Sådan holder du dig vågen til hele Oscar-uddelingen
Natten mellem 28. og 29. februar 2016 ruller Oscar-uddelingen over tusindvis af danske TV-skærme. Her kan du få forskernes råd med på vejen, hvis du gerne vil holde dig vågen til at se mere end blot flotte kjoler på den røde løber.

Hvis du tidligere har set Oscar-uddelingen, ved du, at de største højdepunkter først bliver vist til allersidst. Så hvis du ikke vil gå glip af, hvem der vinder Oscar'en for bedste mandlige/kvindelige hovedrolle - og ikke mindst for bedste film - så læs med i denne artikel. (Foto: Shutterstock)

Må du bare have svar på, om Leonardo DiCaprio endelig vinder sin første Oscar-statuette natten mellem 28. og 29. februar, men er du allerede presset over, hvor længe du skal holde dig vågen under Oscar-uddelingen for at finde ud af det?

Fra klokken 23:15 søndag aften til klokken 6:30 mandag morgen, kan du følge med i Oscar-uddelingen på din TV-skærm... hvis du altså kan holde øjnene åbne.

Men fortvivl ej, smid tændstikkerne til øjenlågene væk, og læs videre. Her får du nemlig forskernes råd til, hvordan du holder dig vågen til årets mest fornemme filmfest.

Du har måske allerede set den komme. Du skal have gang i kaffemaskinen.

To-tre kopper kaffe holder søvnen på afstand

I 2015 fulgte 110.000 danskere med fra deres TV-skærm mellem klokken 2:30 og 6:10, da de gyldne statuetter blev uddelt i Hollywood. Nogle af seerne har formentligt fået sig en kop kaffe eller to i løbet af natten, for som mange nok selv har mærket, er kaffe en af de mest effektive substanser, man kan indtage, hvis man vil holde søvnen på afstand.

»Kaffe og koffein holder os vågne. Kaffe er et mildt centralstimulerende stof, som aktiverer de systemer, som holder os vågne,« siger Morten Møller, professor emeritus på Institut for Neurovidenskab og Farmakologi på Københavns Universitet.

»Jeg vil tro, man skal drikke to til tre kopper i løbet af natten, afhængig af hvad man er vant til. Nogle kan måske nøjes med én, men personligt skulle jeg have en i timen,« griner Morten Møller.

Men selvom kaffen kan hjælpe med at udskyde søvnen en smule, har de sorte dråber også sine begrænsninger, fortæller søvnforsker Poul Jennum:

»Kaffe kan holde os lidt vågne, men det kan ikke gøre så meget. Kaffe kan udsætte søvntidspunktet med cirka 40 minutter, men det er det, man maksimalt kan opnå, uanset hvor meget man drikker,« siger Poul Jennum, der er klinisk professor på Institut for Klinisk Medicin på Københavns Universitet og overlæge på Dansk Center for Søvnmedicin på Glostrup Hospital og Rigshospitalet.

Amfetamin virker opkvikkende

Amfetamins skadevirkninger

Amfetamin undertrykker kroppens naturlige signaler, så sult, tørst og træthed forsvinder.

En person, som er påvirket af amfetamin har meget kort lunte og en lav tærskel for paranoia, vrede og vold.

Tager man amfetamin flere gange inden for et kortere tidsrum, kan man lettere få angst og forfølgelsestanker.

Mange oplever modløshed og angst, sammen med træthed og udmattelse som eftervirkninger.

Abstinenser ses i form af rastløshed, angst, uro, mistænksomhed, nedtrykthed og aggression.

Længerevarende brug giver risiko for at udvikle en amfetaminpsykose, hvor man ikke kan skelne mellem virkelighed og fantasi, føler sig forfulgt og bliver farlig for sig selv og andre.

Kilde: Stofinfo, Sundhedsstyrelsen

Ud over koffein findes der andre stoffer, som også virker effektivt på at udskyde søvnen, men så skal vi over på den forkerte side af loven, fortæller Morten Møller.

»Man kan tage stoffer, som er direkte centralstimulerende, men det vil jeg absolut ikke anbefale. Amfetamin er langt det mest effektive. Det kan holde dig vågen i timer og dage, men det er sundhedsskadeligt (se faktaboks). I gamle dage brugte man det i militæret til at holde piloter vågne, men det er meget voldsomt,« siger Morten Møller.

Hold dig fra alkohol

Det kan måske virke fristende at nyde et glas vin eller en øl under prisuddelingen, men her kommer en rigtig lyseslukker: Hvis ambitionen er at holde sig vågen hele natten, er alkohol en rigtig dårlig idé, fortæller forskerne.

»Der er en del stimulanser, som forstyrrer søvnen. Hvis man drikker alkohol, sover man ikke lige så godt, som hvis man ikke gør, men det er jo ikke det samme som at holde sig vågen,« siger Anne Helene Garde, professor MSO ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Faktisk kan alkohol virke decideret søvndyssende, fortæller Morten Møller:

Leonardo DiCaprio er storfavorit til at vinde en Oscar-statuette i kategorien 'Bedste mandlige hovedrolle' for sin rolle i filmen 'The Revenant'. Vinder han, bliver det første gang, han kan skrive Oscarvindende skuespiller på sit CV. Han har ellers været nomineret fire gange tidligere. (Foto: Day Donaldson, Flickr Creative Commons)

»Jeg bliver søvnig af alkohol, og det tror jeg, de fleste mennesker bliver. Det er rigtigt, at hvis man drikker kraftigt, kan man forstyrre sin søvnrytme, men det bedste er at bestemme sig for, at man skal se showet og så indstille sig på det ved at få sovet ordentligt igennem dagen før,« siger Morten Møller.

