Motion kan hele brækkede knogler
Nyt studie antyder, at motion kan få brækkede knogler til at hele hurtigere. Den nye viden kan ende med ny behandling til folk med knogleskørhed.
Det er især ældre kvinder, der rammes af sygdommen osteoporose, mere populært kendt som knogleskørhed, som i dag er uhelbredelig. (Foto: Colourbox)

Når dine løbesko rammer den morgenvåde asfalt, er det ikke blot din kondition, der bliver forbedret.

Hver gang cellerne i knoglerne belastes af din vægt, frigiver de et stof, som har vist sig at have helt unikke egenskaber. Stoffet ATP vedligeholder skelettets celler og ser endda ud til at kunne fremskynde helingen i brækkede knogler, viser ny dansk forskning.

»Vi har længe vidst, at motion forebygger knogleskørhed. Men nu ved vi hvorfor,« siger Peter Schwarz, der leder Forskningscenter for Aldring og Osteoporose ved Glostrup Hospital og er klinisk professor på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet ved Københavns Universitet.

Resultater indtil videre på mus

De nye forskningsresultater stammer fra et stort treårigt forskningsprojekt, som egentlig blev startet, fordi man ville finde ud af, hvorfor motion har en positiv effekt hos mennesker, der lider af knogleskørhed. Som en overraskende sidegevinst viste det sig, at belastning af knoglecellerne, for eksempel i form af motion, ligeledes stimulerer brækkede knogler til at hele hurtigere.

Indtil nu stammer forskningsresultaterne kun fra petriskåle og forsøg med mus. Da det primært er ældre og kvinder, der får konstateret knogleskørhed, forsøgte man i forskningsprojektet at efterligne den kvindelige overgangsalder i mus ved at fjerne deres livmoder. Knoglerne bliver naturligt mere porøse, jo ældre man bliver, men kvinder i overgangsalderen taber helt op til fem procent af deres knoglemasse hvert år.

Forskerne håber, at den nye viden kan munde ud i en mere effektiv behandling af folk med knogleskørhed, også kendt som sygdommen osteoporose. Næste skridt er at finde et medicinalfirma, der kan hjælpe med at lave sikre forsøg på mennesker og udvikle den nye medicin mod osteoporose.

ATP er cellernes talerør

Fakta

Osteoporose er kendetegnet ved, at knoglerne bryder ned og ikke fornyr sig selv.

Mellem 500.000 og 600.000 danskere har så alvorligt knoglesvind, at de får konstateret knogleskørhed. Samfundet betaler hvert år to milliarder kroner for lårbensbrud, som er en af de mest almindelige følger for diagnosen osteoporose.

Hver femte ældre med lårbensbrud dør inden for et år.

ATP er egentlig et energimolekyle, men det bruges også til at signalere, eller kommunikere, fra en celle til en anden.

Når en knoglecelle belastes, for eksempel ved motion, sender den kalciumbølger ud og frigiver ATP til de omkringliggende celler både på knoglens overflade og dens indre; en måde at sige: ”Hey, jeg har fået et gok i nøden!” til de andre. Det får igen de andre cellers ATP-niveau til at stige, og det er netop den proces, der stimulerer dannelsen af nyt knoglevæv.

Løb, hurtig gang og aerobic er bedst

Da ATP-udskillelsen kræver en vis belastning af knoglen, er visse motionsformer også mere effektive end andre. Løb, hurtig gang og alle former for aerobic belaster knoglerne, mens for eksempel svømning og cykling ”kun” giver dig bedre kondital og færre kilo på vægten.

Overlæge, ph.d., dr.med. Niklas Rye Jørgensener er til daglig ansat på Klinisk Biokemisk Afdeling på Glostrup Hospital og er ansvarlig for forskningsprojektet. Han understreger, at man nøje bør vælge den motionsform, der passer bedst til den sygdom, man har.

Afgørende viden om ukendt område af knoglebiologien

Forskerne vidste, at når ATP stimulerer knoglevækst, arbejder stoffet sammen med bindingsproteiner (se boks under artiklen) i cellerne, også kendt som P2-receptorer.

Ved at lokalisere de bindingsproteiner, som gav det bedste udslag i genopbygningen af knoglevæv, kunne forskerne øge kalciumbølgernes styrke, når cellen bliver belastet. Det øger mængden af ATP – hvilket igen stimulerer genopbygningen af knoglevævet så meget desto mere. 

Knogleskørhed er nemt at diagnosticere. Man måler kalk- eller mineralindholdet i knoglerne og kan på den måde let slå fast, om vedkommende har udpræget knoglesvind eller ligger i risikogruppen for at få det senere i livet. (Foto: Colourbox)

Forskerne identificerede især ét bindingsprotein, som viste sig at have en god effekt på genopbygningen af knoglevævet.

»For at kunne målrette behandlingen af knogleskørhed, er det nødvendigt at vide, hvilke receptorer der arbejder bedst sammen med signalstoffet ATP,« siger Niklas Rye Jørgensen, »Det ved vi i større udstrækning nu, og projektet har derfor givet os afgørende viden om et hidtil ukendt område af knoglebiologien.«

Hvis man samtidig giver patienterne signalstoffet PTH, som i forvejen bruges som behandling mod knogleskørhed, frigiver cellerne endnu mere ATP.

Stor gevinst ved ny behandling

Ifølge Niklas Rye Jørgensen er den vigtigste pointe i de resultater, som han og hans kollegaer er nået frem til, at man med den nye viden på sigt kan udvikle en ny behandling til folk, der lider af knogleskørhed. Det vil være en stor økonomisk gevinst for samfundet, og ikke mindst for de sygdomsramte mennesker, understreger han.

»Det meste af den medicin, der findes på markedet i dag, sænker nedbrydningsprocessen. Det vil altså være en stor sejr at kunne udvikle en behandlingsmetode, der ikke blot bremser sygdommen, men også bekæmper den. Vores forsøg med mus har vist, at det måske er muligt om ikke at fjerne sygdommen helt, så i hvert fald at modvirke den i høj grad,« siger han.

Projektet, som går under navnet ATPBone, er det største europæiske af sin slags inden for osteoporose. Syv europæiske universiteter og institutioner deltog, og det blev finansieret af EU Kommissionen.

Sådan virker bindingsproteiner

Et bindingsprotein, også kaldet en receptor, er et molekyle som oftest sidder på overfladen af cellen eller inde i cellen.

Når et signalmolekyle såsom ATP binder sig til bindingsproteiner, bliver én eller flere af en lang række processer sat i gang inde i cellen. For eksempel begynder cellen at dele sig, og der sker dannelse af forskellige proteiner, optagelse eller udskillelse af forskellige stoffer fra cellen eller vandring af signalet til de omkringliggende celler. Det kan i sidste ende føre til en fysiologisk reaktion i en hob af celler eller et helt væv eller organ.