Annonceinfo

1864: Vi tabte krigen på undertal og overtro

Krigen i 1864 var en vanskelig affære, der endte med at Danmark måtte give Slesvig, Holsten og Lauenborg til Tyskland. Men hvorfor tabte vi krigen - og kunne det have været undgået?

I 1864 tabte Danmark hertugdømmerne Lauenborg, Holsten og Slesvig til de overlegne preussere og østrigere. (Illustr: Mette Friis-Mikkelsen/Videnskab.dk)

1. februar 1864, for 150 år siden, trådte preussiske og østrigske tropper ind over grænsen til hertugdømmet Slesvig, som dengang tilhørte det danske kongerige.

Det blev en krig, hvor Danmark tabte hertugdømmerne Lauenborg, Holsten og Slesvig til Tyskland. Det betød, at Danmark mistede en tredjedel af sit areal og to femtedele af sin befolkning.

Men hvorfor gik vi overhovedet i krig med to stormagter som Preussien og Østrig? Og kunne vi have klaret os bedre?

»Vi gik i krig, fordi det på tidspunktet var umuligt at forestille sig en deling af Slesvig hos folket, politikerne og kongen. Vi kunne nok ikke have vundet, men vi begik en masse fejl, som måske kunne have været undgået,« siger Jens Ole Christensen, der er ph.d. i historie og museumsinspektør på Tøjhusmuseet i København. Han har sammen med Inge Adriansen, der er adjungeret professor i kulturhistorie på SDU og museumsinspektør ved Sønderborg Slot, netop skrevet bogen '1864: Anden Slesvigske Krig'.

Danevirke var myternes højborg

Danskernes første fejl var at investere rigtig mange ressourcer i forsvaret ved Danevirke, eller Dannevirke som det ofte refereres til, og som var en stor forsvarsvold, som var blevet benyttet i vikingetiden.

»Det var i 1800-tallet, at danskerne opdagede deres oldnordiske fortid. Det var her, man opdagede vikingetiden, og myterne omkring Danevirke fik stor værdi. Måske for stor værdi,« siger Jens Ole Christensen.

Ifølge myterne var Danevirke et uindtageligt forsvarsværk, som i vikingetiden havde beskyttet danskerne mod en tysk konge (se sidehistorie). Danevirke fungerede dog ikke lige så godt i krigen i 1864. Her viste Danevirke sig at have større symbolsk betydning, end den havde militære fordele.

Fakta

Ved et frontalforsvar mødes de to hære i direkte kamp, mens man ved et flankeforsvar forsøger at tvinge angriberen til at sprede sine styrker, så de kan angribes enkeltvis.

»Danevirke ligger i Sydslesvig ved den smalleste overgang til den jyske halvø. På den ene side er floden Slien, og på den anden ligger store vådområder. I plusgrader ville vådområderne kunne udnyttes, fordi forsvarsværket kunne åbne op for sluser, der kunne oversvømme vådområderne og gøre dem nærmest uigennemtrængelige. Desværre var februar historisk kold i 1864, og da vandet frøs, kunne de tyske tropper trænge igennem,« siger Jens Ole Christensen.

For risikabelt at bruge hertugdømmernes soldater

Danevirke blev aldrig det uindtagelige forsvarsværk, som det var i myterne. Det danske militær kom sent i gang med forberedelserne, og da man ikke stolede på de tysksindede enheder i Lauenborg og Holsten, valgte man ikke at mobilisere styrkerne, men anvendte i stedet ældre danske reserver.

»Et stort antal soldater fra hertugdømmerne følte ikke samhørighed med den danske stat, og selv dem fra Slesvig placerede man længere oppe i Jylland for at undgå problemer,« siger Inge Adriansen.

Hæren nåede derfor heller ikke at få den størrelse, som et frontalforsvar krævede. Det gjorde forsvaret svagt både i centrum og på fløjene, og der var ingen reserver. Frosten gjorde vådområderne lettere at forcere for de tyske tropper. Derfor skulle hæren spredes over et langt større område for at virke som frontalforsvar.

»Om sommeren skulle et frontalforsvar kun dække omkring 8-10 kilometer, men når vådområderne og den lange fjord Slien var frosset til, blev soldaterne nødt til at spredes tyndere ud over et langt større areal,« siger Inge Adriansen.

