Måske kan du huske krampen fra skoletiden lige efter sommerferien, hvor det var nærmest umuligt at få blyanten til at danse på papiret på samme måde, som den gjorde syv uger før.
Hvis du har glemt fornemmelsen, så prøv at flytte dig fra computeren og sætte dig ned for at skrive tre A4-sider i hånden lige efter hinanden. Du vil formentlig mærke dit håndled spænde, mens fingrene krummer sig sammen i et forsøg på at gøre bogstaverne bare nogenlunde læselige.
Nu har et hold af tyske forskere med deltagelse af en overlæge fra Hvidovre Hospital fundet en forklaring på, hvorfor vi så hurtigt glemmer vores fine håndskrift – og samtidig fundet ud af, hvordan man så godt som slipper for skrivekrampe.
Dårlige vaner slettet af pause
Hjerneskanninger viser, at den del af vores hjerner, som styrer bl.a. håndskrift, skrumper ind, når vi holder op med at skrive og tilsvarende vokser, når vi begynder igen.
I forsøget blev deltagernes hjerner ændret og ‘nulstillet’ af fire ugers pause. Ændringen er forklaringen på, hvorfor vi kan blive dårlige til at skrive hen over en sommerferie. Derefter blev deltagerne oplært til at skrive ordentligt igen gennem otte ugers skrivetræning.
\ Fakta
Skrivekrampe kan skyldes en nervesygdom (‘dystoni‘ eller ‘fokale dystonier’; lokale muskelkramper) eller bare et forkert greb på en blyant eller kuglepen. Kramper rammer bl.a. folk, som laver de samme bevægelser dag efter dag i forbindelse med deres arbejde. Det kan f.eks. være læger, der skriver journaler eller musikere, som spiller trompet, klaver eller guitar, som rammes af kramper i mund eller fingre.
Deltagerne havde til sidst langt færre problemer med skrivekrampe, fordi forskerne udnyttede hjernens evne til at ændre sig (plasticiteten) til først at nedbryde skrivevanen ved at holde pause og siden opbygge nye måder at styre motorikken på.
Use it or lose it!
Mange vil sikkert være glade for tippet til at slippe for en lidelse som skrivekrampe, men det mest interessante for forskerne var at følge hjernens udvikling gennem de 12 test-uger.
»Målingerne viser klart, at aktivitetsniveauet påvirker størrelsen på den hjernebark, som styrer aktiviteten. Når du ikke bruger hjerneområdet, bliver det mindre, og når du bruger det, bliver det større.«
»Det er ‘use it or lose it’, men også ‘use it again, win it again’,« forklarer Hartwig Siebner, overlæge og forskningsleder på Dansk Videnscenter for Magnetisk Resonans på Hvidovre Hospital – samt klinisk professor i neurologi ved Københavns Universitet.
Første forskning, hvor samme hjerner vokser og skrumper
Det er set før, at hjernen vokser, når den bliver brugt, ligesom man kender det fra kroppens muskler. Men det er første gang, at forskere har vist, hvordan et område af hjernen – i dette tilfælde den grå substans i hjernebarken – bliver mindre af at blive brugt mindre og større ved mere aktivitet i de samme forsøgspersoner.
\ Fakta
Forsøgspersonerne mistede ikke kun evnen til at skrive ordentligt, men også til at bruge hånden til andre aktiviteter som at klippe eller skære – men ligesom med skrivning hjælper genoptræning også på andre dele af motorikken.
»Vi synes, det er spændende, at træningen på den måde afspejler sig i hjernestrukturen, for det viser, at vi har fundet en vigtig biomarkør for, hvor følsom hjernen er i udvalgte områder. Det lover godt for vores indsigt i hjernen i fremtiden,« siger Hartwig Siebner.
Hjernen glemmer måske på kortere tid
Forskerne holdt forsøgspersonernes hænder fastlåst i fire uger, hvilket var rigelig tid til at slette alt på harddisken om, hvordan hjernen styrer håndskrift. Ifølge Hartwig Siebner kan det være, at hjernen kan tvinges til at glemme dårlige vaner endnu hurtigere.
»Måske er en uge nok, og måske bare en dag, inden man begynder på genoptræning. Det ville være det bedste, for det er ikke realistisk, at en læge eller en sygeplejerske lader være med at skrive i en hel måned i træk. Det var f.eks. ekstremt svært at rekruttere patienter til det her forsøg, for arbejdsgiverne synes slet ikke, det var sjovt,« bemærker Hartwig Siebner.
Forskerne fulgte 14 højrehåndede patienter med skrivekrampe og analyserede udviklingen ved hjælp af MR-skanninger og Transkraniel Magnetisk Stimulation (TMS). 14 personer lyder ikke af særlig meget for udenforstående, men ifølge Hartwig Siebner er gruppen stor nok, så længe resultaterne er tydelige nok.
Undersøgelsen er offentliggjort i tidsskriftet NeuroImage.