Det er ikke kun ekspeditionsholdet, der aftager i størrelse. Gletsjeren har også trukket sig tilbage: Før lå lejren oven på gletsjeren, men nu er der kun de store sten tilbage, som teltene blev sat på. Her Mogens Jensens telt med gletsjeren i baggrunden. (Foto: Mogens Jensen)

»Det er ikke usædvanligt, at tingene spidser til, når topforsøgene nærmer sig,« indleder Mogens Jensen den email, som videnskab.dk redaktionen netop har modtaget.

Og det kan man vist roligt sige, at de gør.

For ulykkerne fortsætter med at ramme Eco Everest Ekspeditionen 2009, hvor den danske deltager Mogens Jensen prøver at nå til toppen uden brug af kunstig ilt. På trods af, at han lider af astma. At det bliver en hård prøvelse vidner de sidste 48 timer om.

Bomstærk tysker ude af ekspeditionen

Det bomstærke tyske medlem, Henry Voigt, som var med i den første gruppe, der har indledt topforsøg, er ramt af hjerneødem i Camp 2 i 6.500 meters højde. Og ikke nok med det. Et fald har givet den hårdt prøvede tysker hjernerystelse. I øjeblikket er et hold sherpaer ved at evakuere ham ned gennem det berygtede isfald, Khumbu Ice Fall.

Hjerneødem er ifølge professor Bengt Saltin, der er ekspert i kroppens fysiologi, en af de priser, man kan komme til at betale, når man bevæger sig i en tynd luft, som er sparsom på ilt. Hjernen er generelt det sted i kroppen, der er mest udsat under et lavt ilttryk i blodet.

»De mest udsatte steder i hjernen er synscenteret og de motoriske centre. Hvis de ikke får ilt nok, svigter de. Det vil sortne for bjergbestigerens øjne, og han vil have svært ved at styre sine bevægelser,« siger Bengt Saltin.

For os, der befinder sig i mere almindelige luftlag, sammenligner den svenske professor det med en saunaoplevelse.

»Hvis du sidder for længe i en sauna, kan dit blodtryk falde så meget, at det går ud over blodforsyningen til hjernen og dermed iltningen. Det vil sortne for dine øjne, og så er det altså om at finde udgangen i en rasende fart. Det kræver selvfølgelig, at du er hjemmevant i saunaen,« siger Bengt Saltin.

Derfor er det også den rette beslutning, at sherpaer nu bærer Henry Voigt ned af bjerget. For det er ifølge Bengt Saltin den eneste måde at redde den tyske bjergbestiger.

»Han skal ned i en højde, hvor hans blod atter vil blive iltet normalt,« siger Bengt Saltin.

På nær faldulykker er hjerneødem en af de hyppigste årsager til, at bjergbestigere må forlade en Mount Everest ekspedition. Det skyldes formentlig, at opstigningen er gået for hurtigt for Henry Voigt, og kroppen ikke har nået at akklimatisere sig ordentligt.

Fejlmedicinering slår amerikaner hjem

Exit fra tyskeren er ikke den eneste kedelige besked, som Mogens Jensen og hans gruppe skal tumle med, når de indleder deres topforsøg i dag. For umiddelbart inden start, indløb der endnu en trist besked.

Den amerikanske deltager, Jesse Easterling, har gået og fyldt sig med en medicin, der kun var beregnet til at skulle tages i absolutte nødstilfælde på toppen af bjerget.

Medicinen er cortisonpræparatet Dexamethasone, og Jesse Easterlings daglige forbrug har resulteret i en nedbrydning af hans krop. Det var Jesse Easterlings læge, der havde ordineret præparatet.

»Det er et eksempel på en lægelig fejlmedicinering af gigantiske proportioner. Totalt ufatteligt, og alle læger her i basecamp ryster rasende på hovedet. Det betyder, at Jesse Easterling er 'grounded' og hans ekspedition er forbi. Man kan vist roligt konkludere, at vi snart må have opbrugt vores uheldskvote på dette års ekspedition,« skriver Mogens Jensen fra sin satellit-telefon.

Professor er også rystet

Bengt Saltin tilslutter sig kritikken:

»Dexamethasone skal man kun bruge, hvis man får en kritisk og behandlingskrævende inflammation. For medicinen går ind og stopper cellernes proteinsyntese, forhindrer sukkerindtaget og forstyrrer fedtomsætningen. Og det er ikke lige det, man har brug for, når man er ved at kæmpe sig op af Mount Everest og har brug for alle sine kræfter,« siger Bengt Saltin.