Burde have satset mere på Dybbøl

Danmark havde ikke regnet med, at krigen ville starte før om sommeren, og det gik hårdt ud over Danevirke-stillingen.

»Når vådområderne er frosset til, bør man slet ikke bruge Danevirke som forsvar, og jeg mener selv, at man burde have prioriteret flankeforsvaret ved Dybbøl og Fredericia højere,« siger Inge Adriansen.

Efter retræten fra Danevirke måtte en gruppe soldater gå til modangreb ved Sarkelmark i Slesvig for at sikre resten af hærens tilbagetrækning. (Ill.: træsnit fra Tøjhusmuseet)

Dybbøl-fæstningen fik nemlig kun cirka 15 procent af de midler, som der var blevet vurderet nødvendige for et optimalt forsvar.

Samtidig var der ikke huse nok til at indkvartere soldaterne ved Danevirke, og flere måtte overnatte under åben himmel i den kolde vinter.

»Efter enevælden blev erstattet af en grundlov i 1849, var der ikke længere en overordnet militær planlægning. Der var et krigsministerium og et marineministerium, men der var en mangel på kommunikation imellem dem. Det var ikke klart, hvem der havde ansvar for hvad, og det forsinkede forberedelserne til krigen i 1864,« siger Jens Ole Christensen.

General meldte ikke om retræte

Trods alle forhindringerne valgte general De Meza, der var øverstkommanderende for den danske hær, ikke at forberede Krigsministeriet og regeringen på en mulig opgivelse af Danevirke uden kamp.

Tre dage efter preusserne og østrigerne trådte over grænsen, den 4. februar, blev det besluttet, at Danevirke skulle rømmes. Efter rømningen af Danevirke blev General De Meza fyret af krigsministeren.

»General De Meza havde på dette tidspunkt ikke andre muligheder end retræte, og jeg er ikke i tvivl om, at han reddede mange liv på selve dagen, men havde han meldt sine planer klart ud noget tidligere, så er det ikke sikkert, at han var blevet fyret,« siger Jens Ole Christensen.

General De Meza var selv medlem af den kommission, som havde foreslået at bruge Danevirke som forsvar, og det var på hans opfordring, at frontalforsvaret blev opprioriteret.

Mænd mod overmodige drenge
Det var ikke alle barakker, der stod færdige, da krigen udbrød. Derfor måtte flere soldater overnatte under åben himmel i den kolde vinter. (Ill.: træsnit fra Tøjhusmuseet)

Danmark var et lille land i forhold til både Preussien og Østrig, der begge var stormagter. De havde både flere soldater og bedre artilleri, og ifølge Jens Ole Christensen havde vi i virkeligheden ikke nogen chance for at vinde krigen.

»Der har nok været mange, som har vidst, at vi ikke ville vinde krigen, men Danmark var inde i en periode, hvor man overvurderede sig selv. Opdagelsen af vikingetiden skabte en stolt nationalfølelse, og få år tidligere havde man vundet 1. Slesvigske Krig, så der har nok også været en del, der troede på sejr,« siger han.

Danskernes bedste chance var at trække krigen i langdrag og håbe på, at England eller Rusland ville gribe ind. De var nemlig ikke interesserede i, at Preussen udvidede sit territorium, men også her havde danskernes måske overvurderet deres muligheder.

»Selvom England og Rusland ikke var interesserede i, at Preussen rykkede frem, så havde en plet som Slesvig altså ikke betydning nok til, at de ville rykke ind i krigen,« siger Jens Ole Christensen.

Ved London-konferencen fra 20. april 1864 og to måneder frem blev det foreslået at dele Slesvig på forskellig vis, til sidst også med næsten samme grænse, som man senere fik i 1920. Men dengang var det utænkeligt for kongen og de ledende danske politikere at afstå mere end den allersydligste del af Slesvig, så forhandlingerne brød sammen, og krigen fortsatte.

Rusland og England rykkede aldrig ind, og Danmark endte med at miste ikke bare Lauenborg og Holsten, men også hele Slesvig.

