opdeling er der behov for, da en forsker aldrig vil kunne dække alle områder af en sag. Målet er ikke at holde op med at have faggrænser, men et spørgsmål om at forstå, hvad der ligger i en fagopdeling. Og så at finde ud af, hvor den har sin berettigelse, og hvor den er forfejlet,« slutter han.
Foreslår ny opsplitning af videnskaben
Lektor Dr. Phil i fysik-filosofi og Ph.d. i moralfilosofi Steen Brock fra Institut for Filosofi og Idéhistorie på Aarhus Universitet foreslår helt konkret en ny måde at opdele videnskaben på, der går ud på at nedlægge de gamle fakulteter og erstatte dem med tre nye, der går på tværs af de gamle fag.
Det første fakultet skal rumme alle de klassiske fag, der historisk set hænger sammen og som har det til fælles at være baseret på eksperimenter. Det giver eksempelvis ikke rigtigt nogen mening at skelne skarpt mellem fysik/kemi og biologi, da fagene beskriver komplekse naturforhold, som er svære at dele op.
Det andet fakultet skal rumme alle de former for forskning, som man fra politisk side har besluttet, at man gerne vil have, som eksempelvis 'sunde fødevarer'. Her arbejder man typisk tværvidenskabeligt, fordi man har brug for flere forskellige ekspertiser for at nå frem til et bestemt mål.
Det tredje fakultet skal tildeles den kritiske og spekulative forskning. Den forskning, der finder sted her, skal arbejde mod det mål at skabe en ny og bedre verden. Inden for fakultetets mure finder man forskning i genmodificerede planter, forskning i nye undervisningsmetoder, nye måder at gribe byplanlægning an på, udvikle alternative måder at behandle sygdomme på.
Som et eksempel på den forskning, der skal finde sted her, nævner han oplevelsesøkonomi, der allerede udbydes som fag på flere universiteter.
»Det, de praler af på Aarhus Universitet, er, at uddannelsen går ud på at lære kandidaterne at se muligheder, som endnu ikke findes, som f.eks. at gøre restauranter og byrum til noget, som det endnu ikke har været,« siger han og slutter:
»Den forskning, der skal finde sted på dette sidste fakultet ved vi ikke, om vi nogensinde kommer til at bruge. Men vi håber, at den teknologiske udvikling kan føre til en ny dagsorden, så vi kan skabe en ny og bedre verden.«
/AT.jpg)
Der er en generel tendens til, at man vil have et bestemt svar
Her har naturvidenskaben det lidt lettere: Om der er 3 eller 4 eller 17 slags quarker interesserer kun et absolut mindretal. Den brede befolkning er fysik inderligt uvedkommende. Derfor får fysikere lov til at nusse rundt - og får en bevilling i ny og næ.
Lad mig sige det sådan: Min kone købte en pung, der til hendes overraskelse ikke kunne være i håndtasken, fordi til hendes store overraskelse var taskens indvendige mål IKKE større end de udvendige.
Fysikere er med andre ord fra et magt og indflydelsessynspunkt ligegyldige.
Teologer er altid blevet brugt politisk: I dag vil man gerne have et forskningsresultat fra teologerne: Det er syndigt af de muslimske damer at gå rundt udklædt som en tevarmer.
Økonomerne er specielt i fokus: Siden det gamle testamentes tid VED vi at gode tider og dårlige tider afløser hinenden med en periode på ca. 14år. Nu har der så været gode tider fra midten af 1990'erne til 2007: Derfor måtte den økonomiske videnskab have taget fejl og være forkert. Det måtte ikke gå nedad bakke igen! INGEN ville have de dårlige nyheder - en fornuftig mand som Jakob Bröchner Madsen blev svinet til i Berlingske - af en jounalist, der stadig er ansat - fordi han påpegede, at situationen blev stadig mere ustabil, bla. fordi den nedtur, der skulle have været i 2003 blev tæppebombet væk med tåbeligheder.
