På Roskilde Festival går hygiejnestandarden automatisk ned. Adgang til badefaciliteter er begrænsede og man vænner sig hurtigt til, at alle går og ser lidt smånussede ud med støv i håret og skidt under neglene. Hvad fødderne angår, så er det heller ikke her, vi finder de mest renskurede af slagsen. Hvilket uundgåeligt fører til tilstanden pedis foetidus (bedre kendt som sure tæer).
Problemet er, at hvis fødderne ikke har adgang til jævnlig nærkontakt med vand og sæbe, gavner det de bakterier, der kan lide at sidde godt varm og fugtigt mellem tæerne, hvor de producerer smørsyre – hvilket godt kan føles lidt skrapt i næsen. Deler man telt med sådan et par fødder og de sokker, der har beklædt dem, kan der derfor godt opstå en sært gennemtrængende odør under teltdugen i løbet af en festivalperiode.
Her er det, at man må ty til alternative metoder, hvis man ikke har tålmodighed til at stå i den daglige bad-kø, som godt kan være lang, når man er samlet 65.000 mennesker på begrænset plads. En mulighed er at begrænse problemet ved hjælp af teknologi. Jeg har derfor besluttet at teste, om såkaldte nanosokker er en måde, der kan mindske antallet af sure festival-sokker.
Nanosokker ligner almindelige sokker, men har bittesmå molekyler af sølv – sølvioner – indvævet i stoffet. Sølvioner virker antibakterielle. Mikroorganismerne trives simpelthen ikke i nærheden af sølvionerne, og eftersom det er bakterierne, der omdanner vores fodsved til dårligt lugtende smørsyre, betyder færre bakterier mindre lugt. Hvilket kommer både sokker, tæer og næser til gode.
Først et fodbad
\ Fakta
Lasse, Malte og Morten fra Camp Bjarne er med på en test. Selvom det føles, som om der er ca. hundrede grader under oversejlet i Camp Bjarne, indvilliger de i at bære sokker i 24 timer, så vi kan teste, om det nu virkelig kan passe, at de der sølvioner er så effektive.
For at sikre, at tæerne ikke lugter i forvejen, og ‘smitter’ sokkerne med ildelugt lægger vi ud med et fodbad.
»Ahj vandet kunne godt lige have været lidt varmere…« er kommentaren, da Deres udsendte har lagt sig på knæ og for første gang i sit liv egenhændigt vasker en voksen mands tæer. Bare for at være sikker på, at det bliver gjort ordentligt.
At det kræver grundighed mere end antydes, da sidste mand i rækken tørt konstaterer, at ‘det er første gang jeg har skoene af, siden i går morges’.
Efter fodbadet bliver d’herrer iklædt et stk. nanosok på den ene fod, og en supermarkeds-bomuldssok på den anden. Hvis det skulle have været helt korrekt, skulle mine forsøgspersoner have haft rene sko på. Det er imidlertid ikke Roskilde-realistisk, og vi må jo holde os til virkelighedens vilkår. Så Lasse, Malte og Morten trækker i deres sædvanlige fodtøj.
Herefter er der fri leg de næste 24 timer. Så længe sokkerne ikke forlader fødderne.
For videnskaben skyld
Da jeg indfinder mig i Camp Bjarne dagen efter glæder alle tre mænd sig til at få lov at vifte med tæerne i det fri. De kan rapportere om, at de forskellige sokker i hvert fald føles forskellige.
»Den normale sok føles meget varmere. Man sveder mindre i nanosokken,« fortæller Malte. Til gengæld er der klager over andre kvalitetsparametre.
\ Fakta
VIDENSKAB.DK PÅ ROSKILDE
Hvem bruger mest energi i et heavymetal band under en koncert?Kan du undgå sure sokker i varmen? Hvor mange skridt går du på en festivalaften og hvad svarer det til i indtag af burgere?
Og bliver man virkelig lykkeligere af at tage på festival?
Følg videnskab.dk’s udsendte, der undersøger, udfører eksperimenter on location og rapporterer fra livet på scenen, i lejren, på festivalpladsen og når det hele er ved at være forbi. Rock on!
»Græsset hænger fast i nanosokken. Det er pænt irriterende,« lyder det fra Lasse.
Men det er jo resultatet af niveauet af lugt, jeg er kommet efter. Vi skal med andre ord have et dommerpanel på banen. Og hvem kan være mere velegnede til at vurdere mandesved end et udvalg af unge kvinder med sarte næser.
Det er bare ikke så let at finde nogen, der vil gøre jobbet. De første piger jeg spørger, er netop stået op, og de har det dårligt nok i forvejen, forsikrer de mig, da jeg giver dem et frisk tilbud om at stikke næsen i en flok brugte sokker. Efter lidt søgen finder jeg Anna, Marlene og Sofie, som efter lidt parlamenteren gerne vil tage dommertjansen.
»Når det nu er for videnskabens skyld, så ok,« siger Anna og hiver de andre to med sig.
Resultat
Pigerne bliver placeret foran drengene, og så er det ellers bare at gå i gang. Marlene er den første, og hun spotter hurtigt, hvilken sok, hun synes, er den mindst ringe. 1-0 til nanosokkerne.
Anna får næste snuseprøve, og nanosokkerne udbygger føringen.
Men Sofie må give fortabt, da hun bliver præsenteret for Lasses eksemplarer.
»Jeg kan altså ikke lugte forskel. De er sure begge to,« siger hun.
Det sætter for et kort øjeblik gang i en indbyrdes diskussion blandt drengene om, hvem der egentlig har de mest sure sokker, og efter at både jeg og forsøgspersonerne selv har vurderet sagen er konklusionen, at der er en af de unge mænd, der tilsyneladende lugter mere af mand om fødderne end de andre, og her kommer nanosokkerne til kort.
»Jeg vil gerne lige understrege, at jeg sov med skoene på,« pointerer Lasse, inden jeg siger tak for indsatsen og forlader Camp Bjarne med den følgeslutning, at sokker med sølvioner måske godt kan tage brodden af lugten af sure tæer, men at resultatet ikke er overbevisende, og nanoteknologien måske kan bruges mere effektivt andre steder.