Annonceinfo

Uventet hiv-opdagelse

Ny hiv-forskning antyder, at virusset kan snige sig ind i kvindekroppen på en måde, som overrasker forskerne

Skematisk oversigt over de kvindelige kønsorganers anatomi. (Illustration: United States Departement of Health and Human services)

»Forskere har troet, at hiv-virusset invaderede en kvindes immunsystem gennem det tynde hudlag helt oppe ved cervix eller livmoderhalsåbningen - altså, at dét var det svage punkt.«

Det siger molekylærbiolog Thomas Hope i en pressemeddelelse fra Northwestern University i Chicago. Han præsenterede i december måned en ny opdagelse om hiv på en konference i San Francisco, USA.

Hope og hans team mener nu at have opdaget en ny måde, hvorpå hiv-virusset kan smitte en kvinde under sex, som kan gøre hende mere sårbar, end tidligere antaget.

Forskernes nye undersøgelser antyder, at virusset kan smitte direkte gennem friskt og ubeskadiget væv i området direkte indenfor de ydre kønsorganer, og slet ikke behøver indgange som herpes-sår eller andre sår, således som man hidtil har gået ud fra.

Fire timer fra sex til smitte

 

For tydeligt at se hvordan virusset opførte sig, udstyrede forskerne det med markører, som bliver selvlysende, når man lyser på dem, før de slap virusset løs på vævsprøver taget i forbindelse med fjernelse af en livmoder, samt på væv fra rhesusaber. Derved kunne de overraskede forskere observere virusset trænge sig vej gennem en hudoverflade taget indefra vagina-kanalen, og ind til de immunceller, det kunne angribe, på kun fire timer.

Dette mikroskopiske billede viser hiv (rød prik) som kommer igennem det vaginale væv. (Foto: Hope laboratory)

»Dette var et uventet og vigtig resultat. Hidtil har ingen egentlig haft nogen anelse om detaljerne i hvordan hiv rent faktisk overføres,« siger Hope i pressemeddelelsen.

Det har været den dominerende opfattelse, at dette væv nærmest var 'virussikkert', fordi man antog at det store hiv-virus ikke var i stand til at trænge igennem det. Så hvordan kan de forklare, at det faktisk gør dette alligevel?

Hope tror at virusset trænger ind de steder i vagina, hvor hudceller er i færd med at blive udskiftet. Teorien går ud på, at bindingerne mellem cellerne bliver svagere i celleudskiftningsprocessen, og at vævet da bliver mere åbent, for at virus kan trænge ind.

Kan forklare fejltrin

 

Man har tidligere prøvet forskellige metoder for at reducere risikoen for hiv-smitte. I et afrikansk projekt prøvede kvinder et pessar, fordi det - når det er placeret i skeden - beskytter området omkring livmoderhalsåbningen, som man troede var mest sårbare for smitte. Men tiltaget reducerede ikke hiv-smitten.

I et andet projekt gav man herpesmedicin til kvinder med herpes 1. Man troede dette ville reducere risikoen for at hiv-virusset kunne trænge ind igennem herpes-sår i og omkring vagina. Dette hjalp heller ikke, ifølge Hope.

Illustrationen viser hvordan HIV-virusset glider igennem de løst forbundne hudceller, og ind til de forskellige immunceller det kan angribe. (Illustration: Ann Carias)

Nu kan han og de andre forskerne fra 'Northwestern University's Feinberg School of Medicin' have fået en ny forståelse af, hvorfor disse tiltag ikke fungerede.

»En stor fejl på dette område er, at antage at smitte kun kan ske på én måde,« siger Thomas Hope.

Forskerne har altså lavet en undersøgelse med resultater, som antyder at hiv-virus trænger igennem væv, man tidligere troede var nærmest 'virussikkert'. De mangler nu i deres forskning at se på om viruscellerne faktisk smitter immuncellerne indenfor.

I mellemtiden kan det se ud som om kondomet stadigvæk er den eneste virussikre løsning.

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov

Sår i underlivet og HIV

Interessant. Jeg har længe vidst, at sår i underlivet lettere kan overføre HIV. Men jeg er overrasket over at læse, at at områder, hvor hudceller er ved at blive udskiftet er mere sårbare over for smitte af vira såsom HIV. Ifølge http://www.sundhedslex.dk/saar-i-underlivet.htm kan man læse, at herpes, kønsvorter, vandvorter osv. kan give sår i underlivet og derved være mere sårbare over for infektioner af vira som HIV, men ret skræmmende at bare en simpel udskiftning af hudceller muligvis er nok. Endnu et argument for, at kondom er det eneste sikre præventionsmiddel mod HIV.

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste fra Krop & Sundhed

Det læser andre lige nu

Spørg Videnskaben

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Seneste blogindlæg