Jorden går under 21. december 2012.
Sådan lyder profetien i et hav af bøger, film og hjemmesider, der kæder udløbet af den ældgamle og meget præcise maya-kalender sammen med en dramatisk dommedag.
Det påstås blandt andet, at soludbrud, meteornedslag, polvendinger eller et sammenstød med den mystiske Planet X vil gøre en ende på alt liv den dag, men som vi har beskrevet før, er der intet i astronomernes kikkerter, der tyder på, at netop 21. december 2012 skulle være særligt farlig.
Blandt forskere i maya-kulturen er der da også bred enighed om, at heller ikke mayaerne selv frygtede udløbet af den såkaldte langtælling. Der findes nemlig ingen stentavler eller vaser med inskriptioner eller tegninger, som kan tolkes som om, at kalenderens slutdato er en forudsigelse af Jordens undergang.
»Mayaerne har næppe gjort sig nogen forestillinger om, at der ville komme kæmpe bølger, og at alt ville være forbi eller sådan noget,« siger Finn Madsen, historiker og forfatter til flere bøger om mesoamerikanske indianerkulturer.
»Mayaerne selv siger ikke noget om det, men mit bud er, og det mener de fleste maya-forskere nok, at de ville have startet en ny kalender op, hvis de stadig levede på samme måde,« siger han.
Det er umuligt at spørge mayaerne selv uden en tidsmaskine, for deres civilisation gik til grunde, da spanierne erobrede Yucatán-halvøen i Mexico for 500 år siden. At der dengang stadig var 500 år tilbage af kalenderen kan være en grund til, at mayaerne øjensynligt havde et afslappet forhold til, at kalenderen ville udløbe ved vintersolhverv år 2012.
Tortuguero-ruinen i den mexicanske stat Tabasco er det eneste sted, hvor et fund nævner maya-kalenderens udløb. En inskription forbinder dagen med en fremtræden af guden Bolon Yokte' K'uh, men der nævnes ikke noget om Jordens undergang.
»Eftersom der går 500 år ekstra, inden det hele slutter, så har de jo ikke haft specielt travlt. På samme måde som vi jo heller ikke er afsindigt nervøse for, hvad der klimamæssigt set vil ske om 100 eller 200 år, for det kommer jo ikke os ved – vi vil ikke være her på det tidspunkt,« siger Finn Madsen.
Mayaernes langtælling, hvis startdato er år 3114 f.v.t., er blot én af fire forskellige kalendere, som mayaerne brugte til at holde styr på historiske begivenheder og i særdeleshed forudsige, hvornår det var godt at plante majs eller gå i krig.
De øvrige kalendere er cirkulært opbygget, og i det hele taget havde mayaerne et cirkulært verdensbillede med udgangspunkt i årstidernes skiften og himmellegemernes bevægelser.
»Mayaernes kalendere kan afbildes som en kæmpe cirkel. Der er hjul, der løber inden i hinanden og en hel masse dagstegn og månetegn, og når de falder sammen, så kommer der et årsskifte og så videre. Det er selvfølgelig kompliceret, men pointen er, at det hele starter forfra igen,« forklarer Finn Madsen.
Den cirkulære tankegang er en af grundene til, at maya-forskere formoder, at mayaerne blot ville genstarte kalenderen og træde ind i en ny æra, når den nuværende tidsalder ender.
En anden grund til forskernes formodning om troen på en ny cyklus er, at mayaerne har efterladt inskriptioner på stentavler, der omhandler begivenheder, der vil finde sted flere tusind år efter kalenderens udløb.
På andre steler har mayaerne også beskrevet begivenheder, der skulle have fundet sted langt før kalenderens start.
Julius Cæsar indførte i år 46 f.v.t. den julianske kalender. Ifølge den skulle alle år delelige med tallet fire være skudår, så de indeholdt 366 dage i stedet for 365. Det julianske år var altså på 365,25 dage i gennemsnit.
Det var dog lidt skævt i forhold til det astronomiske år, der varer ca. 365,2422 dage, og i 1500-tallet var der således kommet en afvigelse på 10 døgn.
Dette blev løst af pave Gregor XIII i år 1582 med den gregorianske kalender, der blev indført i Danmark i år 1700. Den har også skudår hvert fjerde år, men til gengæld er år delelige med 100 ikke skudår. Dog er disse hele hundredeår alligevel skudår, hvis de er delelige med 400.
