11.000 år gamle danske elgknogler er omgærdet af mystik
Knoglerne fra flere elge blev for 11.000 år siden lagt i en mose på Sydsjælland. Nu viser nye dateringer af knoglerne, at de er lagt i mosen over en længere periode på flere århundreder - men arkæologerne kan ikke finde ud af, hvilket folkefærd der gjorde det.

Når arkæologerne graver skeletter af mennesker og dyr op af mulden, giver de tit svar på mange ting om vores forfædres gøren og laden. Men nogle gange starter de også et mysterium.

Da knoglerne fra flere elge i 1999 blev udgravet fra Lundby Mose på Sydsjælland daterede arkæologerne nogle af dyrene til at være fra 9.400 – 9.300 f.v.t.. 

Men for nyligt har arkæologerne lavet nogle nye kulstof-14 dateringer på nogle af de andre knogler, og de viser sig at være fra 9.873 – 9.676 f.v.t.. 

Elgknoglerne er altså ikke smidt i mosen inden for en kort periode, som først troet, men derimod er mosen blevet brugt gennem flere hundrede år - og det undrer arkæologerne.

»Der er tale om, at nogen har boet her. Det er helt sikkert. Men vi har indtil videre ikke fundet bopladser, der er så gamle som elgknoglerne, så det er lidt et mysterium, hvem der har lagt knoglerne i mosen,« siger Kristoffer Buck Pedersen, der er arkæolog og overinspektør på Museum Sydøstdanmark.

Han har været med til at analysere knogleresterne fra elgene. I mosen blev der fundet seks deponeringer med elge med knogler fra i alt 13 individer.

Knoglernes placering er rituel

Det særlige ved knoglerne er, at de er lagt i mosen, som om de har været pakket ind i et skind. Det var ikke kun én af elgene, der lå sådan, men flere af dem, og det er ifølge Kristoffer Buck Pedersen et tegn på, at mosen har været hellig.

»Dengang besjælede menneskene alting, og for at opretholde balance samlede man knoglerne fra de dyr, man spiste og ofrede dem. Det er den tolkning, vi har brugt, for vi kan ikke finde en praktisk forklaring på, at knoglerne er så godt samlet,« forklarer han og tilføjer, at den daværende befolkning troede, at når dyrene var lagt i mosen, ville de genopstå.

Fakta

Alle levende væsner indeholder en vis mænge af den radioaktive isotop kulstof-14.

Vi optager det gennem hele livet, men så snart vi dør, stopper optagelsen. Det kan bruges til at datere, hvornår en levende organisme er død.

Fordi kulstof-14 er radioaktivt, forsvinder det ikke med det samme. Stoffet har en halveringstid på 5.730 år.

Når stoffet er så længe om at forsvinde, kan kulstof-14 bruges til at datere fund 50.000 år tilbage i tiden. Og i dag kan man gøre det med en relativt lav usikkerhed.

Kilde: Jesper Olsen, Aarhus Universitet

Lektor Mikkel Sørensen, der ikke har været en del af undersøgelsen, er enig med Kristoffer Buck Pedersens tolkning.

»Det er en bestemt selektion af knogler, der lægges i mosen, og det kan klart tolkes som en rituel handling. Elgene har haft en bestemt status for de her menneske, for de bliver omgået på en bestemt måde,« siger Mikkel Sørensen, der er lektor ved Saxo-Instituttet – Arkæologi, Etnologi, Historie og Græsk og Latin.

Bopladserne er der et sted

Arkæologerne klør stadig sig selv i håret, for hvem har lagt knoglerne i mosen? Selvfølgelig er det mennesker, men de kan ikke finde ud af, om menneskerne har boet i nærheden af mosen, eller om de gennem flere 100 år tilfældigt er kommet forbi og smidt dyreknogler i mosevandet.

Et vigtigt spor efter, hvem der har deponeret elgene, er en elgtakøkse fra mosen, der ifølge arkæologerne kun kendes fra maglemosekulturen cirka 9.000 f.v.t. – 6.400 f.v.t.. Men den kendes ikke fra bopladser, der er så tidlige som elgene i mosen.

»I området ved mosen er der masser af bopladser fra jægerstenalderen, men ingen af de bopladser er så gamle som de ældste knogler. Vi har undersøgt mosen mange gange, og vi har ikke kunnet lokalisere nogen bopladser, men vi går ud fra, at de er her et sted,« siger Kristoffer Buck Pedersen.

Han forklarer, at det blandt andet kan være svært at lokalisere bopladsen, fordi der måske ligger en boplads samme sted, som er yngre og på den måde har skjult sporene fra den gamle boplads.

Mikkel Sørensen tror heller ikke, at mennesker ved et tilfælde er kommet forbi mosen gennem flere 100 år for at smide nogle dyreknogler i mosen.

»Når man skal finde bopladser, skal man lokalisere steder, hvor der er gode bevaringsforhold, og hvor det er sandsynligt, at man har bosat sig. Det er ikke tilfældigt, at de kommer tilbage til mosen, for landskabet har nogle gode potentialer for bosættelse og jagt,« siger Mikkel Sørensen.

 

Fakta

I dag bruger man metoden ultrafiltrering, når man skal have dateret et organisk fund som knogler og træ.

Elgknoglerne fra Lundby Mose fik en kemisk behandling, der kunne trække proteinet kollagen ud. Kollagenet blev filtreret, så det kun var de længste kollagen-molekyler, der blev fanget.

Molekylerne blev brændt af til CO2, hvilket derefter reduceres til grafit (C), så det kun var den det rene kulstof, der var er tilbage.

Den del af kulstoffet som hedder kulstof-14 findes kun i en mikroskopisk mængde – det vil være som at finde ét sandkorn i et vognlæs på 50 tons sand.

Acceleratoren er i stand til at tælle de enkelte kulstof-14 atomer og angive en alder på knoglerne.

Kilde: Jesper Olsen Aarhus Universitet

Knoglerne kunne ligge i mosen 11.000 år mere

Knoglerne fra Lundby Mose var utroligt velbevarede, da de blev gravet op. Det skyldes, at knoglerne har ligget på bunden af mosen, hvor det hurtigt er blevet iltfattigt.

Kristoffer Buck Pedersen mener, at vi skal lave flere udgravninger som Lundby Mose, fordi der er gode muligheder for at finde velbevarede levn fra fortiden.

»99,9 procent af alle udgravninger finder sted på tørt land. Der er sjældent nogen, der udgraver dødishuller som Lundby Mose, hvor der er gode bevaringsforhold. Knoglerne lå i mosen i 11.000 år, og de kunne sagtens ligge der 11.000 år mere,« siger Kristoffer Buck Pedersen.