Ny app kan spare patienter for turen til hospitalet
Mulighederne er mange, men hvilke udfordringer opstår der, når patienter selv skal foretage og indsende sundhedsmålinger til sygehuset via mobiltelefonen?
telemedicin ambulant teknologi mobil medicin læge app

En ny app gør det muligt for patienter at sende deres data til lægen. Det åbner for, at ambulante besøg kan erstattes af et tryk på send-knappen på smartphonen. (Foto: Shutterstock)

Var det bare det?

Du kender måske følelsen af at komme ud fra en kontrol enten hos egen læge eller på sygehuset og tænke sådan.

Historien kort
  • Vi er som forbrugere meget villige til at udnytte teknologiens muligheder, når vi har med sundhedsvæsnet at gøre.
  • Vi vil gerne have e-mail-konsultationer med lægen, bruge sundhedsapps og slippe for nogle af de mange fysiske besøg på sygehuset.
  • Men teknologien udvikler sig hurtigere, end lovgivningen kan følge med. Det fanger forbrugerne mellem myndigheder, der vil sikre persondata, og virksomheder, der vil tjene penge på personlige oplysninger.

Ofte ligger det besværlige forud: Fri fra arbejde. Barnepige til ungerne. Lang køretur. For ikke at tale om parkering.

Patienter med kroniske sygdomme kender det alt for godt. Blandt andet derfor arbejdes der inden for sundhedsvæsenet på at bruge teknologier til at understøtte telemedicinske forløb for patienter, så flere konsultationer kan foregå på afstand.

CoLab Odense har i samarbejde med nefrologisk (nyremedicinsk) afdeling på Odense Universitetshospital, OUH, givet patienter med kroniske nyrelidelser mulighed for at måle blodtryk hjemme og sende det direkte ind til lægen på sygehuset

Det bliver hermed enkelt at erstatte ambulante besøg med brug af Health Kit, som er en opsamlingsplatform for data, der ligger som standard på de nye iPhones. Den modtager data fra blodtryksapp’en, som modtager data fra blodtryksapparatet via bluetooth.

Med et enkelt tryk sendes blodtryk til sygehus

Vi skulle bare forbinde Health kit til Mit Forløb, som er en app, hvor patienter hjemmefra kan kommunikere med flere hospitaler i Region Syddanmark. Herigennem sendes data fra patientens telefon direkte til hospitalet (se illustration længere nede).

Patienterne blev udstyret med en iPhone og et blodtryksapparat. Herefter kunne de måle deres blodtryk og sende det til sygehuset med et enkelt tryk på telefonen.

Men at nå den genvej har krævet mange omveje og rejser spørgsmålet, om hvordan consumer-teknologien passer ind i sundhedsvæsenet?

Forbrugeradfærd og patienten anno 2017

Smartphonen er et consumer device, som mange af os i forvejen har i lommen, i vore tasker og på vore skriveborde.

CoLab Odense

  • CoLab Odense er medskaber af løsninger på de behov, der opstår i den tværsektorielle sundhedssektor, i et tæt samarbejde mellem det offentlige og private virksomheder der udvikler sundhedsteknologi.

En teknologi købt til et andet formål, men som pludselig bliver en livline ind til hospitalet.

Kendetegnende for et consumer device er, at det er målrettet forbrugeren, individet, og ikke forretninger, virksomheder eller for den sags skyld hospitalet. Devicet er konstrueret med det for øje, at individet får mest mulig glæde af brugen og mest mulig frihed.

For eksempel var mobiltelefonen oprindeligt udviklet til at foretage opkald, når man var væk fra en stationær telefon, men i dag bruger vi den også til at sms'se, finde oplysninger (google), finde vej, afspille musik og nu også som et sundhedsdevice.

Teknologi er en integreret del af de flestes hverdag. Vi anvender consumer devices i form af tablets, smartphones, skridttællere etc. Danmarks Statistik viser, at fire ud af fem danskere mellem 16 og 89 år gik på internettet via mobiltelefonen i 2016.

Men hvordan ser det ud, når dette consumer device bevæger sig op fra lommen og ind i patientens behandlingsforløb?

Patienter oplever, at teknologien er nem at bruge

Vi ved fra flere studier, at patienter er klar til at anvende teknologi både i form af videosamtaler og chat via en app, og at patienter oplever, at teknologien er nem at anvende.

Nye teknologier kræver introduktion, men efter at teknologierne er taget i brug som en naturlig del af patientens hverdag og 'kropsliggjort' (embodied), finder patienter dem nemme at anvende.

I dette projekt finder vi eksempler på, at menneske-teknologi-interfacen gør det lettere for patienterne at udføre proceduren og samtidig oplever de, at det er enklere at få målt blodtrykket.

Patienterne oplevede, at interfacen, den måde som menneske og teknologi interagerer, gjorde proceduren nemmere og derfor lettere at få gjort.

apps sundhed telemedicin

Der er gode og dårlige ting ved apps. Det hele falder med et dårligt interface. (Foto: Shutterstock)

Det hele afhænger af interfacen

Enhver teknologi gør nogle handlinger enten sværere eller nemmere, og det afhænger netop af interfacen. Teknologier er med til at forme vores erfaringer og oplevelser af situationen.

