Sådan får du et godt indeklima derhjemme
Luft ud og gør rent. Så langt var du nok med. Men vidste du, at døren ind til soveværelset ikke må være lukket, og at der ikke må være forskellig temperatur i husets rum? Her kan du læse de bedste råd til at få et godt indeklima i dit hjem.

For at få et sundt indeklima, er det først og fremmest vigtigt at lufte ud. Flere gange om dagen. Gerne 5 minutter af gangen, helst 10. Og det er altså ikke nok bare at åbne et vindue i den ene ende af huset og så forvente, at det spreder sig til resten af hytten. Der skal gennemtræk til. (Foto: Shutterstock)

 

I gamle dage trak det ind alle vegne i vores hjem, og man skulle helst eje et par rigtig gode uldsokker for at holde varmen om vinteren. I dag er der dobbeltsatser i vinduerne, listerne er tættede, og vi gør i det hele taget, hvad vi kan for at spare på energien. Hvis du fryser, kan du bare skrue op for radiatoren.

Den naturlige udluftning i vores boliger er med andre ord blevet mindre. Det stiller til gengæld større krav til os som brugere af boligen, fortæller professor i indeklima ved DTU Byg, Geo Clausen:

»Vores boliger er blevet mindre tilgivende med årene. De er tætte og har en kontrolleret ventilation, og derfor opstår der en risiko i, at hvis vi opfører os en smule uhensigtsmæssigt i forhold til boligen – måske koger vi mad en hel dag, eller hele familien beslutter sig for at gå i lange bade og lade døren stå åben – så bonger det negativt ud på vores indeklima.«

Nogle faktorer er ikke til at komme udenom – Geo Clausen bor eksempelvis selv i et villakvarter med meget brænderøg, som forskerne efterhånden har fastslået er en meget belastende faktor for indeklimaet.

Men der ér mange ting, man selv kan gøre for at få et bedre indeklima, fortæller han. Her får du en liste med professorens bedste råd, som blandt andet lyder på, at det er en rigtig dårlig ide at holde døren til soveværelset lukket om natten.

1. Luft ud – flere gange dagligt

Du havde nok gættet det. Det er vigtigt at lufte ud – sund fornuft, ville de fleste nok sige. Men alligevel er det langtfra noget, vi alle sammen husker, fortæller Geo Clausen.

»Det er jo ikke raketvidenskab, men det virker altså, som om mange af os glemmer det. Det er jo ikke noget, der tager lang tid, man skal bare huske det – og det skal altså gøres.«

Fakta

Rådene er udarbejdet af ’Rådet for sundt indeklima’, som er et uvildigt organ, der har til formål at hjælpe politiske og økonomiske beslutningstagere med at træffe afgørelser på et kvalificeret og oplyst grundlag.

Rådet lyder: Luft ud. Flere gange om dagen. Gerne 5 minutter af gangen, helst 10. Og så er det altså ikke nok bare at åbne et vindue i den ene ende af huset og så forvente, at det spreder sig til resten af hytten.

»Der skal gennemtræk til. Luft ud, før du tager afsted på arbejde om morgenen, og når du kommer hjem igen om eftermiddagen, så er du godt på vej. Og så bliver det rigtig godt, hvis du også lige giver den en tur, før du skal i seng om aftenen, så du kan få dagens aktiviteter ud af vagten.«

En ikke-repræsentativ undersøgelse fra CISBO (Center for Indeklima og Sundhed i Boliger) på én enkelt bolig viste, at 10 minutter med ét åbent vindue gav tre procents udskiftning af luften i hjemmet. 4 gange 10 minutter med gennemtræk gav til gengæld et luftskifte på 32 procent.

Professoren anbefaler også, at man åbner vinduet i forbindelse med madlavning for at undgå vanddamp og forbrændingsprodukter, eksempelvis fra madlavning med gas.

