En kvinde havde været udsat for en voldtægt, men kunne ikke huske selve hændelsen. Alligevel kunne synet af mursten gøre hende skrækslagen.
Posttraumatisk stress er en almindelig reaktion på en traumatisk begivenhed, hvor personen ufrivilligt genoplever de følelser, der er forbundet med traumet.
Hos mange forsvinder det efter nogle måneder, men en del mennesker må leve med det i årevis.
De kan opleve kraftige angstanfald flere gange om dagen, men ofte kan de ikke selv forklare, hvad der helt præcist udløser dem.
»Det kan være næsten hvad som helst – synet af en bestemt farve kan være tilstrækkeligt,« fortalte professor i eksperimentel psykopatologi Anke Ehlers under en neurovidenskabelig konference på Karolinska instituttet i Stockholm i februar.
Ehlers er forskningsleder ved Maudsley Hospital's Centre for Anxiety Disorders and Trauma i London og har forsket i posttraumatisk stress i mange år.
Under samtaler med psykologer kom det frem, at kvinden, der reagerede så voldsomt på mursten, var blevet voldtaget et sted, hvor der lå store bunker af mursten.
»Selv om hun ikke kunne huske selve voldtægten, reagerede hun med en voldsom angst over for elementer fra gerningsstedet,« siger Ehlers.
Hun har udviklet en måde at behandle personer med posttraumatisk stress, hvor hun og patienten blandt andet forsøger at finde ud af, hvad der udløser det skrækkelige minde.
Efter at have identificeret for eksempel mursten som en slags trigger, fokuserer behandlingen på at ændre holdningen til den.
Patienten skal bryde forbindelsen mellem hvad en mursten betød for hende under den traumatiserende hændelse og hvad den betyder i dag; at den ikke er til fare for hendes liv.
Et vigtigt og lidt mystisk fællestræk ved patienternes genoplevelser af traumerne er, at de næsten altid kommer frem som billeder, forklarer Anke Ehlers.
»Uanset hvordan traumet fandt sted, er det et visuelt billede, som oftest vender tilbage igen og igen. Selv om personen kan have oplevet et knivstikkeri, vil vedkommende se billeder og ikke opleve smerte eller følelsen af blod,« siger hun.
Et andet fællestræk, som Ehlers og kollegerne har forsøgt at forklare, er at disse billeder ofte er af det øjeblik, som indtraf lige inden, det mest traumatiske skete.
For eksempel kan billedet være synet af politibetjenten i døren, lige før han eller hun fortæller noget frygteligt, som vil forandre livet for evigt, for eksempel et dødsfald i den nærmeste familie.
»Det virker som om, man genoplever det, der skete, lige før det gik galt. Måske er det kroppens måde at fortælle dig, at du skal se at komme væk, hvis du står i en lignende situation en anden gang,« siger Ehlers.
Følelsen af at opleve det samme traume igen og igen, selv om hændelsen er sket for længe siden, er stærk hos personer med posttraumatisk stress.
»Selv frygten for at dø opleves meget stærkt, selv om man jo ved, at man ikke døde af det,« siger hun.
»Detaljerne genopleves altså uden konteksten og bliver ikke opdateret af erfaringen om, at man overlevede,« siger Anke Ehlers.
Det bliver også illustreret af en endnu en af Anke Ehlers historier.
En kvinde var på en vandretur med sin kæreste, da hun pludselig og tilsyneladende helt uforklarligt sprang ud i en flod.
Hun kunne ikke selv forklare hvorfor, men kæresten fandt forklaringen efter at have kigget lidt rundt i landskabet. I det fjerne stod der nemlig en græssende ko.
»Kvinden havde tidligere arbejdet i et slagtehus, og engang havde en løbsk okse jagtet hende gennem en lang gang, og hun reddede livet ved at springe ud af et vindue,« fortæller Ehlers.
Det er meget vigtigt at opdatere personens tanker med informationen om, at de ikke døde i traumet, når man behandler personer med posttraumatisk stress, mener hun.
Mennesker, som har lidelsen som en del af hverdagen, udvikler strategier for at undgå det, de opfatter som farligt.
Problemet er, at disse strategier blot opretholder symptomerne, mener Anke Ehlers.
© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm
Betablokkere er et godt middel
Der er flere videnskabelige undersøgelser som beviser at propranolol (betablokkere, almindeligt brugt mod eksamensangst og lignende) er er særdeles godt middel mod angst som følge af posttraumatisk stress.
Desværre er det ikke kendt i Danmark.
Propranolol givet straks efter ulykken/traumet har en forebyggende virkning. Behandlingen kan evt. udstrækkes til 2-4 uger.
Det skyldes sandsynligvis at man opbygger en stressreaktion i dagene efter ulykken, hvor hændelsen mentalt genopleves igen og igen (evt. ubevidst), samtidig med at kroppen har de typiske stress- og angstreaktioner, især hjertebanken. Derved knytter man den fysiske angst sammen med det oplevede traume, de to ting forstærker hinanden og danner en ond cirkel. Herefter kan et angstanfald udløses af ren fysisk stimulation, f.eks. hvis patienten går op ad en trappe og får hurtig puls. Dette kender mange angstpatienter til, og det er meget generende i hverdagen.
Propranolol er egentlig hjertemedicin og virker mod angst ved at standse denne onde cyklus af hurtig hjerterytme og angstfølelse, som ellers forstærker hinanden.
Det kan også bruges mod andre former for kronisk angst, end de som lige skyldes et traume. Efter kort tids behandling kan man være angstfri - i bedste fald. Desværre fylder man hellere patienterne med benzodiazepiner, som egentlig ikke virker mod angst, men er sløvende, og som er stærkt afhængighedsskabende og skadelige. Eller "lykkepiller", som manipulerer hjernens signalstoffer med potentielle langtidsskader til følge.
Prøv at søge på google på propranolol + ptsd. Jeg håber virkelig danske læger vil få øjnene op for det, men det tager jo altid nogle år ekstra.
En almindelig misforståelse går ud på at propranolol "udsletter dårlige minder". Se f.eks. denne artikel, der mener at kunne vide hvad rotter tænker på: http://avisen.dk/slet-de-daarlige-minder_67349.aspx Det er overhovedet ikke tilfældet. Propranolol er ikke psykofarmaka, og det virker tilsyneladende rent fysisk, ikke på psyken. Det giver netop mulighed for det modsatte af fortrængning, idet man f.eks. kan arbejde psykoterapeutisk med at tale om hændelsen, uden at patienten blokeres af angst, og uden at patientens følelser eller bevidsthed er sløvet af psykofarmaka.
P.S. Normalt er jeg særdeles kritisk mod apoteksmedicin, men dette her er altså fornuftigt. Og så er det jo korttidsbehandling med varig effekt.
Der er imidlertid ingen økonomisk gevinst for medicinalindustrien at hente, da propranolol er et gammelt middel hvor patenterne forlængst er udløbet. Det er billigt og uinteressant for branchen. Des mere gevinst er der for patienterne og det offentlige.
Hvad er "almindeligt"?
"Posttraumatisk stress er en almindelig reaktion på en traumatisk begivenhed..." skriver artiklen. Hvad er den videnskabelige empiriske dokumentation for "almindeligt"?
Ozer et al. (2003), "Predictors of Posttraumatic Stress Disorder and Symptoms in Adults:
A Meta-Analysis", Psychological Bulletin, vol. 129, no 1 p. 54:
"The contrast between the lifetime prevalence of exposure to a traumatic event of over 50% and the lifetime prevalence of PTSD at roughly 7% was the disparity that led directly to the key aspect of our investigation."
Er 7 pct. almindeligt?