Professor: Barn med DNA fra tre forældre er »bekymrende«
For første gang er et barn blevet født, der er skabt ved hjælp af en helt ny teknik, hvor forskerne har brugt DNA fra tre forældre. Dansk forsker er bekymret.
baby

Lægen John Zhang med den første baby, som er undfanget ved brug af en helt ny teknik, hvor tre forældres DNA er i brug (Foto: New Hope Fertility Center)

Den 6. april 2016 blev en lille dreng født, som ikke var helt almindelig. Barnet kunne nemlig prale af at have hele tre forældre.

Den lille fyr er den første, der er født ved hjælp af en helt ny teknik, hvor DNA fra tre personer bliver brugt, skriver New Scientist.

»Dette er en ice-breaker. Det vil forhåbentlig tæmme de mest stædige kritikere og få feltet til at accelerere,« siger stamcelleforskeren Dusko Ilic, der ikke har deltagt i studiet, til The Guardian.

Professor Søren Ziebe fra Rigshospitalets Fertilitetsklinik er dog anderledes skeptisk:

»Det er en bekymrende vej at gå, indtil vi har afklaret konsekvenserne,« siger han.

Donor leverede DNA

Tre-forældre-teknikken skal gøre det muligt for forældre med sjældne genetiske mutationer at få sunde og raske børn. Teknikken er dog kontroversiel, fordi den indebærer, at en donor leverer mitokondrie-DNA.

Mitokondrier er små kraftværker i cellerne, der står for at producere cellernes energi.

LÆS OGSÅ: DNA-kopier røber, hvor frisk du er

Tre-forældre-teknikker i 1990'erne

I 1990’erne prøvede forskere at lave et barn med DNA fra tre personer. 

Her puttede de mitokondrie-DNA direkte fra en donor ind i en kvindes æg sammen med sædceller fra hendes partner. Nogle af babyerne udviklede genetiske sygdomme, og teknikken blev forbudt.

Det er dog en ny teknik, der er brugt på barnet, som blev født i 2016, med tre forældre.

For at lave et sundt foster, flyttede John Zhang fra New Hope Fertility Center i New York cellekernen fra et af moderens æg og satte den ind i et donoræg, som havde fået fjernet sin egen cellekerne.

Dermed havde han et æg med kerne-DNA fra moderen og mitokondrie-DNA fra en donor. Ægget blev efterfølgende befrugtet af faderens sædceller, og dermed var DNA fra tre forældre involveret i undfangelsen af fosteret.

0,1 procent af DNA’en (mitokondrierne) kom fra donoren, mens den genetiske kode for for eksempel hår og øjenfarve kom fra mor og far.

Teknikken er stadig ulovlig

Den kontroversielle teknik er kun netop i 2015 blevet lovlig i Storbritannien som det eneste land indtil videre.

Af samme grund måtte John Zhang fra New Hope Fertility Center i New York tage til Mexico, hvor der ikke er regler for området, for at udføre proceduren.

Han udtaler til New Scientist:

»For at redde liv, er det den etiske ting at gøre.«

Dansk forsker: Vi kender ikke konsekvenserne

Den danske professor Søren Ziebe mener dog ikke, at det er en god idé at udvikle børn på baggrund af en endnu ikke godkendt teknik.

»Når æg befrugtes, bærer sædcellen mandens mitokondrier, men vi arver kun mitokondrier fra moderen. Det kunne være et vink fra naturen om, at det betyder noget. Mitokondrier kommer fra én genetisk kilde, nemlig moderen, og det princip går man på kompromis med,« siger Søren Ziebe fra Rigshospitalets Fertilitetsklinik ved Københavns Universitet.

»Når vi pludselig begynder at smide fremmede mitokondrier ind, så kender vi ikke konsekvenserne.«

Han er dog enig i, at vi kan lære noget af den nye teknik.

»Der er masser af biologi at lære ved disse metoder, så vi skal arbejde videre med det - for eksempel i dyreforsøg. Men vi skal ikke lave børn med det, før vi er ualmindeligt sikre,« siger Søren Ziebe.

Videoen fortæller kort historien bag den lille dreng med tre 'forældre' (Video: New Scientist)

Mirakelbarnet undgik sygdom

Moderen til den helt særlige dreng bærer gener for Leighs Syndrom, som påvirker udviklingen af nervesystemet, skriver New Scientist. Generne for sygdommmen er i DNA’et til netop mitokondrierne. 

Leighs Syndrom havde dræbt moderens første to børn, og derfor søgte hun og hendes mand hjælp hos New Hope Fertility Center.

Lægerne udviklede fem fostre, men kun et enkelt udviklede sig normalt.

Arbejdet er endnu ikke blevet publiceret, så andre forskere har endnu ikke vurderet forskningen.

LÆS OGSÅ: Tre ud af fire par i fertilitetsbehandling får barn inden for fem år

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud

Det sker