Sådan slipper du af med en irriterende ørehænger
På engelsk hedder de 'earworms', og tyskerne kalder det for en 'Ohrwurm': sange, der sidder fast i hjernen og kører på repeat. Her får du en musikforskers tip til, hvordan du slipper af med en irriterende sang, der har sneget sig ind.
Ørehænger sang på hjernen forsvinde

Det giver ikke altid mening for os, hvorfor en bestemt sang begynder at rotere i hovedet på os. Her får du en musikforskers seks bud på, hvordan du slipper af med en irriterende sang på hjernen. (Foto: Shutterstock)

Har du en sang, der har sat sig fast på hjernen? Måske et Kylie Minogue nummer, der spiller for, hvad der føles som tusinde gang i dag. I så fald har du min medlidenhed. 

Men forhåbentligt vil du efter at have læst denne artikel være i stand til at slippe af med sangen igen.

Forskerne mener, at ørehængerne (eller øreormene, som de direkte oversat fra engelsk også bliver kaldt) er helt almindelige.

Men jeg er nok ikke alene i forsøget på gerne at ville lukke munden på de insisterende sange. Så her er seks tips til, hvordan du udrydder ørehængerne baseret på den nyeste forskning.

1. Luk ørene

Først og fremmest skal du undgå musik. Det er lettere sagt end gjort og som musiker heller ikke noget, jeg med alvor vil anbefale. Men når det er sagt, så undgår jeg omhyggeligt at høre musik lige før sengetid. 

sang på hjernen undgå musik

Hvis du ikke vil have en sang på hjernen, skal du undgå musik. Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort og heller ikke en holdbar løsning. Men lad være med at høre den samme sang igen og igen, og undgå musik, der i sig selv er meget repetitiv. (Foto: Shutterstock)

Lyt ikke til den samme sang igen og igen, og undgå musik, der i sig selv er meget repetitiv. Vi ved også, at hvis vi har hørt en sang for nylig, er der større risiko for, at den sætter sig fast. 

Så hvis du vil have en bestemt sang til at spille på din indre, mentale jukebox, så sørg for, at det er den sidste sang, du hører.

Evidens peger også på, at vi mentalt fortsætter musikken, hvis den bliver afbrudt. Det kaldes for Zeigarnik-effekten (se faktaboks nedenfor), og for at undgå at det sker, anbefaler man, at vi hører hele sangen færdig.

2. Tyg tyggegummi

Men hvordan slipper man af med en anmassende øreorm, der alligevel har sneget sig ind?

For nyligt blev det hævdet i en undersøgelse, at tyggegummi kan være en helt enkel løsning. 

I forbindelse med en række eksperimenter rapporterede de forsøgsdeltagere, der fik udleveret tyggegummi, om færre øreorme end de deltagere, der ikke fik tyggegummi.

Zeigarnik-effekten

Zeigarnik-effekten er en psykologisk mekanisme, som går ud på, at uafsluttede eller afbrudte opgaver huskes tydeligere end afsluttede opgaver.

Den russiske psykolog Bluma Zeigarnik studerede fænomenet efter at have bemærket, at tjenere øjensynligt kun huskede de bestillinger, som var ved at blive effektueret.

På baggrund af denne effekt er det blevet foreslået, at studerende, som ønsker bedre at huske det, de læser, ville have fordel af at afbryde læsningen midtvejs.

Zeigarnik-effekten er også nævnt som en forklaring på cliffhanger-virkningen.

Teorien er, at vores evne til at forestille os musik bliver forringet, når vores kæber har travlt med noget andet.

Endu et tip er, at gå i enten et meget hurtigere eller meget langsommere tempo end sangens rytme. Det lader nemlig til, at vi danner en relativt præcis erindring om rytmen i den musik, vi hører.

Vi ved også, at bevægelse (når vi for eksempel for eksempel danser, slår takt med foden eller nikker i takt med musikken) kan forårsage, at en øreorm sniger sig ind.

