Sprængfarlige influenza-resultater tilbageholdes af forskere
Forskerne bag opsigtsvækkende nye resultater om fugleinfluenza har besluttet at sætte deres resultater på hold. Resultaterne kan potentielt bruges som led i biologisk terror.

For fire måneder siden fremlagde hollandske influenzaforskere for første gang en stribe resultater, som senere er blevet debatteret heftigt i offentligheden.
Forskerne har i et laboratorium med dyr demonstreret, hvordan den ekstremt dødelige fugleinfluenza (H5N1) med få mutationer kan udvikle sig til at blive enormt smittefarlig.
Resultaterne skal publiceres i de prestigefyldte tidsskrifter Nature og i Science, men nu har forskerne fået kolde fødder. I en officiel udmelding, med underskrifter fra samtlige 39 involverede forskere, skriver de, at forskningen og udgivelsen af de videnskabelige artikler bliver sat på standby i 60 dage.
Opskriften vil kunne udnyttes
I vestlige medier har ordet ’biologisk terror’ været oppe at vende adskillige gange, fordi de videnskabelige artikler indeholder en præcis opskrift på, hvordan DNA’et i virusset skal mutere for at blive smittefarligt mellem pattedyr. I de forkerte hænder vil opskriften kunne bruges til at kopiere mutationen og sprede virusset i befolkningen, har det lydt.
»Det kontroversielle ligger i, om man skal lægge en opskrift ud på en potentielt meget farlig virus, som er relativt nem at lave, og som vil kunne udnyttes, hvis den kommer i de forkerte hænder.«
»Omvendt kan man argumentere for, at det er nødvendig viden, hvorfor og hvordan influenzavirus kan udvikle sig til at blive så farligt. Jeg er meget i tvivl om, hvad jeg synes, er det rigtige at gøre,« siger seniorforsker Anders Koch fra Statens Serum Institut. Han føler dog ikke, at hans indsigt i det kontroversielle emne er stor nok, til at han ønsker at udtale sig yderligere.
Få mutationer gør virusset ekstremt farligt
Fugleinfluenzaen har været i forskernes søgelys i mange år, fordi den er dødsensfarlig. I gennemsnit er 59 procent af de mennesker, der er blevet ramt af fugleinfluenza, døde, mens dødeligheden i nogle lande har været helt oppe på 90 procent.
Nu er sygdommen imidlertid kommet i rampelyset med fornyet kraft på grund af resultater, som en hollandsk gruppe forskere fra Erasmus MC (Medical Center) i Rotterdam præsenterede på en stor influenzakonference på Malta i september.
Fakta
I begrundelsen for ’tænkepausen’ skriver forskerne blandt andet:
»På trods af de fordele for folkesundheden, som disse studier stræbte efter at stille til rådighed, har en formodet frygt for, at virusset skulle slippe ud fra laboratoriet, udløst en intens offentlig debat i medierne om fordelene og de potentielle farer ved denne slags forskning.«
»Vi har indset, at organisationer og regeringer rundt om i verden har brug for tid til at finde de bedste løsninger til de muligheder og udfordringer, der udspringer af vores arbejde. Til at give tid til disse diskussioner er vi blevet enige om en frivillig pause på 60 dage fra enhver form for forskning, der involverer den meget sygdomsfremkaldende fugleinfluenza H5N1 som kan udvikle sig til en generation af vira, der er smitsomme i pattedyr.«
Her kaldte hovedforfatteren, professor i molekylær virologi Ron Fouchier, den nye viden om, hvor få mutationer der skulle til at gøre virussen smitsom mellem pattedyr, for »meget dårlige nyheder«.
Har tidligere været tale om censur
Ifølge forskerne bag studierne skyldes tilbageholdelsen af resultaterne, at man vil give organisationer og regeringer en tænkepause til at overveje, hvordan de vil håndtere de eventuelle farer ved offentliggørelsen af resultaterne.
Der har også tidligere været tale om, at der skulle censureres i de videnskabelige artikler, så det ikke var muligt for terrorister at kopiere resultaterne. Forslaget kom fra bl.a. den amerikanske pendant til Sundhedsstyrelsen, ’National Institutes of Health’, som argumenterede for, at det ville mindske risikoen for, at resultaterne ville blive kopieret, hvis man udelod de detaljerede metodeafsnit fra de endelige udgivelser.
Men det ville fjerne en høj grad af troværdighed fra forskernes videnskabelige artikler, mener professor Jens Lundgren fra Institut for International Sundhed, Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet.
»Videnskabelige resultater er jo i deres natur meget specifikke og beskriver i detalje, hvordan man er nået frem til dem. Det er det, der gør dem troværdige.«
Forskerne skal holde tungen lige i munden
Hvorvidt resultaterne skal offentliggøres i deres helhed eller ej, er dog noget, man burde have taget stilling til på forhånd, mener Jens Lundgren.
