Gaber fostre?
Det er måske et spørgsmål, du aldrig har stillet dig selv, men her har du i hvert fald svaret: Ja, det gør de da. Nu kan vi til og med se det på ultralyd.
I et nyt studie viser Nadja Reissland fra University of Durham i Storbritannien og kolleger forskellen mellem det at åbne munden og at gabe, før barnet i det hele taget er kommet til verden.
Hvor ofte et foster gaber, kan være et vigtigt sundhedstegn, siger forskerne, der beretter om deres studie i det videnskabelige online-tidsskrift Plos One.
Ifølge Nadja Reissland og kolleger ligger forskellen mellem gab og åben mund i, hvor lang tid det tager at åbne munden. Du bruger ganske lang tid, når du skal åbne munden for at gabe, og kortere tid på at lukke den igen.
Skal du derimod bare åbne munden generelt, er åbning og lukning cirka lige lange sekvenser.
Forholdstallet mellem åbnetid og lukketid for et gab var for øvrigt 60:40 for næsten alle de gab, som Nadje Reissland og kollger registrerede.
Dette er ikke første gang, Nadje Reissland viser, hvad slags aktiviteter ufødte børn foretager sig inde i maven.
Forskning.no har tidligere omtalt et andet af Nadja Reisslands studier, hvor hun viser, at ansigtsudtrykkene knyttet til gråd og latter udvikles mod slutningen af graviditeten. Her det den danske oversættelse, som vi har bragt på Videnskab.dk.
Allerede fra 24 uger, altså ved starten af sidste trimester, begynder barnet at vise mere og mere af det, forskerne kalder grædeansigt og smileansigt.
Det store spørgsmål er selvsagt ikke, om fostre gaber, men mere hvorfor i alverden vi skal vide noget om det.
Men også det spørgsmål har Nadja Reissland og kolleger svar på.
Det viser sig nemlig, at de 15 ufødte børn i dette studie havde færre ikke-gabende mundåbninger end gab i sidste trimester.
Ved 24 uger er over halvdelen af et fosters mundåbninger et gab. Gabene nåede toppen ved cirka 27-28 uger, og så gik frekvensen ned igen frem mod selve fødslen.
»Gab smitter ikke fostre, og de gaber ikke, fordi de er søvnige. Dermed tror vi, at gabefrekvensen kan hænge sammen med modningsprocesser i hjernen under graviditeten,« siger Nadja Riessland.
Hun fortæller til forskning.no, at en stor del hjernefunktion ikke kan udvikles uden at der kommer en impuls for at sætte dem i gang.
»Tag for eksempel synet: Der er brug for spontan hjerneaktivitet i hver af fostrets nethinder, for at hjernen kan skelne mellem synapserne, som knytter hvert øje til synscentret i hjernen.«
»Hvis der ikke affyres nogle impulser i hjernen, vil hjernen ikke udvikles på nøjagtig den måde,« forklarer hun.
Et gab kan altså muligvis være et eksempel på en sådan spontan aktivitet, som sætter gang i en eller anden udvikling.
Hvilken eller hvilke det i så fald er, vides endnu ikke.
© forskning.no Oversættelse: Julie M. Ingemansson
