Små løgne vænner hjernen til uærlighed
Kilde: 
25 oktober 2016

Personer, der ofte slipper en lille, hvid løgn er mere tilbøjelige til at udvikle sig til større, mere alvorlige løgnere. Med tiden tilpasser hjernen sig nemlig uærlighed, viser et nyt studie. Det skriver nytimes.com.

Studiet er publiceret i tidsskriftet Nature Neuroscience.

Deltagernes hjerneaktivitet blev overvåget gennem MRI-scanning, hvor forskerne fokuserede på mandelkernen i hjernens tindingelap, som håndterer frygt, følelser og forsvarsreaktioner.

Forskerne bad 80 voksne deltagere om at fortælle en 'partner', hvor mange penge, der lå i en krukke. Partneren, der i virkeligheden var en af forskerne, skulle derefter fortælle forskerne gættet.

LÆS OGSÅ: Løgnens sprog: Dit ordvalg afslører, om du lyver

I nogle tilfælde fik deltagerne et incitament til at lyve: De fik at vide, at de ville blive betalt mere, hvis deres partner overvurderede beløbet i krukken.

Når deltagerne troede, at det at lyve om beløbet ville være til deres fordel, var de mere tilbøjelige til at lyve, og løgnene eskalerede over tid.

Jo mere løgnene tog over, des mindre reaktion kunne forskerne se i mandelkernen. Størrelsen på faldet i hjernens reaktion viste sig at være afgørende for, hvor meget større vedkommendes næste løgn ville være.

Ifølge seniorforfatter af studiet Tali Sharot, der er lektor i neurovidenskab på University College London, viser disse resultater, at de negative emotionelle signaler forbundet med at lyve falder i takt med, at hjernen bliver mindre sensitiv.

»Tænk på det som parfume. Du køber en ny perfume, og den har en stærk duft. Et par dage senere dufter den mindre stærkt. En måned senere registrerer du dårligt nok duften,« siger hun til nytimes.com.

LÆS OGSÅ: Vi kan ikke skjule vores løgne

Det er dog ikke helt let at tolke på betydningen af udsving i hjernens aktivitet. Tali Sharot siger, at studiet ikke kan fastslå, præcis hvilken type reaktion den aftagende aktivitet i mandelkernen repræsenterer.

»Vi ved med sikkerhed, at den aftagende aktivitet er relateret til det at lyve. At det er deres negative emotionelle reaktion er kun spekulation baseret på de dele af hjernen, vi undersøgte,« siger hun til nytimes.com.

LÆS OGSÅ: Sådan bliver du bedre til at afsløre en løgner​

LÆS OGSÅ: Derfor er det et sundhedstegn, når børn lyver

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.