Penkowa: Sådan slipper fusk gennem videnskabelige tidsskrifter
Hjerneforsker Milena Penkowa publicerede mange artikler i peer reviewede tidsskrifter. Nu anklages hun for svindel. Videnskab.dk kaster lys over, hvordan fusk kan slippe igennem tidsskrifternes kvalitetskontrol.

 

Hjerneforsker Milena Penkowas tidligere kolleger fra Københavns Universitet er i fuld gang med at gennemtrawle hendes 98 publikationer for fabrikerede data og andre former for fusk og snyd.

Hun er ikke dømt endnu. Men hvis det viser sig, at hun har snydt med sine studier, kan hun føjes til listen af forskere, der igennem tiderne har haft held med at publicere forfalskede data.

I 2000 dømte Udvalgene for Videnskabelig Uredelighed den danske professor i populationsbiologi Anders Pape Møller for mangeårigt svindel med sine data, der var publiceret i diverse videnskabelige tidsskrifter.

Og i 2006 blev den norske læge Jon Sudbø dømt for at have fabrikeret data, der også gang på gang var sluppet igennem tidsskrifternes godkendelsesproces, hvor fagfæller gennemgår artiklerne for fejl, mangler og snyd i et såkaldt peer review.

Det store spørgsmål er, hvordan artikler med opdigtede data overhovedet kan få lov til at passere tidsskrifternes kvalitetsbedømmelse.

Publicerede i jævne tidsskrifter

Fakta

Anders Pape Møller: Tidligere dansk professor i populationsbiologi ved KU. UVVU konkluderede i 2003, at han delvist havde konstrueret datamateriale til en artikel om den stedsegrønne stenegs blade. Efterfølgende nedsatte det franske forskningsråd en komité, som frikendte ham. (Kilde: Dagens Medicin)

Professor Dr. Med. Albert Gjedde, der er leder af Institut for Neurovidenskab og Famakologi og er Milena Penkowas tidligere chef, har uden at tage stilling til de aktuelle anklager en mulig forklaring på, hvordan det kan ske, at tilbagetrækninger på grund af svindel især sker fra de mest krævende tidsskrifter.

»Der er lavet en statistik for nylig, der viser, at de fineste videnskabelige tidsskrifter har de fleste erkendte og utilsigtede fejl og mangler, som fører til tilbagetrækning af artikler,« siger Albert Gjedde og uddyber, at i alt 788 artikler er trukket tilbage i den seneste tiårs periode. Heraf skyldes en tredjedel snyd og to tredjedele utilsigtede fejl.

»Enhver kan ved at gå ind i PubMed eller Web of Science ved selvsyn konstatere, at de tidsskrifter, som Milena Penkowa publicerede i, generelt ikke er blandt de højst rangerede. For alle forskere gælder, at eventuelle fejl og mangler måske ikke så hyppigt opdages af bedømmere og læsere, hvis man som forsker ikke satser på at offentliggøre sine artikler i de højest profilerede videnskabelige tidsskrifter,« siger han.

Svindelartikler bliver trukket tilbage

Gennemtrawlingen af Milena Penkowas artikler er først lige begyndt, og forude venter der er stort opklaringsarbejde. Viser det sig, at svindel er et gennemgående træk i hendes publikationer, vil det have en klar konsekvens.

Fakta

Jon Sudbø, f. 196: Norsk læge, tandlæge og kræftforsker. Blev i 2006 afsløret i selv at have opfundet alle de persondata, der dannede baggrund for en artikel i Lancet om opsigtsvækkende forskning i mundhulekræft. Det var angiveligt en leder i de norske Folkehelseinstitut, som var med til at afsløre svindelnummeret. (Kilde: Dagens Medicin)

Det fortæller formanden for De Frie Forskningsråd Jens Christian Djurhuus, der også er professor på Klinisk Institut på Aarhus Universitet.

»Forelægger der svindel, så skal artiklerne trækkes tilbage. I de tilfælde, hvor hun har været medforfatter på artikler, må man gøre op i hvert enkelt tilfælde, om hele artiklen skal falde, eller om man kan nøjes med at revidere artiklerne og trække hendes specifikke data ud,« siger han.

Han mener ikke, at man på baggrund af Penkowa-sagen kan sige, at peer review-systemet ikke duer. Der vil altid være brodne kar, der bryder reglerne og svindler med resultater.

Bedømmere under tidspres

Når det er sagt, så er Penkowa-sagen måske alligevel et symptom på, at kvalitetskontrollen ikke er, hvad den har været, fordi forskere publicerer artikler som aldrig før og tempoet i kvalitetskontrollen derfor er skruet tilsvarende op.

Artiklerne presses ganske enkelt for hurtigt gennem systemet.

»Tidsskrifterne stiller krav om, at bedømmerne skal blive hurtigere og hurtigere færdige. Men det kan altså godt betale sig at give bedømmerne tid til at gennemgå artiklerne grundigt, da svindel jo ikke er noget, som forskerne skilter med, men snarere pakker godt ind,« siger han.

Kun specialister opdager snyd

Fakta

Jan Hendrik Schön, f. 1970 Tysk fysiker, som i 2001 offentliggjorde i Nature, at han havde fremstillet en transistor på molekylært niveau, hvilket var et gennembrud med stor betydning for fremtidens computere og elektronik. I 2002 konkluderede en rapport, at Schön havde bedraget, og rapporten dokumenterede 16 tilfælde af videnskabelig uredelighed.

