Mellemkødet sladrer om skadelige kemikalier
Flere nyfødte drenge har tegn på, at have været udsat for hormonforstyrrende stoffer under graviditeten, og de kan selv få problemer med at få børn som voksne. For at løse det er det vigtigt at forstå, hvordan området mellem anus og kønsorganer udvikler sig i fostret.
Ph.d.-studerende Camilla Lindgren Schwartz i laboratoriet mellemkød hormonforstyrrende stoffer

Ph.d.-studerende Camilla Lindgren Schwartz i laboratoriet. (Foto: Terje Svingen)

Mellemkødet kalder vi normalt bare området mellem anus og kønsorganerne. Og det er jo sjældent det område på kroppen, der påkalder sig den største opmærksomhed.

Men hvis man bekymrer sig om den reproduktive sundhed hos den mandlige del af befolkningen, er der god grund til at interessere sig for mellemkødet – eller rettere længden af det, som på fagsprog kaldes den anogenitale afstand.

Det har nemlig vist sig, at afstanden mellem anus og kønsorganerne på en nyfødt dreng kan være en markør for, om han som voksen selv vil få problemer med at få børn.

Skal forstå grundlæggende mekanismer

Nyfødte piger har kortere mellemkød end drenge, og når drenge fødes med usædvanligt kort mellemkød, er det i virkeligheden et feminint træk. Det afspejler en 'feminisering' af fostret, der er sket, fordi de mandlige kønshormoner (primært testosteron og dihydrotestosteron), er blevet svækkede i at udøve deres virkning på rette tid og sted.

I de senere år har vi set et stigende antal drengebørn født med forkortet anogenital afstand og andre tegn på reproduktionsforstyrrelser som misdannede kønsorganer. Denne tendens blev først observeret i den vestlige verden inklusive Australien, men begynder nu også at ses i visse egne af Asien og Sydamerika.

Man mener, at en af de væsentlige årsager til denne stigning er, at fostrene er blevet udsat for kemikalier med hormonforstyrrende effekt.

Hvis vi vil forbedre den reproduktive sundhed i befolkningen, er det vigtigt, at vi grundlæggende forstår de mekanismer, der giver sig til udslag i unaturlig feminisering af drengefostre, og hvordan hormonforstyrrende stoffer griber ind i den normale udvikling.

Det er nødvendigt, for at kunne beskytte vores endnu ufødte børn mod at skulle vokse op med øget risiko for ikke selv at opleve glæden ved at blive forældre.

Hormonforstyrrende stoffer kan undertrykke aktiviteten af mandlige kønshormoner (androgener) i fostre af hankøn, hvilket kan lede til en reduceret afstand mellem anus og kønsorganer hos den nyfødte. Der er en sammenhæng med symptomer vist i boksen til høj

Hormonforstyrrende stoffer kan undertrykke aktiviteten af mandlige kønshormoner (androgener) i fostre af hankøn, hvilket kan lede til en reduceret afstand mellem anus og kønsorganer hos den nyfødte. Der er en sammenhæng med symptomer vist i boksen til højre. Kryptorkisme betyder, at testiklerne ikke er faldet end i pungen, mens hypospadi betyder, at urinrøret udmunder på undersiden af penis. (Illustration: Terje Svingen)

Kemikalier og cocktail-effekter

I et nyt projekt finansieret af Det Frie Forskningsråd | Natur og Univers forsøger vi på DTU Fødevareinstituttet at afdække de molekylære mekanismer, der ligger bag udviklingen af længden af mellemkødet. Baggrunden er, at vi i vores forskningsgruppe i mange år har forsket i kemikaliers hormonforstyrrende effekt.

Vi har i dyre- og celleforsøg identificeret flere nye hormonforstyrrende stoffer – blandt andet nogle pesticider, bisphenol A og ftalater. Derudover har vi haft meget fokus på at undersøge såkaldte cocktail-effekter af kemikalier i eksperimentelle systemer – altså hvordan en række forskellige kemikaliers samlede virkning på en organisme adskiller sig fra virkningen af de enkelte kemikalier hver for sig.