Postfænomenologen Don Ihde taler om, at den teknologiske mediering 'inviterer' til bestemte måder at agere på. Med udgangspunkt i en sammenligning af en kuglepen og en skrivemaskine, fremhæver han, hvordan teknologien påvirker handlingen - i tilfældet med skrivemaskine versus kuglepen oplevelsen af at skrive.

Det peger også på, at når patienter anvender teknologier som consumer devices, kan de opleve, at det er med til at styrke dem (empower), herunder at de får forbedret deres sundhedstilstand, som Huniche et. al har fundet.

Teknologien fremmer muligheden for at kunne være i eget hjem i en behandlings- eller opfølgningsfase af et forløb.

Muligheden for at bruge teknologien til at kommunikere over afstand, eller til selvmonitoreringen giver også patienterne råderet over deres egen tid: patienten bliver uafhængig af tid og sted og kan måle, når det passer ind i dagligdagen – og det samme gælder for lægen, der ser på målingerne.

Passer consumer-teknonologi i sundhedsvæsenet?

Det lyder næsten for godt til at være sandt, at det er så let at erstatte ambulante besøg med et tryk på telefonen. Og det er det på sin vis også, for der er mange omveje, der skal forceres for at nå den simple genvej.

telemedicin ambulant teknologi mobil medicin læge app

Illustrationen viser fremgangsmåden for patienter, der selv kan måde blodtrykket hjemme og sende resultaterne elektronisk. (Illustration: CoLab Odense)

Test setup’et er simpelt. Health Kit modtager, som tidligere nævnt, data fra blodtryksapp’en, som modtager data fra blodtryksapparatet via bluetooth. Health kit er så forbundet til Regions-appen Mit Forløb. Herigennem sendes data fra patientens telefon direkte til hospitalet.

Men at nå denne genvej har krævet mange omveje.

  1. Godkendt blodtryksapparat
    Det første problem er et krav om, at det anvendte blodtryksapparat skal give valide målinger. Det gælder ikke for alle blodtryksapparater i handlen. Det kræver et tæt samarbejde med de kliniske specialister at finde frem til godkendte blodtryksapparater, som kan anvendes.

  2. Sikkerhedskrav
    Næste krav til blodtryksapparatet er, at det skal kunne sende data via bluetooth til smartphonen. Ligeså vigtigt er det, om de data, som patienten måler, bliver delt i en cloud løsning.

    Udfordringen består i, at nogle blodtryksaflæsende apps kræver, at man opretter en konto hos det pågældende firma og sender registreringerne til dem. Det er naturligvis frit for den enkelte at lave sådan en konto, men som offentlig myndighed må vi ikke opfordre patienter til at dele deres data med 3. part.

    Sundhedsvæsenet overholder sikkerhedskravet, hvis den app, som aflæser blodtrykket, ikke automatisk kræver, at brugeren skal oprette en konto. 

  3. Barnebarnets blodtryk
    For at sikre, at det er patientens og ikke barnebarnets blodtryk, der ender i patientjournalen, skal patienten signere sine data i Mit Forløb, inden de afsendes til hospitalet.

  4. Hvornår kan jeg forvente svar?
    I dag har vi qua sms- og snapkulturen en forventning om hurtigt svar – og svært ved at forstå, når det lader vente på sig. Det er for omkostningstungt, at en kliniker skal holde aktivt øje med de indsendte blodtryk. Derfor er det vigtigt, at afstemme med patienten og/eller hjemmesygeplejen, hvornår der ses på blodtrykkene.

Teknologi på kollisionskurs med reglerne

Det kan kræve store omveje at nå de genveje, teknologien tilbyder, da brugen af teknologi ofte kolliderer med de restriktive regler, vi har for deling af personfølsomme data.

De fire ovennævnte punkter udfordrer consumer-tankegangen, hvor vi ønsker at kunne vælge det apparat, vi helst vil.

I dag er der kun få apparater, der kan anvendes i sundhedssektoren, fordi de fleste apps kræver, at man afgiver sine personlige data til appen. Spørgsmålet er, om virksomhedernes forretningsmodeller vil tillade dem at give køb på de data, der kan genereres fra disse sundhedsapps.

ForskerZonen

Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.

Når consumer-teknologi anvendes, er der ikke langt til også at anvende sms, messenger og facetime i kontakten mellem sundhedsprofessionelle og patienter, selv om dette ikke overholder gældende lovgivning.

Det tyder på, at patienterne bevæger sig i et hurtigere tempo end sundhedssektoren og lovgivningen qua deres daglige omgang med teknologien.

Paradokset er, at den lovgivning, der skal beskytte patienternes data, ender med at spænde ben for netop den hurtighed og smidighed, som den teknologisk medierede kontakt har. Det kan i værste fald ende med at forblive et uudnyttet potentiale.

Consumer devices tilpasses til brugernes behov og brug. Bør lovgivningen ikke også tilpasses i en mere fleksibel retning, så både borger og samfundsøkonomi kan få gavn af alle de teknologiske løsninger, sundhedssektoren står på nippet til at kunne implementere?

Det mener vi. 

Der er således behov for at se på lovgivningen, men også at virksomhederne er villige til at finde en forretningsmodel, der fungerer, uden at deres apps skal have automatisk adgang til patienternes data.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud