Patienter i samtaleterapi skal ofte tale om dybt personlige og tunge temaer.
Det kan være ubehageligt, og man kan forestille sig, at det bliver endnu mere ubehageligt, hvis patienten ikke har et godt forhold til terapeuten.
Ifølge et norsk studie tyder det på, at terapeutens personlige egenskaber har stor betydning for, hvor meget patienten får ud af terapien.
Høj faglig selvtillid fra terapeutens side var ikke nødvendigvis lig med god behandling – en opdagelse som overraskede psykolog og forsker Helene Amundsen Nissen-Lie.
»Vi kunne se, at patienterne havde en mere positiv effekt af terapien hos terapeuter, som tvivlede på deres egne kompetencer,« siger hun.
Hun mener, at psykoterapiforskningen længe har negligeret problemstillingen med individuelle forskelle blandt terapeuter, også kaldet terapeuteffekten – måske fordi svarene kan ende med at være ubehagelige.
Studiet er en del af Nissen-Lies doktorafhandling ved Psykologisk institutt ved Universitetet i Oslo, som hun er ved at gøre færdig.
»Vi tror, at denne sammenhæng kan skyldes, at de tvivlende terapeuter bedre kan reflektere over deres eget bidrag i terapien. Det medfører, at de er mere ydmyge og dermed er mere følsomme og lydhøre over for patienten,« siger hun.
Hun fortæller, at de, der indrømmer flere fejl som terapeut, får bedre resultater end dem, der indrømmer færre fejl.
Hun præciserer, at det i denne sammenhæng ikke drejer sig om stærk tvivl. Hvis terapeuten virkelig mangler tro på egne evner, kan det muligvis indvirke negativt på tillidsforholdet, vurderer Nissen-Lie.
En del af udgangspunktet for studiet er tidligere forskning, som viser, at cirka en ud af ti terapeuter vil opnå dårlige resultater med patienterne.
Dårlige resultater indebærer, at patienterne ikke får det bedre, eller at de ligefrem får det værre af terapien.
»Kemien med den enkelte patient er før blevet fremhævet i fagmiljøet, men med belæg i studiets resultater mener jeg, at det også er de individuelle forskelle blandt terapeuterne, som påvirker patienterne,« siger Nissen-Lie.
Ifølge studiet var det ikke kun terapeuternes syn på deres egne kompetencer, som havde betydning for behandlingen.
Terapeuternes indstilling til patienten spillede også en rolle for resultaterne.
Det tyder på, at terapeuter, som oftere føler sig gale og irriterede på patienterne, og som har problemer med at håndtere deres følelsesmæssige behov, får et dårligere tillidsforhold med patienterne.
Visse patienter har problemer med mellemmenneskelige relationer. De kan for eksempel sige eller gøre ting, der provokerer andre.
Nissen-Lie mener, at det er vigtigt, at terapeuten har en evne til at se på mennesker og finde kvaliteter hos dem, som man kan lide og respektere.
»Vi ved fra tidligere studier, at der er klar sammenhæng mellem tillidsforholdet og patientens bedring,« siger hun.
Forskeren sammenligner det med, hvordan en god lærer påvirker indlæringen hos elever.
»Pædagogikforskningen har vist, at læreren betyder mere for elevernes resultater end for eksempel reformer og klassestørrelse. Det har med personerne at gøre og ikke nødvendigvis uddannelse og baggrund,« siger hun.
Det er ikke nødvendigvis en god ide at udskifte sin terapeut, hvis patienten er utilfreds med terapien.
Faktisk kan det være godt for behandlingen, hvis man i stedet bruger situationen konstruktivt.
»Det har bevisligt en positiv effekt på patienterne, hvis man arbejder med de problemer, der måtte være mellem patienten og terapeuten,« siger hun.
Det skyldes, at mange patienter har haft negative erfaringer i livet, som farver billedet af terapeuten i en negativ retning.
Det kan derfor have en effekt på lignende relationer, som patienten vil møde senere i livet, hvis man arbejder med det negative med et fælles mål om en positiv relation.
Det problematiske forhold mellem terapeut og patient kan også give begge parter en indsigt i, hvilke mekanismer, der skaber problemer i patientens hverdag.
I stedet for at undersøge terapeuteffekten i behandlingen nærmere, har fokus i forskningen været på forskelle mellem metoder og teknikker, samt mellem patientgrupper, siger Nissen-Lie.
Det skyldes muligvis to forhold, tænker hun.
»At personlige egenskaber kan have større betydning for behandlingen end valget af metoder, kan sikkert fremkalde et vist ubehag hos nogle terapeuter, hvis man for eksempel bruger meget tid på netop metoderne,« siger hun.
