Den populistiske bølge, der begyndte med ‘Brexit’ i juni, nåede i stor stil til USA tirsdag aften.
Donald Trumps historiske sejr ved det amerikanske præsidentvalg, er en af de største omvæltninger nogensinde set i amerikansk politisk historie.
Trumps bemærkelsværdige sejr chokerede de fleste politiske eksperter – heriblandt mig selv.
Under hele præsidentkampagnen lod det til, at Donald Trump højst kunne opnå 44 procent. Han har konsekvent haft den laveste approval rating nogensinde set for en kandidat fra ét af de to store partier.
Derfor forudsagde jeg, at Hillary Clinton let kunne vinde over Donald Trump.
LÆS OGSÅ: Valg i USA: Uanset udfaldet får verden en rutsjebanetur
Clintons ‘blå mur’ blev væltet af en rød flodbølge
I starten af oktober så afsløringerne af ‘Access Hollywood’-optagelserne, hvor Donald Trump udtaler sig anstødeligt og krænkende, samt det stigende antal kvinder, der anklagede Trump for seksuelle overgreb, ud at til gøre det af med Trumps kampagne.
Tirsdag eftermiddag virkede det som en selvfølge, at Hillary Clinton ville vinde.
Jeg tog i den grad fejl.
Donald Trump vandt en sikker sejr ved præsidentvalget. Aftenen begyndte med vigtige sejre i Florida, North Carolina og Ohio; tre stater som var afgørende for at opnå 270 valgmandsstemmer.
Som natten skred frem, begyndte Clintons ‘blå mur’ at kollapse midt i den røde flodbølge, der strømmede hen over landet lige fra Atlanterhavskysten til Rocky Mountains.
De blå stater, Pennsylvania, Michigan, Wisconsin og Iowa, faldt til Trump som dominobrikker.
Det stod klart, at Trump ville opnå mere end 300 valgmandsstemmer; mere end nok til at vinde præsidentposten.
Det er selvfølgelig meget tidligt at begynde at drage konklusioner om valgresultatet, men her følger fem faktorer, der alle spillede en rolle, og som til dels forklarer det, der er hændt.
LÆS OGSÅ: Forsker: Trump opfører sig som en diktator
1. Den tavse Trump-vælger
Der fandtes virkelig en stiltiende Trump-vælgergruppe, som meningsmålingerne slet ikke fangede.
Det landsdækkende gennemsnit indikerede, at Clinton havde et forspring på 3 point, og stat for stat så hun ud til at vinde mindst 300 valgmandsstemmer.
Men meningsmålingerne tog lige så meget fejl som de politiske eksperter.
Meningsmålingernes metodologi vil uden tvivl blive endevendt i de kommende dage og uger.
Det forekommer rimeligt at konkludere, at mange Trump-tilhængere holdt deres intentioner helt for sig selv og nægtede at samarbejde med opinionsundersøgelserne.
LÆS OGSÅ: Forsker om Donald Trumps kropssprog: Det er bølleadfærd
James Comeys brev ændrede valgkampens momentum
Vi kan heller ikke undervurdere den rolle, FBI-chefen James Comeys spillede i præsidentvalget.
For to uger siden så det ud til at Hillary Clinton ville stå med en to-cifret valgsejr.
Men James Comeys brev stilet til Kongressen, hvor han oplyser, at hans efterforskere vil genoptage email-sagen for at belyse, om Clinton har haft en lemfældig omgang med fortrolige emails og eventuelt har gjort sig skyldig i en kriminel handling, ændrede hele valgkampens momentum.
Clinton førte igen ved udgangen af sidste uge, men de sidste meningsmålinger maskerede den skade, James Comeys havde forvoldt hendes kampagne.
Ligemeget hvilke undskyldninger og forklaringer man kommer frem til, er hele opinionsundersøgelsesindustrien i dyb krise.
Donald Trumps forbløffende sejr demonstrerede, at vi simpelthen ikke kan stole på dem.