Re: Østrig

Både Preussen og Østrig ønskede at samle de områder, hvor tysk sprog og kultur var fremherskende. Så at opsluge Slesvig- Holsten var i begges interesse. Men hvis kun den ene af de to magter sendte soldater til fronten, ville den anden magt sakke bagud. Derfor slog de i 1864 pjalterne sammen - lidt ligesom da Tyskland og Rusland gik sammen om at kvæle Polen, for så et par år senere at ryge i totterne på hinanden.

Østrig var del af Tyskland

Ja, simpelthen.

Indtil den preussisk-østrigske krig (1867) var Østrig en del af Det tyske Forbund. Lige som det havde været en del af det gamle valgkongedømme Tyskland, som 1807 blev opløst af Napoleon, og hvis konge som regel blev valgt og hyldet af Roms Senat og Folk (SPQR) og derefter kejserkronet i Peterskirken af paven, en tradition der går tilbage til Karl den Stores kejserkroning i 800.

Østrigs herskerslægt, habsburgerne var i århundreder tyske konger og følgelig også kejsere af Imperium Romanum Sacrum, »Det hellige Romerske Rige«.

Derfor var det naturligt for mange tyskere, ikke mindst dem med katolsk baggrund, at se Østrig som den tyske magt, en tysk forening skulle dannes omkring.

Bismarck var dog preusser, og syntes at foreningen skulle dannes omkring Preussen og Hohenzollern-slægten, og for at få også de sydtyske katolikker med, måtte han have Østrig ud af Det tyske Forbund.

Østrig

Er der nogen der kan forklare hvad grund Østrig har til at blande sig i Danmark?

Kanoner gjorde en forskel

Krigen tabtes på grund af . . .forfatterne skriver side 40: . . . ikke på grund af bagladegeværer, hvis overlegenhed ikke var kendt før krigen, heller ikke på tysk side, og håndvåben spillede i øvrigt ingen større rolle i krigen.

Den afgørende forskel i udrustningen var ikke geværerne, men artilleriet.

Dybbøl-stillingen var blevet næsten sønderskudt før stormen 18. april af riflede, langtrækkende preussiske bagladeKANONER. Kun en enkelt af skanserne havde skyts, der kunne besvare denne konstante beskydning. Den helt afgørende forskel var dog, at Preussen og Østrig som stormagter kunne mobilisere langt større militære ressourcer, end Danmark kunne.

Fejl på kortet

Kortet er alt for forenklet. Men nordgrænsen er forkert. Før 1864 fik den næsten lige fra bugten ved Fanø, og at Ærø havde tilknytning til Slesvig fra 1331 tik 1864. Den viste nordgrænse er grænsen efter 1864. Den fik det forløb, fordi der var kongerigske enklaver syd for 1864 grænsen. Herved kom sognene omkring Ribe ('støvlehælen' i vest), sognene syd for Kolding og Ærø til Kongeriget. Først i 1867 kom Ærø ind under Svendborg Amt.

Re: Bismarck havde inden

Per Rønne er inde på noget af det rigtige.

Krigen 1864 skal først og fremmest se i tysk perspektiv. Bismarck havde inden krigsudbruddet oprustet den tyske hær. Og manglede bare en undskyldning at afprøve den på en og anden. Dette blev lidt tilfældigvis Danmark.

En flåde base i Kiel var nok ikke så vigtig uden Kielerkanalen, og i det hele taget var Tyskland ikke endnu en flådemagt.

Bismarck havde besluttet sig for krig. Og var to muligheder Tyskland imod Østrig eller Tyskland og Østrig imod Danmark.

Og han valgte at angribe Danmark først og tage Østrig senere.
Og den omvendte rækkefølge havde ikke ændret historiens gang.

Overtro?

"Danevirke var myternes højborg"

Troen på at forsvarsværket var uindtageligt er da ikke overtro, lige som andre trosretninger var den baseret på myterne.

I det hele taget synes jeg at begrebet overto som regel er misbrugt.

Hvad er overtro?

Min private definition:
Det de andre tror er overtro, det Jeg tror er Tro.

Hvem er visest, en vismand eller en overvismand?

Hvis tro er godt, så må overtro være bedre.

Københavns Søbefæstning forstærket

Artiklen omtaler bogen '1864: Anden Slesvigske Krig', men fik ikke plads til at nævne, at den prøjsiske flåde var ret beskeden af størrelse, og at den danske hærs organisation primært var indrettet på et engelsk eller russisk angreb på Sjælland og København og ikke på et tysk angreb på den jyske halvø.

