Annonceinfo

Større risiko for overvægt blandt enebørn

Enebørn har over 50 procent større risiko for overvægt, end børn som har søskende, viser et stor europæisk studie.

Etbarnsforældre brugte oftere mad som belønning. (Foto: Colourbox)

Der er næsten 22 millioner overvægtige børn i Europa. Forskere har ofte fokuseret på miljø, genetik eller sociale faktorer, når det handler om overvægt hos børn, men et nyt, omfattende studie har set på familiestrukturen.

Undersøgelsen omfatter datamateriale fra otte europæiske lande og flere end 13.000 børn mellem to og ni år. Børnene er registreret med alder, køn, søskende, fødselsvægt og overvægt. Forskerne har også undersøgt uddannelsesniveau, BMI og alder hos forældrene.

Resultatet viser, at der er 50 procents større risiko for overvægt hos enebørn.

Ældre enebørn har størst risiko

De ældste enebørn i undersøgelsen, det vil sige fra seks til ni år, har endnu større risiko for overvægt, hele 70 procent. Det betyder ifølge forskerne, at jo længere et barn er alene, jo større er risikoen for overvægt.

Blandt de yngste enebørn, under seks år, er der 30 procents risiko for at udvikle overvægt. Børn i Norden er generelt slankere end børn i landene sydpå.

Forskerne så på kosten, hvor ofte børnene leger ude og hvor meget tid, de bruger på computer og tv.

Enebørn får mad som belønning og ser tv i soveværelset

Flere af etbarnsforældrene bruger mad som belønning og tillader tv og computer i soveværelset, noget som forskerne mener kan have en sammenhæng med børns overvægt.

Enebørn bor desuden sjældnere sammen med begge forældre, de leger mindre ude og spiser mere sukker, ifølge studiet.

Søskende har mindre risiko for overvægt. (Foto: Colourbox)

At have søskende giver mindre risiko for overvægt, næsten uanset hvilket nummer barnet har i søskendeflokken.

Børn i studiet, som altid har haft søskende, har lidt mindre risiko for overvægt, end børn som får søskende senere, men forskellen er ikke stor.

Studiet forklarer ikke forskellene

Petur Benedikt Juliusson er postdoc ved Institutt for klinisk medisin ved Universitetet i Bergen og leder af Vækststudiet fra Bergen, som i 2010 viste lignende resultater om, at risikoen for fedme blandt børn er mindre hos de med flere søskende.

Petur Benedikt Juliusson er alligevel delvist kritisk over for metoderne, som er brugt i det nye, europæiske studie.

»Studiet viser øget overvægt hos enebørn, men de har blandt andet ikke fundet ud af, hvorfor der findes flere overvægtige børn i Sydeuropa end her i nord.«

Alle svar på enebørns overvægt er heller ikke kommet frem i det nye studie:

»Tilbøjeligheden for enebørn til at blive overvægtige var til stede, selv om de kontrollerede for faktorer som legetid ude, tv i soveværelset, skærmtid, hvor ofte forældrene præmierede barnet med mad og sukker,« siger Petur Benedikt Juliusson.

Han savner mere information om, hvorfor enebørn har en øget risiko for at blive overvægtige.

Familiestrukturer i fokus
Monica Hunsberger fra Universitetet i Göteborg. (Foto: OHSU)

Forfatterne af studiet kommenterer selv, at der kan være svagheder i datagrundlaget, fordi det var forældrene selv, der rapporterede om familiens livsstil.

Monika Hunsberger, kostekspert og sundhedsforsker ved universitetet i Göteborg, var med i den europæiske undersøgelse.

Hun fortæller, at forskningsprojektet er et af de første, hvor fedme hos enebørn og børn med søskende er i fokus. Det var det ikke i Vækststudiet fra Bergen.

»Tidligere er der blevet forsket mest i psykologiske og fysiske faktorer, men vi har set på familiestruktur og livsstil som det vigtigste.«

Monika Hunsberger mener, at der har været for lidt forskning i børn i Europa og fremhæver, at det nye studie sammenligner landene på tværs.

Hvordan undgår man overvægten?

Børn, som lider af fedme, har en større risiko for at udvikle type 2-diabetes, hjerteproblemer og kroniske sygdomme.

»Der findes flere ting, som forældre med et barn kan gøre. At holde barnet aktivt er vigtigt ud over en god kost med fuldkornsmad og mange grøntsager. Desuden bør de undgå at bruge søde sager som belønning,« siger Monika Hunsberger til forskning.no.

Forskerne begynder nu med et nyt femårigt studie. Det skal fokusere på familiens rolle, både biologisk og socialt, og på børnenes sundhed.

© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson

Seneste fra Krop & Sundhed

Deltag i Unge Forskere 2015

Annonceinfo

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Mest sete video

Annonceinfo

Seneste kommentarer