Når tillid skal måles. De tre figurer markerer forskellige områder i hjernen, som troende aktivt hæmmer, når de lytter til en forbøn med positive forventninger. (Foto: AU)

Forventninger eller mistillid er det, der afgør, hvordan vi bruger hjernen.

Det viser et nyt studie fra det tværfaglige forskningsprojekt 'Interacting Minds - A Biological Basis'.

Ved hjælp af MR-skanninger har projektets forskere undersøgt reaktioner i hjernen, når kristne og ikke-troende hører personer gå i religiøs forbøn og bede på vegne af dem.

Mens der ikke var forskelle at spore hos de ikke-troende, reagerede de troende derimod meget forskelligt, alt efter hvad de vidste om den bedendes evner som helbreder.

Sænker paraderne

Deltagerne fik de tre bedende præsenteret som:

En ikke-troende

En troende

En kendt helbreder

»Reelt var det helt tilfældigt, hvem der oplæste bønnen. Og alligevel så vi, at de troende deltagere under bønnen aktivt hæmmer bestemte centre i hjernen, når de hører forbøn fra en person med et ry som 'kendt helbreder',« forklarer postdoc i religionsvidenskab Uffe Schjødt, der arbejder på Center for Funktionel Integrativ Neurovidenskab (CFIN), Aarhus Universitet.

Han fortsætter:

»De hæmmer centre i hjernen, der primært sidder i frontallapperne, og man normalt forbinder med konstant kritisk efterprøvning af, hvad sanseapparatet opfatter.«

»Netop hvor skanningerne viser, at de religiøse deltagere hæmmer de centre, dér har deltagerne bagefter beskrevet en større tillid til den bedende og indtrykket af en karismatisk helbreder. Det er over for den kendte helbreder, at de sænker paraderne og bliver modtagelige for hans personlighed og budskaber.«

Hjerner og trosforudsætninger

Hjernens reaktion på forbøn er et spørgsmål om tillid og forventning til forbederen. (Foto: Colourbox)

Mens hjerneskanninger viser neurologiske reaktioner, så har studiet også undersøgt, hvad deltagernes kulturelle baggrund og deres holdninger til Guds eksistens betyder for reaktionsmønstret.

De 37 deltagere blev derfor bedt om at beskrive deres forhold til Gud og om at vurdere de bedendes karisma og helbredende evner efter skanningen.

Betydningen af kulturforskelle blev kun mere tydelig, fordi studiet omfattede så forskellige deltagere som erklærede ikke-troende, studerende på humaniora og medlemmer af Pinsekirken, for hvem karisma og forbøn har en særlig bibelsk betydning.

»Skanningerne viste tydeligt, at de ikke-troende ikke har den samme oplevelse af en karismatisk bedende. De oplevede ingen forskelle mellem kristne og ikke-kristne bedende, mens de troende får en helt anden karismatisk og positiv oplevelse, dér, hvor de forventer at møde en kendt helbreder,« siger Uffe Schjødt og fortsætter:

»De møder en bedende med et særligt ry med et helt andet sæt af forventninger og tillid, fordi tanken om særlig helbredende kræfter ved bøn ikke er fremmed for dem.«

Autoriteter kræver tillid

For forskerne på CFIN viser studiet også noget mere generelt om autoriteter:

Skanningerne viste tydeligt, at de ikke-troende ikke har den samme oplevelse af en karismatisk bedende.

- Uffe Schjødt

Centrets forskere har i tidligere studier påvist, at kommunikation mellem mennesker aktiverer de samme centre i hjernen som bøn.

Øjensynligt afgør hæmningen af de kritiske centre i frontallapperne, hvor tillidsfuldt vi kan møde autoriteter - uanset om det handler om religion, eller om andre menneskers myndighed.

»Det ser ud til, at vores hjerneaktivitet kan forudsige, hvordan vi reagerer på situationer og på autoriteter,« forklarer Uffe Schjødt og tilføjer:

»Hvis det først er positive forventninger eller tillid, der tillader os at skrue ned for hjernens kritiske center og afgive opmærksomhed, så er der også en lang række tillidsforhold i hverdagen, hvor vores positive eller negative forventninger afgør, om modtageren indstiller sig på at høre afsenderens budskab.«

Vigtigt for mange sammenhænge

Derfor kan det blive særdeles brugbart at vide, hvordan det er, vores situation og kultur påvirker det, der foregår i hjernen:

»Det kan være, hvordan eleven kan møde læreren i klasseværelset, hvornår informationen flyder bedst muligt mellem lægen og patienten, eller i hvilken grad barnet overhovedet hører på forældrene. Sådan et skanningsstudie gør os lidt klogere på, hvorfor det er, tillid og kulturelle forudsætninger betyder så meget i alle de situationer,« siger Uffe Schjødt.

Lavet i samarbejde med Det Humanistiske Fakultet, Aarhus Universitet