Vægten er en af dine værste fjender. For det er næsten en naturlov, at når frikadeller og kartofler med tyk brun sovs glider ned, ryger kiloene op. Og hvorfor de overskydende kilo synes langt vanskeligere at smide end at få, må omkring halvdelen af alle voksne danskere nok spørge sig selv om. Så stor er gruppen nemlig af personer, der er overvægtige eller direkte fede.
Målt og vejet bliver der ved Syddansk Universitet i Odense. Her forskes der hver dag i fedme og fedmerelaterede sygdomme, så som sukkersyge og åreforkalkning. Sat på spidsen kan man sige, at der forskes i nutidens store paradoks.
For hvordan kan det være, at noget så essentielt som omdannelse af sukker til fedt kan gå så grueligt galt, at eksperter i dag taler om, at der ligefrem er udbrudt en fedmeepidemi i den vestlige del af verden? Alene ordet
bringer for de fleste dunkle associationer til pest og kolera i den mørke middelalder.
Fedt er for mange i nutidens Danmark forbundet med negative associationer. I de kulørte blade og på TV bliver vor tids billede af den perfekte kvinde sat af åletynde topmodeller, der frejdigt spankulerer hen ad catwalkens glinsende gulv. Sådan har det ikke altid været.
Lars la Cour Poulsen er Ph.d.-stipendiat på Institut for Biokemi og Molekylær Biologi ved Syddansk Universitet
Arkæologiske fund af små frugtbarheds-statuetter fra 30.000 år før vor tidsregning afslører, at datidens kvindeideal fremstillede den frodige kvinde som noget ophøjet og nærmest guddommeligt.
Måske afspejler denne dyrkelse af det frodige urtidsmenneskets ekstreme afhængighed af føde. Sikkert er det i hvert fald, at fortidens dyr og mennesker - fra hvem vi stammer - levede helt og aldeles i naturens vold. Der kunne således være langt imellem måltiderne i trange perioder.
Det var af afgørende betydning for vore forfædre, at store energidepoter kunne opbygges, når føden var tilgængelig. Deres stofskifte blev tilpasset til på effektiv vis at deponere størst mulige mængder af føde som fedt i fedtvæv.
Dette hænger sammen med, at fedt er den energiform, som indeholder flest kalorier sammenlignet med kulhydrat og protein. Således var det hensigtsmæssigt, at kulhydrat og protein effektivt kunne omdannes til fedt og lagres i fedtdepoterne som reserve til trange tider. Den krop, vi render rundt med i dag, besidder den samme sensitive mekanik, som blev forfinet generation for generation igennem store dele af udviklingshistorien.
Går man lidt i dybden med det spændende maskineri, som den menneskelige krop udgør, sker det ikke sjældent, at man gribes af forundring. Og med god grund. For her findes nogle af de mest sofistikerede anordninger, der skulle få Georg Geargløs til at klappe i sine små hænder af bare begejstring.
Blandt andet indeholder kroppens celler små mikroskopiske
, der styrer de millioner af processer, som hele tiden finder sted inde i dig og mig. Regulatorproteinerne kan sammenlignes med bitte små bolde, der hopper rundt og tænder og slukker for alle de gener, som er nødvendige for, at kroppen kan fungere.
Der findes to vigtige regulatorproteiner, som er med til at bestemme balancen imellem fedtdannelse og fedtforbrænding. De to proteiner kaldes henholdsvis ChREBP og PPARα. Når du vågner om morgenen, og din mave brummer af utilfredshed, fordi den er sulten, så er det PPARα, som hjælper med at skaffe energi til dit hungrende system.
Dette sker ved, at PPARα tænder for de gener, som er nødvendige for fedtforbrænding. Jo længere tid siden det er, at du har spist, desto større mængder af PPARα vil der dannes. Hos folk som har fastet længe - for eksempel muslimer i forbindelse med ramadanen - vil PPARα findes i meget store mængder. Fastende personer har således en høj fedtforbrænding, hvilket er med til at forhindre, at de stiller træskoene.
ChREBP - det andet regulatorprotein - styrer fedtdannelsen. Når du tænder for kaffemaskinen om morgenen og sætter tænderne i den første syltetøjsmad, vil ChREBP tænde for de gener, som er nødvendige for dannelsen af fedt.
Kroppen er gearet til på snedig vis at lagre kulhydrat som fedt i fedtdepoter. Når du er sulten, forbrændes det lagrede fedt, således at kroppen får dækket sit energibehov. To proteiner er vigtige for at regulere omdannelsen af fedt:
■ ChREBP (udtales 'kræb') kontrollerer de gener, der styrer omdannelsen af sukker til fedt.
■ PPARα (udtales 'p-par-alpha') kontrollerer de gener, der styrer fedtforbrændingen.
Det er bemærkelsesværdigt, at det ikke kun er hos os mennesker, at ChREBP regulerer fedtdannelsen. Der findes regulatorproteiner, der både ligner og fungerer som ChREBP hos selv de simpleste dyr - så som fluer og orme.
Dette understreger, at ChREBP har haft en central rolle med at sikre optimal fedtlagring igennem hele dyrerigets udviklingshistorie.
Tilbage i urtiden har det været af afgørende betydning for vore forfædre, at fedtforbrændingen ophørte, når fedtdannelsen satte ind efter et måltid.
Ny forskning ved Syddansk Universitet i Odense viser da også, at ChREBP ikke alene styrer fedtdannelsen, men at proteinet får mængden af PPARα til at falde i visse celletyper. På den måde er fedtdannelsen tæt koblet til fedtforbrændingen.
Forekomsten af fedme er steget eksplosivt med omkring 30 procent over ti år. WHO karakteriserer ligefrem fedme som en sygdom, og udpeger fedmeepidemien til et af de største kommende globale folkesundhedsproblemer. Hvordan er det nået så vidt?
Svaret skal hentes i den udviklingshistorie, som har formet stofskiftet hos dyr og mennesker. Over millioner af år har små encellede organismer udviklet sig til orme, fluer, mus og rotter, aber og - sidst men ikke mindst - til os mennesker. Undervejs har det hele tiden handlet om én ting og kun én ting.
At få mest muligt ud af mindst muligt. Den velstand og overflod, som kun langsomt er blevet hver mands eje efter den industrielle revolution i det 18. århundrede, står således i dyb kontrast til forholdene i størstedelen af menneskets udviklingshistorie. Dertil kommer, at det i dag er muligt at indtage yderst raffinerede former for både sukker og fedt.
Man kan bestemt ikke sige, at Coca-Cola og Whopper Meal var hverdagskost i stenalderen, hvor bær og nødder var noget, man selv skulle plukke. Det paradoksale er derfor, at vores uhyggeligt effektive stofskifte, der i tidens løb har reddet fantasillioner af mennesker igennem sult og armod, slet ikke er gearet til at håndtere nutidens overflod af lettilgængelige fødevarer. Fedme er derfor på mange måder et luksusproblem - men dog et problem hvis omfang og betydning man ikke kan negligere. □
Lavet i samarbejde med Det Naturvidenskabelige Fakultet ved Syddansk Universitet
spørgsmål
er det mugligt at vores kroppe, efter mange hundrede år måske, kan udvikle sig (højst sandsynligt kun i den vestlige verden, hvor mange er for tykke) nedsætte optagning af kalorier hvis den på en eller anden måde kan mærke at depoterne er godt lagrede? det kunne være pænt smart.