Annonceinfo

Videnskaben anno 1907: Sjælen vejer 21 gram

Vanvittige videnskabsmændCLASSIC: Sjælen lader videnskaben ofte teologer og præster beskæftige sig med. Det ændrede sig imidlertid i 1907, da den amerikanske læge Duncan MacDougall publicerede en højst overraskende konklusion på sine morbide forsøg med seks menneskers sjæle.

Dr. MacDougall byggede en Fairbanks-industrivægt om til en seng og benyttede den til sine eksperimenter med terminale patienter. Dermed kunne han konstatere, at sjælen vejer 21 gram. (Foto: en.allexperts.com)

Omkring år 1900 gik den respekterede læge og kirurg Dr. Duncan MacDougall omkring i Massachusetts, USA og spekulerede over, hvordan man videnskabeligt beviser sjælens eksistens.

Hans udgangspunkt var en ganske solid tese: Hvis sjælen eksisterer, må den befinde sig et sted i vores krop ... Vore kroppe har en masse, der kan måles ... Hvis sjælen går videre efter vores død, må det således være muligt at registrere et vægtfald i samme øjeblik, et menneske drager sit sidste suk.

Dr. MacDougall anskaffede sig derfor en stor ornamenteret Fairbanks-industrivægt og byggede den om til et sygeleje, hvorefter han arrangerede, at i alt seks terminale patienter fra et nærliggende hospice tilbragte deres sidste timer i hans konsultation.

Da han senere redegjorde for sine eksperimenter i tidsskriftet American Medicine, noterede han, at ikke alle patienter var lige velegnede til et eksperiment af den art:

»Det forekom mig, at det var bedst at vælge patienter, som var ved at dø af en sygdom, der forårsagede stor udmattelse, således at døden indtræffer med så lidt forstyrrende muskelbevægelse som muligt.«

Patienter, der var ved at dø af lungebetændelse, var således helt umulige at have med at gøre. Tuberkulosepatienter - derimod - perfekte prøveklude for Dr. MacDougall.

Ikke alle patienter var velegnede

Fakta

CLASSIC-ARTIKEL

Hver fredag 'genudsender' vi en artikel i serien om 'Vanvittige videnskabsmænd'. Serien handler om mændene og deres storslåede, men fejlslagne forsøg og pseudovidenskabelige krumspring.

Denne artikel blev bragt første gang 27. december 2009.

Den første af Dr. MacDougalls seks forsøgspersoner (hvoraf fire havde tuberkulose, én sukkersyge og den sidste døde, uden at en sikker diagnose var blevet stillet) førte ubetinget til det mest succesfulde eksperiment.

Sammen med to kollegaer - Dr. Sproull og Dr. Grant - vågede han over patientens stilfærdige dødskamp i tre timer og 40 minutter. Den ene læge holdt øje med den døendes brystkasse, den anden havde sin opmærksomhed rettet mod patientens ansigt, og Dr. MacDougall selv holdt blikket fæstnet til det overdimensionerede måleapparats viser.

I samme øjeblik tuberkulosepatienten udåndede, viste vægtens nål et vægttab på 21,3 gram.

Resultaterne var ikke entydige

Resultaterne fra de følgende eksperimenter var knap så entydige.

Patient nr. 2 og 3 forlod ifølge Dr. MacDougalls optegnelser denne verden med et vægttab på ca. 14 gram for få minutter senere at tabe yderligere 20-30 gram i vægt.

Eksperiment nr. 4 valgte Dr. MacDougall at se bort fra, da konsultationsværelset var fyldt med pårørende, som forstyrrede hans målinger med snak og gråd.

Fakta

Vanvittige videnskabsmænd fylder både videnskabshistorien og populærkulturen. De lever iblandt os og giver fiktive fætre som Dr. Strangelove og Dr. Frankenstein kamp til stregen i disciplinerne opfindsomhed, gåpåmod og tossede teorier.

Det sidste forsøg var også en eklatant fiasko. Patienten døde efter kun fire minutter på vægten, mens Dr. MacDougall stadig var i færd med at finindstille den.

