AC/DC i Aarhus: Tre ting journalistforskningen lærte af rockbraget
AC/DC har givet koncert i Aarhus i juni 2016. Koncerten blev en stor mediebegivenhed, men hvorfor egentlig? Her er journalistikforskerens svar.
AC/DC koncert acdc

46.000 mennesker havde købt billet til AC/DC-koncert på Ceres Arena I Aarhus. (Foto: Troels Østergaard)

Hurtigere, højere, stærkere! OL’s motto kunne snildt bruges på det legendariske rockband AC/DC.

Jeg var selv til koncerten på Ceres Arena i Aarhus og vågnede næste morgen med en mild ringen for ørerne. AC/DC spiller nemlig højt.

I starten af 1980’erne nåede bandet angiveligt et lydniveau på 130 decibel på Back in Black-turnéen. Det svarer til at stå ved siden af en jord- og betonarbejder med en opbrydningshammer. Intet under, at bandets forsanger Brian Johnson er i så stor fare for at blive døv, at han måtte forlade AC/DC i foråret 2016.

Erstatningen er ingen ringere - eller mindre berygtet - end Axl Rose fra det amerikanske hard rock-orkester Guns n' Roses. 

AC/DC’s 2016-turné Rock or Bust blev på den måde endnu mere interessant for min egen forskning i populærmusik og journalistik. Her er de tre væsentligste grunde:

Musikjournalistik er ret forudsigelig

1. Konflikt. Konflikt er altid godt stof for journalistiske medier. Det viser flere studier, der især peger på de mange personkonflikter i den politiske journalistik.

Journalistik om pop- og rockmusik er til sammenligning ret forudsigelig. Nyt album = anmeldelse, interview, portræt. Koncertturné = anmeldelse, interview, portræt. Fødselsdage- og dødsdage= nekrolog, analyse.

Det er langt sjældnere, at journalistik om pop- og rockmusik drejer sig om egentlige personkonflikter. Men da Axl Rose pludselig vippede den joviale Brian Johnson af pinden, trak det op til stormvejr.

Fans over hele verden rasede over udskiftningen. Og det var noget, pressen kunne lide. Seriøse tyske medier som Süddeutsche Zeitung og Frankfurter Allgemeine Zeitung dækkede AXL/DC, som var der tale om en litterær fejde i de højere intellektuelle luftlag.

Også danske landsdækkende dagblade kastede sig for alvor over vagtskiftet. 892 artikler er det blevet til, siden AC/DC den 16. april 2016 annoncerede Axl Rose som vikarierende forsanger i AC/DC. Det viser en søgning i den journalistiske artikeldatabase Infomedia.

AC/DC Brian Johnson Axl Rose

Da AC/DC's forsanger Brian Johnson måtte forlade bandet i foråret 2016, og hans afløser viste sig at være Axl Rose fra Guns n' Roses, var det noget, pressen syntes om. Både i kraft af nyhedskrogen og den iboende konflikt i udskiftningen. Konsekvensen er, at substansen - her selve musikken - fylder mindre end alt det udenom. (Foto: Edvill / Wikimedia Commons)

Overskrifter som 'Før turstart: F-A-R mopset på AXL/DC' og 'STJERNEKRIG: Axl Rose i AC/DC er ren karaoke' vidner om konfliktpotentialet i historien.

Nyhedsinteressen var væsentligt mere behersket for 25 år siden. AC/DC optrådte på Gentofte Stadion i august 1991 sammen med Metallica, Black Crowes og Queensryche. Der blev produceret beskedne 9 artikler til de landsdækkende dagblade.

Mest markant var Mads Kastrups portræt af bandet i Berlingske Tidende, der konkluderede: »AC/DC kan ikke hævdes at have udviklet sig musikalsk siden gennembruddet med debut-LP’en 'High Voltage' i 1975.«

Axl Rose og AC/DC repræsenterer to yderpunkter i rockmytologien

2. Alt bliver nyheder. Pop- og rockmusik er lige så stille vandret ud af kulturtillæggets snævre rammer og fylder nu godt i den almindelige nyhedsjournalistik. Forskere i kulturjournalistik kalder det fænomen for newsification.