Når man ikke får det svar man vil have fra videnskaben, skal der forskes noget mere!!!!¨
Fint, siger forskerne, så giv os nogle flere penge - det er trods alt et levebrød. At man så må konstatere at man - heller ikke med avancerede metoder - kan imødekomme ønsket - så kommer man med så vage formuleringer (avancerede metoder er nemlig ofte meget usikre). at man kan udlægge det, en skoledreng kunne finde frem til på et kvarter ved at kikke på sine lommepenge, som værende usikkert- MERE FORSKNING.
Nu bliver fysikere og biologer endelig indfanget i den politiske debat i Pladderballe Nærradio! Nu hedder det klima forskning: Man vil fanden tordeme have at CO2 udledningen skal stoppes! Den egentlige grund er at vesten gennem sin afhængighed af olie er afhængig af en række særdeles ubehagelige mennesker.
Så skal der FORSKES i vindmøller - det er en opgave for en produktionsingeniør - ikke en forsker. Biologerne skal FORSKE i køernes prutten på marken - det har de nu altid gjort. Astronomerne skal FORSKE i solen - de har de altid gjort og den celeste mekanik har været kendt siden Kepler. Så skal man sende skibe rundt på verdenhavene og sprøjte vand - kunne det ikke ordnes med springvandet i Tivoli????
SV:Svar afhænger af spørgsmål
@Peder Møller. Jeg er journalist her på videnskab.dk men er uddannet cand.mag. i historie. I historievidenskaben er det et hovedprincip, at de svar man får ud af en kilde, afhænger af de spørgsmål man stiller. Det vil sige, at forskningsresultaterne altid til en vis grad er præget af, at det menneske som har formuleret spørgsmålet.
Kunne det samme ikke også gøre sig gældende i naturvidenskabelig forskning, hvor forskere også stiller forskellige spørgsmål til den samme problematik ? Se for eksempel debatten på videnskab.dk's klimablog: http://videnskab.dk/content/dk/blogs/klimabloggen
Er klimaforskning ikke naturvidenskab? Og hvorfor kan klimaforskerne i ikke blive enige om, hvad der har forårsaget klimaforandringerne, hvis naturvidenskabelige forskningsresultater er fuldkommen entydige og uden præg af menneskelig fortolkning?
Hvad siger kvantefysikeren til det :-)
Nu er jeg økonom; men ikke forsker.
Der er det ved det, at de lette spørgsmål er besvaret. De nemme fysikforsøg kan enhver skoleelev udføre. Det betyder at enhver forskning er kørt ud i problemstilling der er vanskelig at måle og det er vanskeligt opstille forsøg: Et lyskvant smutter så satans let ud af en pincet, så må man anvende andre metoder. Genialitet er noget som ingen har tænkt før - og som kan bekræftes/afkræftes af et tabelopslag - jævnfør Bohr kvanteteori.
I økonomi har vi det problem, at det er dælens svært at måle pengeomsætningshastigheden (afgørende for inflation/deflation) bla. fordi bankregnskaberne kun giver saldooplysninger (og vil have svært ved andet) og oplyser ikke en pind om bevægelserne. Så må man måle indirekte: Konkurser er et udmærket mål.
SV:Ikke nu igen..!
Skal vi nu igen til at høre på den latterlige klagesang, at naturvidenskaben ikke fremskaffer objektive resultater, men er lige så subjektiv som humaniora? Denne tåbelige forestilling er blevet talbagevist utallige gange, og er utroligt trættende! Er der nogen der vil påstå at tyngdeaccelebationen er subjektiv?! Mener nogen at kvantemekanikken som danner baggrund for alle elektroniske apparater i verden bare findes i nogle forskeres subjektive forestillingsverden?! Forhåbentligt er der kun få sådanne galninge der skal have deres skole-, og børnepenge tilbage!
Det påståes i artiklen at der ikke findes en generel naturvidenskabelig metode. Hvabehar?! Man laver nogle observationer, opstiller en tese, forsøger så at teste denne tese med nye eksperimenter for at se om den holder vand. Bliver tesen ved med at gøre korrekte forudsigelser bliver den mere og mere fastslået. Laver tesen forkerte forudsigelser er man klar over at tesen ikke er korrekt, og man leder efter en ny. Hvis en filosof der aldrig her bedrevet naturvidenskab udtaler, at 'sådan forholder det sig ikke' kan jeg ikke andet end at begræde at hans forskning får offentlig støtte!
Jeg er meget enig; men jeg tror du angriber den forkerte vej: Humaniora er lige så objektiv som naturvidenskab!! De skaffer rimeligt fine resultater. Problemet er produktionen af nonsens, som fremlægges som forskning!
Jeg er en af de få - meget få - der læste Brundtland rapporten: Konklusionerne var klare, der var bare det aber dabei ved dem - dokumentationen og argumentationen som fulgte rapporten var i åben modstrid med konklusionerne. RENT VÅS. Hvad kom der ud af den litterære forskning på Århus Universitets Nordisk Institut: Masser af tilgriset papir - intet af værdi. VÅS.
Indenfor økonomi talte man for et par år siden om, at lærebøgerne skulle skrives om. Ups så kom krisen, der skulle ikke skrives noget om.
Ikke al "forskning" giver resultater - rent faktisk er den meste forskning spild af tid.
Ikke alt, hvad der giver sig ud for forskning er der - faktisk er flertallet af forskere spild af penge - vi ved blot ikke hvilke. Nu har man opgivet at opfinde et bedre askebæger ved at forbyde rygning.
Subjektivitet vs. Objektivitet
Det er i virkeligeheden ikke så svært. Al seriøs videnskab benytter sig af samme overordnede strategi: de indsigter man opnår formuleres i termer af modeller. Lidt forenklet kan man se den videnskabelige metode som en fire-trins raket: først kommer ideen, ideen formuleres i termer af et model apparat, som det tredje komme påstanden nemlig at modellen dækker den genstand eller process vi betragter og endelig kommer så efterprøvningen af hvor godt modellen faktisk dækker. Dette gælder uanset hvilken videnskab vi snakker om. Modellen er i princippet ideel og perfekt, der hvor fejltagelserne opstår er når man hævder at en bestemt model beskriver et bestemt fænomen og det er derfor efterprøvningen er så vigtig. Omvendt er det egentligt ikke væsentligt om modellen er sandheden om fænomenets natur eller ej så længe det giver en rimelig og brugbar beskrivelse. Om hjernen er delt op i tre niveauer som Freud mente eller ej er ikke vigtigt, man skal vurdere psykoanalysen på dens evne til at kurere psykiske lidelser.
De naturvidenskabelige discipliner adskiller sig fra andre ved at modellerne skal formuleres i det matematiske sprog. Er modellen ikke matematisk så er det ikke naturvidenskab. Derfor er eksemplet i artiklen med embryonet også helt håbløst. Det kan godt være at en biolog som person ser på en embryon som en mulighed for at kurere kræft, men det har ikke noget at skaffe med den biologiske disciplin eller den grundlæggende matematiske modellering af f.eks. stamcellers udvikling. Hvad embryoner kan gøre for menneskeheden ligger netop ud over de matematiske modeller, omend det selvfølgelig kan have stor betydning for hvordan biologen vælger at arbejde.
Brugen af det matematiske sprog giver naturvidenskabsfolk nogle væsentlige fordele. Dels er alle matematiske udsagn enten objektivt sande eller falske, det er ikke sikkert at vi ved om det er det ene eller det andet, men et udsagn kan ikke være begge dele på en gang. Ydermere kan kvaliteten af en naturvidenskabelig teori kvantificeres, man kan helt enkelt objektivt måle hvor godt en teori passer på naturen eller om en teori er bedre en anden. Prisen der betales er at naturvidenskab lidt forenklet sagt kun kan forholde sig til det der kan måles og vejes.
Man skal huske på at noget ikke bliver til naturvidenskab blot fordi det siges af en stor og berømt naturvidenskabsmand. Man skal ydermere huske at alle naturvidenskabelige resultater kommer med en (ofte skjult eller glemt) usikkerhed; alle målinger er behæftet med usikkerheder og ingen efterprøvning af en teori kan udtale sig udover denne fejlmargen. Dertil kommer at ingen model er bedre end de data der puttes ind i den. Derfor er det ingen overraskelse at modeller for økonomi eller klima ikke omgærdes af fuldstænding konsensus. Hvor det er relativt enkelt at teste Newtons tre mekaniske love med meget stor præcision, så er data materialet der indgår i f.eks. de nationaløkonomiske modeller så usikkert at jeg tror der ville komme et oprør hvis folk forstod hvor ringe et grundlag politikerne agerer på.