Milena Penkowa er bl.a. mistænkt for at have opfundet data, der underbygger egne teorier, og som ifølge flere kilder havde en usandsynlig lille varians.

Om variansen er stor eller ej er ikke noget alle og enhver kan gennemskue. Det er en specialistopgave, som kræver stor viden inden for det specifikke fagområde, da variansens typiske størrelse varierer meget fra felt til felt.

»De forskere, der har forstand på hendes  forskning, ved nogenlunde, hvad det er for variationer, man kan forvente,« siger Jens Christian Djurhuus.

Den slags specialister vil have større chance for at opdage snyd i peer review. Jo mere kyndig en bedømmer er inden for feltet, jo mindre er risikoen for at overse snyd.

»Derfor er det uhyre vigtigt, at tidsskrifterne sørger for at anvende de rigtige folk, som har en tilstrækkelig stor faglig ekspertise til at tjekke dataene grundigt igennem,« siger Jens Christian Djuurhus.

Tidsskrift ignorerede advarsel

Jeg tror, at alle har lært noget af Sudbøsagen og har oppet sig – det gælder både tidsskrifternes redaktører og bedømmerne som medvirker peer review.

Henrik Toft Sørensen.

Én ting er, at bedømmere ikke opdager svindel– en anden ting er, at tidsskrifterne til tider ikke er åbne overfor bedømmernes kritik og advarsler.

Et eksempel på, hvor grueligt galt det kan gå, er sagen om den norske tandlæge og læge Jon Sudby, der i starten af 00’erne havde en strålende karriere og havde et godt ry i forskningsverdenen. (Se sidehistorie).
 
I 2005 blev den danske overlæge Henrik Toft Sørensen fra Klinisk Epidemiologisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital bedt om at bedømme en af Jon Sydbøs artikler for det højtprofilerede tidsskrift The Lancet.

»Jeg fik kun 48 timer til at gennemgå artiklen, men kom hurtigt på sporet af, at der var noget helt galt med design, analyser og datakilder. Det studie, som artiklen handlede om, var gennemført før 2004, men brugte data fra et register, som først blev etableret efter 2004. Det var ret klart,« siger Henrik Toft Sørensen, som efterfølgende kontaktede The Lancetog bad dem uddybe hvorfor de havde accepteret artiklen.

Skråsikre forskere er utroværdige

Henrik Toft Sørensen forklarer, at han kun opdagede overnævnte problem, fordi han var ekspert inden for feltet.

Vi hverken kan eller skal gardere os 100 procent mod snyd. Systemet er fintmasket nok til at man generelt kan sige, at systemet fungerer upåklageligt og effektivt.

Jens Christian Djuurhus

»Det er forholdsvist nemt at se, om den forsker, der skriver artiklen nu også har indsigt i området, men man skal være ekstremt trænet for at komme på sporet af snyd,« siger han.

Svindel er typisk noget, man kommer indirekte på sporet af. Henrik Toft Sørensen bliver f.eks. mistænksom, hvis artiklens resultater er for overbevisende og forskeren udtaler sig lige lovligt skråsikkert om ting. Et andet tegn kan være, at meget omfattende studier er gennemført på meget kort tid.

The Lancet tog ikke Henrik Toft Sørensens advarsel om kvaliteten af Jon Sudbøs artikel alvorligt og publicerede få uger uger efter artiklen – med henvisning til, at de andre bedømmere ikke havde påpeget noget unormalt.

»Det ærgrede mig, og jeg bad om at få de andre bedømmeres vurderinger til gennemsyn, men måtte acceptere deres beslutning. Et år blev Jon Sudbø dømt for videnskabelig uredelighed og indrømmede, at han havde fabrikeret data i en lang række artikler. Alle hans videnskabelige publikationer blev trukket tilbage,« slutter han.

 

Penkowa forsøgte at publicere i tidsskriftet Science

Milena Penkowa har flere gange forsøgt at publicere i de tidsskrifter, der rangerer højest på rangstigen. Det skete f.eks. i juli 2005, hvor hun sendte en artikel til gennemsyn hos overlæge Finn Cilius Nielsen og hans kolleger fra Afdeling for Genomisk Medicin på Rigshospitalet, fordi hun have planer om at publicere artiklen i det prestigefyldte videnskabelige tidsskrift Science.

»Så kiggede vi på hendes data, og konstaterede, at der ikke var en sammenhæng mellem hendes analyser og konklusioner og de genchipdata, som vi havde bidraget med. Herefter sendte hun en lang række mails, som blev mere og mere uklare. Det endte med, at der i de pågældende mails ikke længere var nogen klar logik,« siger han og viser mailkorrespondancen til Videnskab.dk

Finn Cilius Nielsen og hans kolleger blev betænkelige ved Penkowas artikel og sprang fra.

»Hun virkede på det tidspunkt, som en, der mest af alt havde brug for hjælp. Efter mailudvekslingen sagde jeg til min kollega: Det her ender galt,« siger Finn Cilius Nielsen.

Nu, hvor sagen er indklaget til Udvalgende for Videnskabelig Uredelighed, er han bekymret over konsekvenserne og undrer sig over, hvordan de overhovedet har fået lov til at slippe gennem peer review.

»Det er meget ubehageligt, at det kan ske. Selvfølgelig er peer review ikke ufejlbarligt, og måske er det et tegn på, at studierne ikke altid når at blive gennemgået tilstrækkelig grundigt. Det er virkelig godt, at der nu bliver lavet en undersøgelse, så vi kan komme til bunds i alt det her,« siger han.