1864: Vi tabte krigen på undertal og overtro
Krigen i 1864 var en vanskelig affære, der endte med at Danmark måtte give Slesvig, Holsten og Lauenborg til Tyskland. Men hvorfor tabte vi krigen - og kunne det have været undgået?
I 1864 tabte Danmark hertugdømmerne Lauenborg, Holsten og Slesvig til de overlegne preussere og østrigere. (Illustr: Mette Friis-Mikkelsen/Videnskab.dk)

1. februar 1864, for 150 år siden, trådte preussiske og østrigske tropper ind over grænsen til hertugdømmet Slesvig, som dengang tilhørte det danske kongerige.

Det blev en krig, hvor Danmark tabte hertugdømmerne Lauenborg, Holsten og Slesvig til Tyskland. Det betød, at Danmark mistede en tredjedel af sit areal og to femtedele af sin befolkning.

Men hvorfor gik vi overhovedet i krig med to stormagter som Preussien og Østrig? Og kunne vi have klaret os bedre?

»Vi gik i krig, fordi det på tidspunktet var umuligt at forestille sig en deling af Slesvig hos folket, politikerne og kongen. Vi kunne nok ikke have vundet, men vi begik en masse fejl, som måske kunne have været undgået,« siger Jens Ole Christensen, der er ph.d. i historie og museumsinspektør på Tøjhusmuseet i København. Han har sammen med Inge Adriansen, der er adjungeret professor i kulturhistorie på SDU og museumsinspektør ved Sønderborg Slot, netop skrevet bogen '1864: Anden Slesvigske Krig'.

Danevirke var myternes højborg

Danskernes første fejl var at investere rigtig mange ressourcer i forsvaret ved Danevirke, eller Dannevirke som det ofte refereres til, og som var en stor forsvarsvold, som var blevet benyttet i vikingetiden.

»Det var i 1800-tallet, at danskerne opdagede deres oldnordiske fortid. Det var her, man opdagede vikingetiden, og myterne omkring Danevirke fik stor værdi. Måske for stor værdi,« siger Jens Ole Christensen.

Ifølge myterne var Danevirke et uindtageligt forsvarsværk, som i vikingetiden havde beskyttet danskerne mod en tysk konge (se sidehistorie). Danevirke fungerede dog ikke lige så godt i krigen i 1864. Her viste Danevirke sig at have større symbolsk betydning, end den havde militære fordele.

Fakta

Ved et frontalforsvar mødes de to hære i direkte kamp, mens man ved et flankeforsvar forsøger at tvinge angriberen til at sprede sine styrker, så de kan angribes enkeltvis.

»Danevirke ligger i Sydslesvig ved den smalleste overgang til den jyske halvø. På den ene side er floden Slien, og på den anden ligger store vådområder. I plusgrader ville vådområderne kunne udnyttes, fordi forsvarsværket kunne åbne op for sluser, der kunne oversvømme vådområderne og gøre dem nærmest uigennemtrængelige. Desværre var februar historisk kold i 1864, og da vandet frøs, kunne de tyske tropper trænge igennem,« siger Jens Ole Christensen.

For risikabelt at bruge hertugdømmernes soldater

Danevirke blev aldrig det uindtagelige forsvarsværk, som det var i myterne. Det danske militær kom sent i gang med forberedelserne, og da man ikke stolede på de tysksindede enheder i Lauenborg og Holsten, valgte man ikke at mobilisere styrkerne, men anvendte i stedet ældre danske reserver.

»Et stort antal soldater fra hertugdømmerne følte ikke samhørighed med den danske stat, og selv dem fra Slesvig placerede man længere oppe i Jylland for at undgå problemer,« siger Inge Adriansen.

Hæren nåede derfor heller ikke at få den størrelse, som et frontalforsvar krævede. Det gjorde forsvaret svagt både i centrum og på fløjene, og der var ingen reserver. Frosten gjorde vådområderne lettere at forcere for de tyske tropper. Derfor skulle hæren spredes over et langt større område for at virke som frontalforsvar.

»Om sommeren skulle et frontalforsvar kun dække omkring 8-10 kilometer, men når vådområderne og den lange fjord Slien var frosset til, blev soldaterne nødt til at spredes tyndere ud over et langt større areal,« siger Inge Adriansen.

