Vi vil nu begynde forsøget forfra. Forhåbentlig lykkes det i dag at komme gennem scanninger, smertestimulans, CGRP og migræne efter forsøgets forskrifter.

Endnu en omklædning til det mindre chikke hospitalstrøje, og endnu en plastikkop senere er jeg klar til at tage en tur mere i MR-apparatet. Denne gang forløber den første scanning uden problemer.

Så bliver jeg iført smertestimulans-termoden og et drop til CGRP-stoffet og så skal det undersøges, hvor min hjerne opfatter smerte.

Efter fem kvarters total ubevægelighed, kværnende scanner-larm og adskillelige smertestimuleringer er jeg forbløffet over, at min migræne endnu ikke har meldt sig. Jeg er højst en smule øm i kroppen, og inden jeg bliver kørt ud, får jeg CGRP sprøjtet ind i armen.

Eftermiddag DA CGRP normalt er 4-6 timer om at fremkalde et migræneanfald, bliver jeg lagt i seng, og trillet ud på gangen for at vente. Aftenen før var jeg til min venindes polterabend, og her er en uovertruffen lejlighed for at sove ud.

Småsovende går timerne hurtigt, men hen under aftenen har migrænen endnu ikke meldt sig.

Klokken er ca. 21, da vi konkluderer, at mens min migræne gerne stiller sig til spontan rådighed, så kan CGRP åbenbart ikke tvinge den frem på kommando, og jeg tager hjem igen.

Resultaterne af Sohail Asghars forsøg skal nu undersøges grundigt - og resultaterne forventes klar omkring slutningen af året.

Læs videre: Dag 1: Mit liv som forsøgsperson | Dag 2: Spontan migræne!