I science fiction-serien Star Trek behøver man ikke at være læge for at kunne diagnosticere sygdomme. Man bruger bare sin medicinske tricorder – et lille, håndholdt apparat, som hurtigt scanner patienten og med det samme fortæller, hvad der er galt.
Sådan et smart og kompakt apparat til diagnosticering af sygdomme og overvågning af helbredet ville være rart at have i virkeligheden. Der arbejdes da også på det, ikke mindst i forbindelse med en stor, international konkurrence kaldet Qualcomm Tricorder X Prize.
Her er der sat 10 millioner dollar (godt 70 millioner kroner) på højkant. De fleste af pengene går til det hold, der kan fremvise det mest overbevisende håndholdte eller i det mindste bærbare apparat, der kan gøre der muligt for almindelige forbrugere at diagnosticere en række sygdomme. Og nu nærmer konkurrencen sig sin afslutning.
Vinderen kåres til sommer
Konkurrencen blev skudt i gang i 2012, og fra starten var der tilmeldt 312 hold fra 38 forskellige lande, herunder Danmark repræsenteret af Copenhagen X Prize Team. Men der er løbende blevet luget ud i feltet, og nu er de to endelige finalister blevet udvalgt.
Det blev Dynamical Biomarkers Group, der er finansieret af firmaet HTC fra Taiwan, og Final Frontier Medical Devices fra Basil Leaf Technologies i USA, der nu skal have deres produkter testet af forbrugere i samarbejde med University of California i San Diego.
I løbet af andet kvartal 2017 kåres vinderen. Spørgsmålet er, hvilken af de kompakte apparater, der bedst kan benyttes til at diagnosticere 13 forskellige helbredstilstande og overvåge patientens temperatur, vejrtrækning, blodtryk, hjerterytme og blodets iltningsgrad.
Blandt de dårligdomme, udstyret som minimum skal kunne genkende, er
- diabetes
- lungebetændelse
- blærebetændelse
- mellemørebetændelse
- blodmangel
- rytmeforstyrrelser i hjertet
- forhøjet antal hvide blodlegemer
- søvnapnø
- kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL)
\ Læs mere
Større end på film
Blandt kravene i konkurrencen er også, at udstyret højst må veje fem pund, svarende til 2,27 kg. Det må gerne bestå af flere dele, og det gør sættene fra de to finalister da også.
I starten satsede mange af deltagerne på, at de kunne udvikle en håndholdt enhed på størrelse med en smartphone, omtrent som den medicinske tricorder i Star Trek. Det viste sig at være umuligt med den nuværende teknologi – de nødvendige sensorer kan simpelthen ikke blive så små endnu.
Men selv om de virkelige tricordere er noget større end science fiction-udgaven, er de stadig nemme at bære rundt på og ikke mindst at benytte.
Dynamical Biomarkers Group har udviklet, hvad der ligner en lille værktøjskasse med en smartphone på toppen. I kassens skuffer kan man finde mindre enheder, der måler forskellige ting og sender data trådløst til mobiltelefonen, som regner på dem og præsenterer dem for brugeren.
Final Frontier Medical Devices har udviklet et lignende sæt kaldet DxtER, hvor det er en iPad Mini, som modtager og behandler data fra sensorerne. Mobiltelefonen eller iPad’en fungerer også som manual for brugeren, der får at vide, hvordan udstyret skal bruges, hvad det fortæller om helbredet og hvad man bør foretage sig, hvis der er noget galt.
Med en smartphone eller tablet som centrum for diagnosticeringssættet bliver det også nemmere at dele sine sundhedsoplysninger med en læge, hvis det skulle blive nødvendigt. Så kan lægen kigge på de data, som er indhentet ved hjælp af de forskellige sensorer, og derudfra beslutte, hvad der videre skal ske med patienten.
Nemmere og billigere
Med en tricorder i hjemmet kan man altså slippe for at tage til lægen, hvis man føler sig sløj eller bare vil holde øje med sin helbredstilstand. Apparatet kan fortælle, hvad man fejler, og hvad man skulle gøre ved det.
Dermed bliver det ikke blot være nemmere at være patient, det kan også betyde besparelser i sundhedsvæsenet – hvis apparaturet altså bliver til at betale.
Qualcomm Tricorder X Prize eller ej vil vi i fremtiden benytte langt mere ny teknologi til helbredsovervågning og diagnosticering – også i Danmark, hvor vi i stadig højere grad vil benytte os af mHealth – brugen af mobile sundhedsapplikationer til selvdiagnosticering eller fjernovervågning.
Der skal være styr på tingene
Men der er nogle udfordringer, som kan betyde, at der går nogle år, før vi for alvor vil få glæde af virkelige tricodere. Det fortæller Tariq Osman Andersen, der er adjunkt på Datalogisk Institut på Københavns Universitet, og som arbejder med mHealth:
»Teknisk er det svært, med de sensorer, vi har i dag. Og rent videnskabeligt er det et stort arbejde at gå fra sensordata til effekter, man kan stole på. Og her kommer hele det regulatoriske afspekt ind.«
Det er vigtigt, at man kan stole på, hvad et sundhedsapparat fortæller, og det skal myndighederne være med til at sikre. Ellers risikerer man, at patienter reagerer på en måde, der kan være farlig for helbredet, for eksempel ved at tage medicin, der i virkeligheden ikke er brug for.
»Det betyder for eksempel, at når man udvikler software, skal man gøre det under et kvalitetsstyringssystem, og lige som med andre medicinske apparater skal der overholdes standarder,« siger Tariq Osman Andersen og fortsætter:
»Først skal teknologien virke, og så skal udstyret bygges under en kontrolleret proces, og så skal man sandsynligvis også lave en form for studium, der viser, at man rent faktisk kan måle det, man påstår. Og lige nu går det så stærkt med teknologien i dette marked, at der er ren kaos på markedet.
Sundhedssystemet skal i gear
Der er håb forude, for myndighederne arbejder hårdt på direktiver, som kan sikre forbrugerne uden at lægge alt for store hindringer i vejen for firmaerne bag apparater, der kan overvåge vores helbred.
Samtidig forsøger forskere som Tariq Osman Andersen at finde ud af, hvordan man bedst kan udnytte sundhedsteknologien. Han arbejder til dagligt med projektet SCAUT, hvor formålet er at finde ud af, hvordan ny teknologi kan hjælpe hjertepatienter med en ICD-enhed – en avanceret pacemaker.
Pacemakeren kan sende data direkte til hjertecenteret via en boks i patientens hjem, og spørgsmålet er så, om det er muligt at forudsige, at en patient vil får hurtig hjerterytme, der kan resultere i hjertestop. Måske kan kombinationen af data fra ICD-enheden og fra en mobil-app, hvor patienten stilles spørgsmål om helbredstilstanden, gøre en forskel.
Spørgsmålet er så, hvornår vi alle sammen vil rende rundt med apparater, der kan røbe detaljer om vores sundhedstilstand, og hvad det vil betyde for sundhedssystemet.
»Hvad betyder det, når der kommer patienter med alle mulige former for sundhedsdata, som de har opsamlet med nye, avancerede enheder? Der er helt klart et stort potentiale for at diagnosticere sygdomme, men det næste skridt er jo den kliniske handling. Sundhedssystemet skal kunne håndtere de mange data og handle på dem. Det kan være en barriere,« slutter Tariq Osman Andersen.