Et af målene med vores forskning er at udvikle redskaber til at forudsige cocktail-effekter, sådan at der kan tages højde for dem i risikovurderingen af kemikalier. Men for at forstå, hvorledes cocktail-effekter opstår, må vi udbygge vores viden om, hvordan de forskellige kemikalier forårsager de observerede effekter helt ned på molekylært og mekanistisk niveau.

En fælles mekanisme for mange pattedyr

En af de væsentlige grunde, til at de molekylære mekanismer, der er involveret i udviklingen af mellemkødet, er særligt interessante, er, at det ikke kun er hos mennesker, at et forkortet mellemkød kan bruges til at forudsige potentielle problemer med den reproduktive sundhed som voksen.

Det samme er også tilfældet hos mus og rotter. Vi har vist, at flere kemikalier som  for eksempel pesticider, ftalater og visse lægemidler er i stand til at reducere den anogenitale afstand hos hanafkom, og at dette er en markør for reproduktionsskader hos hannerne, når de bliver voksne.

Sandsynligvis er de molekylære signalveje ens for mange forskellige pattedyr. Fordelen ved det er, at vi kan bruge forsøgsdyr til at teste den hormonforstyrrende effekt af forskellige stoffer og overføre disse resultater til mennesker.

I dette forskningsprojekt bruger vi primært rotter – simpelthen fordi de er større end mus, og det derfor er lettere at måle effekten på den anogenitale afstand, og fordi vores historiske database bygger på rottestudier.

Når fosteret bliver feminiseret

(Illustration: Terje Svingen)

(Illustration: Terje Svingen)

Når drengefostre er specielt sårbare overfor kemikalier med hormonforstyrrende effekt, skyldes det, at udviklingen af afgørende mandlige træk er direkte afhængig af kønshormoner specielt i fostertilværelsen.

Både de kvindelige og mandlige kønsorganer bliver udviklet fra de samme grundstrukturer i det tidlige foster. Differentieringen sker som respons på signaler fra gener og hormoner. Mens udviklingen af testikler og æggestokke bestemmes af udtryk af nogle specifikke gener, er det kønshormoner, der styrer udviklingen af skeden og penis såvel som de sekundære kønstræk.

De mandlige kønshormoner – androgenerne – produceres i testiklerne, og det er deres tilstedeværelse, der giver signal til fosteret om at udvikle de sekundære mandlige kønsorganer samt mandlige kønstræk. Det er til gengæld ikke de kvindelige kønshormoner, østrogenerne, der bestemmer, at fosteret skal udvikle sekundære kvindelige kønsorganer og kønstræk.

Det er fraværet af de mandlige kønshormoner, der fører til udvikling af den hunlige fænotype.

Hænger sammen med andre lidelser

Denne kønsudvikling udspiller sig i et relativt snævert programmeringsvindue i den ottende til fjortende uge under graviditeten. Indenfor dette tidsrum er fosteret – og især drengefosteret – derfor specielt følsomt overfor forstyrrelse af hormonsystemet.

Hvis androgenernes aktivitet bliver undertrykt i denne periode, er der en større risiko for, at drengebarnet bliver født med kønsorganer, der ikke er normalt udviklede. For eksempel kan testiklerne ikke være faldet ned i pungen eller urinrørsåbningen kan befinde sig på undersiden af penis i stedet for på spidsen.

Selvom en kort anogenitalafstand i sig selv ikke anses som en medicinsk lidelse, så hænger den sammen med disse andre lidelser. Derfor kan man benytte den til at vurdere, i hvor høj grad fosteret har været påvirket af en forstyrrelse af de mandlige kønshormoner under udviklingen og dermed forudsige dette individs reproduktive sundhed.

Styr på signalvejene

Vi ved altså, at et unormalt kort mellemkød på et drengebarn kan hænge sammen med forstyrrelser af de mandlige kønshormoner i fostertilværelsen. Men vores forskning tyder på, at der også må være andre signalveje involveret.

For eksempel har lægemidlet paracetamol, som anvendes til smertebehandling, vist sig at udøve samme effekt (altså reducere den anogenitale afstand) i forsøgsdyr, selvom stoffet tilsyneladende ikke er i stand til direkte at forstyrrede signalveje, somandrogenerne er involveret i.

