Ministudie: Mænd siger 'pisse', kvinder siger 'tisse'
Kilde: 
09 marts 2017

I programmet Språksjovet på NRK - den norske pendant til DR - snakkede vært og gæster for nyligt om forskellen på, hvordan kvinder og mænd omtaler, at de skal lade vandet.

Ifølge sprogprofessor Gunnstein Akselberg siger kvinder 'tisse', mens mænd siger 'pisse'. Han begrunder det med, at ordet 'pisse' er mere vulgært, mens 'tisse' er mere feminint. 

Det vakte nysgerrigheden hos Heidi Gilstand, som forsker i sundhedskommunikation ved Norges teknisk-naturvidenskabelige universitet. Hun satte sig for at undersøge emnet på helt uvidenskabelig vis, skriver hun på forskning.no.

85 procent af kvinderne siger 'tisse', mens 67 procent af mændene siger 'pisse', viser hendes ministudie, som er baseret på 385 på spørgeskemaer distribueret i Facebookgrupper.

20 procent af informanterne bruger primært andre udtryk end de to nævnte.

Der er altså noget om sprogprofessorens snak. 

Anledningen påvirker også ordvalget om toiletbesøg, viser Heidi Gilstands studie.

Kvinder bruger mere diskrete vendinger, såsom at spørge til hvor toilettet er, hvis de er i formelle sammenhænge på eksempelvis arbejdspladser. Og mænd siger primært 'pisse' i selskab med andre mænd, mens de siger 'tisse' til kvinder og børn.

»Den uhøjtidelige undersøgelse, som ikke blev finansieret af nogen, har vakt latter hos forfatteren og forhåbentlig også hos læseren,« slutter Heidi Gilstand på forskning.no

lsd

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.