Hun understreger, at valget af metode også er vigtigt, men at det er mindre effektivt, hvis terapeuterne ikke også arbejder med dem selv og deres kommunikationsstil.
»Det er også lidt uhyggeligt at tænke på, at nogle terapeuter ikke gør et godt stykke arbejde på grund af deres egne personlighedstræk,« mener Nissen-Lie.
Patientens motivation, samt graden af alvor og kompleksitet i deres problemer, påvirker udfaldet af behandlingen mere end forskelle mellem terapeuterne.
»Patienternes forskelle kan vi til gengæld ikke gøre noget ved. Vi bliver i stedet nødt til at møde patienterne på den mest følsomme og fleksible måde, vi kan,« mener Nissen-Lie.
Hendes afhandling bygger på projektet Norsk Multisenterprosjekt for Process of Utfall av Psykoterapi, som omfatter et stort udvalg af voksne polikliniske patienter og deres terapeuter.
Cirka 250 patienter og 70 terapeuter har været en del af Nissen-Lies studie, som baserer sig på individuel terapi.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm
@Martin.
I hvert fald er dette indlæg så klart og tydeligt, at jeg ikke kan se nogen divergenser. Jeg er helt enig med dig.
Jeg tror, at det der fik mig til at reagere på dit første indlæg var opdelingen af kompetenser. Jeg mener, at de faglige færdigheder er en selvfølge som en tømrers værkstøjkasse. Men dette er underlagt relationens kvalitet til hver en tid.
Derfor heles mange mennesker også sammen med en fortrolig, hvor der ikke ertale om et fagligt forhold, men udelukkende om en bærende relation.
Sagt på en anden måde, er relationen kvalitativ nok, så er indholdet af værktøjskassen uendeligt meget mindre vigtigt.
Men når helingsarbejdet er professionelt, så stillers der krav til værktøjet, da en bæredygtig relation ikke er en given ting.
Vh Jens
@ Jens K. Larsen
Jeg synes ellers, at jeg skrev så tydeligt. Den første kompetence er en personlig kompetence, som handler om psykoterapeutens evne til at være ægte menneskeligt tilstede som sig selv og for klienten. Det har netop at gøre med evne til at være i og prioritere relationen. De teoretiske og tekniske kompetencer er netop underordnet denne personlige kompetence for en psykoterapeut som er uddannet hos Olav Storm Jensen. Læs eventuelt artiklen, den er meget klar og entydig i sit budskab.
Venlig hilsen
Martin Jeppesen
@ Jens K. Larsen
Jeg synes ellers, at jeg skrev så tydeligt. Den første kompetence er en personlig kompetence, som handler om psykoterapeutens evne til at være ægte menneskeligt tilstede som sig selv og for klienten. Det har netop at gøre med evne til at være i og prioritere relationen. De teoretiske og tekniske kompetencer er netop underordnet denne personlige kompetence for en psykoterapeut som er uddannet hos Olav Storm Jensen. Læs eventuelt artiklen, den er meget klar og entydig i sit budskab.
Venlig hilsen
Martin Jeppesen
@Martin Jeppesen
Storm Jensen nævner i sine hierarkiske kompetenser kun, hvad man kunne kalde tekniske evner. Efter min mening bør disse være underordnet mere "bløde" evner som empati og som det også er nævnt i linien - ydmyghed. Altså kompetencer der har med kvaliteten af relationen at gøre.
Man bør ikke glemme, at de fleste mennesker med personlige problemer ikke får kontakt til terapeuter, men bearbejder deres problemer i samvær med en person, som vedkommende har ubetinget tillid til. Altså personer som ikke opfylder de tekniske krav, men hvor kvaliteten af relationen dækkes af de menneskelige kompetenser.
Da ingen terapeuter har et sådant forhold til klienten, så må hun/han skaffe sig tilsvarende kompetencer gennem egenterapi.
Det ligner hovmod at tro, at de tekniske evner er nok til at opbygge en bærbar relation i terapirummet. Og mange forløb strander da også netop på denne holdning.
Som debattøren før dit indlæg siger, så er det mest lægende aspekt empati og ydmyghed. Man kunne også sige indsigt iden enkelte klient. Altså relationens kvalitet.
Venligst
Jens K. Larsen
Psykoterapeutens autenticitet
Den danske psykolog mag. art. Olav Storm Jensen er praksisforsker og har hele sit arbejdsliv
forsket i, hvad der er vigtigt, når psykoterapi skal virke bedst muligt. Læs denne artikel:
Psykoterapeutens autenticitet. Én af de centrale pointer er, at psykoterapeutens kompetencer skal inddeles i 3 lag:
Personlig kompetence - færdighed i at være der terapeutisk relevant.
