Nyt studie omskriver 'hobbittens' historie
Kilde: 
24 april 2017

Det var en skelsættende og aldeles uventet opdagelse, en gruppe arkæologer gjorde på den indonesiske ø Flores i 2003.

Under udgravningen af en limstensgrotte faldt arkæologerne over et næsten komplet skelet, som viste sig at have tilhørt en hidtil ukendt forhistorisk menneskeart, der fik navnet Homo floresiensis - og tilnavnet hobbitten på grund af sin ringe størrelse (1,1 meter).

Siden har forskerne spurgt sig selv, hvordan denne nyopdagede art passer ind i den genetiske kæde, som er mundet ud i Homo sapiens.

LÆS OGSÅ: Chok: Havde berømt ’Hobbit-forfader’ bare Downs syndrom?

Hidtil har den udbredte teori været, at Homo floresiensis nedstammede fra Homo erectus, det oprejste menneske, som var den første menneskeart, der vandrede ud af Afrika.

Men nu viser den hidtil mest omfattende undersøgelse af 'hobbitknoglerne', at det næppe var tilfældet, skriver phys.org.

I stedet peger studiet fra The Australian National University på, at Homo floresiensis var en søsterslægt til Homo habilis, én af Homo erectus' forfædre, som levede i Afrika for cirka to millioner år siden.

»Analyserne viser, at på familietræet var Homo floresiensis sandsynligvis en søster til Homo habilis, hvilket vil sige, at de havde en fælles stamfader,« siger studiets leder, Debbie Argue fra School of Archaeology & Anthropology på universitetet, til phys.org.

»Det er muligt, at Homo floresiensis udviklede sig i Afrika og siden emigrerede, eller at den fælles stamfader vandrede ud af Afrika og siden udviklede sig til Homo floresiensis

LÆS OGSÅ: Menneskets evolution

Man ved, at 'hobbitterne' har boet på Flores indtil så sent som for 54.000 år siden. Den eneste anden forhistoriske menneskeart, som, man ved, har boet i det område, er Homo erectus, hvilket har givet næring til den populære teori.

Men der er intet i studiet, som indikerer et direkte slægtskab med det oprejste menneske.

»Hvis man forsøger at kæde dem sammen i et familietræ, så får man nogle meget upålidelige resultater. Alle resultater viser, at det ikke passer - det er simpelthen ikke en plausibel teori,« siger Debbie Argue, som har undersøgt både kranium, kæbe, tænder, arme, ben og skuldre fra 'hobbitten'.

Eksempelvis er kæbestrukturen hos Homo floresiensis mere primitiv end hos Homo erectus.

LÆS OGSÅ: Hobbitten var en selvstændig menneskeart

»Logisk set er det svært at forstå den tilbagegang. Hvorfor skulle kæben hos Homo erectus udvikle sig tilbage til den primitive tilstand, vi ser i Homo floresiensis?« spørger Argue.

Faktisk er forskerne hele 99 procent sikre på, at Homo floresiensis ikke nedstammer fra Homo erectus.

LÆS OGSÅ: Udgravning afslører: Ingen hobbitter for 12.000 år siden

jo

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.