LÆS OGSÅ: Donald Trump og den hvide identitets fremmarch
2. Kendisstatus slår viden om organisation
De fleste politiske kampagner har altid haft en antagelse om, at en græsrodsorganisation var uundværlig.
Derfor blev det vidt og bredt fastslået, at Trumps manglende græsrodsorganisation var en kæmpe ulempe for hans kampagne.
Men det viste sig, at han slet ikke har brug for en græsrodsorganisation.
Trump har været i offentlighedens søgelys i mere end 30 år, hvilket betyder, at han kom ind i kampen med næsten 100 procent navnegenkendelse.
Trump mangeårige kendis-status gjorde det muligt for ham at samle de ubarmhjertige mediers opmærksomhed, lige fra det øjeblik han trådte ind i præsidentkapløbet.
En undersøgelse har vist, at Trump i maj 2016 havde modtaget gratis reklame fra mediedækningen af hans kampagne; reklame der ellers ville beløbe sig på 3 milliarder US-dollars.
Trump lader til intuitivt at forstå, at de kontroversielle ting, han sagde på kampagnesporet, erobrede vælgernes opmærksomhed på en måde, som alvorlige, politiske taler aldrig ville være i stand til.
Vigtigst af alt, hans vælgere er yderst motiverede.
LÆS OGSÅ: Præsidentvalg giver færre selvmord
Populistisk retorik og foragt over for almindelig høflighed
Trump populistiske retorik og foragt over for almindelig høflighed og de mest grundlæggende normer for anstændighed gjorde ham i stand til at få kontakt med den republikanske base, som ingen anden kandidat har formået siden Ronald Reagan.
Trump har ikke spillet efter de normale politiske regler, og det elskede hans vælgere ham for.
Trump sejr synes at indvarsle en ny epoke af kendis-politikere.
Han har vist, at en karismatisk mediekyndig outsider har betydelige fordele frem for de traditionelle politikere og konventionelle politiske organisationer her i internet-tidsalderen.
Fremover tror jeg, at vi kommer til at se mange utraditionelle politikere som Trump.
LÆS OGSÅ: Giv os ordentlig argumentation!
3. Populistisk oprør mod immigration og samhandel
Det vil tage mange dage at gennemanalysere alle data for at regne ud, hvilke anliggender der gav mest genlyd i Trump-lejren.
Immigration og samhandel synes så godt som sikre på at være øverst på listen.
Trump satsede hele sin kampagne på idéen om, at fjendtlighed over for liberal immigration og frihandelsaftaler ville sikre hans plads i Det Hvide Hus.
Lige fra begyndelsen og helt til slutningen af hans kampagne vendte han igen og igen tilbage til de to spørgsmål.
Han lovede at bygge en mur på grænsen til Mexico og at deportere 11 millioner illegale immigranter.
Han lovede at rive frihandelsaftalerne i stykker og at bringe produktionsjobs tilbage.
Lige fra dag ét gjorde han fremmedfjendske og nationalistiske anliggender til omdrejningspunktet for hele sin kampagne.
LÆS OGSÅ: Skader retoriske eksperter demokratiet?
Trump forstod den dybtfølte modvilje i befolkningen
Kritikerne fordømte med rette hans ondsindede angreb på muslimer og mexicanere, men Trump forstod helt klart, hvor dybtfølt modviljen mod immigration og globalisering var blandt en afgørende andel af de amerikanske vælgere.
Hans beslutning om at fokusere på indvandring og samhandel kunne i allerhøjeste grad betale sig på valgdagen.
Det er ikke tilfældigt, at Trump klarede sig usædvanligt godt i de traditionelt ‘blå’ stater Wisconsin, Michigan og Pennsylvania, som alle har mange hvide arbejderklasse-vælgere.
Det er aldrig lykkedes de tidligere republikanske nominerede som John McCain, der var for en generøs indvandringspolitik, og Mitt Romney, der gik ind for fri handel, at få kontakt med med ‘blue-collar’-vælgere i Great Lakes-regionen.