Sociologerne skal være velkomne til at studere naturvidenskabsfolkene som de mennesker de er og med de social sammenhænge de indgår i, men de skal passe på med at ekstrapolere disse studier ind i sammenligninger mellem discipliner de tilsyneladende ikke forstår naturen af.
SV:SV:Svar afhænger af spørgsmål
Mon ikke netop klimaforskningen er et eksempel på at så snart formålet ikke blot er "viden for dens egen skyld" så kan ideen om den helt "objektive tilgang" blive lidt illusorisk? Når det drejer sig om vurderinger af den art, af risici, muligheder ender sådan et krav om objektivitet, der vel nærmest indebærer konsensus vel i at det bliver meget svært at foretage sig noget som helst (man reagerer vel også f.eks. på truende epidemier blot på mistanke om at en stor del af befolkningen i værste fald kunne dø).
I øvrigt er det da sikkert rigtigt at en del populærvidenskabelig litteratur, både bøger og andre medier (blade, TV, internet) giver køb på videnskabeligheden, men stort set er det vel det vi har til rådighed når vi ikke tilfældigvis er fagfolk, eller virkelig er indstillet på nærmest et selvstudium - også af hjælpediscipliner (f.eks. matematik).
Men i øvrigt har jeg en indtil videre strengt taget komplet uvidenskabelig ide om at det fagfolk ser på som uvidenskabeligt florerer blandt alle os "andre". Det lidt gådefulde appelerer da meget mere umiddelbart til de fleste end tørre data. Fabler om "Nessie" og "Yetien" taler på en anden måde til folk end hundredevis af nyfundne arter og interessen for "Atlantis" holder sig længere end for fundene i f.eks. Alexandria. Mon ikke noget lignende gælder selv for mere seriøse spørgsmål, at diskussioner, kontroverser og åbne spørgsmål og muligheder for et nyt syn fascinerer mere end voluminøse fremstillinger af data, hvor der ikke er hvereken noget at "diskutere eller komme efter"?
SV:Svar afhænger af spørgsmål
@ Irene,
Steen Eiler har allerede svaret meget fint på dit første spørgsmål: Hvad man forsker i skyldes subjektiv interesse, men hvis det er ordentligt naturvidenskab skal resultaterne være reproducerbare, i.e. objektive.
Jeg hælder til den definition af naturvidenskab der siger at forsøg skal være reproducerbare, og teorier falsificerbare. Det placerer astronomi og især klimaforskning i en lidt besværlig position. Vist er systemerne styret af naturlovene, men det er meget svært at ændre een kontrolparameter, og teste om det medfører det forventede resultat. Især i klimadiskussionen er det umuligt. Det er følgeligt særligt besværligt og langsommeligt at anvende den videnskabelige metode herindenfor. Man kan jo ikke lave eksperimentet "jorden med forskellig CO2-niveau, forskellig kosmisk stråling, etc.", hvor man kun ændrer een parameter af gangen og ser hvad der sker over et par hundrede år. Computermodellerne kan vi ikke være helt sikre på da de kun indeholder de mekanismer med de koblinger vi har puttet ind. Derfor er der indtil videre plads til videnskabelig uenighed på dette punkt á la hvad jeg beskrev ovenfor.
@ Jan,
Mht. diskussion af udenjordisk liv mener jeg ikke det er videnskab hvis man spekulerer ud i det blå. Jeg er enig i at vi ved meget lidt. Vi ved at der findes aminosyrer derude, astro-kemi, hvor folk forsker i hvilke molekyler og kemiske reaktioner der foregår i rummet, på asteroider etc. er god, solid videnskab, men at udtale sig om sandsynligheden for liv i rummet bliver meget hurtigt uvidenskabeligt. I noget omfang gælder det samme for livets opståen på jorden. For du har nemlig helt ret i at vi har meget få målepunkter at føre en videnskabelig diskussion ud fra.