Forfatterne af bogen mener blandt andet, at der blev brugt en uforholdsmæssig stor del af de begrænsede ressourcer på Københavns Søbefæstning.

I dag, kyndelmisse, for 150 år siden, angreb prøjserne et af overgangsstederne ved Slien Fjord, Mysunde, "men angrebet blev afvist trods stor prøjsisk overlegenhed".

Men uanset hvad man havde gjort, så ville krigen være tabt?

http://www.thm.dk/media/61352/anden_slesvigske_krig_1864_dansk.pdf

Prøjserne talte noget, der lignede tysk. Det baltiske sprog old-prøjsisk havde sine sidste praktiserende udøvere i begyndelsen af 1700-tallet. Kongeriget Preussen opstod i 1701, fik Berlin som hovedstad og blev den ledende tyske stat, som samlede det tyske rige i 1871. (Kilde: Wikipedia)

Senere tiders taktik blev ændret, så Sjælland og København blev solgt på forhånd til DDR og Sovjet, mens Jylland skulle forsvares - med hjælp fra amerikanerne.

De nationalliberale havde mest luft

I hovedet. Fra 1848 til 1864- blev der ikke brugt penge til at renovere skanserne. Og forresten var krigen i 1848- en borgerkrig- ikke som man tror, en krig mod tyskerne.
1864 var en krig mod preusserne (Bismarck), og der blev tilbudt en fred, som de nationalliberale, der troede England ville gribe ind, fik totalt fåkket op.

Vi kunne være sluppet meget meget billigere, hvis vi havde gået med til fredsforslaget. Men de nationalliberale tågehorn vandt. Skanserne var fra 1848 i dårlig stand, men der blev intet gjort. De nationalliberale levede i en drøm, hvor soldater er bedre end våben og skanser.

Mvh
Tine-

Moderne preussiske geværer mod danske forladere

Preusserne var gået over til Dreyses tændnålsgevær m. 10-12-skud/minut (baglader), mens danskerne stadig brugte forladere med 4-5 skud/minut.

Fra http://www.hammermollen.dk/lokal/last/container/da/museet/pdf/fuglef%C3%...

"Som alle våben fremstillet før 1867 var der tale om forladevåben. Under krigen i 1864 viste det sig hurtigt, at den slags våben var forældede! Tyskerne var
bevæbnet med bagladerifler og ikke alene kunne de skyde hurtigere, men soldaterne kunne også
lade dem liggende og var således mindre udsatte for fjendens skud. Det var praktisk taget umuligt
at lade en dansk tapriffel, mens man lå ned og skudhastigheden var bestemt ikke imponerende."

Om det havde ændret noget hvis danskerne havde bagladere skal jeg ikke kunne sige, men man skal aldrig gå ned på udstyr, og slet ikke i krig!

Han tilbød deling

Han tilbød en deling, og han tilbød en folkeafstemning for at fastlægge en fremtidig grænse.

Han havde ingen interesse i Slesvig som sådan, men i flådestationen i Kiel (den som Rusland og UK ikke ønskede skulle falde i preussiske hænder). Hans interesse i Slesvig skyldtes hensynet til opinionen i de tyske lande, og hensynet til en fremtidig tysk forening under preussisk (ikke østrigsk) styre.

Danmark afviste en sådan løsning.

Da krigen var overstået kunne han naturligvis ikke vende tilbage til det tidligere tilbud, men rent faktisk blev Slesvig alligevel delt. Der fandtes nemlig en række 'kongerigske' enklaver i hertugdømmet, og de blev mageskiftet så landegrænsen blev lidt sydligere, og så en ø som Ærø blev dansk, ikke tysk.

Havde de nationalliberale i København accepteret en deling af Slesvig baseret på holdningen i de forskellige dele af hertugdømmet, var landegrænsen nok kommet til at ligge en 50 km syd for hver den ligger i dag. Flensborg havde stadig været dansk.

Flådestationen i Kiel blev det senere tyske kejserriges vigtigste flådestation, og betydningen blev naturligvis yderligere øget med bygningen af Kielerkanalen. Hermed kunne Tysklands højsøflåde let flyttes mellem Nordsø og Østersø, noget der havde stor betydning i såvel 1. som 2. verdenskrig.

