Motion i forurenet luft er også sundt
19 oktober 2016

Man skulle umiddelbart tro, at det vil være bedre for lungerne at løbe en tur i skoven end inde i byens betonjungle. Men en løbetur i byen er faktisk lige så god for lungerne. Det viser et nyt studie udført i samarbejde mellem Hvidovre Hospital, Institut for Folkesundhedsvidenskab under Københavns Universitet og Kræftens Bekæmpelse, skriver Hvidovre Hospital i en pressemeddelelse.

»Vores nye, store forskningsprojekt viser, at motion, også midt i storbyen, mindsker risikoen for at blive indlagt på hospital med cirka 15 procent for astma og op til 19 procent med KOL,« forklarer Charlotte Suppli Ulrik, der er professor på Hvidovre Hospitals lungemedicinske afdeling, i pressemeddelelsen.

Studiet bygger på 16 års opfølgning af flere end 57.000 personer, som er fyldt 50 år fra Aarhus og København. Ifølge forskerne bag studiet gør det endegyldigt op med myten om, at motion i storbyen er usundt.

»Mange tror, at det er direkte usundt eksempelvis at løbe rundt om søerne eller ned ad Jagtvej i København, fordi der er så meget bilos. Men det er altså ikke rigtigt, tværtimod. Man lever længere og har mindre risiko for astma og KOL, når man dyrker motion,« siger Charlotte Suppli Ulrik i pressemeddelelsen.

Men det er naturligvis sundere slet ikke at udsætte sine lunger for forurening, påpeger Charlotte Suppli Ulrik i pressemeddelelsen.

»Det er klart, at risikoen for at udvikle lungesygdomme er endnu mindre, hvis du bor på landet langt væk fra bilos og fabrikker. Men i dette forskningsprojekt har vi udelukkende set på virkningen af motion i storbyer,« forklarer hun i pressemeddelelsen.

Forskerne kan dog ikke helt komme med et klart svar på, hvorfor motion mindsker risikoen for nogle lungesygdomme, men de peger på, at det kan hænge sammen med, at man har mindre risiko for overvægt, hvis man dyrker motion.

Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift American Journal of Respiratory and Critical Care Medicine.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.