- Peder
PS: Pas på de populærvidenskabelige tidskrifter. De er ofte meget populære, og meget lidt videnskabelige ;-)
SV:Ikke resultaterne, men det, der forskes i
Som jeg ser det, er der ingen der påstår, at naturvidenskabens resultater (som f.eks. at et tyngdefelt aftager med kvadratet på afstanden) er subjektive - der påstås snarere, at det er subjektivt hvad der forskes i.
At der er et element af subjektivitet på den måde, kunne muligvis også være forklaringen på, at der er visse videnskabelige spørgsmål man ikke rigtigt kommer nærmere en forklaring på. Måske det er fordi man leder de forkerte steder - og at der (også) er subjektive grunde til det?
DEN VÆRSTE SUBJEKTIVITET
Den værste subjektivitet kommer til udtryk og bliver stillet til skue når en debattør benægter eller afviser at der kan findes andre erkendelser, synspunkter og løsninger end vedkommendes egen.
Ikke resultaterne, men det, der forskes i
Jeg synes det virker som om folk taler lidt forbi hinanden.
Som jeg ser det, er der ingen der påstår, at naturvidenskabens resultater (som f.eks. at et tyngdefelt aftager med kvadratet på afstanden) er subjektive - der påstås snarere, at det er subjektivt hvad der forskes i.
Den enkelte forsker bestemmer selv, hvilket område han/hun kaster sig over. Når vi har så veludviklet en kvantemekanik, som vi har i dag, skyldes det udelukkende, at nogen har gidet beskæftige sig med det. Hvilke potentielt store emner indenfor matematik/fysik/kemi/biologi kender vi pt. intet til, fordi ingen har "opdaget" dem?
"perfekt" naturvidenskab?
Det er nu ikke så svært at se et vist subjektivt og følelsesladet element i denne debat, der går nogle naturvidenskabsfolk og andre lidt for nær?
Som lejlighedsvis (ikke sjælden) læser af populærvidenskabelige artikler, bøger og internetsider om forskellige emner også indenfor naturvidenskaberne bliver man lidt nysgerig efter at høre om konsekvenserne af et meget strengt, krævende syn på objektivitet. ville de følgende ideer overhovedet kunne inkluderes: diskussionen om udenjordisk liv (foreløbig ingen sikre data, men en hel del diskussion), spørgsmålet om livets oprindelse på jorden (en mængde indbyrdes uforenelige teorier), de fleste om ikke alle ideer om kosmologi og dele af astronomien (vrimler det ikke med antagelser om alt muligt uobserveret - eller uobserverbart?), samt store dele af jordens naturhistorie (eller evolution).
Det minder lidt om begrebet "perfekt videnskab" (der reelt er afsluttet, idet alle væsentlige spørgsmål er besvaret. Fra en idé om afslutningen af videnskabens tidsalder, "The End of Science" (Horgan). Når vi hører så relativt lidt nyt om geografiske opdagelser i klassisk forstand er det vel p.g.a. en sådan næsten "perfekt" viden.
Svar afhænger af spørgsmål
@Peder Møller. Jeg er journalist her på videnskab.dk men er uddannet cand.mag. i historie. I historievidenskaben er det et hovedprincip, at de svar man får ud af en kilde, afhænger af de spørgsmål man stiller. Det vil sige, at forskningsresultaterne altid til en vis grad er præget af, at det menneske som har formuleret spørgsmålet.
Kunne det samme ikke også gøre sig gældende i naturvidenskabelig forskning, hvor forskere også stiller forskellige spørgsmål til den samme problematik ? Se for eksempel debatten på videnskab.dk's klimablog: http://videnskab.dk/content/dk/blogs/klimabloggen
Er klimaforskning ikke naturvidenskab? Og hvorfor kan klimaforskerne i ikke blive enige om, hvad der har forårsaget klimaforandringerne, hvis naturvidenskabelige forskningsresultater er fuldkommen entydige og uden præg af menneskelig fortolkning?
