4 kneb, Game of Thrones bruger for at holde dig fast
Game of Thrones-fans verden over har i et år ventet spændt på sjette sæson af deres yndlings-tv-serie. Her løfter en medieforsker sløret for nogle af de 'tricks', Game of Thrones bruger for at få dig til at blive ved med at se med.

HBO får os til at sluge den ene sæson efter den anden. Det skyldes blandt andet komplekse karakterer og selvfølgelig sex, vold og overraskelser. (Foto: HBO)

Nogle tv-serier mister gradvist seere, når de bliver ved sæson efter sæson. Men for Game of Thrones forholder det sig omvendt: Der kommer kun flere seere til, selvom serien netop har indledt sin sjette sæson.

Men hvorfor bliver vi ved med at være fanget af magtkampene i Westeros?

Ifølge Rikke Schubart, som er medieforsker på Syddansk Universitet, bruger serien en række 'kneb', som giver os endnu mere lyst til at se med. Her kan du se fire af dem.

Du kan også få forskersynsvinklen på mange flere spørgsmål om Game of Thrones på onsdag 27.4. kl. 13, hvor Videnskab.dk holder live-chat med to medieforskere om den populære tv-serie.

1. Spillereglerne bliver brudt

Game of Thrones er kendt for overraskelser.

Især i seriens spæde begyndelse var det chokerende, når forfatteren George R.R. Martin rask væk slog hovedpersonerne ihjel. Og et eller andet sted ved du det jo godt: De overraskende elementer og den knugende utryghed gør dig spændt på at se videre. For hvem dør næste gang?

»Der sker mange ting i serien, hvor man virkelig troede, at noget andet ville ske. Serien bryder tabuer, men også seernes forventninger. HBO er kendt for at turde, hvor andre ikke gør: De får karaktererne længere ud. At de tør bryde med, hvad man tror, er spillereglerne, gør serien fed,« siger Rikke Schubart og uddyber:

»Fiktion er et legerum, hvor man leger inden for de rammer, som genren sætter for os. Det er ligesom i fodbold: Det er ikke en krig, men man må godt tackle. Så man kan spille efter bogen eller bryde spillereglerne. Martin (forfatteren, red.) bryder ofte spillereglerne i forhold til, hvad man tror, der vil ske. Og det gør HBO også.«

2. Sex og vold tryllebinder dig

Game of Thrones er nærmest kendt for at indeholde ualmindeligt meget vold og en hel del sex og nøgne kroppe.

Ifølge Rikke Schubart er der blevet skruet op på nøgenhed og blodudgydelser, som serien er skredet frem, og det er ikke tilfældigt.

»Tv-serien er blevet mere grum efterhånden, fordi HBO spekulerer i sex og vold. For eksempel sætter producenterne begivenhederne lidt mere på spidsen, da Cersei bliver voldtaget af Jaime (i sæson fire, red.),« siger Rikke Schubart.

3. De komplekse karakterer

Men serien har ikke kun udviklet sig ved at skrue op for de voldelige elementer.

Fakta

Live-chat onsdag 27. april kl. 13 med

Lektor Rikke Schubart fra Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet, som netop har udgivet antologien ' Women of Ice and Fire: Gender, Game of Thrones and multiple Media Engagements'.

Lektor Helle Kannik Haastrup fra Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab på Københavns Universitet har skrevet et indlæg til samme antologi.

Begge er medieforskere og har skrevet blogindlæg på Videnskab.dk – blandt andet om Game of Thrones.

Har du allerede nu spørgsmål til forskerne om Game of Thrones, kan du skrive til sbl@videnskab.dk.

Når man gerne vil have en dramaserie til at køre rigtig længe, er det en god idé at skabe komplicerede handlingsforløb og karakterer. Det lever Game of Thrones i høj grad op til, hvis man spørger Rikke Schubart.

»Hvis en tv-serie har komplekse karakterer med en kompleks psykologi, kan man lave mange sæsoner. Den komplekse tv-serie arbejder nemlig med, at karaktererne kan udvikle sig, og det gør folk hooked,« siger Rikke Schubart og uddyber:

»De fleste af karaktererne i serien er komplekse. Jaime Lannister lægger for eksempel ud med at være ond, men han udvikler sig til nærmest at være en af de gode karakterer. George R.R. Martin får skabt nogle karakterer, som han er god til at folde ud,« forklarer Rikke Schubart.

Rikke Schubart mener, at de kvindelige karakterer i sig selv kan lokke publikum til.

LÆS OGSÅ: Magthungrende kvinder gør Game of Thrones enestående

Tricket med de komplekse karakterer er Game of Thrones bestemt ikke alene om. Det kan du læse mere om her: Hvorfor tager det ene afsnit det andet, når jeg ser Netflix og HBO?

4. Det fantastiske tager udgangspunkt i virkeligheden

Alle kender til den amerikanske drøm – og det gælder også i Westeros.

Selvom Westeros voldelige verden i udgangspunktet virker fjern fra vores, kan samfundsstrukturen på mange måder sammenlignes med det samfund, som George R.R. Martin kommer fra, mener Rikke Schubart.

»Westeros er en verden med en amerikansk liberal tankegang, hvor enhver er sin egen lykkes smed. Det er en slags 'american dream' på Game of Thrones-vis. Denne verden hjælper dem, der hjælper sig selv. Det forhindrer dog ikke, at man også kan hjælpe andre. Det er det, Martin gerne vil vise os: Hvis man vil overleve, må man kende spillereglerne for den neo-liberale verden, men det betyder ikke, at man behøver være et svin,« siger Rikke Schubart.

På den måde fortæller Game of Thrones seerne, at man skal spille spillet og ikke lade sig slå ud af modgang, hvis man skal klare sig godt gennem livet.

»Vi i et fantastisk univers, men man kan stadig overføre konflikterne til den virkelige verden. Derfor tror jeg, serien er blevet så populær: Man hepper på karaktererne, og samtidig kan serien bruges i det virkelige liv,« siger Rikke Schubart.

Live-chat med forskerne!

Onsdag 27.4. kl. 13 holder Videnskab.dk live-chat med to medieforskere, som svarer på alverdens spørgsmål om Game of Thrones. Her kan du for eksempel spørge, hvorfor hovedpersonerne hele tiden dør, eller hvorfor voksne pludselig vil se fantasy.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud