Mavefedt rasler af diabetikere efter kortvarig hård træning
Højintenstræning i sammenlagt en halv time om ugen gjorde en gruppe diabetikere markant sundere på bare otte uger. De tabte 18 procent af mavefedtet og blev bedre til at nedbryde sukker. Ingen medicin giver samme effekt.

Hver af diabetikernes træningsrunder varede 1 minut, efterfulgt af 1 minuts pause. Det blev gentaget 10 gange. Sidste runde med træning var hård at komme igennem for de fleste. (Fotos: Søren Møller Madsen)

»Vi finder ekstremt store effekter på hele paletten af problemer ved diabetes. Det er et pionerstudie af en træningsform, som folk faktisk gider at lave,« siger en meget begejstret forskningslektor, ph.d. Per Bendix Jeppesen fra Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet.

Han har været med til at lave et nyt studie, som viser, at en gruppe type 2-diabetikere efter otte uger med højintensitetstræning tre gange om ugen oplevede både stor reduktion i mavefedtet, bedre sukkertolerance og mere virksomme beta-celler, som laver insulin i bugspytkirtlen.

Studiet er publiceret i det videnskabelige tidsskrift Plos One.

»Vi kunne næsten ikke genkende dem, da de kom ind til målinger den sidste gang. Fedtfordelingen var helt anderledes. En af deltagerne havde tabt 1,6 kg mavefedt på bare 8 uger.«

»Vi har ikke noget medicin, der giver samme kraftige effekt som det her,« fortæller Per Bendix Jeppesen.

En overkommelig træningsform

Til det nye studie rekrutterede forskerne 10 type 2-diabetikere via annoncering i den lokale avis. Fælles for de 10 var, at de:

  • var mellem 56-58 år gamle
  • alle var overvægtige (BMI  højere end 30)
  • ikke dyrkede ingen motion til hverdag.
Fakta

Glukosebelastning

Glukosebelastningsprøven blev lavet ved, at deltagerne mødte fastende op på klinikken, hvor de drak et glas sukkervand med 75 gram glukose i.

Efter et par timer fik de taget flere blodprøver over godt to timer for at se, hvor meget sukker der var tilbage i blodet. Det viser, hvor hurtig kroppen er til at optage sukkeret.

Derudover udvalgte forskerne 13 personer uden diabetes, som matchede diabetespatienterne på alle andre områder, nemlig alder, vægt og manglende fysisk aktivitet.

Før studiets opstart, fik deltagerne målt både glukosetolerance, de insulinproducerende cellers effektivitet og mængden af mavefedt.

Herefter blev alle sat i gang med træningen. De skulle møde op i træningscenteret tre gange om ugen og cykle på en træningscykel med høj intensitet i 1 minut, efterfulgt af 1 minuts pause i alt 10 gange.
De måtte ikke ændre deres kostvaner eller fysiske aktivitet ellers.

»Det her er noget, man kan lave hjemme, og det tager en halv time tre gange om ugen, så det virker overkommeligt for de fleste,« siger ph.d. på Institut for Klinisk Medicin på Aarhus Universitet, Søren Møller Madsen, som er hovedforfatter på det nye studie.

Hver træningsrunde varede altså 30 minutter inklusiv opvarmning, 10 minutter højintensitetstræning á 1 minut efterfulgt af 1 minuts restitution, hvor deltagerne enten holdt helt pause eller cyklede med lav hastighed og til sidst nedkøling efter træningen.

Kraftig reduktion i farligt mavefedt

Efter de otte ugers træning blev mavefedt, alfacellernes aktivitet og sukkertolerancen målt igen hos alle.

Deltagerne i forsøget fik taget blodprøver både for og efter de otte ugers intensiv træning.
(Foto: <a>Shutterstock&lt;/a&gt;)

Diabetikergruppen havde i gennemsnit tabt 18 procent af mavefedtet, mens den raske gruppe havde tabt 10 procent. Fedtet på maven er det farlige fedt, som giver hjertekar-problemer, og som indikerer, at der er fedt omkring de indre organer som lever og nyrer.

Den store forskel mellem de to grupper kan hænge sammen med, at diabetikere generelt har mere mavefedt end raske. Men forskerne var faktisk overrasket både over forskellen og over, at tabet af mavefedt var så markant på bare 8 uger.

Højere sukkerkontrol og bedre insulinproduktion

Deltagerne med diabetes fik desuden forbedret sukkerkontrollen med 12 procent efter glukosebelastning. Det vil sige, at der var 12 procent mindre sukker i blodet, når man tog blodprøver efter glukosebelastning.

