Musikere er bedre til at koncentrere sig, når de løser opgaver end ikke-musikere. Det viser nye resultater fra et videnskabeligt forsøg, som er gennemført på Center for Funktionel Integrativ Neurovidenskab ved Aarhus Universitet.
»Vores studium viser, at musikere, som eksempelvis skal løse en hukommelsesopgave, er bedre til at holde fokus på den opgave, de skal løse end personer, der ikke har beskæftiget sig med musik,« siger neurobiolog og ph.d. Karen Johanne Pallesen fra forskningscentret.
Karen Johanne Pallesen og hendes kolleger er nået frem til dette resultat efter at have gennemført et forsøg, hvor de bad musikere og ikke-musikere om at løse tre forskellige hukommelsesopgaver, der var baseret på nogle simple, kortvarige lyde.
Deltagerne blev præsenteret for enkeltstående lyde, mens de var passive.
Det er ikke første gang, at forskerne finder tegn på at hjernen nedprioriterer følelsesmæssige input, når den konfronteres med en kognitiv opgave.
Mekanismen er tidligere blevet studeret ved at lade forsøgspersoner kigge på billeder - men det er første gang, at man dokumenterer mekanismen ved stimulering af høresansen.
De skulle løse en let hukommelsesopgave, der gik ud på at lytte sig frem til, om to lyde, der blev spillet lige efter hinanden, var ens.
De skulle forholde sig til om to lyde, der var adskilt af en mellemliggende lyd, var de samme, hvilket er en meget krævende hukommelsesmæssig opgave.
Forsøgspersonerne løste opgaverne mens de var placeret i en hjernescanner, så forskerne kunne følge med i, hvad der skete i forsøgspersonernes hjerner undervejs.
»I forsøget ville vi bruge musikken som et redskab til at påvise et samspil mellem personens følelser og tænkning. Vi havde en teori om, at analytisk tænkning, som er nødvendig for at kunne løse eksempelvis en hukommelsesopgave, får hjernen til at nedregulere sin følelsesmæssige bearbejdning. Den teori ville vi gerne teste,« siger Karen Johanne Pallesen.
Hun henviser til, at denne teori bl.a. er underbygget af, at mange intuitivt har en oplevelse af at kunne undertrykke ubehagelige følelser ved at tænke på noget andet.
Efter forsøget sammenlignede forskerne hjernescanningerne fra musikerne og ikke-musikerne.
Hos både musikerne og ikke-musikerne aktiverede lydene hjerneområder, der er kendt for at være involveret i følelsesmæssig bearbejdning.
Og der der ingen forskel på musikernes og ikke-musikernes hjerneaktivitet i disse områder. Aktiviteten i de områder, som har med følelsesmæssigee bearbejningerne at gøre, var som forventet størst, når forsøgspersonerne lyttede passivt til lydene.
Til gengæld opstod der en forskel på grupperne så snart forsøgspersonerne begyndte at løse opgaver.
Her afslørede hjernescanningerne, at aktiviteten i de frontale hjerneområder, som styrer hjernens kognitive funktioner (relateret til tænkning), var signifikant større hos musikerne. Ikke-musikerne var dårligere til at udføre opgaverne og havde mindre aktivitet i det hjerneområde, der bl.a. er med til at styre hjernens arbejdshukommelse.
Umiddelbart skulle man tro, at det kan forklares med musikernes større viden om og erfaring med musikalske lyde.
Men det mener Karen Johanne Pallesen ikke er tilfældet. Hun forklarer, at alle forsøgspersoner i udgangspunktet havde lige let ved at skelne mellem de akkorder, der blev afspillet. Og samtidig viste hjernescanningerne, at der ikke var en øget aktivering af områder i og omkring hørebarken hos musikerne. Detr ville man ellers ville forvente, hvis deres træning i at genkende lyde, skulle spille en rolle.
Resultaterne afslører, hvordan hjernen arbejder: Når hjernen ved, at den skal lave en hukommelsesopgave, så nedprioriterer den de andre opgaver. Den skruer altså op og ned for hjerneområder afhængig af, hvad der er brug for. Forklaringen er, at hjernen kun har en bestemt mængde ressourcer og derfor hele tiden bliver tvunget til at sortere og prioritere mellem alle de indtryk, den får.
»Det ser ud til, at den totale hjerneaktivitet er konstant, og spørgsmålet er så, hvor god vi hver især er til at udnytte denne hjerneaktivitet bedst muligt. Musikerne ser ud til at være rigtigt gode til at kontrollere deres tænkning. Det skyldes musikernes træning, hvor koncentration igennem lang tid er et centralt element,« mener Karen Johanne Pallesen.