Samtidig ved vi fra forsøg med rotter, at mellemkødets længde hos hunner også kan være påvirket af kemikalier.

Således giver stoffet bisphenol A, der er et kemikalie, der bruges i produktionen af polycarbonatplast og epoxyharpikser, en forkortet anogenital afstand hos begge køn. Omvendt har det kunstige hormon ethinyløstradiol (der bruges i p-piller) mærkeligt nok vist sig at have den omvendte effekt på hunner – altså at forlænge den anogenitale afstand – hvis de bliver udsat for stoffet i fostertilværelsen.

Ud fra vores nuværende viden om udviklingen af mellemkødet har vi ingen gode forklaringer med, hvordan disse uventede effekter opstår, men de peger i retning af andre virkningsmekanismer end klassisk testosteron-signalering. Der er derfor behov for at karakterisere disse signalveje bedre for at afsløre, hvordan de påvirker udviklingen af mellemkødet. Og det er vi nu i fuld gang med.

Figuren illustrerer den normale udvikling af længden af mellemkødet (AGD = den anogenitale afstand) for piger og drenge i henholdsvis fostertilværelsen, i barndommen og som voksen. Når man snakker om, at mellemkødet er 'forkortet', kan man ikke sige, at d

Figuren illustrerer den normale udvikling af længden af mellemkødet (AGD = den anogenitale afstand) for piger og drenge i henholdsvis fostertilværelsen, i barndommen og som voksen. Når man snakker om, at mellemkødet er 'forkortet', kan man ikke sige, at der findes en skarp grænse for, hvornår det er 'for kort' i medicinsk forstand. Men studier har for eksempel påvist en statistisk sammenhæng mellem lav sædkvalitet og en anogenital afstand mindre end 30 mm hos mænd. (Figur efter Dean & Sharpe (2013))

Ned i detaljerne

I projektet vil vi bruge rotteforsøg til at belyse, hvilke faktorer der er vigtige for udviklingen af mellemkødet under fosterudviklingen.

Vi vil i første omgang bruge et såkaldt microarray til at undersøge udtrykket af forskellige gener i det relevante væv fra henholdsvis normale hanrottefostre og hanrottefostre, der har kort anogenital afstand som følge af eksponering til forskellige kemikalier og lægemidler under fosterudviklingen.

Ved brug af avancerede analyseprogrammer kan disse forsøg give os det helt store overblik over, hvad der sker på det molekylære niveau, hvor forskellige signaleringsveje bliver kortlagt, næsten som et kort over undergrundsbanen i London – bare meget mere kompliceret.

Ved at sammenligne 'kortene' fra de to grupper kan vi få indblik i, hvilke signalveje der påvirkes, når den anogenitale afstand er kort i hannerne. Efterfølgende vil vi så i langt større detalje analysere specifikke faktorer, der ser ud til at spille en central rolle.

I denne fase vil vi kigge på specifikke proteiner, og hvor de er udtrykt i de forskellige celler i mellemkødet. Derudover vil vi undersøge hormonniveauerne i blodet fra både moderen og fostrene under normale forhold og efter eksponering for at undersøge, om ændringer i disse niveauer stemmer overens med de ændringer, vi eventuelt finder på gen- og proteinniveau.

Samlet set vil disse forsøg hjælpe os til at forstå, hvilke signalveje der er involverede, når den anogenitale afstand bliver kortere i hannerne, og hvilken rolle kønshormonerne spiller i denne proces.

Fra forsøgsdyr til cellelinjer

ForskerZonen

Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.

Da vi ved, at hormonforstyrrende stoffer kan påvirke anogenital afstand, og at dette er forbundet med en række skadelige effekter på det mandlige reproduktionssystem, er det en god ide at teste nye kemikalier for netop den effekt.

Men at gøre dette i forsøgsdyr er i virkeligheden en langsommelig og ressourcekrævende proces – og desuden er brugen af forsøgsdyr altid forbundet med et etisk dilemma.