1. Tør ikke dit tøj i boligen, og luft grundigt ud efter badet

»Hvis man hænger sit vasketøj op indenfor, kan man forestille sig, at det er alt vandet fra sådan en vaskemaskine, som man sætter til at fordampe i sit hjem – og det har jo netop ikke andre sted at forsvinde hen end i vægge, paneler og gulvtæpper i hjemmet,« siger Geo Clausen.

Vanddamp er i det hele taget noget af det værste for indeklimaet. Fugten kan nemlig lede til skimmelsvamp – og det vil man virkelig ikke ønske sig i sit hjem, fortæller indeklima-eksperten.

LÆS OGSÅ: Fugtigt indeklima øger risikoen for betændelse i luftvejene

Vanddamp er noget af det værste for indeklimaet, fordi fugten kan lede til skimmelsvamp. Derfor skal du huske at lufte grundigt ud efter badet og i det hele taget i forbindelse med aktiviteter, der skaber fugt. (Foto: Shutterstock)

»Vi mener, at det grundlæggende simpelthen er usundt. Nogle mennesker reagerer på de gasser og mikropartikler, der bliver afgivet ved skimmelsvamp, og der er ingen tvivl om, at det forværrer astmalidelser. Skimmelsvamp er den primære bekymring, når vi taler indeklima.«

Men faktisk er netop fugten noget af det, vi sviner allermest med derhjemme, siger Geo Clausen. Det kan være, når vi koger mad, eller når vi går i bad og glemmer at lufte ud.  En familie på 4 afgiver i gennemsnit omkring 10 liter vand til boligen om dagen. Det svarer til en spandfuld. Hver dag.

Derfor lyder rådet: Tør så vidt muligt dit tøj udenfor – og hvis du bor i lejlighed, så gør det på toilettet, hvor der er udsugning, og du kan lukke døren. Luft grundigt ud efter badet og i det hele taget i forbindelse med aktiviteter, der skaber fugt, såsom kartoffelkogning og lagengymnatik.

 

3. Hav en jævn og passende temperatur i alle rum

Hvorfor egentlig spilde varme på det der rum, vi aldrig bruger til noget? Vi skruer da bare ned for radiatoren og lukker døren derind til! Dårlig ide, hvis man spørger Geo Clausen.

I et uopvarmet rum kommer der nemlig kolde overflader, og i kombination med fugt skaber det kondens på overfladerne i rummet. Kondens er vand, og når der er vand; ja, så opstår der lynhurtigt skimmel.

»Rum har bedst af at være opvarmede. Vi kender nok alle sammen nogen, der har det sådan, at de lukker for varmen i et værelse, de ikke bruger så meget, men det må man altså ikke. Et rum skal helst ikke være koldere end 18-19 grader,« siger Geo Clausen.

Især i soveværelset, hvor mange ellers ynder at holde en lav temperatur, er det faktisk særligt kritisk med de lave temperaturer. Det skyldes, at vi mennesker afgiver en masse fugt, mens vi sover. En løsning kan være at holde døren ind til soveværelset åben om natten, for på den måde kan man udnytte husets volumen, så der ikke kommer en alt for høj fugtighed i det ene rum.

Vi kender nok alle sammen nogen, der har det sådan, at de lukker for varmen i et værelse, de ikke bruger så meget, men det må man ikke. I et uopvarmet rum kommer der nemlig kolde overflader, og i kombination med fugt skaber det kondens på overfladerne i rummet. (Foto: Shutterstock)

LÆS OGSÅ: Hvilken temperatur er bedst at sove i?

Helt generelt er det dog badeværelset, der er den værste synder i fugt-sammenhæng, siger Geo Clausen. Løsningen: Korte bade, grundig udluftning og lukket dør til resten af huset, såfremt badeværelset er udstyret med en form for ventilation, som de fleste heldigvis er.

 

4. Anvend få og sundhedsmærkede rengøringsmidler

Hvornår har du sidst taget et kritisk blik på de rengøringsmidler, der står under din håndvask? Nej, vel?