»Ellers kommer vi ind i en gråzone af, hvem der egentlig styrer offentliggørelsen. Med deres udmelding lægger de jo nærmest op til, at der skal en tredjepart ud over forfatterne og tidsskrifterne ind over udgivelserne. Der er man som forsker virkelig nødt til at holde tungen lige i munden, for der må aldrig stilles spørgsmålstegn ved troværdigheden i ens udgivelser,« siger han og fortsætter:
»Det er fair på forhånd at sige til tidsskriftet, at man har nogle oplysninger, som er farlige i de forkerte hænder, men som samtidig har stor nyhedsværdi. Det er noget, forfatterne og tidsskriftet må aftale internt, hvordan man ønsker at håndtere.
Fakta
Vidste du … at ildere og marsvin ofte bruges i influenzaforskning, fordi deres reaktion på influenzavirus er meget lig menneskers? Det er dog fritter, som er en underart af ilderen, der er brugt i de omtalte forsøg.
Men at melde det ud på denne her måde, det virker for mig useriøst og besynderligt.«
Presset vil stige yderligere
I forskernes officielle udmelding, som er publiceret i online-versionen af Science, skriver de også, at tilbageholdelsen af resultaterne blandt andet skyldes et stort pres fra en intens debat i medierne. Det argument giver Jens Lundgren dog ikke meget for.
»Jeg kan da ikke forestille mig andet, end at det pres kun stiger nu. Hvis det her handler om bioterror, er der nok en masse landes sikkerhedspolitiske sektioner, der kommer ind over og lægger yderligere pres på publikationsprocessen.«
Reaktionen er en storm i et glas vand
En anden ekspert på området, overlæge Lars Peter Nielsen, som pt. er på orlov fra influenzalaboratoriet ved virologisk afdeling på Statens Serum Institut, mener, at mediernes reaktion på resultaterne på sin vis er en storm i et glas vand.
Han fortæller blandt andet, at en amerikansk forsker tidligere har lavet forsøg med virusset fra Den Spanske Syge – en influenzapandemi fra 1918, som slog cirka 50 millioner mennesker ihjel på verdensplan. Hans resultater er aldrig forsøgt misbrugt af eventuelle terrorrister.
Den holdning deler professor Allan Randrup Thomsen fra Institut for International Sundhed, Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet:
»Personligt mener jeg, at bioterrorister vil have svært ved at udnytte de givne resultater. Der er grund til at antage, at et H5N1-virus, der faktisk kan sprede sig fra menneske til menneske, ikke vil have samme dødelighed som den oprindelige fugleinfluenza,« skriver han i en mail til Videnskab.dk.
Det skyldes, forklarer han, at virusset sandsynligvis vil have ændret væsentligt karakter, hvis det udvikler sig til at kunne smitte mellem mennesker.
Medvirker til at forebygge billedet af en gal forsker
Både Lars Peter Nielsen og Allan Randrup Thomsen kan dog alligevel godt se ideen i at holde en tænkepause.
»De (forskerne) skriver i deres begrundelse, at de vil bruge denne pause til at overbevise omverdenen om, at forskningen er gået rigtigt for sig. Det virker måske nok som en lidt underlig måde at gøre det på, men hvis det kan tage brodden af den hype, der altid kommer omkring nye influenzaresultater, så er det måske det rigtige at gøre,« siger Lars Peter Nielsen.
Allan Randrup Thomsen supplerer:
»Jeg tror næppe, at en tænkepause vil ændre udfaldet, men den kan være nødvendig for at få offentligheden til at forstå, at disse data med deres implikationer behandles meget seriøst af det videnskabelige samfund – altså medvirke til at forebygge billedet af en gal forsker, der ikke ved hvad han laver.«
Måske tættere på en pandemi, end vi troede
Selvom der er argumenter for og imod at holde en tænkepause, er alle eksperterne, som Videnskab.dk har snakket med, overordnet tilbøjelige til at mene, at det i første omgang var en rigtig beslutning overhovedet at udføre forsøgene. Derudover er der bred enighed om, at alle detaljerne skal frem på bordet.
For selv om de hollandske forskere har eksperimenteret med et meget farligt virus, som hypotetisk set vil kunne udnyttes af ildesindede, har de med deres forskning også bragt os tættere på en forståelse af influenzavirus.
Den forståelse er essentiel, hvis vi skal kunne udvikle nye og bedre vacciner, og i det hele taget være så forberedte som muligt på den næste influenzapandemi.
