Sædceller skal bekæmpe kræft i underlivet hos kvinder
Kilde: 
10 april 2017

De små genetiske leverandører, sædceller, ved, hvordan de skal komme frem i en kvindes underliv, og den viden kan skabe flere mirakler end babyer. Det skriver Sciencealert.com. 

Forskere i Tyskland har nemlig fundet ud af, at sædcellerne kan bruges i kampen mod kræft i underlivet hos kvinder. 

Det er en evig udfordring at få kræftnedbrydende medicin til at bekæmpe en tumor, uden at den nedbryder de raske celler i kroppen, den kommer i kontakt med.

Men ved at pakke sædceller ind i en jernhinde og guide dem mod en kræfttumor ved hjælp af magnetisme kan forskere ramme mere præcist på det sted, hvor medicinen skal virke. 

Studiet er lavet af forskere fra Institute for Integrative Nanosciences og Chemnitz University of Technology i Tyskland, og håbet er, at teknikken kan hjælpe med at bekæmpe sygdomme som endometriose, forskellige former for underlivskræft og underlivsbetændelse. 

At bruge sædceller til at levere medicin, der kan bekæmpe de sygdomme, er smart, fordi sædcellerne er lavet til at kunne navigere og overleve i det miljø, der er i underlivet. Samtidig har de en membran, der kan bruges til at opbevare medicinen i, mens de bevæger sig gennem kvinden. 

Forskerne har dog stadig en række udfordringer, de skal have løst, før de er helt klar. Først om fremmest opløsning af sædcellerne, som de bevæger sig gennem kvindens underliv, samt at kontrollere cellernes bevægelser. 

sj

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.