Derfor vil vi gerne udvikle biologiske screeningsmetoder til test af kemikaliers hormonforstyrrende effekt, der er baseret på humane celler og væv i stedet for forsøgsdyr. Man kan sige, at vi nu er ved at etablere den basisviden, der skal gøre dette muligt.

På den måde vil en dybere forståelse af mekanismerne involveret i udviklingen af mellemkødet også kunne medvirke til markant at reducere brugen af forsøgsdyr til at teste hormonforstyrrende stoffer. På længere sigt vil denne viden også kunne bruges til at udvikle nye computerbaserede forudsigelsesmodeller beregnet til risikoanalyse af nye kemikalier eller lægemidler.

Alt sammen vil det bidrage til, at vi kan forbedre vores beredskab til at forebygge skadelige virkninger af hormonforstyrrende stoffer og dermed få vendt den uheldige tendens med flere og flere drengebørn, der er født med misdannede kønsorganer og flere og flere mænd, der har svært ved at få børn.

Cocktaileffekter

Når man taler om kemikaliers cocktaileffekter, mener man, hvordan kemikaliernes samlede virkning på en organisme kan adskille sig fra virkningen af de enkelte kemikalier hver for sig. Her viser vores forskning, at kemikalierne ofte virker additivt, hvilket ikke skal forstås ud fra en rent 'matematisk' synsvinkel, så man bare kan addere effekterne af kemikalierne.

Hvis man gør det, er der tale om såkaldt effekt-summation, som er intuitivt appellerende, men ofte fører til forkerte konklusioner. Det er vigtigt at addere effekterne ved det, man kalder ækvipotente doser, altså ved doser, der forårsager det samme effektniveau.

Når man gør det og kan vise, at det ene stof kan virke som en given fortynding af det andet stof, taler man om en additiv effekt. I nogle tilfælde ses synergi, hvilket betyder, at effekten, der opstår ved eksponering til to eller flere kemikalier, er større end en additiv effekt. Der ses også eksempler på det modsatte, hvor effekten er mindre end additiv. Det kaldes antagonisme.

Det mandlige kønshormon
Kemikalier virker på forskellige virkningsmekanismer på androgensignallering i fosteret. (Illustration: Terje Svingen)

Kemikalier virker på forskellige virkningsmekanismer på androgensignallering i fosteret. (Illustration: Terje Svingen)

Det mandlige kønshormon testosteron dannes i testiklerne i specialiserede celler kaldet Leydig-celler.

Processen kaldes overordnet steroidsyntese (eller kønshormonsyntese), og det er en kompliceret proces, hvor kolesterol omdannes til testosteron i flere trin, der involverer mange forskellige enzymer (nogle af dem er nævnt på figuren som for eksempel CYP-faktorer).

Når testosteron er dannet, udskilles det fra testiklerne med blodstrømmen og når derved frem til andre organer i kroppen. I den proces omdanner enzymet 5-alfa Reductase testosteron til dihydrotestosteron (DHT), som er den mest potente form af hormonet.

Det binder sig efterfølgende til androgenreceptoren (AR), der er et protein, der kan befinde sig i cellens cytoplasma eller i kernen afhængig af, om det er aktivt eller ej. Herved bliver androgenreceptoren aktiveret, og den fungerer nu som en såkaldt transkriptionsfaktor, der regulerer udtrykket af en række gener.

Testosteron kan også binde sig til androgenreceptoren, men det giver et mindre kraftigt signal. Androgensignaleringen er dog generelt en kompliceret affære, hvor typen af væv og den præcise timing også spiller en rolle for virkningen af henholdsvis testosteron og dihydrotestosteron. Som det fremgår på figuren, kan kemikalier gribe forstyrrende ind flere steder i processen.

Lyt på Videnskab.dk!

Hver uge laver vi digital radio, der udkommer i form af en podcast, hvor vi går i dybden med aktuelle emner fra forskningens verden. Du kan lytte til den nyeste podcast i afspilleren herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Har du en iPhone eller iPad, kan du finde vores podcasts i iTunes og afspille dem i Apples podcast app. Bruger du Android, kan du med fordel bruge SoundClouds app.
Du kan se alle vores podcast-artikler her eller se hele playlisten på SoundCloud