Du sætter dig sulten til bords og går formentlig mæt derfra, men sådan er det ikke for alle ellers velbjergede danskere.
Nogle mennesker har svært ved at få stillet deres sult og har en tendens til at blive overvægtige og få en lang række alvorlige følgesygdomme som f.eks. hjertekarsygdomme og diabetes. Et vigtigt skridt i kampen mod fedme er at opnå en bedre forståelse af, hvordan man opnår en mæthedsfornemmelse.
Gennembruddet venter lige om hjørnet for professor Hans Bräuner-Osborne, der i samarbejde med kolleger ved Institut for Molekylær Lægemiddelforskning på Københavns Universitet har opsporet et vigtigt molekyle i kroppen kaldet GPRC6A.
Molekylet ser ud til at spille en central rolle i regulering af vores stofskifte og overvågningen af, hvor meget mad vi får indenbords. Det hører hjemme i kategorien ’receptorer’, der på forskellig vis hjælper til med at koordinere cellernes ogorganernes funktion.
Hans Bräuner-Osborne og hans forskningsgruppe var de første til at klone og beskrive receptoren GPRC6A, der fungerer som en slags omstillings-bord mellem cellens ydre og indre miljø.
Der findes forskellige familier af receptorer hvor GPRC6A tilhører familien af såkaldt G protein-koblede receptorer - de er placeret i cellemembraner, hvor de udgør omstillingsbordet mellem det ydre miljø i kroppen og cellernes indre.
Receptorer er proteiner, der fortrinsvist sidder i cellemembranen. Signalstoffer (f.eks. neurotransmittere og hormoner) binder til receptorens yderside, hvorved de aktiverer receptoren, der herefter aktiverer proteiner inde i cellen. Dermed starter de et cellulært respons, som f.eks. kan være stigning af calcium koncentrationen inde i cellen der så fører til f.eks. cellesammentrækning (i muskler) eller frisætning af hormoner (f.eks. tarmen og hjernen).
Forskerne har en forestilling om, at denne receptor findes i mange organer som for eksempel hjernen, lungerne, tarmene og musklerne. Deres hypotese er, at receptorerne aktiveres, når vi spiser og bl.a. giver hjernen besked på at føle sig mæt i det øjeblik, personen har fået tilstrækkeligt med mad. Når behovet ikke længere er der, mister man lysten til at spise.
Perspektiverne i forskningen er så store, at Hans Bräuner-Osborne netop har fået tildelt den prestigefyldte EliteForsk-pris, der udløser en forskerbevilling på en million kroner og 200.000 kroner til ham selv.
»Visionen er at skabe et lægemiddel, der kan styrke stofskiftet og skabe en kunstig mæthedsfornemmelse ved at aktivere GPRC6A-receptoren. Det kan gøre det lettere for overvægtige at holde en kur og tabe sig, så de undgår at blive syge,« siger professor Hans Bräuner-Osborne.
Hans Bräuner-Osbornes forskergruppe var den første i verden, der fandt GPRC6A-receptorerne tilbage i 2004, og siden da har forskerne forsøgt at finde ud af, hvad den laver.
Den mad, vi spiser, rummer kulhydrater, fedt og proteiner, der nede i tarmsystemet bliver klippet op i sukker, fedtsyrer og aminosyrer. I takt med, at bestanddelene bliver optaget af kroppen, vil en del af dem blive indfanget af de forskellige organers utallige receptorer, der måler, hvad vi spiser samt i hvor store mængder, og løbende sender informationerne videre til bl.a. hjernen. En persons evne til at holde den slanke linje afhænger altså i høj grad af, om maden får aktiveret receptorerne eller ej.
»Vi er afhængige af receptorerne til at kunne regulere vores fødeoptag. Hvis de ikke virker ordentligt, bliver man for tyk,« siger Hans Bräuner-Osborne.
Flere forsøg tyder på, at GPRC6A helt specifikt er involveret i at måle kroppens optagelse af protein, som man længe har vist er i stand til at fyre op under stofskiftet. Andre fremtrædende forskergrupper har for længst dokumenteret, at protein er fortræffelig til at gøre mæt, men man har hidtil ikke haft den fjerneste anelse om hvorfor. Den gåde er Hans Bräuner-Osborne og hans kolleger nu tæt på at løse.
