Annonceinfo

Aber har lige så stor retfærdighedssans som mennesker

Et forsøg med aber viser, at følelsen af uretfærdighed går langt tilbage i vores evolutionære udvikling. Se en lille abes hidsige reaktion, da den belønnes anderledes end sin artsfælle for det samme stykke arbejde.

I videoen kan du se, hvordan en lille abe reagerer stærkt på uretfærdighed. (Video: TED)

Deler du værdier med de langhalede aber, der piler rundt i træerne i zoologisk haves abehus? Det er der noget, der tyder på. 

Et klassisk forsøg viser nemlig, at aber, ligesom os mennesker, reagerer kraftigt, når de bliver behandlet uretfærdigt. Forsøget viser ligefrem, at aber kan have samme oplevelse af uretfærdighed som vi har, siger professor og institutleder for Psykologisk Institut ved Aarhus Universitet Henrik Høgh-Olesen:

»Jeg tror, reaktionerne hos aberne og os mennesker er ret ens. Jeg tror, vi baserer vores moral på nogle nedarvede og automatiske reaktioner på, hvad der er retfærdigt. Først bagefter bruger vi fornuften til at skabe mening i, hvorfor vi har det sådan,« siger han og fortsætter:

»Det, vi kan se i forsøget, er kimen til den retfærdighed, som vi bygger vores moral og sociale udvekslinger på.«

Øverst i artiklen her kan du se videoen med den lille abe, der føler sig uretfærdigt behandlet, fordi dens kammerat får en højere belønning end den selv for et fuldstændig tilsvarende stykke arbejde. Selvom aben nok ikke opfatter det sådan, vil du formentlig finde det ret underholdende!

Uretfærdighed fører til flyvende agurker

I forsøget, som illustreres i videoen, skal to Kapuciner-aber løse en opgave, som de får en belønning for af en forsker. Den første abe får et stykke agurk for at løse opgaven, hvilket den accepterer. Men kun indtil den opdager, at naboaben får vindruer for at løse samme opgave. Vindruer står nemlig i langt højere kurs hos de små aber end et sølle stykke vandet agurk.

Det får den første abe til at bevæge sig hektisk rundt i buret. Et par gange prøver den med hurtige bevægelser at få fat i skålen med druer gennem tremmerne. Et stykke agurk flyver kort efter gennem luften med kurs mod forskeren.

Meget tyder på at aben oplever situationen som uretfærdig, mener Henrik Høgh-Olesen:

»Aben kaster et fødeemne væk, som den tidligere ville være glad for at modtage. Det her er deres svar på ’lige løn for lige arbejde’. Hvordan kan man ellers forklare, den bruger et fødeemne som kasteskyts?« spørger han retorisk.

Moral er en mavefornemmelse

At vi mennesker deler oplevelsen af retfærdighed med primitive aber kan måske være en provokerende tanke - mange tænker nok, at vores moral formes af fornuft og opdragelse. Men det er ikke kun tilfældet, mener Henrik Høgh-Olesen:

»Moral baserer sig ofte på alt andet end højere fornuft. Det er en mavefornemmelse, der vækkes af tudsegamle områder i pattedyrshjernen«, siger han og fortsætter:

»Det er noget ureflekteret. En refleks. Noget som vælder op i os. Lidt som et stød i mellemgulvet, der får os til at tænke ’det kan da ikke være rigtigt,’« siger Henrik Høgh-Olesen.

Fakta

Fakta om forsøget
Kapuchiner-abernes fornemmelse for retfærdighed blev opdaget af forskerne Sarah Brosnan og Frans de Waal fra Yerkes National Primate Research Center of Emory University.

Resultaterne blev offentliggjort for første gang i 2003 i tidsskriftet Nature.

Forsøget viste at ulige løn fik antallet af løste opgaver til at falde fra 95 til 60 procent hos aberne. Reaktionen blev endnu stærkere, hvis naboaben oven i købet fik højere belønning for at løse en nemmere opgave. Det betød at antallet af løste opgaver faldt til små 20 procent.

Forsøgene blev udført for at kaste lys over menneskets kognition og fortid.

Moral og uretfærdighed er derfor nogle gange mere i familie med urfølelser som angst og vrede end sund fornuft.

Følelsen af uretfærdighed er ældre end menneskeracen

Men hvorfor har mennesker og aber denne stærke retfærdighedssans, og hvor stammer den egentlig fra? For at finde ud af det, skal vi rejse omkring 30- 35 millioner år tilbage i tiden, fortæller Henrik Høgh-Olesen. På det tidspunkt havde menneskets veje nemlig endnu ikke adskilt sig fra de lavere abers udviklingslinje.

Dengang levede vores stamfædre også i sociale grupper, og vores moral stammer fra de måder, fortidsaber delte goder og tjenester på, siger Henrik Høgh-Olesen:

»Vi trækker på nogle forhistoriske programmer i hjernen, som stammer fra vores forfædres sociale udvekslinger. Det har åbenbart kunnet betale sig at udvikle de her principper,« siger han.

