Omkring år 1900 gik den respekterede læge og kirurg Dr. Duncan MacDougall omkring i Massachusetts, USA og spekulerede over, hvordan man videnskabeligt beviser sjælens eksistens.
Hans udgangspunkt var en ganske solid tese: hvis sjælen eksisterer, må den befinde sig et sted i vores krop ... Vore kroppe har en masse, der kan måles ... Hvis sjælen går videre efter vores død, må det således være muligt at registrere et vægtfald i samme øjeblik, et menneske drager sit sidste suk.
Dr. MacDougall anskaffede sig derfor en stor ornamenteret Fairbanks-industrivægt og byggede den om til et sygeleje, hvorefter han arrangerede, at i alt seks terminale patienter fra et nærliggende hospice tilbragte deres sidste timer i hans konsultation.
Da han senere redegjorde for sine eksperimenter i tidsskriftet American Medicine, noterede han, at ikke alle patienter var lige velegnede til et eksperiment af den art:
»Det forekom mig, at det var bedst at vælge patienter, som var ved at dø af en sygdom, der forårsagede stor udmattelse, således at døden indtræffer med så lidt forstyrrende muskelbevægelse som muligt.«
NY SERIE
Vanvittige videnskabsmænd fylder både videnskabshistorien og populærkulturen.
Mændene og deres storslåede, men fejlslagne forsøg og pseudovidenskabelige krumspring præsenterer vi i en ny serie af artikler.
Patienter, der var ved at dø af lungebetændelse, var således helt umulige at have med at gøre. Tuberkulosepatienter - derimod - perfekte prøveklude for Dr. MacDougall.
Den første af Dr. MacDougalls seks forsøgspersoner (hvoraf fire havde tuberkulose, én sukkersyge og den sidste døde, uden at en sikker diagnose var blevet stillet) førte ubetinget til det mest succesfulde eksperiment.
Sammen med to kollegaer - Dr. Sproull og Dr. Grant - vågede han over patientens stilfærdige dødskamp i tre timer og 40 minutter. Den ene læge holdt øje med den døendes brystkasse, den anden havde sin opmærksomhed rettet mod patientens ansigt, og Dr. MacDougall selv holdt blikket fæstnet til det overdimensionerede måleapparats viser. I samme øjeblik tuberkulosepatienten udåndede, viste vægtens nål et vægttab på 21,3 gram.
Resultaterne fra de følgende eksperimenter var knap så entydige.
Patient nr. 2 og 3 forlod ifølge Dr. MacDougalls optegnelser denne verden med et vægttab på ca. 14 gram for få minutter senere at tabe yderligere 20-30 gram i vægt. Eksperiment nr. 4 valgte Dr. MacDougall at se bort fra, da konsultationsværelset var fyldt med pårørende, som forstyrrede hans målinger med snak og gråd. Det sidste forsøg var også en eklatant fiasko. Patienten døde efter kun fire minutter på vægten, mens Dr. MacDougall stadig var i færd med at finindstille den.
FAKTA OM FORFATTEREN
Kasper E. Nielsen (f. 1970) er forfatter, journalist og forlagsredaktør.
Han har blandt andet skrevet bøgerne 'Frankenstein A/S' og 'Snyd & bedrag' og redigerer Forlaget Dingbats bogserie om den lukkede afdeling af videnskabens, ideernes og overtroens virkelighed.
Selv var Duncan MacDougall overbevist om, at han var på sporet af menneskets sjæl, og da hans resultater i marts 1907 blev offentliggjort i American Medicine og senere samme måned affødte en række avisartikler, vakte det betydelig furore. Dr. Carrington, en forskerkollega fra New York, foreslog, at staten fulgte op på Duncan MacDougalls eksperimenter:
»Dr. MacDougall har foretaget den mest epokegørende tilføjelse til videnskaben nogensinde ... Det eneste, der kunne få mig til at tro, at der kan være blevet begået en fejl, er, at der var tale om syge og døende mennesker. Forrådnelse finder i sjældne tilfælde sted meget hurtigt, og det kunne være det, der har forårsaget vægttabet i dødsøjeblikket ... Hvor meget mere tilfredsstillende ville det derfor ikke være, hvis vi kunne gentage forsøgene på normale mennesker ved godt helbred ... Jeg forestiller mig naturligvis ikke, at mennesker skal dræbes for, at vi kan undersøge, om de skulle have haft en udødelig sjæl ... Jeg foreslår simpelthen blikket rettet mod kriminelle, der alligevel skal henrettes. Hvorfor ikke konstruere en vægt i stil med Dr. MacDougalls og placere den elektriske stol på den?«
Dr. MacDougall fortsatte sine eksperimenter på hunde og aflivede i alt 15 dyr uden målbare vægttab, hvilket kun bekræftede hans oprindelige tese. Det er ikke alle skabninger forundt at eje en udødelig sjæl.
Selv afgav Dr. MacDougall sine 21 gram en eftermiddag i 1920.
Duncan MacDougalls forskning lever stadig som en populær myte. Blandt andet i filmen 21 gram fra 2003, der har sin titel fra den morbide læges forsøg.