»Forklaringen er formentlig, at GPRC6A-receptorerne, og andre lignende signalmodtagere, bliver aktiveret af aminosyrer i bl.a. tarmen, der stammer fra nedbrudte proteiner. Den hypotese er vi i fuld gang med at teste i forskellige forsøg,« siger han.
Det første forsøg er allerede omtalt på Videnskab.dk og gik ud på at isolere og udtage GPRC6A-receptoren fra menneskelig arvemateriale og herefter kortlægge, hvad det er for stoffer i maden, der aktiverer dem. Forsøgene dokumenterede, at receptorerne blev aktiveret af proteinernes aminosyrer.
I et andet, senere eksperiment har forskerne fremavlet såkaldte ’knockout’-mus, hvor man fjerner det gen fra arvematerialet, der skaber GPRC6A-receptoren. Forskerne sammenholdt nu de mus, der havde genet intakt med de mus, hvor det pågældende gen var sat ud af spillet.
I USA er det efterhånden mere almindeligt at være overvægtig end ikke at være det, så her ville lægemidler, der aktiverer stofskiftet gavne mange mennesker. Forsøgene tydede på, mus uden GPRC6A-receptorer havde et stofskifte, der fungerede dårligere.
»Musene uden GPRC6A-receptorer spiste mere, var federe og havde en større tendens til diabetes. Det er et spændende fund, men vi ved endnu ikke, hvorfor de bliver federe. Det er noget, vi vil undersøge. De foreløbige studier viser, at der er kød på vores hypotese, og at der er et interessant potentiale for nye lægemidler,« siger Hans Bräuner-Osborne.
Når mus uden GPRC6A-receptoren bliver fede, er det nærliggende at forestille sig, at man kan opnå en slankende effekt ved at give et lægemiddel, der aktiverer receptoren hos raske mus.
Ét af de stoffer, som forskerne ved kan gøre det, er aminosyren arginin, som bl.a. findes i nødder. Arginin har desværre den svaghed, at det ikke er særligt potent, det vil sige, at man skal spise rigtigt meget af det for at opnå en virkning – f.eks. er det nødvendigt at indtage over et halvt kilo nødder for at få den ønskede mængde arginin, hvilket vil give et alt for højt energi-indtag da nødder også indeholder en del fedt.
»Idéen er i stedet at udvikle et kunstigt stof, der har samme virkning som arginin, men som er meget mere slagkraftigt. Inden vi når så vidt mangler vi dog stadig at underbygge vores hypotese om, at receptoren regulerer vores fødevareoptag og stofskifte, med flere eksperimenter,« slutter Hans Bräuner-Osborne.
Kritikere sætter spørgsmålstegn ved, om det nu også er fornuftigt at lave lægemidler, der får overvægtige til at tabe sig, men erfaringerne viser, at det er meget svært at få folk til at ændre spise- og motionsvaner.Potentialet er stort, men faldgruberne er dybe, og der er stadig en lang og risikabel vej til målet. Her kommer EliteForsk-prisen den 44-årige forsker til undsætning, for med dens én million kroner i forskningsmidler er han klædt på til at kunne hoppe ud i det.
»Det er en af de mest prestigefyldte priser, man kan få som en ung forsker. Det er et kæmpe skridt fremad og jeg er meget beæret over at få den. Der er typisk kun én om året, der får prisen inden for sundhedsvidenskab, så man bliver meget ydmyg, hvis man er én af dem, der bliver udvalgt,« siger han og slutter:
»Mit projekt er meget risikobetonet, fordi det er frontforskning, hvor man skal satse uden at vide, hvor præcis det bærer hen ad. Med disse penge har jeg en enestående chance for også at undersøge betydningen af andre receptorer, der potentielt måler fødeindtag, og mit håb er, at vi på den baggrund kan opnå nogle spændende pilotdata, som kan udløse flere forskningsmidler. Man høster, som man har sået, og de penge, jeg har fået i forbindelse med prisen, gør det muligt at kunne arbejde med nogle risikobetonede projekter, der har potentiale til at kunne hjælpe rigtigt mange mennesker.«
Se de øvrige prismodtagere i boksen under artiklen.