Hvad siger kvantefysikeren til det :-)
Ikke alting afhænger af ønjene der ser...
@ Hannah,
Ganske meget afhænger af øjnene der ser, men ikke alt. Det er oplagt at nogle områder afhænger temmeligt meget af hvem der observerer og fortolker; f.eks. politik, mange områder af økonomi, filosofi, mange områder af psykologi etc. etc. Men indenfor langt de fleste områder af naturvidenskaben gælder det i langt mindre grad. Indtil der er fremkommet tilstrækkelige mængder fakta er der naturligvis altid uenigheder, og enkelte personer vil ofte få gravet sig så langt ned i skyttegraven at de er temmeligt sene til at erkende at fakta modsiger dem... Men det ændrer ikke på at når dette er sket, ja så kan man faktisk sige noget med uttroligt stor sikkerhed.
Dit skolebogseksempel er ikke så snedigt. Det illustrer jo netop at det ikke afhænger af øjnene der ser, men af den information man har til rådighed... Heldigvis er den naturvidenskabelige metode så smart at tesen om de hvide svaner forkastes straks man ser en sort. Man kan aldrig bevise at noget altid vil opføre sig på en bestemt måde - det er logisk umuligt: Bare fordi hvert menneske tusindvis af gange på en dag oplever at tyngdekraften hiver os ned mod jorden kan vi ikke logisk konkludere at det altid vil gælde, men det er bestemt den bedste antagelse vi kan gøre. Det samme galdt for de hvide svaner, selvom alle nok også dengang var enige om at den antagelse var mindre sikker end den om tyngdekraften.
Jeg er faktisk naturvidenskabsmand, og mere præcist fysiker, så jeg er på hjemmebane mht. hvordan kvantemekanikken fungerer. Det er faktisk sådan at man kan opstille snedige forsøg der faktisk beviser at kvanterne opfører sig på den kontraintuitive måde at de reagerer på hvores måling. Jeg vil dog mane alle forsøg på at mystificere dette i jorden. Det er hard science og hvis man har de fornødne matematiske redskaber, slet ikke uforståeligt. (Det er til gengæld alle de populærvidenskabelige bøger om emnet jeg læste inden universitetet. De er virkeligt med til at gøre tingene mystiske.
Jeg kan erklere mig delvist enig i din næstsidste sætning. Jeg mener at tingene ofte afhænger af øjnene der ser, men i meget lav grad i (især de hårde) naturvidenskaber. Til gengæld kan jeg erklære mig helt enig i dit sidste udsagn: Vi kan alle lære noget af hinanden.
øjnene der ser
Afhænger resultaterne ikke altid af øjnene der ser? Skole bogs eksemplet på falscifikation er den der med sorte og hvide svaner. Indtil de danske forskere hørte om de sorte svaner i Australien var det en objektiv sandhed i DK at svaner var hvide. Så fik de ny viden og det blev forkastet.
Desuden er der vel mange teorier som består men som - så vidt jeg har forstået - ikke kan testes som Peder Møller siger. Hvad med det her med at kvanter opfører sig anderledes når man måler på dem?
Jeg er ikke naturvidenskabelig og er lidt ude på dybt vand. Men min færden i forskere verdnen som bibliotekar siger mig at det altid afhænger af øjnene der ser. Aller erkendelsesområder kunne lære noget af hinanden.
Specialiseringen
Jeg synes det er misvisende at sige, der "ikke er forskel" på naturvidenskab og humanistiske fag. Er det ikke netop denne forskel der gør det rigtigt og nødvendigt med tværfagliglighed for at løse en del problemer?
Det der er forkert er snarere, at specialiseringen giver anledning til nogle subjektive forestillinger, der faktisk er forkerte. Man "glemmer" at universet er et sammenhængende hele (der også omfatter vores egen bevidsthed). Virkningen er, at vi netop går glip af en forståelse af disse sammenhænge.