Derudover var diabetespatienternes beta-celler , der producerer insulin, også blevet mere følsomme over for glukose.

»Det, der er galt med diabetikere, er, at betacellerne ikke mærker sukkeret og derfor ikke producerer nok insulin til at nedbryde sukkeret. Efter træningen fik beta-cellerne en hurtigere reaktionsevne. Det vil sige, at de mærker sukkeret hurtigere og går i gang med at producere insulin,« forklarer Per Bendix Jeppesen, professor på Aarhus Universitet.

Alle deltagere fik desuden forbedret deres lungekapacitet og sænket blodtrykket.

Ingen medicin har tilsvarende effekt på diabetikere

Fakta

Adrenalin nedbryder mavefedt

Højintensiv træning er bedre end moderat træning, hvis man gerne vil smide fedt på maven.

»Ved denne træningsform øges udskillelsen af adrenalin og noradrenalin, som binder sig til receptorer på det farlige fedt og nedregulerer mavefedtet. Ved almindelig træning er der ikke tilstrækkelig højt niveau af adrenalin til at forbrænde mavefedtet,« forklarer Søren Møller Madsen.

Ifølge den nye undersøgelse er denne træningsform altså ekstremt effektiv til at forbedre helbredet hos diabetikere.

Der er lavet andre studier, som viser, at moderat træning over længere tid også har en effekt på diabetikeres sundhed, men i meget mindre grad end højintensitettræningen. Derudover er det også sværere at motivere folk til de lange træningsforløb, som typisk kører over 6-8 måneder.

Rent tidsmæssigt er den hårde træning til at overskue for de fleste, og den kræver bare, at man investerer i en træningscykel. Så kan træningen laves hjemme foran fjernsynet. I det nye studie var der heller ingen, der droppede ud før tid.

Det er ifølge ph.d. og postdoc på Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet, Mathias Reid-Larsen, bemærkelsesværdigt. Han har ikke taget del i det nye studie, men forsker til dagligt i træning og sund livstils effekter på helbredet.

Meget hård træning mod diabetes

Mathias Reid-Larsen synes, de nye resultater er meget interessante. Ikke mindst, fordi det ser ud til, at inaktive overvægtige mennesker faktisk kan motiveres til at denne træningsform.

»Det mest imponerende er, at 100 procent af deltagerne møder op hele vejen. Det her studie bidrager med nogle tanker om, hvordan man kan sætte træning i gang hos folk med diabetes,« siger han.

Fakta

Højintensitettræning
Ved træning med høj intensitet, som i dette studie, skal man træne med så stor belastning, at man ikke er i stand til at tale i længere sætninger.
Man skal kunne fremstamme kortere sætninger.
De fleste er i stand til at klare denne type træning - unge som gamle, tykke som tynde - men forskerne anbefaler, at man får tjekket hjertefunktion og blodtryk hos lægen, inden man giver sig i kast med træningen.

Tidligere studier har vist, at 80 procent af patienter med type 2-diabetes ikke dyrker fysisk aktivitet. Når træningen tilsyneladende har stor effekt, kan denne træningsform måske være en god model.

Alle deltagerne førte træningen til ende, på trods af at træningen var rigtig anstrengende.

»Det var meget hårdt. Folk syntes, det var mentalt hårdt at skulle sætte sig op til træningen. At der var en træner, motiverede dem rigtigt meget. Det gjorde det også, at de kunne fornemme, at der skete noget fysisk,« siger Søren Møller Madsen, hovedforfatter på studiet.

Derfor vil det ifølge Mathias Reid-Larsen fra Center for Aktiv Sundhed også være rigtig interessant at lave et lignende studie hvor folk skulle træne hjemme – altså uden den motiverende træner.

Næste studie skal have en kontrolgruppe

Selv om studiet ikke er så stort, vurderer Mathias Reid-Larsen altså, at det vil være yderst interessant at gå videre med resultaterne.

»Næste skridt er at lave samme forsøg med en større gruppe og at have en kontrolgruppe (en gruppe diabetikere, som bliver fulgt og ikke træner, red.). Det ville også være spændende at se, hvordan det virker over lang tid. Der er 100 procent fremmøde i denne her gruppe. Kunne det gentages i længere tid, eller kunne man få folk til at træne hjemme, så ville det betyde rigtig meget,« understreger han.

Det er Søren Møller Madsen enig i.

»Vi kunne godt tænke os at få flere deltagere på. Det, at der har været så klare resultater, bør betyde, at vi tænker det ind i behandlingen,« mener han.