Priserne uddeles af Uddannelsesministeriet.
De udvalgte er:
Derudover uddeles bla. EliteForsk-rejsestipendier på 300.000 kr. til 17 unge ph.d. studerende.
Oprydning i denne tråd
En debattør havde skrevet et åbent brev til redaktionen i denne tråd. Det er modtaget, og den pågældende får svar direkte. Til gengæld er indlægget slettet, eftersom det rummede et personangreb og ikke var relateret til artiklen ovenfor. Et par indlæg, som var rodet ind i denne persondebat, er også slettet.
Redaktionen
Omsætning
Et forsigtigt gæt på en af årsagerne til fedme, kan sandsynligvis også være funktionen af tarmsystemet. Mit tarmsystem og min søns også, er indrettet således, at vi næsten kan spise ubegrænset, fordi al det der kommer ind i den ene ende også hurtigt går ud i den anden ende.
Det er ikke unormalt at vi laver afføring 3 til 4 gange pr. dag, og vi laver f.eks. afføring omkring højest 20 minutter efter at vi har spist morgenmad.
Derfor er vi ikke overvægtige selv uden motion. Jeg tager dog ca. 3-4 kg på en vinter fordi jeg har bevæget mig for lidt, men det taber jeg efter ca. 1 mdr. om foråret fordi jeg er mere aktiv.
I dag er jeg 178 cm. høj og vejer 70 kg. Jeg skal dog bevæge mig noget mere da mit kolesteroltal lige er blevet målt til 5,5 og det er normalt 4,5, hvor grænseværdien er 5.
Jeg kender ikke årsagen til at maden omsættes så hurtig i tarmsystemet, men det bevirker jo at det ikke optages så meget næring fra maden. Sammensætning af forskellige tarmbakterier har også betydning har forskning vist. Hvorledes at sammensætningen kan påvirkes er der undersøgelser i gang omkring. Jeg mener også at antallet af de "fimrehår" som påvirker transporten i tarmsystemet også har en betydning og det kan måske også være arvelig.
Hvorfor skal overskriften spændes så stramt at den sprænger?
Det er ret tydeligt ud fra artiklen at det ikke er det ene protein (eller er det en receptor?) der styrer hele stofskiftet.
Hvis det var sandt, ville de i artiklen omtalte mus der blev gensplejset til ikke at have denne receptor have væsentlig større problemer end en tendens til overvægt og diabetes.
Det faktum at musene i det hele taget kan overleve uden den omtalte receptor indikerer at deres stofskifte kun delvist er afhængigt at denne receptor og at der i deres tilfælde er andre mekanismer der styrer deres stofskifte.
Forskeres målrettede forsimpling
1) Først graver en forsker sig helt ind i de mindste specialiserede dele.
2) Dernæst anlægges et synspunkt om at denne lille del styrer alt i en kropsfunktion.
3) Derefter produceres der et storslået paper der er indviklet nok beskrevet til at fondsmidler strømmer til projektet. (Her: Endda offentlige skattemidler der går til et privat foretagende med rent kommercielle formål - som er meget tvivlsomme)
4) Til sidst fremstilles der en medicin
- Men er det bare dette molekyle der styrer stofskiftet? Ja, hvis formålet er at man skal fremstille et middel imod fedme, så påstår man dette for at senere at kunne sælge et produkt.
- Hvordan formidles informationer i kroppen egentlig? Via elektriske impulser ikke sandt? Hvad giver liv og bevægelse til cellerne der opbygger molekylerne? Bioelektriske svingninger og magnetiske kredsløb som binder cellerne via forskellige sporstoffer og væsker.
- Alt er dybest set biomagnetisk betinget - også af ydre faktorer såsom Solens elektriske aktivitet; Jordens magnetisme og en masse ekstrasolære elektromagnetiske indstrålinger. Det er sådanne større sammenkædninger man savner når livets forhold behandles.
Livet styres ikke bare af et molekyle, men af alle disse ovennævnte forhold. Og fedme er dybest set kun et spørgsmål om at bevæge sig i forhold til hvor meget og hvad man spiser.
Men en sådan naturlig forklaring og recept er jo ikke noget man kan sælge medicin på.