Mytedrab: Katteejere har ikke en skrue løs
Kilde: 
22 februar 2017

Hvis du virkelig er hundemenneske, er du måske typen, der mistænker katteejere for at have en skrue løs. 

Selvom den slags normalt er sagt i spøg, er der faktisk en teori om, at mennesker, der vokser op med kat, har større risiko for psykiske sygdomme. 

Nu frikender ny forskning fra University College London dog katteelskerne: Forskernes studie viser ingen sammenhæng mellem psykotiske symptomer og tidligt katteejerskab, skriver Medicalxpress.

Tidligere forskning har peget på den øgede risiko for psykiske sygdomme, fordi katte er den primære vært for parasitten oxoplasma Gondii (T. Gondii). Parasitten er sat i sammenhæng med psykiske problemer som skizofreni.

Forskerne så på næsten 5.000 mennesker, der var født i 1991 eller 1992. Disse blev fulgt, ind til de fyldte 18 år.

Forskerne havde data på, om børnene havde kat, mens de voksede op, eller mens deres mor var gravid med dem. Denne metode er, ifølge Medixalxpress, mere troværdig end tidligere studier af samme emne, fordi studiet er stort og deltagerne er blevet fulgt over mange år, frem for at resultatet bygger på selvrapportering.

»De indledende analyser pegede på en lille sammenhæng mellem katteejerskab og psykotiske symptomer, når deltagerne var 13 år, men dette viste sig at skyldes andre faktorer. Da vi medregnede andre faktorer, såsom for mange mennesker i husholdningen eller socioøkonomisk status, viste vores data, at kattene ikke havde skylden,« siger hovedforfatteren, ph.d. Francesca Solmi fra UCL Psychiatry, til Medicalxpress.

Parasitten kan dog stadig være skyld i andre sygdomme i barndommen, mener forskerne. Derfor råder de gravide kvinder til ikke at håndtere kattegrus, i tilfælde af at det indeholder parasitten.

Studiet er udgivet i det videnskabelige tidsskrift Psychological Medicine.

sbl

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.