En analyse af over 1.500 kliniske kræftundersøgelser, publiceret i 2006, konkluderer, at 29 procent af undersøgelserne var præget af interessekonflikter.
Alle undersøgelserne er publiceret i et af de prestigefyldte tidsskrifter New England Journal of Medicine, JAMA, The Lancet, Journal of Clinical Oncology, Journal of the National Cancer Institute, Lancet Oncology, Clinical Cancer Research og CANCER.
Kræftforskning med flest interessekonflikter
Ifølge forskerne fra University of Michigan, som står bag undersøgelsen, er båndene imellem kliniske forskere og de selskaber, som producerer medicin og medicinsk udstyr de seneste år blevet mere sammensatte og kontroversielle, især fordi flere forskere konkurrerer om finansiering.
Ud over at få penge fra lægemiddelindustrien til finansiering af undersøgelser, modtager nogle forskere konsulenthonorar, og nogle ejer også aktier eller sidder i stillinger i selskaber, som tjener penge på de produkter, som bliver undersøgt.
Forskerne gennemgik publicerede forfatter-erklæringer og -lister, og kunne se at 17 procent af undersøgelserne var finansieret af erhvervslivet. Nogle af de andre erklærede interessekonflikter var ansatte i erhvervslivet, som var opført som medforfattere og forfattere, som modtog konsulentbetaling.
Interessekonflikter var mest almindelige i undersøgelser i onkologi (læren om kræft og svulstsygdomme), hvor hele 45 procent af undersøgelserne var præget af uheldige bindinger.
33 procent af de nordamerikanske forfattere erklærede interessekonflikter, og blandt undersøgelserne med mandlige hovedforfattere havde 37 procent interessekonflikter.
Ingen grund til skepsis
Jónas Einarsson er leder for Radiumhospitalets Forskningsstiftelse i Norge og bestyrelsesformand i Oslo Cancer Cluster, et netværk bestående af lægemiddelfirmaer, norske opstarts- og venture-firmaer samt universiteter og forskningsinstitutioner.
Han siger, at der ikke er nogen grund til at være skeptisk overfor samarbejde mellem erhvervslivet og kræftforskningen.
»Skal der komme nye kræftlægemidler, så kan de kun komme ved i et tæt samarbejde mellem industrien og de akademiske institutioner. Hvordan i al verden skulle lægemiddelindustrien kunne afprøve deres medicin under ordnede forhold på patienter, hvis ikke det må ske på sygehusene?« spørger han.
Samarbejde mellem forskning og erhvervsliv på to måder
Einarsson siger samarbejdet mellem forskningen og erhvervslivet foregår på to måder. Den ene er, når et selskab kommer til sygehuset, og spørger, om de kan foretage en klinisk forsøg med et produkt, som de har udviklet.
Den anden er, hvis forskerne selv har fundet en ny behandlingsform, og tester denne i kliniske undersøgelser. Efterhånden som behandlingsmetoden begynder at ligne noget, der kan bruges, kan forskerne søge et samarbejde med industrien for at få finansiering til at foretage de kostbare undersøgelser, som skal til.
Forskerens publikationsret sikres
En anden problemstilling som tages op i den amerikanske undersøgelse, er hvad der sker når forskningsresultaterne ikke er i tråd med det, som lægemiddelproducenten forventer. Einarsson forklarer, at man i Norge har strenge regler omkring dette.
»Der bliver aldrig indgået samarbejdsaftaler mellem den akademiske verden og erhvervslivet, uden at forskeren har publikationsret. Efter dataene er færdigbearbejdede, skrives artiklen og sendes til selskabet. De har normalt 30 dage til at svare, hvis de ønsker at komme med indlæg, men de har ingen vetoret.«
»Industrien kan også bede om en udsættelse af publiceringen, hvis der er noget i undersøgelsen, som kan ødelægge en patentansøgning – altså for at sikre rettigheder,« siger han.
Nordmænd bedre til at melde ud
I følge Einarsson er det yderst ualmindeligt at norske forskere sidder i bestyrelser i eller har aktieposter i medicinalfirmaer. Det er mere almindeligt at de sidder i såkaldte ‘advisory boards’ som rådgivere.
»I Norge er forskere og læger blevet meget bedre til at melde ud om eventuelle bindinger – det journalister kalder interessekonflikter. Det er vigtigt at læseren ved om en undersøgelse er sponseret af et bestemt firma,« siger han.
Einarsson peger også på, at det allervigtigste er at de læger som faktisk behandler patienter ikke har bindinger til medicinalindustrien. Han fortæller at der slås hårdt ned på sådanne bindinger ved Radiumhospitalet.
»Det skal ikke være sådan, at en læge kan tjene penge på, at der vælges en bestemt behandling til en patient,« siger han afsluttende.
© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov
