Smartphonen æder vores opmærksomhed, selv når den er slukket
Kilde: 
04 august 2017

Hvad er det, der altid er til stede, også når den ikke er til stede? Når den er gemt væk i lommen, i tasken eller er på lydløs?

Det er vores smartphones selvfølgelig.

Det er i hvert fald konklusionen på et studie, der advarer mod, at smartphonen kan have en negativ kognitiv effekt på os, så længe den bare befinder sig i det samme rum som os, skriver theatlantic.com.

Studiet, der er foretaget af en række amerikanske forskere fra University of Texas og University of California, konkluderer nemlig, at smartphonen kan påvirke vores opmærksomhed, selvom vi ikke direkte bruger den eller bevidst tænker på den. 

Selv når en telefon er ude af syne i en taske, er sat på lydløs, eller endda slukket, vil dens blotte tilstedeværelse reducere vores arbejdshukommelse og problemløsningsevner.

Effekten er især tydelig blandt personer, der er meget afhængige af deres smartphone og er bevidste herom. 

Men distraktionen kan også spores blandt personer, der helt ubevidste omkring det, fortæller studiet.

Vores evne til at koncentere os og være opmærksomme fungerer på den måde, at vi har et begrænset antal af kognitive ressourcer, som vi bruger eller mobiliserer ved forskellige lejligheder og i forskellige kontekster.

Nogle af ressourcerne er statiske og flytter sig ikke, da de gemmer på en viden, vi altid skal være opmærksomme på, for eksempel evnen til at huske vores eget navn, forklarer Adrian Ward, en af forskerne bag og psykolog og adjunkt ved University of Texas til theatlantic.com.

Humlen i forskningen er, at smartphonen, ligesom evnen til at huske vores eget navn, indtager denne her ekstremt privilligerede plads i vores hjerne. Den er altid tilstede så at sige.

»I en situation, hvor du laver noget andet end for eksempel at sige dit navn, er der er en ret stor risiko for, at din telefon fylder mere i din hjerne end det, du ellers lige foretager dig,« fortæller Adrian Ward til theatlantic.com.

I studiet undersøgte forskerne præstrationen blandt 500 studerende i to psykologiske tests af hukommelse og opmærksomhed:

  1. I første del af eksperimentet blev nogle af deltagerne bedt om at sætte deres telefon på lydløs uden vibrator og enten lægge den i en taske eller lade den blive på bordet. Andre deltagere blev bedt om at efterlade alle deres egendele, inklusiv telefonen, uden for eksamenslokalet. 
  2. I anden del af eksperimentet blev de studerende bedt om enten at lade telefonerne være på bordet, lægge dem i tasken eller lade dem blive uden for lokalet. Samtidig blev nogle bedt om at slukke deres telefonerne. 

I begge tilfælde klarede de studerende, der efterlod deres telefoner uden for lokalet, sig bedst i de to tests. Den samme gruppe fandt også testene nemmest. I de efterfølgende interviews gav de dog ikke udtryk for, at smartphonens tilstedeværelse eller manglende tilstedeværelse spillede en rolle.

Faktisk var det meget sjældent i de efterfølgende interviews, at deltagerne nævnte telefonen i sammenhæng med deres testresultater - både for dem, der scorede godt, og dem, der scorede dårligt. 

Professor i psykologi ved University of California, Daniel Oppenheimer, fortæller til theatlantic.com, at det er veldokumenteret i psykologien, at særlige objekter, og ikke kun smartphones, er gode til at stjæle vores opmærksomhed:

»Attraktive objekter drager opmærksomheden, og det kræver en del mental energi at holde sig fokuseret, når en attraktiv distraktion er til stede.«

»Man kan stille et stykke chokoladekage ved siden af en, der er på kur, en pakke cigaretter ved siden af en ryger eller en supermodel i et lokale med mere eller mindre hvem som helst, og så kan man godt forvente, at folk ville have lidt sværere ved at løse den opgave, som de egentlig var sat til,« fortæller Daniel Oppenheimer ifølge theatlantic.com.

Adrian Wards bedste råd er, at vi gemmer mobilen helt væk i et andet rum, når vi skal bruge vores opmærksomhed på noget - eller nogen.

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.