Blåt lys skubber til døgnrytmen

Forskere har tidligere vist, at elektrisk lys og lys fra computerskærmen kan skubbe til døgnrytmen, og faktisk er lyset fra TV-skærmen også med til at holde os vågne, fortæller Morten Møller. Dog er intensiteten i lyset fra TV-skærmen ikke så høj, og lyset skal også helst være blåligt for at have en så stor effekt, at det kan hjælpe dig gennem natten, fortæller professoren.

Hvis vi udsætter nethinden for det blå lys, som minder om dagslys, vil lyset nemlig forstyrre vores indre biologiske ur, som fortæller os, hvad tid på døgnet det er. Gangliecellerne i nethinden registrerer nemlig det blå lys, og sender signaler til hjernen, som så aktiverer nerveceller, der hjælper med at holde os vågne. Det kan du læse mere om i artiklen ‘Elektrisk lys og skærmtid ødelægger søvnen og skader helbredet’.

»Søvnstudier viser, at sidder man med en ipad, før man skal sove, kan den forstyrre døgnrytmen. Man anbefaler derfor at stoppe et par timer før, man skal sove. Så man kan forskyde døgnrytmen, hvis man laver en kraftig lyspåvirkning af nethinden. Hvis det virkelig skal være effektivt, skal man have fat i en lampe, som udsender lavbølget lys,« siger Morten Møller.

Ifølge Poul Jennum er belysning med blåt lys den mest effektive metode til at holde sig vågen.

»Blåt lys er mest effektivt, og at det skal gives om aftenen, formentlig med start omkring klokken 20-24. Det hæmmer melatoninudskillelsen (søvndyssende hormon, red.),« siger Poul Jennum.

Få adrenalinniveauet op

Kan du ikke klemme mere kaffe ned og er træt af at få blåt lys i skærmen, har professor Lars Nybo et råd til, hvordan du kan behandle din krop, så du måske kan holde ud lidt længere.

Oscar-uddelingen

I 2015 så 110.000 danske seere med, da Oscar-statuetterne blev uddelt i Hollywood mellem klokken 2:30 og 6:10 dansk tid.

Kilde: Gallup

»Man skal ikke være fysisk udmattet. Så hvis man på dagen har løbet et maraton, er der nok større chance for, at man bliver træt,« siger Lars Nybo, professor MSO og viceinstitutleder på Institut for Idræt og Ernæring, Integreret fysiologi på Københavns Universitet.

Samme pointe kommer fra Poul Jennum:

»Du skal være rigtig udhvilet og sørge for, at du ikke har været til fest dagen før. Hvis du ikke er ordentligt udhvilet, har du noget resttræthed, som du også skal kæmpe med,« siger Poul Jennum.

Kommer du i krise i løbet af natten, kan du med fordel forsøge at hæve adrenalinniveauet, fortæller Lars Nybo.

»Hvis man laver nogle statiske kontraktioner, hvor man presser armene mod hinanden, er det med til at øge aktiviteten i sympaticus, som er det system i hjernen, som aktiverer vores adrenalin. Men halveringstiden på adrenalin er ganske kort, så det er noget, der kun har en kortvarig effekt,« siger Lars Nybo.

Sov under de kedelige dele af showet

Der er dog én ting, som er særligt effektiv til at nedkæmpe trætheden: Søvn.

Selvom det naturligvis ikke er ideelt at tage sig en skraber under showet, kan det alligevel godt betale sig at lukke øjnene, hvis der er en del af prisuddelingen, man godt kan undvære, fortæller professor Anne Helene Garde.

Hvis man ikke kan holde øjnene åbne, kan man overveje at tage en powernap under de mere kedelige dele af Oscar-showet. En powernap på 20 minutter virker nemlig opkvikkende. (Foto: Shutterstock)

»Hvis man er træt, virker det at sove. Man behøver ikke nødvendigvis at sove i vildt lang tid. Man kan tage en powernap, som virker kortvarigt. Men hvis nu, de næste to timer i showet ikke er interessante, men man gerne vil se det sidste, kan man med fordel dele sin søvn,« siger Anne Helene Garde.

En søvncyklus varer nemlig i cirka halvanden time, hvor man først får let søvn, så dyb søvn og til sidst drømmesøvn, og hvis man har været igennem hele cyklussen, kan man så at sige trække de 90 minutter fra i det endelige søvnregnskab, hvor det anbefales at få omkring syv til otte timers søvn i døgnet. Den fulde søvn er altså mest effektiv, hvis man tænker langsigtet, men på den korte bane kan en powernap på 20 minutter også virke opkvikkende.

»Med powernappen skal du vågne, inden du falder ned i det, vi kalder den dybe søvn. Med den fulde søvn får man både den dybe søvn og drømmesøvnen, og det ser ud til, at man skal have begge dele, før det kan udgøre en del af døgnets søvn,« siger Anne Helene Garde.

Vær opmærksom dagen efter

Når det så endelig er lykkedes dig at komme igennem natten på kaffe, aktivitet og blåt lys, er det en god idé ikke at sætte sig direkte ud i bilen og køre på arbejde, fortæller Anne Helene Garde. 

»Hvis man først er vågen hele dagen og så hele natten, og man skal på arbejde dagen efter, kan man godt få problemer - især hvis man skal ud og køre bil. Vi ved, at hvis man har været vågen i 18 timer i træk, har man en reaktionsevne, som svarer til, at man har en promille på 0,05. Så det er ikke noget, jeg vil anbefale, at man gør, for bagefter at sætte sig ud i en bil og køre på arbejde, arbejde i otte timer og så køre hjem igen,« siger Anne Helene Garde.

»Min anbefaling er at sove undervejs. Man skal passe på, hvis man dagen efter bevæger sig ud i trafikken, og man skal tænke over, at reaktionsevnen er nedsat,« siger Anne Helene Garde.