Kulturelle emner er ofte på forsiden af seriøse dagblade, der for eksempel dækker en ny sæson af House of Cards, som om tv-serien faktisk siger noget om politik i det 21. århundrede. Den kulturjournalistiske dækning bevæger sig langt ud over smagsdommeri og promovering af de primære kulturelle udtryksformer - albums, film, bøger, teaterforestillinger og koncerter.

Journalisterne beretter også om alt det, der ligger ude omkring kulturen. 

Justin Biebers dreadlocks-frisure er en god historie. Den rammer ned i en identitetspolitisk kamp om retten til at kopiere minoritetskulturer, hvis man selv er hvid, heteroseksuel mand. Axl Rose i AC/DC er en endnu bedre historie. Sangeren og bandet repræsenterer to yderpunkter i rockmytologien.

På den ene side den arrogante narcissist, der slås med sine fans på scenen og sine dæmoner i kulissen. Og på den anden side de elskværdige arbejderklassehelte fra Australien og England, der først og fremmest er til for deres fans.

Kulturjournalistikken skifter fokus fra det kulturelle produkt til personhistorier, sådan som blandt andre den franske medieforsker Dominique Pasquier konkluderer i bogen Media, Markets & Public Spheres.

Konsekvensen er, at substansen - her selve musikken - fylder mindre end alt det udenom. De danske mediers dækning af AXL/DC er symptomatisk. Den musikfaglige analyse er stort set fraværende i koncertanmeldelserne. I stedet handler det om Axl Rose vs. Brian Johnson. Her et eksempel fra Politiken:

»Forskellene på Rose og Johnson er markante nok. Johnson er en tæt, lille terrier af en stabil engelsk arbejdsmand arbejdsmand, der gennem snart fire årtier har vist, at kan gå 12 runder mod en kænguru. Axl Rose er en flamboyant sanger og uforudsigelig krukke, der fik Guns N’Roses til at ligne et rockband fra Los Angeles’ dragscene.«

AC/DC Brian Johnson Axl Rose

AC/DC står solidt placeret med det ene ben i bluesmusikken og det andet i den visuelt vulgære heavy metal-tradition. Derfor bliver AC/DC en slags brobygger ift. hierarkiet inden for populærmusik mellem de øvre og nedre lag i det populærmusikalske smagshierarki, der har Kendrick Lamar på toppen og Kandis i bunden. (Foto: Matt Becker / Wikimedia Commons)

Der er stadig et vist hieraki indenfor populærmusik

3. Finkultur og populærkultur. Talrige undersøgelser har vist, at skellet mellem fin- og lavkultur for længst er brudt ned i kulturjournalistikken. Bach og Beyonce kan sagtens trives side om side i seriøse medier som Berlingske, Børsen og BT.

Men der er stadig et et vist hierarki inden for populærmusik.

Dansktop får ingen seriøs mediedækning. Det samme gælder coverbands og amatørmusikere, som ellers har et kæmpepublikum på YouTube. Og heavy metal-genren får kun sjældent spalteplads i dagbladene.

På den baggrund fungerer AC/DC som brobygger. Ikke mellem fin- og populærkultur, men mellem de øvre og nedre lag i det populærmusikalske smagshierarki, der har Kendrick Lamar på toppen og Kandis i bunden.

AC/DC står solidt placeret med det ene ben i bluesmusikken og det andet i den visuelt vulgære heavy metal-tradition. Det kunne man forvisse sig om til koncerten på Ceres Arena i Aarhus, hvor guitarriffet i Whole Lotta Rosie blev ledsaget af en gigantisk, oppustelig kvindedukke med yppige former.

AC/DC er på den måde atypisk for de rockbands, der bliver dækket og anmeldt af landsdækkende journalistiske medier.

Bandet spiller uprætentiøs rockmusik og mangler den lyst til eksperimenter, som har gjort heavy-kollegerne i Metallica til anmelderdarlings.

Mit bud er, at vi kommer til at se endnu mere flydende grænser mellem den 'fine' populærkultur og kulturelle fænomener, som for få siden blev anset for at være for corny til etablerede journalistiske medier.