Havde Danmark opretholdt fredsaftalen efter treårskrigen, hvor det magtpolitisk afgørende netop var flådestationen i Kiel, var Helstaten blevet opretholdt. Man kunne sagtens have oprettet landsting i Nørrejylland og Sjælland, svarende til landdagene i Slesvig og Holsten, gjort Slesvig officielt to-sproget, og oprettet en rigsdag i København, to-sproget, med repræsentanter for alle fire 'Länder'.

Husk i øvrigt på at der var en del gamle tyske rigsdele, der ikke tilsluttede sig Wilhelm Is kejserrige. Østrig, Liechtensten, Lëtzeberg (Luxembourt), og en del der blev annekteret af Hitler og aldrig genskabt efter 2. verdenskrig. Bismarck havde nok overlevet en sådan løsning, der endda var dikteret af stormagterne, selv om det nok havde betydet at Bayern, Baden-Baden og Württenberg havde tilsluttet sig en union med den gamle kejsermagt, Østrig.

Den løsning man fandt skyldtes udelukkende den rent ud sagt tåbelige nationalliberale regering i København.

Folkeafstemning var urealistisk

Hvad Bismarck har meldt ud i tiden op til krigen og fredsslutningen i 1864, synes jeg ikke er så væsentligt. Han ville have Slesvig-Holsten, og han fik det. Folkeafstemninger om nationalt tilhørsforhold var endnu fremtidsmusik og har næppe fundet sted i Europa før det 20. århundrede. Se også http://en.wikipedia.org/wiki/Independence_referendum

Frøs Slien Fjord altid til om vinteren?

Jeg ser godt i artiklen, at Dybbøl og Fredericia skulle have været bedre at forsvare.

Havde resten af Jylland så ikke ligget åbent som et ta' selv bord? Dette var jo set under tidligere invasioner, hvor uindbudte gæster kunne klare sig en vinter igennem.

Frøs Slien Fjord altid til is om vinteren dengang?

Preussen

Nej, markgrevskabet Brandenburg fik Berlin som hovedstad.

Preussen lå øst for det tyske riges grænse ved Weichsel, og omfattede Polens kystområder (Vestpreussen) ind i Den tyske Ordensstat, hvis sydligste område var Østpreussen.

Preusserne var et baltisk folk sok lettere og lithauere, som talte et nu uddødt (baltisk, ikke-germansk) sprog.

Hohenzollerne havde vundet hævd på at en yngre prins udnævntes til ordensleder; ved reformationen indkorporeredes Ordensstaten i Hohenzollernes stambesiddelser, nu som hertugdømme.

Da Hohenzollerne 1701 blev konger var det deres østpreussiske hertugdømme der blev kongedømme, med hoved- og kroningsbyen Königsberg.

Hvor skulle forsvaret da være etableret?

"Danskernes første fejl var at investere rigtig mange ressourcer i forsvaret ved Danevirke", lyder det fra Tøjhusmuseet i København.

Hvis et forsvar mod prøjserne skulle etableres, hvor kunne man da finde et bedre sted end ved Slesvig by og vestover, hvor Dannevirke var lagt helt tilbage i 500-tallet?

Prøjsen havde i øvrigt efter 1451 fået Berlin som hovedstad. Prøjsen opløstes de jure i 1947 og er i dag en del af Tyskland, Polen, Rusland, Litauen, Danmark, Belgien, Tjekkiet og Schweiz.

Flådebasen i Kiel

Som jeg netop skrev, var det af afgørende betydning for Rusland og England, at Preussen ikke fik kontrol over flådebasen i Kiel. Da Danmark netop gerne ville slippe af med Holsten, så disse to lande ingen grund til indgriben her.

Og - det danske standpunkt (slip af med Holsten, indkorporer Slesvig i selve kongeriget) stred direkte mod fredsaftalen efter treårskrigen, som fastholdt Helstaten med dansk kontrol over Kiel.

Derudover synes Jacob ikke at forholde sig til at Bismarck var villig til en deling af Slesvig baseret på folkeafstemning.

Bismarck havde brug for flådebasen i Kiel, men kunne ikke få den medmindre danskerne brød fredsaften.