Hvis det stod til Geo Clausen, så gik vi alle sammen hjem i dag, åbnede køkkenlågen under håndvasken og smed halvdelen af de rengøringsprodukter, der står der, direkte i skralderen. Det er nemlig slet ikke nødvendigt at have et hav af forskellige produkter stående.

»Tag et blik og tænk: Er der 30 forskellige rengøringsmidler, og er det virkelig nødvendigt? Se efter, om de er mærkede på den ene eller den anden måde. Vi behøver ikke så mange rengøringsmidler, lidt knofedt vil i de fleste tilfælde kunne gøre det samme. Der er jo ingen grænser for, hvad man kan få af specialprodukter, men mit råd er at begrænse brugen, gerne til nogle produkter, hvor der ikke er for meget parfume og duftstoffer i,« siger Geo Clausen.

LÆS OGSÅ: Nye allergier skyller ind over vores liv

 

5. Gør ofte rent og hovedrent én gang om året

Når du så har smidt halvdelen af dine rengøringsmidler ud, skal du til gengæld straks i gang med at bruge dem. Rengøring er nemlig et meget vigtigt element i at have et sundt indeklima. Igen er der måske tale om banaliteter, men ikke desto mindre er det en banalitet, som rigtig mange af os har glemt, mener Geo Clausen.

Beklager - men du skal altså i gang med hovedrengøringen. Det med, at man indimellem sætter en weekend af og virkelig får alle tæpperne ud og kommer op på stigen og støver af, der hvor man ikke kommer normalt, det er altså vigtigt. (Foto: Shutterstock)

»Her sidder jeg og er professor i indeklima og skal rådgive folk, men i virkeligheden er mange af de her råd jo gamle. Det er helt almindelig sund fornuft, men vi er ved at glemme det, især det her med at gøre rent. Rigtig mange unge mennesker i dag har ikke den samme tradition for at komme til bunds i de støvdepoter, der hober sig op, derhjemme. De har måske heller ikke tradition for at tage den her årlige hovedrengøring, som generationerne før os havde. Det her med, at man sætter en weekend af og virkelig får alle tæpperne ud og kommer op på stigen og støver af, der hvor man ikke kommer normalt, det er altså vigtigt,« siger Geo Clausen og fortsætter:

»Støv har en stor overflade, hvor der sætter sig rigtig mange stoffer, ikke mindst phatalater, som vi ved er noget værre skidt.  Jo længere tid, det ligger, jo værre bliver det, for så når det at samle flere stoffer. Rengøring er sgu vigtigt.«

Professoren vil ikke begive sig ud i en anbefaling af, hvor ofte man skal støvsuge – men »en gang i ugen er nok ikke skudt helt ved siden af.« Han anbefaler desuden, at man forsøger at indrette sit hjem 'rengøringsvenligt', altså med gode muligheder for at komme til med støvsugeren og støvkluden.

LÆS OGSÅ: Luften i dit hjem kan renses for forurening

Og så tager vi lige hurtigt de sidste råd her på falderebet:

 

6. Ryg ikke indendørs

»Det er simpelthen tåbeligt at gøre og bør ikke engang kommenteres. Hvis der er aktiv rygning i boligen, kan alle de andre ting stort set være lige meget – det er så massiv en påvirkning, at det er i en liga for sig selv.«

 

7. Få udbedret vandskader med det samme

»Det er ret indlysende, men vi ser altså bare, at folk har en vandskade og ikke gør noget ved det. Det er historien om fugt og skimmel om igen; det er noget skidt, og man skal ikke bare leve med, at det er sådan.«

 

8. Vedligehold ventilationssystemerne

»Igen; det giver sig selv, men jeg vil gerne have den med på listen, for vi kommer til at se flere ventilationssystemer i fremtidens lavenergibygninger. Det er en af måderne, man kan bruge til at overholde reglerne for nybyggeri om energibesparing. Men altså helt kort: Sørg for, at de virker og tilpas dem til din bolig – for med de mindre tilgivende boliger, bliver vi i stigende grad afhængig af ventilationssystemer for udluftning. Så er det også vigtigt, at de virker.«

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud

Det sker