Teoretisk kompetence - færdighed i at tænke terapeutisk relevant.
Teknisk kompetence - færdighed i at handle terapeutisk relevant.
og forholdet mellem de tre kompetencelag skal altså forstås hierarkisk: den tekniske kompetences værdi forudsætter en tilstrækkelig teoretisk kompetence, og den teoretiske kompetences værdi en tilstrækkelig personlig kompetence.
I artiklen refereres også til Esben Hougaards forskning, som viser, at terapeutens personlige kvaliteter er vigtigere for psykoterapis virkning end hvilken metode, der anvendes.
Olav Storm Jensen har uddannet psykoterapeuter siden 1988 med baggrund i sine opdagelser.
Egenterapi er essentielt
Jeg vil nok mene at vi finder de bedste terapeuter blandt dem, som har set sig selv dybt i øjnene. Fordelen ved egenterapien er jo at kunne "se" og favne breddere i sit liv og i samtaler med klienter. Det tjener jo ikke noget som terapuet at have blinde pletter og derfor ikke kunne se objektivt på klientens oplevelser.
Og hvorfor skulle terapeuterne ikke tage den "medicin", som de giver deres klienter? Det er jo nogle store indsigtsgivende glædesfulde forandringer, som klienter foretager, ved at blive hjulpet af med deres svære problemer.
Ydmyghed og empati er der hvor det hele starter, der er jeg helt enig i.
Terapi indeholder teorier og metoder, men som Jens Kamstrup Larsen også siger, så er relationen essentiel. Hvis der ikke er tryghed i relationen, og hvis der ikke er tillid til terapeuten, så er metoder og terapeutens gode ideer, ikke meget værd uanset hvor teoretisk dygtig han/hun er.
Nar man en gang har mærket smerten med et tungt problem, gennemgået en let eller svær process med at skille sig af med det, og efterfølgende mærket friheden, indsigterne og glæden ved at være på den anden side af problemet, så ser verden ud som aldrig før.
Bemærk at egenterapi ikke er et krav i en 5 årig psykologuddannelse. og det er vist netop psykologerne der har opmærksomheden i øjeblikket, fordi klagesagerne er lige mange nok. Måske er der sammenhænge her?
Til Tine Andersen
Faktisk mener jeg både og.
Den ubehagelige oplevelse, som du har været ude for, viser jo i al tydelighed, at den pågældende havde brug for "egenterapi" for at lære at blive mere empatisk. Og lære hvordan patienten påvirkes af de ord og det kropssprog, man viser.
Som psykolog er egenterapi en selvfølge i hele forløbet, og mange gange også i længere tid bagefter. Psykiatere har for det første en terapeutisk uddannelse, som gennemsnitligt er det halve af en psykologs. Derfor er behovet for egenterapi og supervision faktisk større for denne faggruppe.
Det er der mange af dem, som ikke mener. Og argumentet er ofte, at den lange lægeuddannelse og praksis har givet dem disse evner. Intet kan være mere forkert.
Heldigvis kender jeg mange psykiatere, som er enige med mig.
Med venlig hilsen
Jens
Jeg går udfra
Der med terapi menes psykologer- ikke psykiatere.
Min egen erfaring er begrænset, men jeg haft god hjælp af kognitiv terapi primært NLP.
Psykiatere plejer jeg kærligt, at kalde "Doktor Pille", det er måske uretfærdigt, men terapien består ofte i: "Nu tager du denne her medicin"- og så ses vi om en måned. Med en, var jeg med i et medicinforsøg, da jeg fik bivirkninger, fik jeg så "rigtig" medicin, der passede til mig, men nu var jeg ikke så interessant- udover et "lummert" spørgsmål, om mit kønsliv. Jeg opfattede det nok forkert, men han spurte så mærkeligt, senere fandt jeg ud af, at "lykkepiller" kan påvirke kønslivet. Men så kunne han spørge ordenligt- og ikke fortælle om en anden patiens bivirkninger! Slet ikke som en sjov historie... Jeg oplevede det som krænkende. Han var i øvrigt meget overvægtigt- og brugte de sidste 10 minutter af MIN tid til at tale i diktafon.
Jeg har mødt en del mennesker, der gerne ville læse psykologi, men som tydeligvis havde en del problemer med sig selv. Jeg håber, de fik det løst- før de kastede sig ud i det rigtige liv.