Regler som at dele ligeligt, at give noget tilbage til gruppen og ikke at slå ihjel kan have været vigtige for samarbejdet og harmonien blandt de første aber. Og dermed også for overlevelsen.

Vi kan noget, aber ikke kan

Aber og mennesker deler altså fælles moralske principper, som formentlig går meget langt tilbage i vores evolutionære udvikling. Men der er også forskelle. Mennesket kan nemlig træffe valg baseret på højere fornuft. Det viser forsøg med hjernescanninger, hvor mennesker skal løse moralske dilemmaer, forklarer Henrik Høgh-Olesen.

Her kommer et eksempel:

En løbsk jernbanevogn vil ramme fem uskyldige mennesker. Hvis du trykker på en knap, vil den skifte spor og i stedet ramme en enkelt uskyldig person. Hvad vil du gøre? De fleste vil trykke på knappen. 

Men svaret ændrer sig radikalt, hvis man i stedet skal skubbe en uskyldig ud på skinnerne for at stoppe toget. Så svarer de fleste prompte, at de ikke vil gøre det, selvom princippet er det samme. Og de kan ikke forklare hvorfor, siger Henrik Høgh-Olesen:

»Når man spørger dem, hvorfor de ikke vil gøre det, har de fleste svært ved at svare, og hjernescanninger viser, at det er et område omkring den ældre pattedyrshjerne, der er aktivt. Nemlig Precuneus området« fortæller han.

Men der er også nogle få, der vil skubbe personen ud foran togvognen. De bruger længere tid om at træffe beslutningen, og  bruger i stedet områder i hjernens frontallapper. Det er en vigtig forskel, forklarer Henrik Høegh-Olesen:

»Vi mennesker er i stand til at ’overrule’ de basale programmer med et højere hjerneprogram. Det tager længere tid, men denne form for moral er formentlig enestående for mennesker.«

Retfærdighed er også kulturelt formet

Arven fra vores forfædre gør, at der er mange grundregler, der går på på tværs af kulturer, fremhæver Henrik Høegh-Olesen:

»Eksempler er, at vi ikke må lyve, stjæle, tage hinandens koner eller slå ihjel,« siger han.

Men der er også forsøg, der viser andre tendenser. Et eksempel er fra det, der kaldes ’ultimatum games’. Får en person fra den vestlige del af verden 100 kroner, som han skal dele med en anden, vil den anden typisk afslå, hvis han bliver tilbudt en for lille del. Men i nogle stammesamfund er man mere end villig til at tage imod fem kroner, fordi det er bedre end ingenting.

Til det svarer Henrik Høegh-Olesen:

»Det kan variere noget, men det er de færreste steder, man vil acceptere ikke at dele ligeligt. I vesten kan vi bedre lægge vægt på det sociale signal, da vi har en stor overflod. Det kan være anderledes, steder hvor resurserne er få - så er det at få lidt nok til at være tilfreds.«

Han fremhæver, at mennesket i stort set hele deres udviklingshistorie har været jægere og samlere. I sådanne samfund er der stor vægt på lighed og lige fordeling af goder. 
 

Ikke retfærdighed

Jeg ser ikke at disse aber har nogen form for retfærdighed.

Jeg synes aben, der kun får agurk, virker til hellere at ville have en drue. Dertil forsøger den at udføre nogle nye adfærd for at se om det ændrer belønningen.

Hvis det havde været retfærdighed så havde aben, der begyndte at modtage druer, reageret på, at den anden abe endnu kun modtog agurk.

Forklaringen på det moralske tog-dilemma er...

I første eksempel, står personerne allerede på skinnerne, så ens samvittigheds-følelse kan nemmere retfærdigøre at kun 1 skal dø, frem for 5. Og det kræver "kun" et tryk på en knap.

I andet eksempel er man jo mere personlig og aktivt med til at tage et andet menneskes liv, selv om ens gerning dermed redder 5 andre. Men samvittigheds-følelsen i handlingen vil være sværere at retfærdiggøre.

Angående det, at nogen bruger frontallapperne, har det højst tænkeligt noget at gøre med personligheds-præferencerne Ind-udadvendthed. Indadvendte bruger naturligt frontal-lapperne mere end udadvendte.
I artiklen skrives der.: "De bruger længere tid om at træffe beslutningen, og bruger i stedet områder i hjernens frontallapper."
Denne citering karakteriserer netop indadvendtes længere hjernebane-vej ved problemløsning, end hos udadvendte hvis vej i hjernebanen er kortere.

De 3 største forskelle i hjernen mellem ind- og udadvendte er.:
1 - Indadvente bruger signalstoffet (neuro-transmitteren) Acetylcholin, udadvendte bruger Dopamin.
2 - Indadvendte har højere CBF Cerebel Blood Flow, altså mere blodgennemstrømning i hjernen, end udadvendte.
3 - Ved problemløsning følger indadvendtes vej i hjernen 7 punkter, som inkluderer frontallapperne og langtids-hukommelsen. Udadvendtes vej følger 5 punkter og inkluderer korttids-hukommelsen.
Kilde.: Marti Olsen Laney, forfatter af bogen.: "Fordelen ved at være indadvendt"

Hvis nogen er nysgerrige efter at få opdateret deres (fejl)opfattelse om det, at være indadvendt, kan bogen af Marti Laney, varmt anbefales. Hvis man hellere vil nøjes med en kortere præsentation af emnet, kan TED-Talk's videoen.: The Power of Introverts, af Susan Cain også anbefales. God fornøjelse og velkommen til en langt mere korrekt/nuanceret opfattelse af ind-udadvendte, set i forhold til den patologiske tankegang der har præget (og desværre stadig præger) opfattelsen, og som har gjort det siden Freud.

Det siges at indadvendte er mere eller mindre, kronisk optagede af kognitive processer.
For de udadvendte, kræver det en aktiv/bevidst indsats, og det udmatter dem mentalt i længden, for indadvendtes vedkommende er det lige omvendt, det falder dem mere naturligt og de får mere energi.

Katte (og hunde)

Har i en vis grad samme adfærd. Hvis jeg aer nogen af mine katte, så kommer de mere dominate af dem vadende, og får trykket de andre væk. Ikke med dominans, men ved fysisk at skubbe/møve sig til "den gode plads". Hunde gør det også. "Se MIG, AE MIG!".

Mht foder- nej, det kan de ikke finde ud af: De elsker ost, og går derefor efter ostebidden i den sidste skål, hvor, der lægges ost. Faktisk kan de ikke finde ud af, at tage det i rækkefølge. Det samme gælder deres tørfoder, men her er der nogen skåle, der er mere "populære" (står bedre/er rarere at æde af) end andre. Som så tømmes først. Men nyt foder kan være lotteri, hvor en enkelt vil forsøge sig med samtlige skåle. Dette dog kun, hvis der ikke er andre. Og de "populære" går de så til, når alle skåle er fyldt.

Mvh
Tine- og heste gør det også....

Misunnelse

Nils Nørgaard:
Misunnelse er vel i sitt mest fundamentale også en følelse av urettferdighet, om enn kanskje ikke alltid spesifikk?
Men det du nevner, "Uanset hvad, vil den tænke "Han får vindruer! Det vil jeg også ha" ", er nok som du sier, en vel så stor mulighet. Og da blir den forklaringen som gis mest ønsketenkning.

Mer utdypning

Om en ønsker mer om dette temaet, så prøv Christopher Boehm 'Moral Origins. The Evolution of Virtue, Altruism and Shame'. http://www.amazon.co.uk/Moral-Origins-Boehm-Christopher/dp/0465020488/re...

Ikke av de lettleste, men veldig interessant om temaet beskrevet i artikkelen.

Så vil jeg tro at den anden

Så vil jeg tro at den anden abe hurtig ville regne ud at dens konkurent fik mere fordi den deltog mere i de øvelser som udløste gevinsten i første omgang.

Jeg er overbevist om det er midsundelse

Jeg tvivler på, at aben sætter belønningen i forhold til opgavens størrelse. Jeg tror ikke, at den ville vise mere forståelse for den andens fordel, selvom den anden abe havde præsteret dobbelt så meget. Den tænker mao ikke "Det retfærdigt at den anden får vindruer, for han har jo også lavet langt mere". Uanset hvad, vil den tænke "Han får vindruer! Det vil jeg også ha'" En midsundelse som også gælde for mine katte.

Det havde været klogere at

Det havde været klogere at dræbe den forældreløse.

"Kaassassuk" og retfærdig fordeling

Det grønlandske sagn om den forældreløse dreng, som i den politiske ukorrekte version fik trukket tænderne ud, for at han ikke skulle kunne spise for meget.
Han hævnede sig siden - hvoraf man kan lære, at der er grænser for, hvor dårligt man skal behandle sine medmennesker.

"Kaassassuk" og retfærdig fordeling

Det grønlandske sagn om den forældreløse dreng, som i den politiske ukorrekte version fik trukket tænderne ud, for at han ikke skulle kunne spise for meget.
Han hævnede sig siden - hvoraf man kan lære, at der er grænser for, hvor dårligt man skal behandle sine medmennesker.

Aber har udviklede sig også?

Jeg synes det ser ret interessent ud at andre dyr har et retfærdighedssans som menneskets, kan vi sige at følelsen af uretfærdighed går langt tilbage i vores evolutionære udvikling, når vi tester på et dyr der har udviklet sig lige så længe som vi har? Jeg kender ikke rigtig til disses abes måde at leve på, men jeg getter på de har udviklede sig i tættere flok end vi lever i, for længere tid end vi har. Har de måske en større retfærdighedssans end mennesker har?

Seneste fra Kultur & Samfund

Grønlandske stemmer

Aviaja

»Det er vigtigt, at lokalbefolkningen uddanner sig, for bedre at være en del af udviklingen og bedre kunne tjene penge på viden i stedet for at tjene penge på tønder af olie«

Aviaja Lyberth Hauptmann, ph.d.-studerende på DTU.

Tema om fremtiden for grønlandsk forskning

Det læser andre lige nu

Spørg Videnskaben

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Seneste blogindlæg