»Argumentet for at publicere disse resultater må være, at hvis der virkelig er tale om så få ændringer i virusset for at gøre det smittefarligt, som rygterne lægger op til, så er vi måske tættere på en ny pandemi, end vi troede,« siger lektor Peter Johannes Holst fra Institut for International Sundhed, Immunologi og Mikrobiologi på Københavns Universitet.
Han slutter med kommentaren:
»Skulle det vise sig, at der for eksempel ikke skal mere end to varianter til at ændre virusset, så kan en ny pandemi potentielt set komme i morgen. Og hvis det er tilfældet, så er vi på nuværende tidspunkt ikke særlig godt forberedt.«
Relaterede artikler
Seneste fra Krop & Sundhed
-
Så alvorlig er mobning for børns helbred
23. maj 2012 kl. 03:55Børn, der bliver mobbet, laver ikke bare flere skader på sig selv. Mobning kan også påvirke ofrenes gener, så de ældes hurtigere end normalt. -
Aspergers syndrom forsvinder
21. maj 2012 kl. 19:46Fra og med næste år vil autismediagnosen blive forenklet, og ingen vil længere få Aspergers syndrom. -
Disse blinde passagerer tager du med hjem fra ferie
21. maj 2012 kl. 10:20Hvis du tror, at du kun kommer hjem med en fin hudfarve og pæne souvenirs efter en tur sydpå, tager du fejl. Flere af os kommer også hjem med noget ekstra i maven.
Mest læste på Videnskab.dk
-
20/05
-
18/05
-
18/05
-
21/05
-
21/05
-
21/05
-
21/05
-
19/05
-
19/05
-
22/05
Det læser andre lige nu
-
'De fleste' er mere, end mange tror
25. november 2009 kl. 04:00 -
Dansk forsker angriber FN's klimapanel
21. januar 2012 kl. 05:57 -
Derfor får du 'hjernefrys'
25. april 2012 kl. 10:16
Spørg Videnskaben
-
Hvorfor spiser hunde lort?
21. maj 2012 kl. 13:28 -
Kan man dø af grin?
20. maj 2012 kl. 16:24
Abonner på vores nyhedsbrev
Seneste nyheder
Seneste kort nyt
Mest sete video
-
Løft en tændstik uden at røre den
18. maj 2012 kl. 09:28 -
Orangutang viser: Sådan bygger du en hængekøje
15. maj 2012 kl. 13:29 -
Verdens mest sjældne gorilla fanget på video
17. maj 2012 kl. 05:58
Seneste kommentarer
-
Af Dorte Wulff Dahl for 7 timer 13 minutter siden
[For lange hjerteslag øger dødsrisiko]
-
Af ove kjær kristensen for 8 timer 3 minutter siden
[For lange hjerteslag øger dødsrisiko]
Seneste blogindlæg
-
Spilbloggen: Hvorfor snyder vi i Wordfeud?
Af Andreas Lieberoth, ph.d. studerende, psykologi -
Hvad blev der af legen?
Af Stine Liv Johansen, Adjunkt, ph.d.
På forsiden lige nu
Seneste nyheder
Abonner på vores nyhedsbrev
| Videnskab.dk | Redaktion | Oversigt | Abonnér |
|---|---|---|---|
| Skelbækgade 4 | Ansvarshavende chefredaktør: | Om Videnskab.dk | RSS feed |
| DK-1717 København V | Vibeke Hjortlund | Ansatte på Videnskab.dk | |
| Tlf: 70 70 17 88 | redaktionen@videnskab.dk | Privatlivspolitik | YouTube |
© Ophavsretten tilhører Videnskab.dk




















Tja, visse offentligjorte skrifter og tanker....
...kan straffes efter §266b - men en opskrift til udryddelsen af en stor del af livet på Jorden?
Open Access
Dette etiske dilemma skal man også lige huske at medtænke, hvis man indfører lovgivning om offentlig adgang til forsknings-resultater (Open Access). Måske det er nødvendigt at undtage visse videnskabelige discipliner? At have nogen til at tage stilling til det enkelte dokument (om det skal offentliggøres) vil være ret vanskeligt. Konsekvensen af at kontrollere dette kan vel blive, at der også er mange videnskabelige dokumenter, der ikke bliver offentligt tilgængelige - selv om de i virkeligheden er harmløse.
Skal man ricikere biodiversitetens udryddelse...
...af hensyn til forskernes troværdighed - hr. professor Jens Lundgren, Institut for International Sundhed, Immunologi og Mikrobiologi?
"International Sundhed" bliver så som så med gratis opskrifter på dødsensfarlige virusser i ondsindede menneskers hænder.
link til diskussion om fugleinfluenza resultater
http://securityblog.dk/#home
kig ind