Ved at bruge kropsbevægelserne til at forstyrre vores erindring af musikkens tempo, forstyrrer vi det musiske flow, der fører til den tilsyneladende endeløse, automatiske, mentale genafspilning.

3. Syng højt

En populær måde at forholde sig til musikken er ved at synge med. Forskning antyder, at hvis du har en tilbøjelighed til at synge hver dag, har du også en tilbøjelighed til at lide af øreorme, der varer relativt længe.

Hvorfor ikke forsøge at vende det til din fordel ved at foretage et aktivt valg og synge serenade for dem omkring dig med musik, der leverer et positivt, mentalt akkompagnement til din dag? 

Når den uønskede øreorm er ved at bide sig fast, så syng noget andet - højt. 

Kendingsmelodien fra 'Jorden rundt i 80 dage' - en tegneserie fra 1980'erne - plejede at være min personlige modgift, men nu om dage er jeg mere selektiv i mine musikalske valg.

slip af med sang på hjernen syng højt

En ting, der virker, når du har fået en sang på hjernen, som er ved at drive dig til vanvid, er at synge noget andet - højt! (Foto: Shutterstock)

4. Lyt til dit humør

Mit humør har stor effekt på mit musikvalg. En omfattende undersøgelse af øreorme peger på, hvor stor betydning humøret, stress og vores sindstilstand har på, hvor tit vi oplever høreorme.

Der er også evidens, der antyder, at når vi tænker på en bestemt sang, ændrer vores sindstilstand sig og nærmer sig den måde, vi havde det på, da vi hørte sangen.

Så hvis du var sur da, du hørte Justin Bieber i radioen i morges, bliver du måske igen sur, hvis du hører den samme sang senere på dagen.

Der er brug for mere forskning for helt at forstå, om vi med vilje tænker på bestemt musik i forsøget på at regulere vores følelser.

Hvis stemningen, fremkaldt af musikken i dit hoved, ikke svarer til den ønskede følelsesmæssige tilstand, så må du ændre den (mentale) sang, der spiller.

5. Ring til en ven

For helt at udrydde øreormene, skal vi overveje at fortage os en mental aktivitet, der er mere eller mindre udfordrende. 

Vi ved, at rutinemæssige aktiviteter, der har en lav kognitiv belastning, eksempelvis tandbørstning, er befordrende for, at tankerne begynder at vandre, hvilket igen kan føre til et ufrivilligt musikalsk billedsprog

På den anden side har mentalt krævende opgaver - som for eksempel lektier - også været associeret med øreorme.

Men tankerne vandrer sjældent , når vi omgås andre mennesker; en aktivitet, der ligger i midten af intervallet af mentale udfordringer. En potentielt behagelig måde at forvise uønskede musikalske tanker kunne være at tilbringe tid sammen med vennerne.

slip af med sang på hjernen ring til en ven

6. Lad være med at prøve 

Det ville være mangelfuldt af mig ikke at advare dig det ironiske i, at det normalt har den modsatte effekt, når vi bevidst forsøger at styre vores tanker. 

Det er interessant, at forskellen på, hvor meget vi ønsker at undertrykke vores øreorme, lader til at være afspejlet i de kortikale strukturer i vores hjerne.

Hvis dine øreorme har modstået alle bevidste forsøg på at få dem til at forsvinde, er mit sidste råd; hold op med at prøve, og lad dig distrahere. 

Nogle mennesker synes, at musikalske eller verbale distraktioner - for eksempel tv er særligt effektiv, hvis du har fri. Men det er ikke altid, at 'I should be so lucky, lucky, lucky…'

Freya Bailes hverken arbejder for, rådfører sig med, ejer aktier i eller modtager fondsmidler fra nogen virksomheder, der vil kunne drage nytte af denne artikel, og har ingen relevante tilknytninger. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation.

Oversat af Stephanie Lammers-Clark

Det sker