Burde have satset mere på Dybbøl

Danmark havde ikke regnet med, at krigen ville starte før om sommeren, og det gik hårdt ud over Danevirke-stillingen.

»Når vådområderne er frosset til, bør man slet ikke bruge Danevirke som forsvar, og jeg mener selv, at man burde have prioriteret flankeforsvaret ved Dybbøl og Fredericia højere,« siger Inge Adriansen.

Efter retræten fra Danevirke måtte en gruppe soldater gå til modangreb ved Sarkelmark i Slesvig for at sikre resten af hærens tilbagetrækning. (Ill.: træsnit fra Tøjhusmuseet)

Dybbøl-fæstningen fik nemlig kun cirka 15 procent af de midler, som der var blevet vurderet nødvendige for et optimalt forsvar.

Samtidig var der ikke huse nok til at indkvartere soldaterne ved Danevirke, og flere måtte overnatte under åben himmel i den kolde vinter.

»Efter enevælden blev erstattet af en grundlov i 1849, var der ikke længere en overordnet militær planlægning. Der var et krigsministerium og et marineministerium, men der var en mangel på kommunikation imellem dem. Det var ikke klart, hvem der havde ansvar for hvad, og det forsinkede forberedelserne til krigen i 1864,« siger Jens Ole Christensen.

General meldte ikke om retræte

Trods alle forhindringerne valgte general De Meza, der var øverstkommanderende for den danske hær, ikke at forberede Krigsministeriet og regeringen på en mulig opgivelse af Danevirke uden kamp.

Tre dage efter preusserne og østrigerne trådte over grænsen, den 4. februar, blev det besluttet, at Danevirke skulle rømmes. Efter rømningen af Danevirke blev General De Meza fyret af krigsministeren.

»General De Meza havde på dette tidspunkt ikke andre muligheder end retræte, og jeg er ikke i tvivl om, at han reddede mange liv på selve dagen, men havde han meldt sine planer klart ud noget tidligere, så er det ikke sikkert, at han var blevet fyret,« siger Jens Ole Christensen.

General De Meza var selv medlem af den kommission, som havde foreslået at bruge Danevirke som forsvar, og det var på hans opfordring, at frontalforsvaret blev opprioriteret.

Mænd mod overmodige drenge

Det var ikke alle barakker, der stod færdige, da krigen udbrød. Derfor måtte flere soldater overnatte under åben himmel i den kolde vinter. (Ill.: træsnit fra Tøjhusmuseet)

Danmark var et lille land i forhold til både Preussien og Østrig, der begge var stormagter. De havde både flere soldater og bedre artilleri, og ifølge Jens Ole Christensen havde vi i virkeligheden ikke nogen chance for at vinde krigen.

»Der har nok været mange, som har vidst, at vi ikke ville vinde krigen, men Danmark var inde i en periode, hvor man overvurderede sig selv. Opdagelsen af vikingetiden skabte en stolt nationalfølelse, og få år tidligere havde man vundet 1. Slesvigske Krig, så der har nok også været en del, der troede på sejr,« siger han.

Danskernes bedste chance var at trække krigen i langdrag og håbe på, at England eller Rusland ville gribe ind. De var nemlig ikke interesserede i, at Preussen udvidede sit territorium, men også her havde danskernes måske overvurderet deres muligheder.

»Selvom England og Rusland ikke var interesserede i, at Preussen rykkede frem, så havde en plet som Slesvig altså ikke betydning nok til, at de ville rykke ind i krigen,« siger Jens Ole Christensen.

Ved London-konferencen fra 20. april 1864 og to måneder frem blev det foreslået at dele Slesvig på forskellig vis, til sidst også med næsten samme grænse, som man senere fik i 1920. Men dengang var det utænkeligt for kongen og de ledende danske politikere at afstå mere end den allersydligste del af Slesvig, så forhandlingerne brød sammen, og krigen fortsatte.

Rusland og England rykkede aldrig ind, og Danmark endte med at miste ikke bare Lauenborg og Holsten, men også hele Slesvig.