Donald Trumps anti-immigration og protektionistiske holdninger gav ham en helt enestående chance blandt hvide arbejderklasse-vælgere, og det udnyttede han så meget, som han kunne.
LÆS OGSÅ: Professor: Inger Støjbergs retorik skader demokratiet
4. Outsiders mod insiders
Donald Trumps er den første præsident siden Dwight Eisenhower, der aldrig har haft et politisk embede.
Eisenhower var dog øverstkommanderende for de amerikanske styrker i Europa, og ved siden af sin administrative kompetence besad Eisenhower også et stort diplomatisk talent.
Hvordan lykkedes det Trump nærmest at vende denne mangel på erfaring til sin fordel under præsidentkampagnen?
Svaret ligger i den intense og omfattende offentlige fjendtlighed over for de politiske, medie- og erhvervs-etablissementer, der styrer landet.
Befolkningens tillid til landets institutioner er historisk lav, og et flertal af amerikanerne mener, at landet er på vej i den forkerte retning.
Befolkningens vrede og volatilitet betød at præsidentvalget i 2016 var det ultimative forandringsvalg.
LÆS OGSÅ: Derfor bliver Hillary Clinton opfattet som uoprigtig
Hillary fremstod som elitær levebrødspolitiker
Midt i denne potente anti-etablissement stemning forekom Trumps vulgære, voldsomme og uortodokse stil langt mere ægte end den meget forbeholdne og kontrollerede Hillary Clinton.
I takt med at den pågående og uforudsigelige Trump indtog pladsen som forandringens mand, forekom Clinton som elitær og etableret levebrødspolitiker, og det kostede hende valgsejren.
Trump brugte faktisk Clintons store erfaring i Det Hvide Hus, Senatet og State Department mod hende ved at angive det som et bevis på, at hun repræsenterede ‘status quo’.
Det er ironisk, at Bill Clinton vandt præsidentposten for 24 år siden ved at bruge den samme strategi om, at han repræsenterede anti-etablissementet.
Ved valget i 1992 malede han med stor succes den siddende præsident George H. W. Bush som en ‘out-of-touch‘ elitær politiker. Otte år senere benyttede Bushs søn, George W. Bush, den samme taktik til at besejre vicepræsident Al Gore.
Og i 2008 stillede Barack Obama op som en outsider imod John McCain.
Man kan sige, at Trump er den fjerde præsident, der stillede op til valget som outsider.
Det gør fremtidige præsidentkandidater klogt i ikke at glemme.
LÆS OGSÅ: Valgsvindel i USA? Fire præsidentvalg med omdiskuterede valgresultater
5. Det splittede USA
Mere end noget andet afslørede præsidentvalget også, at USA er dybt splittet; etnisk, kulturelt, kønsmæssigt og klassemæssigt.
Under normale omstændigheder ville man forvente, at præsidenten ville forsøge at samle nationen med et budskab om sammenhold og enighed.
Men Donald Trump er ikke en almindelig præsident.
Han vandt præsidentposten ved at føre en af de mest splittende og polariserende kampagner i amerikansk politisk historie.
Det er fuldt ud muligt, at han vælger at lede landet ved hjælp af den samme strategi.
Under alle omstændigheder er Donald Trump snart den mest magtfulde person i verden.
Hans embedsperiode starter den 20. januar 2017 med et republikansk flertal i Repræsentanternes Hus og i Senatet, hvilket betyder, at republikanerne kommer til at diktere nationens politiske dagsorden og bestemme, hvem der bliver højesteretsdommere i de næste fire år.
Det virker derfor meget sandsynligt, at 8. november 2016 kommer til at leve i historiebøgerne som et vigtigt vendepunkt i amerikansk historie.
Præsidentvalgkampen trodsede alt det, vi troede, vi vidste.
Det er så godt som sikkert, at Donald Trumps præsidentperiode bliver lige så uforudsigelig.
Anthony J. Gaughan hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.
Oversat af Stephanie Lammers-Clark