For eksempel stødte jeg fornylig på en udtalelse fra en radikal ateist, der brugte som argument mod religion, at hvis et spørgsmål ikke kan besvares klart af naturvidenskaben, så skal man ganske enkelt ignorere spørgsmålet, og nøjes med at konstatere at "det vides ikke". Det han glemmer er, at mens det kan være en rigtig holdning for en specialist, så er både mennesker og politikere(!) nødt til at træffe beslutninger ud fra den bedst mulige viden - og subjektive antagelser.
Videnskab handler vel om at opnå den bedst mulige viden, med de metoder det er muligt at bruge. Derfor er det netop heller ikke "rationelt" at stille det krav, at der generelt skal bruges en bestemt metode.
...
Det lyder lidt som om artiklens aktører ikke helt kan skelne mellem videnskabelig data og politisk ideologi. Og det er noget decideret vrøvl at sige, at det med metode ikke er noget naturvidenskaben 'tager så tungt'. Et godt eksempel kunne være Intelligent Design og dennes proponenters evindelige klagesang om, at deres grundsætninger er på lige fod med biologiens. Det er ikke tilfældet, og man kan skelne pga. metode.
Denne artikel samt Peter Øhrstrøms seneste affære får mig til at undre mig over hvad det egentlig er man laver, når man som kvalificeret underviser i videnskabsteori ikke helt fanger det der med det Popperske videnskriterium. Det resulterer i hvert fald i at man bidrager til elektroniske artikler, der lægger ud med at sige at naturvidenskaben ikke kan bruges af samfundet. En artikel skrevet på en computer, uploadet til og tilgængelig på internettet. Der er et eller andet, der ikke helt passer sammen...
Filosoffer, Shamaner og lignende...
De eneste virkelig subjektive forskningsresultater man kan beundre er af filosofisk oprindelse, fysikeren er derimod (for det meste) objektiv. Bare filosoffens benægtelse af virkeligheden, eller dennes transformation til ren illusion opfordrer til at kaste den indbildte sten efter ham. Når den kun er illusion kan den jo ikke skade ham ;o)
Der serveres alt for meget agurkesalat i denne agurketid !
Ikke nu igen..!
Skal vi nu igen til at høre på den latterlige klagesang, at naturvidenskaben ikke fremskaffer objektive resultater, men er lige så subjektiv som humaniora? Denne tåbelige forestilling er blevet talbagevist utallige gange, og er utroligt trættende! Er der nogen der vil påstå at tyngdeaccelebationen er subjektiv?! Mener nogen at kvantemekanikken som danner baggrund for alle elektroniske apparater i verden bare findes i nogle forskeres subjektive forestillingsverden?! Forhåbentligt er der kun få sådanne galninge der skal have deres skole-, og børnepenge tilbage!
Det påståes i artiklen at der ikke findes en generel naturvidenskabelig metode. Hvabehar?! Man laver nogle observationer, opstiller en tese, forsøger så at teste denne tese med nye eksperimenter for at se om den holder vand. Bliver tesen ved med at gøre korrekte forudsigelser bliver den mere og mere fastslået. Laver tesen forkerte forudsigelser er man klar over at tesen ikke er korrekt, og man leder efter en ny. Hvis en filosof der aldrig her bedrevet naturvidenskab udtaler, at 'sådan forholder det sig ikke' kan jeg ikke andet end at begræde at hans forskning får offentlig støtte!
Alt videnskab er subjektivt....
.... konkluderet ud fra to humanistiske studier, hvoraf det ene er fra 60'erne og det andet er fra en (sikkert non-peer reviewed) bog.
Beklager, men jeg er ikke overbevist.
Teologi er videnskab?
Eksemplet med teologen og biologen er lidt søgt. Teologens påstand om at embryoet er 'et besjælet liv' er da på ingen måde videnskab. Biologens påstand om at embryoet indeholder stamceller er derimod en videnskablig påstand - den kan testes og efterprøves.
Når Steen Brock siger at man mener noget andet med videnskab i Danmark, end f.eks. i Mellemøsten, så siger det da ikke nødvendigvis noget om at videnskab er subjektiv. Det siger vel bare noget om at forskellige mennesker bruger ordet 'videnskab' til at beskrive forskellige ting. Det er et problem for translatører og linguister, ikke et problem for fysikerer og biologer.