Studie fastslår: Så meget forlænger sund kost livet
Kilde: 
14 juli 2017

Frugt, grøntsager og fuldkorn er vejen til et længere liv. Det er i hvert fald en del af opskriften.

For første gang kan et studie nemlig konkludere, at mennesker, der spiser sundt over en lang periode, markant nedsætter risikoen for at dø i forhold til dem, der spiser usundt. Det skriver MedPage Today.

I en analyse af to store, amerikanske kohorteundersøgelser, målte forskerne på kvaliteten af måltider.

Hvis kosten, over en periode på 12 år, blev forbedret kunne dødeligheden sænkes med 8 til 17 procent.  

På samme måde blev den 6 til 12 procent højere, hvis man i løbet af de 12 år forværrede sine spisevaner.

Analysen bygger på data fra en række sundhedsindeks samt 47.994 kvinder i sundhedsundersøgelsen 'Nurses' Health Study' og 25.745 mænd i 'Health Professionals Follow-up Study', der er indsamlet mellem 1998 og 2010.

Deltagerne har hvert fjerde år udfyldt et spørgeskema med informationer om diæt. Hvert år er deres profiler desuden blevet opdateret i henhold til livsstilsvalg og forskellige risikofaktorer som rygning, brugen af smertestillende, præventionsmidler og diabetes.

Ud fra dette har forskerne kunne beregne fareforhold for deltagerne.

»Det er det første studie, der demonstrerer, at en forbedring i diætkvalitet over tid er associeret med nedsat risiko for både total og kardiovaskulær dødelighed,« siger en af forskerne bag studiet, ph.d. Mercedes Sotos-Prieto fra Harvard T.H. Chan School of Public Health i Boston til MedPage Today.

Tidligere studier har også påvist en sammenhæng mellem sund kost og lavere dødelighed, men de har ikke undersøgt, hvad gradvise forbedringer eller forværringer over tid har af betydning, forklarer hun.

Konklusionen understøtter de officielle retningslinjer for sund kost, der lægger vægt på sunde spisevaner frem for én streng kostplan.

For eksempel ved at forhøje sit indtag af frugt, grøntsager, fuldkorn, nødder og bælgfrugter og tilsvarende sænke indtaget af rødt og forarbejdet kød, sukkerholdige drikkevarer og raffinerede produkter som hvidt sukker, pasta og ris.

Studiet er offentliggjort i New England Journal of Medicine.

ele

 

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.