Både i Danmark og udlandet har stamcelleforskning været omgivet af en del debat.
Men selv om den debat primært er fokuseret på stamceller fra fostre, bliver der også forsket i terapi med patientens egne stamceller.
Og det er en behandlingsform med meget stort potentiale.
»Mennesket består af et uendeligt antal celler, som man kan kalde kroppens byggeklodser. De har hver deres funktion af stor betydning for den samlede helhed. En stamcelle kan i den forbindelse ses som en form for universalbyggeklods,« fortæller Eva Horn Møller.
Hun er lektor på Institut for Farmaci og Analytisk kemi på Det Farmaceutiske Fakultet (FARMA) ved Københavns Universitet.
Sammen med lektor Hanne Mørck Nielsen er hun en del af et konkret forskningsprojekt, der skal lette tilværelsen for patienter med ufrivillig vandladning eller knæskader.
I såkaldt autolog stamcelleterapi bruger forskere patientens egne celler til at genopbygge for eksempel degenereret brusk eller styrke en funktionsvækket blære.
»Forskning i stamcelleterapi med udgangspunkt i celler fra menneske- og dyrefostre har givet anledning til voldsom samfundsdebat og store etiske overvejelser. Men voksne mennesker har faktisk stamceller i mange væv. De kaldes 'adulte' eller 'voksne' stamceller, og de kan danne nye celler af deres egen type og dermed fungere som reservedele for kroppen,« fortæller Eva Horn Møller.
Voksne stamceller er en fællesbetegnelse for alle de stamceller, der findes i børn og voksne - eksempelvis i knoglemarven og i blodet. Cellerne er allerede delvist udviklede, hvilket betyder, at deres endelige celletype allerede er bestemt.
Udviklingspotentialet er derfor begrænset for voksne stamceller, men samtidig er der ikke umiddelbart risiko for, at de deler sig ukontrolleret og kan skabe unødig ravage i organismen.
»Op mod en halv million danskere er ramt af ufrivillig vandladning. Og selvom det kan synes som et luksusproblem i den store sammenhæng, er det reelt problem, der i høj grad indvirker negativt på patienternes livskvalitet,« påpeger Eva Horn Møller.
»De behandlingsmetoder der findes på nuværende tidspunkt er ikke særlig gode, men med stamcelleterapi vil vi på sigt kunne reparere en defekt i de glatte muskelceller ved at lade stamceller regenerere urinblærens lukkemuskulatur,« fortæller hun.
Der findes også bruskdannende stamceller, og forskerne på FARMA skal være med til at afprøve dem til behandling af patienter med bruskskader efter eksempelvis sport eller slidgigt.
På sigt vil man kunne udtage sundt væv fra patienten, opformere de adulte stamceller og genimplantere dem i det defekte væv. Nogle celler vokser bedst på en form for overflade. Derfor ledsages stamcellerne af mikropartikler, og her kommer FARMAs formuleringseksperter ind i billedet.
Det er meningen, at stamcellerne skal sammenblandes med kugleformede mikropartikler, før de bliver anbragt i det skadede væv med en injektionskanyle. Partiklerne støtter stamcellerne, så de kan gro, og samtidig frigiver de stoffer, der hjælper cellerne med at gro fast og trives.
Mikropartiklerne fremstilles af en langsomt nedbrydelig polymer, der blandt andet består af mælkesyre. I løbet af en måneds tid går stamcellernes 'rejsekuffert' så i opløsning:
»Regenerationen af væv vil typisk tage fra en måned til måske helt op til et år blandt andet afhængigt af mængden af blodkar i området. Under forløbet vil det biologiske materiale nedbrydes og forsvinde - og det endelige kliniske resultat vil blive omtrent normalt og funktionsdygtigt væv,« fortæller Hanne Mørck Nielsen.
Sammen med virksomheden Coloplast A/S og læger på henholdsvis Herlev Hospital, Glostrup Hospital og Aarhus Universitetshospital udvikler forskere på FARMA metoden, hvor stamceller isoleres og sammenblandes med små såkaldte bærestrukturer af biologisk materiale - en slags stillads i form af en mikropartikel.
Denne type forbindelse anvendes allerede i flere terapeutiske produkter, fordi den er biokompatibel, hvilket betyder, at den accepteres af kroppen. Forbindelsen kan desuden nedbrydes i organismen.
Forskerne arbejder med at tilsætte vækstfaktorer, så stamcellerne vokser hensigtsmæssigt og forbliver samlet:
»Andre tilsatte faktorer skaber et lille størknet, tredimensionelt netværk, så cellerne bliver fastholdt lige efter injektionen, indtil de har sat sig helt fast, og det er netop vigtigt, fordi de skal forblive samme sted i kroppen,« forklarer hun og tilføjer:
»Det gælder også i forhold til bivirkninger; stamcellerne må ikke sætte sig fast det forkerte sted, men skal virke lokalt, hvor de injiceres,« fortæller Hanne Mørck Nielsen.
Ifølge forskerne giver autolog stamcelleterapi nogle spændende og helt generelle muligheder for at helbrede vævsdefekter i hjernevæv, knoglevæv, hud og så videre - i princippet kan behandlingsformen potentielt bruges alle steder, hvor man har brug for at regenerere celler eller væv.
Men hvor langt er forskerne med det konkrete projekt?
»Vi har fremstillet partiklerne, og vi har fundet ud af, hvordan vi indkapsler de aktive stoffer. Problemet er, at stofferne kommer for hurtigt ud igen. Vi vil gerne have en såkaldt kontrolleret frigivelse. Derfor forsøger vi os med en kombination af større og mindre partikler - de mindre afgiver nemlig lægemiddelstoffet langsommere,« fortæller Hanne Mørck Nielsen.
Ph.d.-studerende i forskningsgruppen Yanhong Wen præsenterer de foreløbige forskningsresultater ved en konference i Paris i juni 2010.
Lavet i samarbejde med Det Farmaceutiske Fakultet, Københavns Universitet.