Denne beregningsmetode giver en årslængde på i snit 365,2425 dage, og på 10.000 år giver det kun en fejl på ca. tre dage.
Kilde: Den Store Danske
»Der går man faktisk ikke alene hundreder eller tusinder, men millioner af år tilbage i tiden. Der har det ikke noget med historien eller noget konkret at gøre, der er det rent mytisk,« fortæller Finn Madsen.
For det meste tænkte mayaerne dog formentlig mere kortsigtet. Når de beskrev begivenheder, gjorde de sig ifølge Finn Madsen ofte ingen ulejlighed med at skelne deres såkaldte ’maya-århundreder’, der er cyklusser på 52 år, fra hinanden, når de beskrev begivenheder på steler.
»Du var et eller andet sted i deres cyklus på 52 år, men om det lå i 1300-tallet eller 400-tallet, var de ligeglade med. Det er det, der har gjort det så afsindigt besværligt for den moderne forskning at finde ud af, hvornår stelerne er fra, fordi du får at vide, det sker i år det og det, men du får ikke at vide, hvilket nummer århundredet har,« siger Finn Madsen.
De datoer, som mayaerne gik mest op i at markere, var afslutninger på såkaldte katuner, der er 20 år lange cyklusser.
»Efter en periode på 20 år, starter der noget nyt igen. Det ved vi, fordi de forskellige herskere, hver gang der var gået 20 år, opførte steler, hvor de fortalte om deres bedrifter. Nogle steder tog man det så alvorligt, at man smadrede, hvad der var, når der var gået 20 år. F.eks. blev templer ødelagt, og så byggede man nye templer i stedet. Andre steder smadrede man det ikke totalt, men så lagde man et nyt lag uden på pyramiden,« fortæller Finn Madsen.
Om mayaerne havde tænkt sig at fejre afslutningen af den nuværende tidsalder på samme måde, forbliver et mysterium. Finn Madsen tror dog – som de fleste maya-forskere – på, at mayaerne ville have genstartet eller ændret deres kalender, hvis kulturen havde overlevet.
»På samme måde som vi omkring år 1700 justerer vores egen kalender fra den julianske til den gregorianske. Det gør vi jo sent. Den kalender, som Cæsar ordnede omkring vor tidsregnings begyndelse, fungerede perfekt i 1.700 år, og så skulle den justeres, og så justerede vi den,« siger han.
Læs mere om maya-kalenderen og maya-forskeres tolkning af kalenderens afslutning i bunden af artiklen Dommedag udsat: 2012 er ren spekulation.
Aztekerne forudsagde egen dommedag
Mens mayaerne formentlig ikke spekulerede over Jordens undergang, var andre mesoamerikanske kulturer mere pessimistiske.
»Aztekerne på den mexicanske højslette, hvis civilisation spanierne ødelagde en generation før de kom til Yucatán og mayaerne, mente jo, at når deres femte tidsalder var slut, så holdt alt op,« siger Finn Madsen.
»De havde haft fire tidsaldre før, der var gået til grunde, og så var de blevet skabt igen. Nu var man i den sidste tidsalder, og ved afslutningen af den ville alt så definitivt høre op på grund af udefrakommende påvirkninger. De påvirkninger indtraf, da spanierne erobrede området og ødelagde det hele,« fortæller han.
Definitionen af verdens undergang
Jeg tror, det er et spørgsmål om definition. Nok går verden ikke under i den forstand at alt liv ophører, men måske bliver verden og livet, som vi kender det reformeret.
Det kunne være i form af en betydelig befolkningsreduktion, hvilket ville gøre planeten mere bæredygtig i fremtiden, og derved et bedre sted at leve for de tilbageværende overlevere.
Fremtræden af guden "Bolon Yokte' K'uh", som beskrevet under billedet, kan godt have en enorm betydning i forbindelse med en ny era, en ny cyklus, en ny verdens orden (NWO).
"Bolon Yokte' K'uh" kunne være en ekstra terrestrial (ET) livsform, som vi, i vore dage, endnu ikke kender til officielt. Men måske gjorde mayaerne og egypterne det, samt flere af de old gamle civilisationer...