Bismarck havde i og for sig ikke brug for Slesvig, men var nødt til at støtte de tysksindede slesvigere, hvis han ville nå sit mål: En samling af Tyskland omkring huset Hohenzollern, hvilket samtidig betød Østrigs eksklusion fra Tyskland. Husk på at Wien var den traditionelle kejserstad.

Overdreven kritik af Danmark i 1864

Der lægges generelt nok for stor vægt på betydningen af de danske militære og politiske fejltagelser.

Sagen er, at Preussen var interesseret i at få magten over Slesvig-Holsten. Det ville de have fået før eller siden, når nu de øvrige stormagter forholdt sig passive. Ønskerne om at bevare Danmark som en såkaldt helstat var utopi i en tid, hvor nationalstaterne stormede frem i hele Europa.

Der var dengang ikke kutyme for fredelige løsninger af den slags konflikter, så det er ikke så mærkeligt, at det endte med militær konfrontation. At Østrig to år senere blev tævet af preusserne, beviser vel bare, at Bismarck havde både vilje og evne til at tryne selv stærke modstandere.

Spørgsmålet er, om Danmark alligevel kunne være kommet bedre ud af den slesvig-holstenske konflikt, end man gjorde? Måske kunne man have beholdt områder i det nordlige Slesvig - men dem fik man jo så tilbage ved Genforeningen i 1920. Hvis Danmark derimod havde formået at beholde hele Slesvig, kunne det have holdt konflikten med tyskerne i kog - og tyskerne blev ikke meget nemmere at have med at gøre i tiden efter Bismarck.

Bismarck havde inden

Bismarck havde inden krigsudbruddet foreslået Danmark at dele Slesvig efter sindelag; hertugdømmet skulle opdeles i en række zoner hvor der skulle afholdes folkeafstemning. Det afslog Danmark.

England og Rusland var ikke interesserede i Slesvig-spørgsmålet. Derimod var de interesserede i at flådebasen i Kiel fortsatte under dansk (ikke preussisk) kontrol. Men da Danmark jo netop var interesseret i at slippe af med Holsten og Lauenborg, som ikke-danske områder, og i at beholde Slesvig der jo som Sønderjylland havde været en del af det oprindelige Danmark (inkl. Skåneland), havde disse to magter ingen interesse i at gå ind i krigen.

Endelig kan det nævnes, at der i Sverige var planer om at gå ind i krigen på tysk side. Officerer og embedsmænd foreslog at Danmark skulle deles, så svenskerne fik Sjælland, preusserne Sønderjylland og englænderne Nørrejylland. Englænderne ville ikke være med til dette, kong Wilhelm i Berlin afviste også idéen med et - hvad skulle man så gøre ved Europas svigerfar, Christian IX? Også Oscar II i Stockholm sagde nej.

Afslutningsvis - Christian IX var på ingen måde lige så naiv som befolkning og politikere. Faktisk overvejede han i tre døgn om han skulle nægte at underskrive den nye grundlov.

Uden den nye grundlov var Helstaten blevet opretholdt. Slesvig måtte ikke knyttes nærmere det egentlige kongerige end Holsten, og preusserne havde aldrig fået adgang til Kiel.

Verdenshistorien havde taget en anden kurs ... ingen preussisk-østrigsk krig om Slesvig-Holsten, måske ingen fransk-tysk krig der ledte til Tysklands samling, og måske var det katolske Sydtyskland blevet forenet med Habsburgernes Østrig i stedet for med Hohenzollernes Preussen.

Håbløs krig

Den tyske hær var godt ledet, stor og veludrustet.

Det var den danske regering faste overbevisning at Danevirke skulle holdes. Så kan en general ikke komme igennem med sin logiske overbevisning.

Det er må også være diplomatiet, som har fejlet. Eller var krigen fra tysk side bare en øvelse inden den rigtige krig med Frankrig?

Seneste fra Kultur & Samfund

Grønlandske stemmer

Aviaja

»Det er vigtigt, at lokalbefolkningen uddanner sig, for bedre at være en del af udviklingen og bedre kunne tjene penge på viden i stedet for at tjene penge på tønder af olie«

Aviaja Lyberth Hauptmann, ph.d.-studerende på DTU.

Tema om fremtiden for grønlandsk forskning

Det læser andre lige nu

Spørg Videnskaben

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Seneste blogindlæg