Nu er "psykoterapeut" i Danmark IKKE en titel, der kræver en anerkendt uddannelse, så en del platugler, der har taget lidt kurser eller ikke, kan kalde sig dette! Det skal man passe godt på med!
Mvh
Tine
Relationen i terapi
Først vil jeg sige, at det både er en god artikel, som også behandler et vigtigt problem inden for terapi.
Det har ofte været diskuteret, om det er terapeutens dygtighed rent fagligt eller, om det er kvaliteten af relationen, som er mest helende. Det gælder faktisk de fleste former for terapi.
Jeg har erfaret, og derfor altid hævdet, at det er kvaliteten af relationen, som har størst betydning.
Spørgsmålet er så, hvad der giver en god relation.
I psykoterapi vil, som det nævnes her, "ydmyghed" være vigtig. Men hvad indebærer dette? Efter min mening må der ikke sættes lighedstegn mellem ydmyghed og usikkerhed.
Ydmygheden skal komme til udtryk i en menneskelig ligestilling mellem klient og behandler. Det sker bla gennem aktiv lytning, tydelig empati og undladelse af at svare entydigt fagligt på de spørgsmål om, hvad klienten fejler, som altid på et tidspunkt vil stille.
Så skal det også omhandle faglig usikkerhed, så er det efter min mening kun her, at udtryk for usikkerhed bør komme til udtryk. Og det endda i en procesform, hvor man betvivler vigtigheden af en diagnose frem for den proces, det er at koncentrere sig om de konkrete problemer.
Det jeg klart mener er, at enhver behandler har et professionelt ry. Og man søger ikke de mest famlende.
Man er en fagperson, som den søgende prøver at få klaret nogle problemer hos, som man ikke selv magter.
Ydmygheden kommer til udtryk i, at denne faglighed ikke hæver behandleren over klienten som menneske. Dette er udgangspunktet for en god relation.
Klienten skal kort sagt få følelsen af, at behandlerens indstilling er: "Dette er noget vi søger at løse sammen".
Udtryk for usikkerhed gør ikke noget galt, såfremt behandleren tager ansvaret for at afklare denne usikkerhed. Om dette er ved studier af problemet eller gennem supervision.
Der er terapier, hvor det er åbent, at der foregår supervision, og hvor terapeutens ikke alviden også indgår. Jeg tænker på systemisk terapi, hvor der er et reflekterende team, som direkte under seancen kan intervenere i terapeutens arbejde.
Her ligger det i hele sættet, at det er sådan det foregår.
Det kan være direkte skadeligt for relationen, i head up terapi at meddele klienten, at det problem skal jeg drøfte med min supervisor.
"Sidder du og snakker om mig med en anden"?
Vil man have, at klienten skal vide, at man modtager supervision, så skal dette oplyses første gang med de betingelser, bla tavshedspligten og andre forhold.
Men der er megen stor forskel på terapi i et terapeutisk miljø og i en privat praksis.
Jeg har ikke fungeret i et miljøbaseret behandlingsforløb, hvor supervision ikke var en selvfølge.
Privat har jeg så vidt muligt sørget for generel supervision, og i meget få tilfælde i konkret supervision.
Men jeg har aldrig følt, at det var disse organisatoriske, der lagde bunden for relationen.
Den har altid været lagt hovedsageligt på den omstændighed, at det var to mennesker, som mødtes om en fælles opgave.
Terapeutens uddannelse og træning og ikke mindst egenterapi, er så den kompetence, som holder denne fælles opgave på sporet.
Lidt mere indenfor allianceforskningen
1) Der er tidligere påvist sammenhæng mellem terapeutens mængde af tidligere egenterapi og patientens udbytte af terapien. Der var dårligst udbytte hos de terapeuter, som havde meget langvarig individuel terapi i bagagen. (Hvilket kan indikere flere ting, men måske blot, at det er terapeuter som samtidig har en del at bakse med, som også går ud over patienternes udbytte af terapien....)
2) Indenfor supervisionsforskning (lægelægesupervision) er det også vist, at de læger, som har en tilpas mængde ydmyghed og dermed opmærksomhed på at gøre det godt nok, er dem der giver det bedste udbytte for supervisanten.
Samtidig har lægens reelle kompentence også stor betydning, og denne reelle kompetence, skal man ikke spørge lægen selv om, da selvvurderingen ofte ikke passer med en mere objektiv vurdering..
Allianceforskningen indenfor psykoterapi-forskningen er da et relativt stort forskningsfelt, men det drejer sig ofte om relativt små undersøgelser, hvor der er stor usikkerhed ved fortolkningen af resultaterne.
Mvh Dorte