Dødsdømte skulle vejes under henretningen

Selv var Duncan MacDougall overbevist om, at han var på sporet af menneskets sjæl, og da hans resultater i marts 1907 blev offentliggjort i American Medicine og senere samme måned affødte en række avisartikler, vakte det betydelig furore.

Dr. Carrington, en forskerkollega fra New York, foreslog, at staten fulgte op på Duncan MacDougalls eksperimenter:

»Dr. MacDougall har foretaget den mest epokegørende tilføjelse til videnskaben nogensinde ... Det eneste, der kunne få mig til at tro, at der kan være blevet begået en fejl, er, at der var tale om syge og døende mennesker. Forrådnelse finder i sjældne tilfælde sted meget hurtigt, og det kunne være det, der har forårsaget vægttabet i dødsøjeblikket ... Hvor meget mere tilfredsstillende ville det derfor ikke være, hvis vi kunne gentage forsøgene på normale mennesker ved godt helbred ... Jeg forestiller mig naturligvis ikke, at mennesker skal dræbes for, at vi kan undersøge, om de skulle have haft en udødelig sjæl ... Jeg foreslår simpelthen blikket rettet mod kriminelle, der alligevel skal henrettes. Hvorfor ikke konstruere en vægt i stil med Dr. MacDougalls og placere den elektriske stol på den?«

Ejer hunde også en sjæl?

Dr. MacDougall fortsatte sine eksperimenter på hunde og aflivede i alt 15 dyr uden målbare vægttab, hvilket kun bekræftede hans oprindelige tese. Det er ikke alle skabninger forundt at eje en udødelig sjæl.

Selv afgav Dr. MacDougall sine 21 gram en eftermiddag i 1920.

Duncan MacDougalls forskning lever stadig som en populær myte. Blandt andet i filmen 21 gram fra 2003, der har sin titel fra den lægens morbide forsøg.

sjælevægt

Forunderligt, at de vægttal alle er delelige med 7. mvh Olga

Sjælens vægt og "Öndurdísar” (disens livsånde)

De forsøg på at måle ”sjælens vægt” der blev gennemført af Duncan Macdougall og offentliggjort i ”American Medicine” (April, 1907) med titlen ”Hypothesis Concerning Soul Substance Together with Experimental Evidence of The Existence of Such Substance”, har masser af fejlmuligheder i de forudsætninger under hvilken undersøgelsen fandt sted.

Hvad dog ikke synes at kunne antastes er at de to første patienter omkring tidspunktet for Dødens Indtræden havde et måleligt vægttab på ”three-fourths of an ounce” (21 gram), der ikke kan forklares. På den tredje patient blev der målt et vægttab ved Dødens Indtræden på ”half and ounce” (14 gram), og efter få minutter på ”additional loss of one ounce” (28 gram). Jvf. disse meget primitive og mangelfulde eksperimenter har sjælen derfor en vægt på ”21-42 gram”.

Så vidt jeg ved er eksperimenter af samme slags er ikke siden blevet gennemført. Jeg er derfor meget interesseret i kildehenvisninger til undersøgelser der viser hvorfor undersøgelsen fra 1907 må være vrang.

Årsagen til at vi bør være langt mere interesseret i emnet "sjælens vægt" er at alle urfilosofier er enige om at mennesket har en udødelig sjæl. Derfor må det være rimeligt at stille sig selv spørgsmålet om ”sjælen” er en fysisk ting der derfor kan have en (målbar) vægt.

Urnordisk tanke synes at mene at ”ånd” er den tågedis vi fysisk kan se under specielle forhold, og som populært lever videre i spøgelser. ”Tågedis” er fysisk ”fugt i luften” og det er en størrelse vi kan måle.

Fejringen af vore forfædres afrejste sjæle skete med et "Disablót", og fandt sted under Høstfesten og Efterårsjævndøgn den 21. september.

mvh

Flemming

Sjælen vejer aldrig 21 gram

Dette er en myte, som for længst er aflivet. Det er ufatteligt, at denne uvidenskabelige myte kan få lov til at blive vist her på videnskab.dk.

Seneste fra Krop & Sundhed

Annonceinfo

Det læser andre lige nu

Annonceinfo

Annonceinfo

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.
Annonceinfo

Seneste kommentarer

Seneste blogindlæg