Annonceinfo

Røgelse øger risiko for kræft

Ivrig brug af røgelse kan øge risikoen for kræft i luftvejene, antyder ny dansk forskning.

Emner: , ,
(Foto: Colourbox)

Ifølge en ny undersøgelse af over 60.000 mennesker, ser det ud til at røgelse kan øge risikoen for at få kræft i luftvejene.

Dette er en alvorlig nyhed for befolkningen i store dele af Asien, hvor røgelse bruges dagligt.

Tidlig mistanke

Røgelse er fremstillet af plantematerialer og olier. Når man sætter ild til blandingen, dannes der røg, som kan indeholde flere kræftfremkaldende stoffer, som polyaromatiske hydrocarboner, karbonyler og benzen.

Derfor har forskerne tidligere undersøgt om duftrøgen kan øge risikoen for lungekræft. Det er imidlertid ikke lykkedes nogen at finde en klar sammenhæng.

Men nu har lægen, ph.d. Jeppe Friborg fra Statens Serum Institut og kollegaer fra Singapore og USA, undersøgt andre former for kræft i luftvejene.

De rekrutterede hele 61.320 kinesere i Singapore i alderen 45 til 74 år. Da de begyndte at undersøge dem - mellem 1993 til 1998 - havde ingen af deltagerne kræft.

Alle svarede på en omfattende spørgeskema-undersøgelse om både brugen af røgelse, levevilkår, kost og livsstil. Derefter blev alle fulgt frem til slutningen af 2005, således at forskerne kunne registrere kræfttilfældene i den store gruppe.

Fandt en sammenhæng

Ved afslutningen af perioden havde 325 mennesker fået kræft i de øvre luftveje, for eksempel i næsen, i bihulerne, på tungen, i munden eller i strubehovedet. 821 havde fået lungekræft.

Da forskerne sammenlignede disse resultater med livsstilen hos dem som havde fået kræft, viste det sig at der var en sammenhæng mellem brugen af røgelse og kræft i de øvre luftveje. Det så derimod ikke ud til at duftrøgen havde nogen indvirkning på risikoen for lungekræft.

Forskerne påpeger at røgelse bruges dagligt både i templer og hjemme i store dele af Asien, og også nogle steder i Vesten.

»Med tanke på den udbredte og til tider ufrivillige eksponering for røgelse, har dette betydning for folkesundheden,« skriver forskerne ifølge en pressemeddelelse.

»Ud over tiltag for at reducere eksponeringen, bør der foretages undersøgelser for at finde frem til de mindst skadelige former for røgelse.«

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov.

Log ind eller opret konto for at skrive kommentarer

Seneste fra Krop & Sundhed

Det læser andre lige nu

Spørg Videnskaben

Abonner på vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig, deltager du i konkurrencen om lækre præmier.

Seneste blogindlæg