I efteråret for præcis 2000 år siden travede soldater fra tre af den romerske kejser Augustus’ legioner igennem mudderet i den tætte Teutoburgerskov i det nordlige Tyskland. De havde fulgt deres hærfører Varus til et møde hos deres allierede den germanske stamme cheruskerne. Nu var de på vej hjem.
De romerske soldater var trætte og ganske uforberedte på, at de igennem de næste par dage skulle forsvare sig mod det ene guerillaangreb efter det andet. Angrebene blev ledt an af cheruskerne, hvis høvding tilmed var romersk borger. Resultatet var, at den romerske hær blev totalt nedkæmpet, og hærføreren Quinctilius Varus begik selvmord.
Det berømte-Varus slag har på flere måder haft betydning for, hvad det er for en kultur, vi har i Nordeuropa i dag.
Arkæolog Thomas Grane har specialiseret sig i den romerske indflydelse i Germanien. Han fortæller, at cheruskenernes høvding Arminius i det 19. århundrede blev genstand for en tysk heltedyrkelse. Arminius blev opfattet som Germaniens befrier, og sejren blev symbol på Tysklands kamp mod Frankrig igennem det 19. århunderede.
»Den tyske opfattelse af Arminius kunne kun opstå, fordi tyskerne havde brug for et historisk samlingspunkt. Det er nemlig tydeligt i kilderne, at germanerne var alt andet end forenede. For eksempel var Arminius’ egen bror på romernes side hele vejen,« siger forskeren, der er forsker som post.doc. på Saxo Instituttet ved Det Humanistiske Fakultet på Københavns Universitet.
Arminius forråder Varus
21 år før det skæbnesvangre slag krydsede romerne floden Rhinen for at indtage området øst for Elben. Det skete i år 12 før vor tidsregning. I år seks efter vor tidsregning stoppede romernes fremstød, fordi et oprør blandt lokale på Balkan krævede deres kræfter.
Thomas Grane fortæller, at kejser Augustus herefter indsatte en ny guvernør i området ved navn Quinctilius Varus. Guvernørens opgave varat forvandle de erobrede germanske områder til en romersk provins ved at anlægge byer og opkræve skatter. Varus påbegynder arbejdet og allierer sig med en lokal germansk stamme, som blev kaldt cheruskerne. Det skulle vise sig at blive fatalt for romerne.
»I år ni bliver den romerske statholder tilkaldt af cheruskernes høvding Arminius. Det er vagt i kilderne, hvad årsagen er. Men Varus er gæst i cheruskernes område, og da vi når frem i efteråret skal romerne tilbage til deres vinterlejr,« fortæller arkæologen.
Den allierede høvding Arminius var på samme tid cheruskener, romersk borger og havde rang af ridder. Men da Varus begav sig hjemad i år ni, havde Arminius valgt at forråde Varus og falde Romerriget ryggen. Han blev anfører for et forbund af germanske stammer, som med guerilla-taktik angreb Varus’ legioner, da de var på vej hjem igennem Teutoburgerskoven.
De romerske soldater var helt uforberedte på at blive angrebet, og selvom de på denne tur udgjorde mellem 10.000 og 15.000 mand, så blev de totalt nedkæmpet.
‘Giv mig mine legioner tilbage’
Nederlaget var så voldsomt, at Varus valgte at begå selvmord sammen med sine officerer.
Hjemme i Rom udbrød kejser Augustus de berømte ord: »Quinctilius Varus, giv mig mine legioner tilbage,« som siden har prydet historiebøgerne.
Romerne sendte efterfølgende legioner tilbage til Germanien for at hævne nederlaget. Men på længere sigt opgav romerne at erobre de tyske områder blandt andet på grund af interne politiske magtkampe i romerriget, som kan have haft sin årsag i, at en hærførers sejr i Germanien kunne true den siddende kejsers position.
Derfor er Varus-slaget siden blevet set som det afgørende vendepunkt i germanernes kamp mod romerne.
I 1800-tallets nationalromantiske kultur blev Arminius hyldet for at have reddet Tyskland fra romerne, og det var først og fremmest slaget og ikke de efterfølgende politiske stridigheder, tyskerne blev mindet om igennem kulturlivets skildringer af helten Arminius.
Men Thomas Grane tillægger ikke selve slaget så stor betydning:
\ Fakta
VIDSTE DU
Forskerne kan i kilderne ikke finde et entydigt svar på, hvor meget landområde Varus herskede over mellem Rhinen og Elben.
En kilde fortæller, at der var lommer, hvor germanske stammer stadig havde magten, mens andre kilder meddeler, at romerne havde fuld kontrol over hele området.
Forskerne mener i dag, at romerne i hvert fald havde kontrollen frem til floden Weser.
»Skønt nederlaget var et hårdt slag for romerne, var det på ingen måde så afgørende, som det er blevet gjort til. Naturligvis fik det betydning for det vestlige Germanien, at romerne trak sig. Men så vidt jeg kan se skete det af politiske årsager, og muligvis fordi man ikke fandt det umagen værd,« siger den danske arkæolog.
Romersk indflydelse satte sig spor
Thomas Grane fortæller, at det i dag er tydeligt for arkæologer at se, hvor romerne har hersket. Romerne anlagde i stor stil byer og forbandt dem med veje, hvilket man kan se på levnene i de områder af Tyskland, som det lykkedes romerne at sætte deres præg på.
Men derudover er der ifølge forskeren en pudsig forskel på den religionshistoriske udvikling i Vesteuropa i de områder, som i antikken lå indenfor den romerske sfære og de områder, som lå udenfor. De områder, som tidligere havde været romerske, lod sig i vid udstrækning ikke omvende til den lutherske tro, da reformationen i det 16. århundrede fejede ind over Europa.
»Det er bemærkelsesværdigt, hvis det betyder, at den romerske indflydelse har haft en effekt i så lang tid. Ser man på vigtige romersk anlagte byer som Nijmegen, Köln og Mainz, der lå ved den romerske grænse, så er de i dag katolske byer, som ligger på grænsen til det protestantiske område. Det er svært at komme med et svar på hvorfor, andet end den romerske kultur må have været fundamentalt indforstået,« siger Thomas Grane.
Han fortæller, at man den dag i dag tydeligt kan se de mange romerske ruiner, når man går rundt i sydtyske byer, der dengang for 2000 år siden lå midt i slagzonen, hvor Varus led sit store nederlag.
